BWV 58 »Ach Gott, wie manches Herzeleid«

Enghave Barok — Sun, 04 Dec 2016 21:22:18 +0000

BWV 58 »Ach Gott, wie manches Herzeleid«

Kantate 58 ”Ach Gott, wie manches Herzeleid” blev første gang opført i Leipzig 5. januar 1727 på søndag efter nytår. Den udgave af kantaten, som er overleveret til os i dag, stammer dog fra en opførelse på samme søndag enten 1733 eller 1734, hvor Bach både tilføjede tre obostemmer i åbnings- og slutsatsen og desuden omskrev den midterste sopranarie fuldstændig.

I sin endelige ordning af kantate-årgangene placerede Bach denne kantate blandt koralkantaterne i anden årgang – nok som en acceptabel erstatning for en manglende kantate til denne søndag. For denne kantate er egentlig ikke en koralkantate: ingen af de midterste satser refererer tekstligt eller musikalsk til den koralmelodi som sopranen synger i åbnings- og slutsatserne. Og selvom det er den samme melodi, sopranen synger i de to ydersatser, stammer teksterne her fra to forskellige salmer; henholdsvis første vers af Martin Mollers ”Ach Gott, wie manches Herzeleid” og femte vers af Martin Behms ”O Jesu Christ, meins Lebens Licht”.

Derimod tilhører BWV 58 en anden slags kantate, som Bach komponerede adskillige af; nemlig dialogkantater. I dialogkantaterne trækker Bach på en tradition som kan føres helt tilbage til middelalderen: dialogen mellem Sjælen og Jesus, Synderen og Frelseren. I disse kantater repræsenterer sopranen Sjælen og bassen (den traditionelle Vox Christi), repræsenterer Jesus. Denne dialog er tydeligst i de to ydersatser. Sopranen (Sjælen) udtrykker i koralerne bekymring og sorg og bassen (Jesus) beroliger. Således kombineres de to forskellige tekster til en opbyggelig dialog.

Åbningssatsen er en langsom, traurig og dog majestætisk fransk sats med en kromatisk nedadgående baslinje som billede på verdens lidelser.

Imellem de to ydersatser (begge basarier med sopran cantus firmus) fuldendes symmetrien i de mellemliggende satser med basrecitativ – sopranarie – sopranrecitativ. Som et gennemgående tema for kantatens tekst er forventningen om, at Gud skal lede os til et andet land, og at denne verdens lidelser derfor er lettere at bære. Som en allegori herfor beretter bassen, i sit recitativ, fra søndagens læsning, Matthæusevangeliet 2,13-23, hvor Herodes’ befaler at dræbe alle drengebørn i Betlehem og en engel viser sig i en drøm for Josef og fortæller, at familien skal flygte til Ægypten. Med en næsten naiv enkel melodi udtrykkes i sopranen/sjælens arie glæden ved livet trods denne verdens lidelser, når blot man har tiltro til Gud. Og i det efterfølgende recitativ forhåbningen om at måtte se paradiset allerede i dag. Paradiset, som i sidste sats beskrives som sopranen/sjælens rette fædreland.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

1. Choral S e Aria B
Ach Gott, wie manches Herzeleid
Begegnet mir zu dieser Zeit!
Der schmale Weg ist Trübsals voll,
Den ich zum Himmel wandern soll.
Nur Geduld, Geduld, mein Herze,
Es ist eine böse Zeit!
Doch der Gang zur Seligkeit
Führt zur Freude nach dem Schmerze.

2. Recitativo B
Verfolgt dich gleich die arge Welt,
So hast du dennoch Gott zum Freunde,
Der wider deine Feinde
Dir stets den Rücken hält.
Und wenn der wütende Herodes
Das Urteil eines schmähen Todes
Gleich über unsern Heiland fällt,
So kommt ein Engel in der Nacht,
Der lässet Joseph träumen,
Dass er dem Würger soll entfliehen
Und nach Ägypten ziehen.
Gott hat ein Wort, das dich vertrauend macht.
Er spricht: Wenn Berg und Hügel niedersinken,
Wenn dich die Flut des Wassers will ertrinken,
So will ich dich doch nicht verlassen noch versäumen.

3. Aria S
Ich bin vergnügt in meinem Leiden,
Denn Gott ist meine Zuversicht.
Ich habe sichern Brief und Siegel,
Und dieses ist der feste Riegel,
Den bricht die Hölle selber nicht.

4. Recitativo S
Kann es die Welt nicht lassen,
Mich zu verfolgen und zu hassen,
So weist mir Gottes Hand
Ein andres Land.
Ach! könnt es heute noch geschehen,
Dass ich mein Eden möchte sehen!

5. Choral S e Aria B
Ich hab für mir ein schwere Reis
Zu dir ins Himmels Paradeis,
Da ist mein rechtes Vaterland,
Daran du dein Blut hast gewandt.
Nur getrost, getrost, ihr Herzen,
Hier ist Angst, dort Herrlichkeit!
Und die Freude jener Zeit
Überwieget alle Schmerzen.

1. Koral S & Arie B
Ak Gud, hvor mit hjerte lider
i denne tid!
Den smalle vej til himlen
er fuld af smerte og bedrøvelse.
Tålmodighed, tålmodighed mit hjerte,
det er en svær tid!
Men vandringen til salighed
fører til fryd efter smerten.

2. Recitativ B
Om end denne verden forfølger dig,
så har du dog Gud til ven,
som altid dækker din ryg
mod dine fjender.
Når den rasende Herodes
dømmer vor frelser
til en forsmædelig død,
da kommer om natten en engel
til Josef, så han drømmer,
at han skal flygte fra morderen
og drage til Ægypten.
Guds ord gør dig tillidsfuld,
Han siger: Om bjerg og dal forsvinder,
og stormfloden vil drukne dig,
så vil jeg dog ikke forlade eller svigte dig.

3. Arie S
Jeg er tilfreds i min lidelse,
for Gud er min tilflugt.
Jeg har brev med segl derpå,
og dette er den stærke slå for døren,
som selv ikke Helvede kan bryde.

4. Recitativ S
Om end verden ikke ophører med
at forfølge og hade mig,
så viser Guds hånd
mig et andet land.
Ak, kunne det blot ske allerede i dag,
at jeg måtte se mit Paradis!

5. Koral S & Arie B
Jeg har en tung rejse foran mig
frem til Dig i Paradis.
Der er mit rette fædreland,
som du har udgydt dit blod for.
Vær fortrøstningsfulde, I hjerter.
Her er angst, der herlighed!
Og glæden til den tid
overgår alle lidelser.

Tekst: 1. sats: Martin Moller 1587; 2.-4. sats: Anonym digter; 5. sats: Martin Behm 1610
Besætning: Solister: S B; Obo I/II, Obo da caccia, Violin solo, Violin I/II, Viola, Continuo
Plads i kirkeåret: Søndag efter Nytår
Første opførelse: 5. Januar 1727 i Leipzig

Opført af Enghave Barok: 4. januar 2015 i Enghave Kirke

Noter

Tysk tekst

Oversættelse

Find andre Bachværker til Søndag efter Nytår (som Enghave Barok har opført)

Find alle Bachværker med tekst af Anonym Digter, Martin Moller, Martin Behm (som Enghave Barok har opført)

Martin Behm | Enghave Barok

BWV 58 »Ach Gott, wie manches Herzeleid«

BWV 58 »Ach Gott, wie manches Herzeleid«