BWV 40 »Dazu is erschienen der Sohn Gottes«

Dazu is erschienen der Sohn Gottes blev opført 2. Juledag 26. december 1723, som en del af Bachs første jul i Leipzig. Indenfor julens tretten dage, fra 1. juledag 25. december til og med Helligtrekonger 6. januar 1725, fik menigheden seks kantater, Magnificat (BWV 243a) samt Sanctus i D (BWV 238) at høre fra deres nye kantor. Som Alfred Dürr skriver i sit opslagsværk Die Kantaten, kan vi kun gisne, om de mon forstod, hvad de var vidner til…

Dazu is erschienen der Sohn Gottes hører til en gruppe af kantater, som blev til i løbet af november og december 1723 og januar 1724, og som formodes at have haft samme tekstforfatter, hvis identitet vi desværre ikke kender i dag. Denne gruppe kantater følger formmæssigt samme mønster: bibelord – recitativ – koral – arie – recitativ – arie – koral. Nærværende kantate adskiller sig fra dette mønster ved tilføjelsen af yderligere en koraludsættelse (6. sats) som en variation af ovenstående form.

Bach genbrugte kantatens åbningskor som Cum sancto spiritu i sin Missa Brevis i F (BWV 233) midt i 1730’erne. Desuden peger en ekstra continuostemme, som senere blev føjet til stemmematerialet, i retning af, at Dazu is erschienen der Sohn Gottes fik yderligere en opførelse i løbet af Bachs sidste leveår – altså sidst i 1740’erne.

På 2. Juledag fejres også Sankt Stefans martyrium. Evangelielæsningen til denne helligdag er Matthæusevangeliet 23, 34-39, hvor Jesus taler om Dommen over Jerusalem:

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”

Kantatens librettist lægger sig ikke tæt op ad dages læsning, men fokuserer i stedet på den nylige fødsel af Kristus, som skal træde helvedes slange under fode og frelse mennesket fra dets synd. Dette understreges også af valget af koraler, som alle tre er julesalmer, der lovsynger Kristus som en sejrrig frelser og trøster.

I åbningskoret citeres der fra Johannes’ første brev 3,8: Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger. Bach melder frelserens ankomst med et militant signal fra de to horn, som kalder til fælles front mod djævelens værk. Hele satsens A-del synges da også i samlet flok, homofont, mens B-delen leverer anden led af bibelteksten i to fuga-gennemføringer; først blot med continuo-akkompagnement, efterfulgt af en gennemføring med instrumenterne colla parte. Satsen fortættes mod B-delens slutning med nedadgående melismer på ordet zerstören (tilintetgøre), hvorefter alle kræfter atter samles til en fri reprise af A-delen.

Tenoren reflekterer i sit recitativ over det underfulde i Jesu fødsel: Der große Gottessohn verläßt des Himmels Thron, und seiner Majestät gefällt, ein kleines Menchenkind zu werden. Bedenkt doch diesen Tausch, wer nur gedenken kann; Der König wird ein Untertan, (Den mægtige Guds Søn forlader Himlens trone og det behager Majestæten at blive et lille menneskebarn. Betænk dog dette bytte, hvem der blot kan tænke; Kongen bliver en undersåt.)

Herpå følger kantatens første koral, 3. vers af Caspar Fügers salme Wir Christenleut (1592), en salme Bach også senere benyttede i sit Juleoratorium. Verset slutter med det retoriske spørgsmål: Wer ist, der uns als Christen kann verdammen? (Hvem kan da forbande os som kristne?).

Det spørgsmål følges op ad endnu et spørgsmål fra bassen: Höllische Schlange, wird dir nicht bange? (Helvedes slange, skræmmes du ikke?) Det indleder kantatens centrale sekvens af satser, som alle refererer til Første Mosebog 3,15, hvor Gud efter syndefaldet i Edens have forbander Slangen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” Ifølge traditionen er det Messias, altså Jesus, der er kvindens afkom, som skal komme knuse slangens hoved. I den dramatiske arie hoverer bassen i overbevisende fransk opera-stil over slangen, som nu har nået sit endeligt. Soloviolinen har satsen igennem et snørklet slangeagtigt motiv, som modsvares af de øvrige instrumenters banken, der knuser slangens hoved.

Slangemotivet forsætter i strygerne ind i altens accompagnato-recitativ. Jesus ankomst i verden virker som en modgift: Des Weibes Samen stellt sich dar, der Heiland ist ins Fleisch gekommen und hat ihr allen Gift benommen. (Den frugtsommelige kvinde står frem. Frelseren er kommet i Kød og blod og har fjernet al gift fra dem.) Jesus er kommet til verden for at frelse mennesket fra den synd, som blev etableret med syndefaldet i Edens have. Med andet vers af Paul Gerhardts salme Schwingt dich auf zu deinem Gott (1653) afsluttes forløbet om syndefaldet og slangens knuste hoved. 

Løsnet fra syndens bånd lovpriser tenoren nu Jesus, som har reddet os: Christenkinder, freuet euch! (Glæd jer, kristne børn). Satsen er en festlig og frydefuld koncert mellem de to horn og de to oboer i galant 12/8 takt. I ariens B-del vender librettisten for første og eneste gang blikket mod dagens læsning med Jesu allegori om hønen, der samler sine kyllinger under sine vinger: Jesus, der erretten kann, Nimmt sich seiner Küchlein an und will sie mit Flügeln decken. (Jesus, som kan redde, tager sine kyllinger under sine vinger.)

Med dette rørende billede på den omsorg Jesus møder os med, når vi endelig kantatens tredje og sidste koral, fjerde vers af Christian Keymanns Freut euch, ihr Christen alle (1645), som slutter med dette herlige rim: Wonne, Wonne über Wonne! Er ist die Genardensonne. (Fryd, fryd over fryd! Han er nådessolen.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering