BWV 133 »Ich freue mich in dir«

Koralkantaten Ich freue mich in dir blev komponeret til opførelse på tredje juledag, 27. december 1724. Generelt faldt Bach valg af salmer til koralkantateårgangen på de ortodokse protestantiske salmer af bl.a. Martin Luther og Paul Gerhardt fra 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet. Hele koralkantateprojektet kan altså ses som en homage til den ældre protestantiske salmesangstradition, som Bach selv var vokset op i. Her skiller Caspar Zieglers Ich freue mich in dir fra 1697 sig ud som en af de seneste salmer, Bach benytter i sin koralkantatecyklus.

Adventstiden fra 2. søndag i advent og frem til Jul var i Leipzig en fastetid til refleksion og fordybelse uden koncertant musik i kirken. Så meget desto større var festligheden ved selve julen med kantateopførelser hver dag, samt ved helligdagene i forbindelse med Nytår og Helligtrekonger. Bach måtte derfor udnytte de stille uger før jul til at forberede den forestående højtid, og havde derfor mange musikalske bolde i luften på samme tid. Det ses i partituret til Ich freue mich in dir, hvor temaet til Pleni sunt coeli et terra fra hans Sanctus (BWV 232), som Bach opførte i julen 1724, er noteret under kantatens koralfantasi. Mod slutningen af sit liv lod Bach selvsamme Sanctus indgå i den store messe i h-mol, men idéen til temaet blev altså undfanget og hurtigt nedfældet under arbejdet med kantaten til tredje juledag 1724.

Efter Bachs død i 1750 blev stemmematerialet til koralkantateårgangen købt af byrådet i Leipzig til Thomasskolens bibliotek, og herfra fandt Bachs efterfølger i embedet Gottlob Harrer (1703-1755) kantaten frem og opførte den yderligere en gang i løbet af sin korte periode som Thomaskantor. Mens stemmerne til koralkantaterne forblev i Leipzig, fik Bachs ældste søn Wilhelm Friedemann overdraget partiturerne til denne årgang, og disse blev af forskellige årsager spredt for alle vinde. I 1827 dukkede partituret til Ich freue mich in dir op ved en auktion i Berlin, og blev sammen med bl.a. 13 andre af Bachs håndskrevne kantatepartiturer købt af Carl Pistor. Ved auktionen overbød Carl Pistor komponisten Carl Zelter, som var dirigent for Sing-akademie zu Berlin og spillede en central rolle i genopdagelsen af Bachs vokalmusik. Carl Pistor bad Felix Medelsohn katalogisere den nyindkøbte samling af håndskrifter og gav som tak Mendelsohn partituret til Ich freue mich in dir. Pistors samling blev sidenhen grundstammen i barnebarnet Ernst Rudorffs samling af musikmanuskripter, som den dag i dag er blandt de største og vigtigste manuskriptsamlinger på private hænder.

Dagens evangelielæsning er åbningssekvensen af Johannesevangeliet 1, 1-14 om Ordet:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Som det er almindeligt i librettoerne til Bachs koralkantateårgang, er salmens to ydrevers (1. og 4. sats) bibeholdt i deres originale form, mens den ukendte librettist har omskrevet de mellemliggende to vers til recitativer og arier. Salmens 2. vers er fordelt på første arie og recitativ-par (2. og 3. sats) mens salmens 3. vers er fordelt på det følgende par (4. og 5. sats). Librettisten undlader at indlemme tematikken fra dagens læsning i sin tekst og lægger sig i stedet tæt om ad den oprindelige salmetekst med vægt på det under, at Gud er kommet til jorden i menneskeskikkelse.

Åbningskoret bobler næsten over af glæde, ført an af 1. violinens livlige solostemme. 2. violin og viola er fordoblet af de to obo d’amore-stemmer, og de fungerer skiftevis som ledsagere og som med- og modspiller til hovedrolleindehaveren. Koral-indsatserne holdes i en enkel firstemmig sats med undtagelse af afsnittet ”Ach, wie ein süßer Ton!” (Ak, hvilke søde toner!), som bliver forlænget med en kommenterende let polyfoni og en ekko-effekt i orkestersatsen, samt i den sidste linjes beskrivelse af “den store Guds Søn”. 

Åbningskorets sekstendedelsløb og lette karakter videreføres i altens arie, som akkompagneres af de to obo’er. Ariens hovedtema er et opkvikkende motiv, som illustrerer det glade budskab om Jesusbarnets fødsel: ”Getrost! es fasst ein heilger Leib des Höchsten unbegreiflichs Wesen.” (Vær fortrøstningsfuld! et helligt legeme rummer den Højestes ubegribelige væsen.) I ariens B-del bliver continuoets cirkulære walking bass på elegant vis overtaget af alt-sangeren og obo’erne og skaber dermed en blid kontrast til den energiske A-del. Dette understøtter den reflekterende karakter, hvor alten ser en parallel mellem Guds ankomst til jorden og fortællingen om Jacobs kamp i 1. Mosebog, 32: ”Ich habe Gott von Angesicht zu Angesicht gesehen.” (Jeg har set Gud ansigt til ansigt).

I det følgende recitativ indfletter også tenoren en reference fra 1. Mosebog og reflekterer over det paradoks, at mens Adam i frygt måtte gemme sig for Gud i Edens have, glæder vi os nu over mødet med Jesus, som kommer til os i skikkelse af et lille barn: “Ein Adam mag sich voller Schrecken vor Gottes Angesicht im Paradies verstecken! Der allerhöchste Gott kehrt selber bei uns ein: und so entsetzet sich mein Herze nicht;” (En Adam vil måske i skræk gemme sig for Guds ansigt i Paradis! Den allerhøjeste Gud selv besøger os: og dog forskrækkes mit hjerte ikke). Librettisten citerer hele to gange i løbet af recitativet Zieglers salme direkte, og begge gange markerer Bach salmeverset ved at gå fra secco-recitativ til arioso.

Sopranens arie er gennemført mild og yndefuld og et hjerteligt musikalsk billede af tekstens første linjer: ”Wie lieblich klingt es in den Ohren, dies Wort: mein Jesus ist geboren, wie dringt es in das Herz hinein!” (Hvor dejligt lyder det i ørerne dette ord: min Jesus er født, det trænger ind i hjertet!) Sopranen er ledsaget af strygerensemblet, og ligesom i åbningskoret spiller førsteviolinen en central solistisk rolle og fremviser virtuost overskud med ekkoeffekter, solistiske kadencer og bariolage, hvor samme tone gentages på to forskellige strenge. I ariens B-del skifter satsen markant karakter fra 2/2 til en graciøs Siciliano i 12/8, hvortil continuostemmen udelades og efterlader sopranen og strygerne i en sart himmelsk lethed.

Med tanke på Jesus’ tilstedevær på jorden er bassen frisat fra dødens frygt og smerte: “Wohlan, des Todes Furcht und Schmerz erwägt nicht mein getröstet Herz.” (Velan, dødens frygt og smerte overvejer mit fortrøstede hjerte ikke.) Parallelt til tenorens recitativ afrundes ligeledes med et citat fra Zieglers salmetekst i en konkluderende arioso: ”Wer Jesum recht erkennt, der stirbt nicht, wenn er stirbt, sobald er Jesum nennt.” (Den, der ret erkender Jesus, han dør ikke, når han dør, når blot han siger navnet Jesus.)

Kantaten afsluttes med en enkel firstemmig udsættelse af salmens sidste vers, hvor bassens perspektiv følges til dørs, med tanke på foreningen med Jesus i både livet og i døden: “O Jesu, dir, nur dir, dir leb ich ganz allein; auf dich, allein auf dich, mein Jesu, schlaf ich ein.” (O Jesus, i Dig, kun Dig lever jeg udelukkende; med Dig, alene med Dig, min Jesus, sover jeg ind.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering