Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger (BWV 73, 111, 72 og 156). Af disse er Herr, wie du willt, so schick’s mit mir, BWV 73 den tidligste. Den blev første gang opført 23. januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig, og igen i årene 1732-35 i en lettere revideret udgave, hvor hornstemmen blev erstattet af en stemme for obligat orgel. Muligvis fik den yderligere en opførelse i nogle af Bachs sidste leveår 1748/49.

Kantatens libretto behandler søndagens læsning fra Matthæusevangeliet 8, 1-13 om Helbredelsen af en spedalsk og Officeren i Kapernaum:

”Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: ”Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: ”Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.” Han sagde til ham: ”Jeg vil komme og helbrede ham.” Men officeren sagde: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.” Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: ”Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Men til officeren sagde Jesus: ”Gå, det skal ske dig, som du troede!” Og hans tjener blev helbredt i samme time.

I begge læsningens fortællinger bliver den absolutte overgivelse til Herrens vilje fremstillet som en forudsætning for, eller ligefrem årsag til helbredelserne af den spedalske og den lamme tjener. Helt i tråd med tidens eksegese har den ukendte librettist snarere henblik på foreningen med Gud i døden, hvor den åndeligt syge vil overgive sig til Guds vilje, end på selve underet i helbredelsen. Det er altså det enkelte kristne menneskes trosforhold, som bliver gransket. Tvivl skal forløses i tro, og vores egen forvirrede vilje lægges i stedet Guds hænder.

I åbningskoret sammenvæves Kaspar Bienemanns salme Herr, wie du willst, so schick’s mit mir (1582) sunget på melodien til Justus Jonas’ koral Wo Gott der Herr nicht bei uns hält med tre kommenterende recitativ-afsnit. Bach omformer salmemelodiens indledende toner til et gennemgående ledemotiv for satsen. Det høres indledningsvis i orkesterets forspil hos hornet, hvilket giver det karakter af et hornsignal, som kalder til samling om kantatens motto: Herr, wie du willt!

De tre solister fremlægger hver sin anskuelse. Tenoren er i dyb fortvivlelse, mens bassen er straks mere fortrøstningsfuld. Sluttelig reflekterer sopranen over, hvordan vi ofte misforstår Guds hensigter: ”Der Segen scheint uns oft ein Fluch … Die ruhe, so du in dem Todesschlafe uns einst bestimmt, Ein Eingang zu der Hölle” (Velsignelsen synes os ofte som en forbandelse … Den ro, som du en dag har bestemt for os i døden, ser vi som en indgang til helvede.) Hun beder til sidst om, at Gud vil vise os, at hans vilje er helbredende for os, hvortil sangerne i samlet flok udbasunerer et afsluttende trefoldigt hornsignal: Herr, wie du willt!

Med støt faldende motiver beder tenoren i sin arie om, at Gud vil sænke glædens ånd ned i sit hjerte. I et elegant tonemaleri lader Bach obo og tenor væve et tæppe af motiver, snart synkende nedad på senke (sænke), snart boblende opad på Freude (glæde). I ariens B-del ændres stemningen til teksten ”Es will oft bei mir geistlich Kranken die Freudigkeit und Hoffnung wanken und zaghaft sein.” (Bente Marie… ) Symptomerne på den åndeligt sygdom er vaklende håb og spagfærdighed, og de giver sig tydeligt til kende i musikken med en rystende figur på wanken (vaklende) og en kromatisk faldende figur på zaghaft (spagfærdig). 

Bassens recitativ bliver et vendepunkt i kantaten: ”Ach, unser Wille bleibt verkehrt, Bald trotzig, bald versagt, des Sterbens will er nie gedenken. (Ak, vores vilje forbliver falsk, snart trodsig, snart forfejlet, døden vil den aldrig påtænke.) Bach udpensler ordet trotzig (trodsigt) ved at lade bassen spring med hovedet forrest direkte op i en skarp dissonans. Av! I stedet for at følge vores egen trodsige vilje, skal vi lære at overgive os til Guds vilje: ”Allein ein Christ, in Gottes Geist gelehrt, lernt sich in Gottes Willen senken” (Kun en kristen, oplært i Guds ånd, lærer at sænke sig i Guds vilje).

Med den erkendelse lader Bach os se døden i øjnene og leder os vi direkte ind i en af sine mest inspirerede kreationer fra Leipzig-årene; bas-arien Herr, so du willt. Bach lader tekstens form blive ramme for satsen. De tre strofer, som hver starter med udsagnet Herr, so du willt får hver deres rørende og særegne karakteristik. I den første strofe ”So preßt ihr Todesschmerzen die Seufzer aus dem Herzen” (Så presser I dødssmerter, sukkene ud af hjertet) bliver bassens suk svaret i strygersatsen. I anden strofe ”So liege meine Glieder in Staub und Asche nieder” (BM) lægger satsen sig som tungt støv, der falder til jorden, for derefter at rejse sig igen som Fugl Føniks. Og i tredje strofe ”So schlagt, ihr Leichenglocken, Ich folge unerschrocken, mein Jammer ist nunmehr gestillt” (Så slå, I sjæleklokker, jeg følger uforfærdet, min jammer er nu stillet) markeres ringningen ved dødens indtræden med et pizzikerende akkompagnement. Bach afslutter satsen med materialet fra instrumenternes første indsats og får således, trods dens usædvanlige form, skabet en sluttet kreds omkring arien.

Med bassens uforfærdede indtræden i døden afrundes også kantatens opbyggelige forløb fra sopranens beskrivelse i åbningskoret af døden som en indgang til helvede, via tenorens bøn om at få skænket Guds glæde til bassens erkendelse af menneskets egen forfejlede og trodsige vilje, og endelig den afsluttende overgivelse til Guds vilje, hvormed vi trygt kan se døden i øjnene.

Kantatens afsluttes med 7. vers af Ludwig Hembolds salme Von Gott will ich nicht lasssen (1563) i en enkelt firestemmig udsættelse: ”Das ist des Vaters Wille, der uns geschaffen hat (Det er faderens vilje, han som har skabt os), som afsluttes med en omskrivning af doksologien.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten O heilges Geist- und Wasserbad blev skrevet til Trinitatis søndag 16. juni 1715 i Weimar. Kantaten er overleveret i en kopi af partituret udført af Johann Christian Köpping i forbindelse med en senere opførelse i Leipzig. Det er uklart, hvornår denne Leipzig-opførelse egentlig fandt sted, men det har sandsynligvis været på Trinitatis søndag, 4. juni, eller den følgende uge på Første søndag efter Trinitatis, 19. juni 1724. 

Kantatens tekst er skrevet af Bachs faste samarbejdspartner i Weimar-årene, hofpoeten Samuel Franck, hvis tekster til 1715-årgangen blev udgivet under titlen Evangelisches Andachts-Opffer.

Søndagens læsning er fra Johannesevangeliet 3, 1-15, hvor Jesus forklarer Nikodemus om genfødslen i ånden gennem dåben:

Der var et menneske, en af farisæerne, ved navn Nikodemus, medlem af jødernes råd. Han kom til Jesus om natten og sagde til ham: ”Rabbi, vi ved, du er en lærer, der er kommet fra Gud; for ingen kan gøre de tegn, du gør, uden at Gud er med ham.” Jesus svarede ham: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige.” Nikodemus sagde til ham: ”Hvordan kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin mors liv og fødes?” Jesus svarede: ”Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”

Nikodemus spurgte ham: ”Hvordan kan det gå til?” Jesus svarede: ”Du er lærer i Israel og forstår ikke det? Sandelig, sandelig siger jeg dig: Vi taler om det, vi ved, og vi vidner om det, vi har set, men I tager ikke imod vort vidnesbyrd. Tror I ikke, når jeg har talt til jer om det jordiske, hvordan skal I så tro, når jeg taler til jer om det himmelske? Ingen er steget op til himlen undtagen den, der steg ned fra himlen, Menneskesønnen.

Og ligesom Moses ophøjede slangen i ørkenen, sådan skal Menneskesønnen ophøjes, for at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham.

Francks tekst lægger sig tæt op ad læsningen med flere direkte citater undervejs, og sammenligner genfødslen i ånden gennem dåben med genoprettelsen af pagten med Gud gennem Jesus’ lidelse, død og genopstandelse efter syndefaldet i Edens have.

Kantaten åbner med en sopranarie udført i en formfuldendt polyfon struktur. Orkesterforspillet og de instrumentale mellemspil udgør hver en firestemmig fuga-eksposition, mens de vokale afsnit består af imitative duetter mellem sopran og 1. violin-stemmen over samme tematiske materiale. En særlig finesse findes i ariens B-del til teksten ”und uns das neue Leben schenket” (og skænker os det nye liv), hvor teamet vendes på hovedet som symbol på det nye liv, som dåben bringer. Desuden har Bach struktureret de vokale afsnit således, at de også tematisk udgør en perfekt symmetri: A-B-C-B1-A1. Alt i alt et fornemt eksempel på den formmæssige eksperimeteren, som er så karakteristisk for den unge Bachs produktion, ikke mindst i Weimar-årene.

Efter den indledende arie følger to recitativ/arie-par, som behandler arvesynden og den brudte pagt med Gud, som genoprettes med Jesus og i dåben.

I sit recitativ beklager bassen menneskehedens nedarvede synd fra Adams fald: ”Die sündige Geburt verdammter Adamserben gebiret Gottes Zorn, den Tod und das Verderben” (Fordømte Adamsslægters syndige fødsel vækker Guds vrede, død og fordærv.) Den kristne finder dog nåde i dåben og frelse gennem Jesus’ lidelse og død på korset, hvilket Franck udtrykker i storladen barok poesi: ”Er wird im Geist- und Wasserbade ein Kind der Seligkeit und Gnade. Er ziehet Christum an und seiner Unschuld weiße Seide, er wird mit Christi Blut, der Ehren Purpurkleide, im Taufbad angetan” (Han bliver i badet af Ånd og vand et salighedens og nådens barn. Han iklæder sig Kristus og Hans uskylds hvide silke, han bliver iklædt Kristi blod, Ærens purpurklæde, i dåbens bad.)

I en roligt svingende 12/8-sats besynger alten i en inderlig arie den store kærlighed Jesus viser os ved dåben og beder til, at pagten med Gud må blive genoprettet: ”hilf, dass ich mich dessen freue und den Gnadenbund erneue in der ganzen Lebenszeit” (hjælp mig, så glæder jeg mig derover og fornyer nådens pagt i al min levetid.)

Atter vender bassen tilbage, nu ledsaget af strygerensemblet. Han sværger sin troskab til Jesus, som har genfødt os gennem sit offer, men fortsætter med en personlig syndsbekendelse: ”Men jeg har, ak! ofte brudt dåbspagten og ikke opfyldt, hvad jeg lovede!” De daglige synder har rod i den nedarvede synd fra Adam, som fortsat gør sig gældende: ”Du ved, min Gud, hvor smerteligt jeg føler den gamle slanges bid; Syndens gift fordærver legeme og sjæl for mig”. Kun troen på Jesus og taknemmelighed over hans offerdød på korset kan føre til frelse. Satsen har flere gange undervejs karakter af arioso, hvor strygersatsen udsmykker og underbygger teksten. Det gælder ikke mindst i satsens spektakulære slutning, hvor Bach til beskrivelsen af teksten ”når al kraft forgår”, lader orkesteret sive ud til blot en enkelt sluttone.

I forlængelse af bassens syndsbekendelse beder tenoren til, at Jesus må være den ”helbredende slange mod syndens gift.” Violinernes snoede tema illustrerer denne slange, som med sin modgift skal bringe frelse.

Efter flere satser med fokus på syndefaldet og frelsen gennem Jesus, refererer det afsluttende koralvers, 5. vers af Ludwig Hembolds Nun laß uns Gott dem Herren, tilbage til kantates udgangspunkt om dåben som helende kraft.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering