Wer da gläubert und getauft wird er skrevet til Kristi Himmelfart, 18. maj 1724 – altså mod afslutningen af Bachs første kantateårgang i Leipzig.

Læsningen er Den opstandne Jesus og disciplene Markusevangeliet 16, 14-20:

”Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Den ukendte librettist fokuserer udelukkende på læsningens afsnit om dåb og frelse mens selve opstandelsen og missionspåbuddet fuldstændig udelades. Kantatens motto om dåb og frelse bliver behandlet som et større spørgsmål om selve trosforholdet og retfærdighed ved tro. Højtiden til trods har Bach valgt en forholdsvis beskeden besætning bestående af to oboer, strygere og continuo.

Jesus ord fra evangelielæsningen synges ikke – som det ofte ses – af bassolisten. Bach vælger i stedet et åbningskor for hele ensemblet, måske som symbol på, at forbindelsen mellem dåb og frelse gælder for hele kristenheden. Åbningskoret er udformet som en stort anlagt fuga i rolig tredelt takt. Teksten leveres i to forskellige tematiske forklædninger, først som subjekt og siden kontrasubjekt, i hvad der udvikles til en 8-stemmig fuga mellem sangstemmerne og orkestret.

Tenoren redegør i sin arie for troen som pant på den kærlighed, som Jesus nærer til sit folk. Troen er så at sige betaling for Jesus’ kærlighed. Ariens soloviolinstemme er gået tabt, men blev i forbindelse med udgivelsen af Neue Bach-Ausgabe genskabt ud fra continuostemmens generalbas og tenorstemmens motiviske materiale.

Selvom kantaten ikke er to-delt, kan man godt betragte tredje sats koraludsættelse som en slags afrunding af kantatens første del. 5. vers af Phillipp Nicolais Wie schön leuchtet der Morgenstern er en lovprisning af Herrens kærlighed. Nicolais berømte melodi bliver mesterligt bearbejdet af Bach, som udsætter den som duet i 12/8 mellem sopran og alt med quasi-ostenato continuoledsagelse. Det er imponerende, hvad Bach får ud af denne tilsyneladende spartanske ramme, som udvikler sig til en rigt ornamenteret semi-kanon mellem de to sangsolister.

I kantatens anden del tolker librettisten evangelielæsningen med udgangspunkt i afsnittet om Retfærdighed ved tro på Jesus Kristus fra Paulus brev til Romerne 3,21-31. I sit recitativ formaner bassen den kristne mod at lægge sine gode gerninger til grund for sit forhold til Gud. Mennesket gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.

Tanken om troen som den egentlige vej til frelse føres videre ind i kantatens sidste arie: ”Der Glaube schafft der Seele Flügel, daß sie sich in den Himmel schwingt. Die Taufe ist das Gnadensiegel” (Troen giver sjælen vinger, så den svinger sig til himmels. Dåben er nådens segl), hvilket trækker en tråd direkte tilbage til kantatens indledende motto. Den dansante sats får vinger med opadstræbende motiver, og til ordet Taufe (Dåb) lader Bach vandet rinde i et lang nedadgående løb.

Kantaten afrundes med fjerde vers af Johann Kolroses salme Ich dank dir, lieber Herre (1535).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 43 ”Gott fähret auf mit Jauchzen” er skrevet til Kristi Himmelfart 30. maj 1726. J. S. Bach var foråret 1726 i gang med sin tredje kantateårgang i Leipzig. Samme år fremførte han hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, der var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, der døde i 1724. Johan Sebastian lod sig tilsyneladende inspirere af sin grandfætters værker, for hele syv kantater fra denne Leipzig-årgang deler tekster og opbygning med Johann Ludwigs. De falder alle i to afsnit – beregnet til opførelse før og efter prædiken – som hver bygger på henholdsvis det gamle og det ny testamente: Del 1: Kor (GT) – recitativ – arie, Del 2: recitativ (NT)- arie – recitativ – koral. Vi har tidligere stiftet bekendtskab med en af disse kantater her i Enghave, nemlig Kantate 17 ”Wer Dank opfert, der preiset mich”. I tilfældet kantate 43 er der dog tale om en udvidelse af den føromtalte form, da hele seks vers udgør det strofiske afsnit, som fordeles ud på både recitativer og arier og dermed sprænger formen.

Der er altså tale en stort anlagt kantate, og dette gælder også for instrumentariet, som i Himmelfartens festlige anledning er udstyret med trompeter og pauker i tråd med åbningskorets citatet fra Psalmernes Bog 47, 6: ”Gud steg op under jubel, Herren under hornets klang”. I de følgende to satser lovpriser tenoren Jesu sejr over døden – forsat med referencer fra Psalmernes Bog: først i recitativet som refererer til Psalme 68, 19: ”Du bortførte fanger”, fulgt af den triumferende dommedagsarie med reference til Psalme 68, 18: ”Titusinder er Guds vogne, tusinde gange tusinde”.

Helt usædvanligt er det sopranen, og ikke tenoren, der har rollen som evangelist i det følgende recitativ, med tekst fra dagens læsning, Markusevangeliet 16,19. Det første af de i alt seks strofiske vers følger herpå med sopranens arie, som ledsages af en elegant koncertant sats for strygere og oboer.

Anden del af kantaten åbner med dommedagsbasunen. I første omgang, i bassens recitativo accompagnato, er det blot strygerene, der imiterer klangen af messing fra Guds kavaleri, men i den følgende arie er det den ægte vare: Den klassiske duel mellem bassanger og trompetist! Her har Bach endog været så venlig at notere, at trompetstemmen kan spilles af en violin, hvis trompetisten skulle miste modet, hvilket man ikke kan fortænke ham i…

I kontratenorens recitativ er kampen mellem Gud og Satan overstået og Jesus kan krones som sejrherre. I den afsluttende opadgående melisme ledes vores øjne mod himmelen, hvor den følgende arie finder sted: I ånden ser vi, hvorledes Jesus sætter sig ved Guds højre hånd og omstyrter sine fjender. I modsætning til tenorens og bassens kamp-arier, er denne arie en lettelsens glæde, som fejres med dansante oboer i parallelle tertser, førend sopranen i det sidste af de seks strofiske vers takker for trygt at kunne stå ved Jesu side.
Kantaten afsluttes med to vers fra Johann Rists salme ”Du Lebensfürst, Herr Jesu Christ”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten er skrevet til 21. søndag efter trinitatis og blev opført første gang søndag 17. oktober 1723 – et halvt år inde i Bachs første kantateårgang.

Søndagens læsning er fortællingen om Den kongelige embedsmand i Kapernaum, Johannesevangeliet 4, 47-54:

Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: ”Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: ”I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: ”Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.

Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.

Den ukendte librettist tolker læsningen som et spørgsmål mellem tvivl og tro. Jesus’ ord til embedsmanden ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke” læses således, at det i læsningen er selve troen, som fører til helbredelse – og i bredere forstand til frelse. Som modsætning til troen fremstilles tvivlen som den, der kan forhindre frelsen. De to modsætninger præsenteres af librettisten i en form for opbyggelig dialog mellem Tvivlen og Troen, som bliver hovedpersoner i hver sin del af kantaten. Om end væsensforskellig i sin opbygning, er det oplagt at drage en parallel til dialogkantaten O Ewigkeit, du Donnerwort (BWV 60), som Bach opførte tre uger efter til 24. søndag efter trinitatis, hvori et dramma per musica udspiller sig mellem Frygten og Håbet. Denne kantate er åbenlyst to-delt: Hvor de tre første satser har fokus på tvivlen og er præget af sørgmodig og angstfulde musikalske udtryk, er de tre følgende satser milde og forløsende med henblik på frelsen i troen.

Til åbningskoret tager librettisten udgangspunkt i et vers fra Markusevangeliets fortælling om Helbredelsen af drengen med den urene ånd (9,24): ”Jeg tror, hjælp min vantro!”. Denne ene sætning udgør hele teksten til satsen, og ordet vantro skal altså her forstås i betydningen mistillid eller tvivl. Musikken til åbningskoret er skrevet i udpræget fransk stil med tydelige konnotationer til hofdansen Bourrée. Efter fransk forbillede er orkesteret også delt op i en strygergruppe og en træblæsergruppe, som spiller op mod hinanden satsen igennem, tillige med talrige solistiske afsnit mellem førsteviolin og obo. Også i de fire sangstemmer veksles mellem soli og duetter, som besvares af de øvrige stemmer og sammen med orkestersatsen bibringer satsen stor afveksling i klangbilledet.

Tenorens recitativ er udformet som en slags dialog mellem Tvivlen og Troen som to sjælelige tilstande, markeret henholdsvis piano og forte som et billede på den indre splittelse, den kristne sjæl befinder sig i. Tvivlen afslutter recitativet i arioso med længselsfuldt at spørge ”Ach Herr, wie lange?” (Ak Herre, hvor længe endnu?), et citat librettisten har hentet fra Salmernes Bog 6,4, som ligeledes omhandler svaghed og rædsel.

I den følgende tenorarie er Tvivlen fortsat hovedperson, og igen har Bach kigget mod Frankrig i sin musikalske inspiration. ”Wie zweifelhaftig ist mein Hoffen, wie wanket mein geängstigt Herz!” (Hvor jeg dog tvivler i mit håb, hvor ængsteligt vakler mit hjerte!) synger tenoren på trioliserede sekstendedelsløb med forstørrede og formindskede spring. Tenoren ledsages af strygergruppen med førsteviolinen i en dominerende rolle og hele satsen er præget af fransk ornamentik og stiltypiske punkteringer. En højdramatisk arie, som kunne være hentet fra en opera af Jean Philippe Rameau.

Med altens recitativ når vi kantatens vendepunkt idet Troen bringer sit fortrøstningsfulde budskab: ”O fasse dich, du zweifelhafter Mut, Weil Jesus itzt noch Wunder tut!” (Fat mod i al din tvivlen, for Jesus gør underfulde ting!)

Som modsætning til den dramatiske tenorarie med strygerledsagelse, akkompagneres alten af to obligate oboer i en rolig Sarabande. Også Sarabanden er et element hentet fra den franske dansesuite og igen benytter Bach franske ornamenter i sin notation. Med reference til tenorens indre kamp i det første recitativ overbeviser alten os i ariens b-del om, at troen med Herrens hjælp vil sejre til sidst: ”Wenn Fleisch und Geist in ihnen streiten, so steht er ihnen selbst zur Seiten, damit zuletzt der Glaube siegt.” (Når ånden og kødet strides i dem, står Han ved deres side, så troen sejrer til sidst.)

Kantaten afsluttes med et forløsende festfyrværkeri af en koralbearbejdelse over 7. vers af Lazarus Spenglers Durch Adams Fall ist ganz verderbt (1524). Som parallel til åbningskoret står de to orkestergrupper nu igen overfor hinanden og veksler på skift mellem det gennemgående fanfaremotiv, hurtige sekstendedelsløb og lange harmonibærende toner. Således når vi med sidste linje kantatens opbyggelige budskab: ”Er hilft sein’n Gläubgen allen.” (Han hjælper alle, der tror.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering