Vi kender i dag hele fire kantater skrevet til 3. søndag efter Helligtrekonger fra Bachs år i Leipzig. Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73 blev opført januar 1724, som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig. Til koralkantate-årgangen 1724/25 skrev Bach en kantate over salmen Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, BWV 111, og til tredje årgang denne kantate Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72, som blev opført 27. januar 1726. Fire år senere, i 1729 skrev Bach yderligere en kantate til denne søndag i kirkeåret, Ich steh mit einem fuß im grabe, BWV 156, som vi opførte med Enghave Barok 26. oktober 2014.

Alle fire kantater tager udgangspunkt i søndagens læsning fra Matthæusevangeliet 8, 1-13. I beretningen om Helbredelsen af en spedalsk, kaster den spedalske sig ned for Jesus’ fødder og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus rækker hånden ud, rører ved ham og siger: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Af denne grund har de fire kantater både tekstlige og musikalske fællestræk, bl.a. gennem brug af samme koralmelodier. Især er der en forbløffende lighed mellem Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72 og kantaten Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73, som blev komponeret to år tidligere.

Librettoen til Alles nur nach Gottes Willen har Bach hentet fra Salomo Franks Evangelisches Andachts-Opffer. Frank var ansat som digter ved hoffet i Weimar samtidig med Bach, og udgav sin samling af kantate-libretti til kirkeåret i 1715. Bach satte adskillige af disse tekster i musik i løbet af sin tid som kapelmester i Weimar i årene 1714-17, og vi må formode, at Bach bragte Franks udgivelse med sig fra Weimar, via Köthen til Leipzig. Et halvt år forinden, i juli 1725, skrev han nemlig kantaten Tue Rechnung! Donnerwort, BWV 168 til en tekst, som ligeledes er hentet fra Franks Evangelisches Andachts-Opffer.

Frank bygger sin libretto op omkring konkrete citater fra læsningen. Den spedalskes tro på, at Jesus kan helbrede ham, ser Frank som et billede på, at hengivelse i troen er beroligende og forløsende for det kristne menneske. Det opsummeres godt i kantates første linjer: ”Alles nur nach Gottes Willen, so bei lust als traurigkeit, so bei gut als böser Zeit. Gottes Willen soll mich stillen, bei Gewölk und Sonnenschein. Alles nur nach Gottes Willen.” (Alt kun efter Guds vilje, i lyst så vel som i sorg, i gode og i onde tider. Guds vilje skal berolige mig, i overskyet vejr så vel som solskin. Alt kun efter Guds vilje.)

Åbningskoret er hovedsagelig bygget op omkring to musikalske motiver: en opadgående sekstendedelsbevægelse og to nedadgående fjerdedele. Fjerdedelsmotivet, som synges på ordet Alles, bliver et gennemgående motiv satsen igennem og understreger med al ønskelig tydelighed, at vitterlig ALT går efter Guds vilje. I B-delen bruges det særlig elegant til teksten ”Gottes Willen soll mich stillen” (Guds vilje skal berolige mig), hvor fjerdedelsmotivet benyttes i en akkompagnerende rolle i orkestersatsen til sangernes beroligende overbundne noder. Den rolige B-del afbrydes dog på dramatisk vis af sekstendedelsbevægelserne, som illustrerer ordet Gewölk (skyer) som en torden, der ruller over himlen. Bach genbrugte senere dette åbningskor som Gloria i sin Missa Brevis i G-dur, BWV 235 i anden halvdel af 1730’erne.

Den spedalskes udsagn ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren” ligger til grund for det følgende forløb. Alten søger som ‘det kristne menneske’, at følge den spedalskes eksempel, hvis tro på Jesus fører til, at han bliver helbredt. Forløbet åbner med et secco-recitativ, der leder over i en arioso, hvori mottoet ”Herr, so du willt”, som i en bøn, gentages i alt ni gange. Via et kort secco-afsnit, ledes vi ind i arien, hvor alten fanger an uden det sædvanlige indledende ritornel. Således skabes et varieret, sammenhængende forløb gennem de to satser med den friske, livlige arie som klimaks.

”So Glaube nun! Der Heiland saget: Ich will’s tun!” (Så tro nu! Herren sagde: Jeg vil gøre det!) synger bassen i det følgende recitativ med tydelig reference til det sted i læsningen, hvor Jesus siger til den spedalske: ”Jeg vil, bliv ren!” Gennem troen på Jesus opnår vi renselse og forløsning, og det leder os til sopranens vidunderlige arie.

Det er typisk for Bachs symbolik, at det oplyste, uskyldige og rene gestaltes gennem sopranstemmen. Således også her, hvor sopranens arie netop har funktion som en renselse. Ligesom den spedalske blev helbredt gennem troen på Jesus, bliver vi renset af denne aries rene og sødmefulde musik. Således opnås gennem kantatens forløb en slags katharsis, hvor tilhøreren gennemgår samme renselse som den spedalske i dagens læsning.

Kantaten afsluttes med en firestemmig udsættelse af Markgraf Albrecht von Brandenburg-Ansbachs salme Was mein Gott will, das g’scheh allzeit. Samme salme, som lå til grund for koralkantaten af samme navn året forinden.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger. Den første Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73 blev opført i januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig. Til tredje årgang skrev han kantaten Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72 med opførelse i 1726, og fire år senere i 1729, tilføjede han yderligere en kantate til denne søndag i kirkeåret, Ich steh mit einem fuß im grabe, BWV 156. Til koralkantate-årgangen 1724/25 skrev Bach nærværende kantate over Albrecht af Preussens reformatoriske salme Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, BWV 111.

De fire kantater tager alle udgangspunkt i søndagens læsning fra Mattæusevangeliet kap. 8, 1-13. I denne beretning om Helbredelsen af en spedalsk, kaster den spedalske sig ned for Jesus’ fødder og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus rækker hånden ud, rør ved ham og siger: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev den syge renset for sin spedalskhed. Læsningen tolkes i alle fire kantater som en tilskyndelse til at sætte sin lid til Gud. Det viser sig i flere tekstlige og musikalske fællestræk kantaterne imellem, og ikke mindst, gennem valget af koralvers. Således fungerer salmen Herr, wie du willt, so schicks mit mir både som åbningskoral i Kantate 73 og som slutkoral i Kantate 156, ligesom koralen Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, som koralkantaten 111 er bygget over, ligeledes bliver brugt som slutkoral i kantate 72.

Librettisten har bevaret salmens første og sidste vers til kantatens ydersatser, mens de to mellemliggende vers er gendigtet i former passende til arier og recitativer, dog uden at indflette referencer til dagens læsning, som vi ofte ser det i koralkantaternes libretti.

Åbningskoret følger Bachs mest almindelige forskrift for koralkorene i denne årgang, og er et glimrende eksempel på Bachs overlegne satsteknik: Koralkoret er i sagens natur bygget op omkring Cantus firmus, som synges i halvnoder af sopranen. De tre øvrige sangstemmer danner herunder en motetsats i halverede nodeværdier: fjerdedele, først i imiterende polyfoni, og siden, i salmens B-del til teksten ”Er hilft aus Not” (Han hjælper i nøden), i homofone udbrud, fulgt af flere varianter over samme princip. Som kontrast til den vokale motet høres en selvstændig koncertant orkestersats. Den udspiller sig som en concerto grosso for to oboer i dialog med strygerensemblet, og dette i yderligere halveringer af nodeværdierne: ottendedele og sekstendedele.

Dermed skaber Bach en sats med flere lag: Den reformatoriske koral, en traditionel vokal motet og en italiensk inspireret koncert – hvert lag i et afmålt indbyrdes forhold af halvnoder, fjerdedele, ottendedele og sekstendedele, som tilsammen skaber en kaleidoskopisk lytteoplevelse.

Continuoet sætter bassens arie an med et motiv, som går gennem hele arien som et quasi ostinato. Ariens motto er ikke første linje, men snarere de to følgende: ”Gott ist dein Trost und Zuversicht, und deiner Seelen Leben” (Gud er din trøst og dit håb, og din sjæls liv), som er hentet fra åbningen af salmens anden vers. Bach citerer hertil salmemelodien i en elaboreret form som tilhørerne i Leipzig utvivlsomt har kunnet nikke genkendende til.

Alten begynder sit recitativ i oprevet tilstand, og sammenligner de, som unddrager sig Gud, med Jonas flugt fra Herren (Jonas Bog kap. 1,3), hvorimod de, som vælger Guds beskyttelse, ”ser med håb og tålmod, mod Hans svar og Hans ord”.

Via dette vendepunkt føres vi til kantatens centrale sats, duetten mellem alt og tenor: ”So geh ich mit beherzten Schritten, auch wenn mich Gott zum Grabe fürth” (Så går jeg da med modige skridt, selv når Gud fører mig til min grav). Selve kantatens ”morale” foldes ud i denne duet: at vi, selv i døden, skal sætte vores lid til Gud. Bach sætter dette budskab i musik med højt humør: en dansant og ubekymret 3/4-dels sats, som med brug af orgelpunkt i bassen og soloviolinens livlige melodilinje får et folkemusikalsk præg.

Med sopranens recitativ følges denne tanke til ende: at Gud også i døden vil tage vare om vores sjæl i sine ”faderhænder”, afsluttende med et rørende arioso-afsnit: ”O seliges, gewünschtes Ende!” (O salige, ønskelige slutning!)

Kantaten afrundes med en enkel firestemmig udsættelse af det fjerde – og senere tilføjede – vers til Albrecht af Preussens salme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering