Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger (BWV 73, 111, 72 og 156). Af disse er Herr, wie du willt, so schick’s mit mir, BWV 73 den tidligste. Den blev første gang opført 23. januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig, og igen i årene 1732-35 i en lettere revideret udgave, hvor hornstemmen blev erstattet af en stemme for obligat orgel. Muligvis fik den yderligere en opførelse i nogle af Bachs sidste leveår 1748/49.

Kantatens libretto behandler søndagens læsning fra Matthæusevangeliet 8, 1-13 om Helbredelsen af en spedalsk og Officeren i Kapernaum:

”Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: ”Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: ”Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.” Han sagde til ham: ”Jeg vil komme og helbrede ham.” Men officeren sagde: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.” Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: ”Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Men til officeren sagde Jesus: ”Gå, det skal ske dig, som du troede!” Og hans tjener blev helbredt i samme time.

I begge læsningens fortællinger bliver den absolutte overgivelse til Herrens vilje fremstillet som en forudsætning for, eller ligefrem årsag til helbredelserne af den spedalske og den lamme tjener. Helt i tråd med tidens eksegese har den ukendte librettist snarere henblik på foreningen med Gud i døden, hvor den åndeligt syge vil overgive sig til Guds vilje, end på selve underet i helbredelsen. Det er altså det enkelte kristne menneskes trosforhold, som bliver gransket. Tvivl skal forløses i tro, og vores egen forvirrede vilje lægges i stedet Guds hænder.

I åbningskoret sammenvæves Kaspar Bienemanns salme Herr, wie du willst, so schick’s mit mir (1582) sunget på melodien til Justus Jonas’ koral Wo Gott der Herr nicht bei uns hält med tre kommenterende recitativ-afsnit. Bach omformer salmemelodiens indledende toner til et gennemgående ledemotiv for satsen. Det høres indledningsvis i orkesterets forspil hos hornet, hvilket giver det karakter af et hornsignal, som kalder til samling om kantatens motto: Herr, wie du willt!

De tre solister fremlægger hver sin anskuelse. Tenoren er i dyb fortvivlelse, mens bassen er straks mere fortrøstningsfuld. Sluttelig reflekterer sopranen over, hvordan vi ofte misforstår Guds hensigter: ”Der Segen scheint uns oft ein Fluch … Die ruhe, so du in dem Todesschlafe uns einst bestimmt, Ein Eingang zu der Hölle” (Velsignelsen synes os ofte som en forbandelse … Den ro, som du en dag har bestemt for os i døden, ser vi som en indgang til helvede.) Hun beder til sidst om, at Gud vil vise os, at hans vilje er helbredende for os, hvortil sangerne i samlet flok udbasunerer et afsluttende trefoldigt hornsignal: Herr, wie du willt!

Med støt faldende motiver beder tenoren i sin arie om, at Gud vil sænke glædens ånd ned i sit hjerte. I et elegant tonemaleri lader Bach obo og tenor væve et tæppe af motiver, snart synkende nedad på senke (sænke), snart boblende opad på Freude (glæde). I ariens B-del ændres stemningen til teksten ”Es will oft bei mir geistlich Kranken die Freudigkeit und Hoffnung wanken und zaghaft sein.” (Bente Marie… ) Symptomerne på den åndeligt sygdom er vaklende håb og spagfærdighed, og de giver sig tydeligt til kende i musikken med en rystende figur på wanken (vaklende) og en kromatisk faldende figur på zaghaft (spagfærdig). 

Bassens recitativ bliver et vendepunkt i kantaten: ”Ach, unser Wille bleibt verkehrt, Bald trotzig, bald versagt, des Sterbens will er nie gedenken. (Ak, vores vilje forbliver falsk, snart trodsig, snart forfejlet, døden vil den aldrig påtænke.) Bach udpensler ordet trotzig (trodsigt) ved at lade bassen spring med hovedet forrest direkte op i en skarp dissonans. Av! I stedet for at følge vores egen trodsige vilje, skal vi lære at overgive os til Guds vilje: ”Allein ein Christ, in Gottes Geist gelehrt, lernt sich in Gottes Willen senken” (Kun en kristen, oplært i Guds ånd, lærer at sænke sig i Guds vilje).

Med den erkendelse lader Bach os se døden i øjnene og leder os vi direkte ind i en af sine mest inspirerede kreationer fra Leipzig-årene; bas-arien Herr, so du willt. Bach lader tekstens form blive ramme for satsen. De tre strofer, som hver starter med udsagnet Herr, so du willt får hver deres rørende og særegne karakteristik. I den første strofe ”So preßt ihr Todesschmerzen die Seufzer aus dem Herzen” (Så presser I dødssmerter, sukkene ud af hjertet) bliver bassens suk svaret i strygersatsen. I anden strofe ”So liege meine Glieder in Staub und Asche nieder” (BM) lægger satsen sig som tungt støv, der falder til jorden, for derefter at rejse sig igen som Fugl Føniks. Og i tredje strofe ”So schlagt, ihr Leichenglocken, Ich folge unerschrocken, mein Jammer ist nunmehr gestillt” (Så slå, I sjæleklokker, jeg følger uforfærdet, min jammer er nu stillet) markeres ringningen ved dødens indtræden med et pizzikerende akkompagnement. Bach afslutter satsen med materialet fra instrumenternes første indsats og får således, trods dens usædvanlige form, skabet en sluttet kreds omkring arien.

Med bassens uforfærdede indtræden i døden afrundes også kantatens opbyggelige forløb fra sopranens beskrivelse i åbningskoret af døden som en indgang til helvede, via tenorens bøn om at få skænket Guds glæde til bassens erkendelse af menneskets egen forfejlede og trodsige vilje, og endelig den afsluttende overgivelse til Guds vilje, hvormed vi trygt kan se døden i øjnene.

Kantatens afsluttes med 7. vers af Ludwig Hembolds salme Von Gott will ich nicht lasssen (1563) i en enkelt firestemmig udsættelse: ”Das ist des Vaters Wille, der uns geschaffen hat (Det er faderens vilje, han som har skabt os), som afsluttes med en omskrivning af doksologien.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 156 ”Ich steh mit einem Fuß im Grabe” er den seneste af i alt fire kantater til 3. søndag efter Hellig tre Konger. Den blev første gang opført 23. januar 1729 i Leipzig og har tekst af Bachs på daværende tidspunkt mest brugte tekstforfatter Picander. Picander tager udgangspunkt i dagens læsning fra Matthæusevangeliet 8,1-13 om Jesu helbredelse af den spedalske, som siger ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren”. Picander sammenligner det med mennesket, som konfronteret med døden overgiver sig i Guds vold. Samme citat om Guds vilje er ligeledes omdrejningspunktet i to af de tidligere kantater til 3. søndag efter helligtrekonger: BWV 72 og 73, der begge deler både tekstligt og musikalsk stof med denne kantate flere steder: Eksempelvis benyttede Bach tilbage i 1724 denne kantates afslutningskoral – Kaspar Bienemanns ”Herr, wie du willt” – som åbningskor i Kantate 73, som dermed bærer dette navn.

En smuk Sinfonia for obo og strygere åbner denne kantate. Denne adagio genbrugte Bach senere som den midterste sats i sin cembalokoncert i F-dur (BWV 1054), men den stammer sandsynligvis fra en endnu tidligere koncert fra årene i Köthen (1717–23), hvor Bach primært producerede orkester- og kammermusik.

Efter den indledende Sinfonia lægger tenoren ud med en Arie med Koral – en sats-type, som ellers især ses i Bachs tidligere kantater. Det musikalske materiale er ligefrem vokset frem af teksten i denne sats. ”Ich steh mit einem Fuß im Grabe” indledes med en lang (stående!) tone alt imens continuobassen og strygerne med synkoperede haltende bevægelser viser, at det er gyngende grund vi står på. At det kun er et spørgsmål om tid før kroppen vil falde i graven; ”Bald fällt der kranke Leib hinein”, bliver yderligere tydeliggjort af to på hinanden følgende nedadgående sekstendedelsløb, og at der virkelig er tale om en krøbling eller spedalsk, står fuldstændig klart med de formindskede og kromatiske op- og nedadgående intervaller på selve ordet ”krank” (syg). I denne elendighed må man overgive sig til Guds vilje, og det er da også pointen i Johann Hermann Scheins koralmelodi, der synges af sopranen, som en beroligende engel der svæver over satsen: ”Mach’s mit mir, Gott, nach deiner Güt / hülft mir in meinen Leiden”. Således eksponerer Bach både problemet: Denne verdens sygdom og elendighed, og løsningen: Troen på Gud og frelsen i døden, i én og samme sats!

Det forløsende møde med Gud i døden er også emnet for bassens følgende recitativ. Bach gør dette klart ved at lade de dissonantiske akkorder til teksten ”Mein Angst und Not” blive forløst med en spektakulær dur-terts på ordet ”Tod” og med den længselsfulde Arioso som konklusion: ”Je länger hier, je später dort!”.

I altens arie har vi fuldstændig overgivet os til Gud med et omskrevet citat fra den spedalske i Matthæusevangeliet: ”Herr, was du willt, soll mir gefallen”. Satsen er bygget op som en trio-sonate, der med altens ankomst bliver udvidet til en kvartet, hvor stemmerne satsen igennem imiterer motiver mellem hverandre. Undervejs maler Bach ordene ”in der Freude” med lette sekstendedele og ”in dem Leide, im Sterben” med formindskede og kromatiske bevægelser.

Bassen runder af med endnu et secco-recitativ – en tak for, at det dog ikke står så slemt til som tenoren varslede i indledende arie: ”Und willst du, das ich nich soll Kranken, so werd ich dir von Herzen danken”. Dette leder smukt over til Bienemanns afsluttende koral ”Herr, wie du willt, so schick’s mit mir/im Leben und im Sterben… dein Will der is der beste”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering