BWV 178 »Wo Gott der Herr nicht bei uns hält«

Wo Gott der Herr nicht bei uns hält havde sin første opførelse 8. søndag efter Trinitatis, 30. juli 1724 som en del af Bachs igangværende koralkantateårgang.

Efter Bachs død erhvervede bystyret i Leipzig stemmematerialet til koralkantatecyklussen af Bachs enke Anna Magdalena, hvorfra det overgik til Thomas-skolen. Partiturerne og stemmematerialet til de øvrige kantater fordelte Bachs to ældste sønner Wilhelm Friedemann og Carl Phillip Emmanuel imellem sig. Historien om kantaten Wo Gott der Herr nicht bei uns hält giver et indblik i, hvor skødesløst især Bachs ældste søn Wilhelm Friedemann varetog sin arv. I 1770’erne lavede Wilhelm Friedemann nemlig en lille geschäft ud af at sælge og udleje sin fars partiturer. En ikke uvæsentlig del af det materiale Wilhelm Friedemann arvede er derfor forsvundet for eftertiden, herunder det originale partitur til denne kantate, hvis stemmer altså heldigvis var i sikre hænder hos Thomasskolen. Wilhelm Friedemanns ven, musikhistorikeren Johann Nikolaus Forkel, som siden blev den første Bach-biograf, lejede alle Friedemanns kantatepartitur for to guldmønter (Louis d’or) og kopierede i den forbindelse to kantate-partiturer: Kantate 9 Es ist das Heil uns kommen her og nærværende kantate.

Søndagens læsning er Jesus’ advarsel om falske profeter fra Bjergprædiken, Matthæusevangeliet 7,15-23:

Tag jer i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve. På deres frugter kan I kende dem. Plukker man druer af tjørn eller figner af tidsler? Sådan bærer ethvert godt træ gode frugter, og det dårlige træ dårlige frugter. Et godt træ kan ikke bære dårlige frugter, og et dårligt træ kan ikke bære gode frugter. Ethvert træ, som ikke bærer god frugt, hugges om og kastes i ilden. I kan altså kende dem på deres frugter.

Ikke enhver, som siger: Herre, Herre! til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje. Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I, som begår lovbrud!

Wo Gott der Herr nicht bei uns hält bygger på den lutherske reformator Justus Jonas’ salme af samme navn (1524), som er en parafrase over følgende vers fra Salmernes Bog 124:

Hvis ikke Herren havde været med os dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os, da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os. Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder!

Som en advarsel mod Kristus’ fjender, er Jonas’ salme oplagt at knytte til dagens evangelielæsning om de falske profeter. Ret usædvanligt for koralkantateårgangen gengiver librettisten hele seks af salmens otte vers i sin originale form (1, 2, 4, 5, 7 og 8). Kun vers 3 og 6 blev omskrevet til arie-form, mens versene 2 og 5 har fået tilføjet kommenterende recitativ-tekst.

I åbningskoret hører vi straks, at der er tale om en heftig strid mellem det gode og det onde. Tre motiver flytter sig satsen igennem på skift mellem de tre instrumentgrupper oboer, violiner og continuo: et indigneret sekstendedelsløb, en pumpende punkteret rytme og et bankende ottendedelsmotiv. Det resulterer i en fortættet og insisterende sats drevet frem af energisk vrede. Cantus firmus holdes til sopranstemmen, mens de tre underliggende stemmer kommenterer i en fri polyfonisk tekstur.

I altens koralrecitativ veksler Bach mellem koral-afsnit akkompagneret af en hurtig walking bass og secco-recitativ til librettistens kommenterende tekst. Ved et nærmere øjekast viser baslinjen under altens koral sig at være en hurtig gengivelse af koralmelodien, som altså udgør det gennemgående motiv under satsen. Et undseeligt kontrapunktisk mesterværk.

Med tredje sats når vi til salmetekstens afsnit om den overstrømmende flod og her kommer bassangeren ud på de vilde vover. Violinerne in unisono ledsager med et bølgende motiv, som ind imellem overtages af continuostemmen, mens bassen kastes ud i høj bølgegang med vidtstrakte melismer på ordene Mereswellen (havets bølger) og zerscheitern (knuse). Satsen er noteret i den gyngende taktart 9/8, og malmstrømmen af sekstendedele slår konstant lytteren ud af kurs med varierende synkoper og underdelinger af takten – fra 2×3 over 1+5 til 3×2. Der er overhængende fare for søsyge.

Som kantatens centrale sats står tenorens koralfantasi. Her fortsætter de bange anelser om, hvad vore fjender vil udsætte os for: Sie stellen uns wie Ketzern nach, nach unserm Blut sie trachten (De forfølger os som kættere, og tragter efter vores blod). Den lurende fare høres i de to oboers og continuoets gennemgående tema, der tætført og klaustrofobisk snører sig sammen omkring tenorens cantus firmus.

Det andet koralrecitativ har Bach distribueret til alle fire solister, som på skift supplerer og kommenterer salmeteksten. Fjenden vil tage os som et bytte mellem sine tænder. Bach tager librettistens billede af en brølende løve til sig: Auf sperren sie den Rachen weit, nach Löwenart mit brüllendem Getöne (De spærrer gabet vidt op, som løverne med deres brøl), og skaber dertil med en opadgående bevægelse i continuoet et løvebrøl som bliver satsens gennemgående akkompagnerende motiv. Direkte fra dette rædselsvækkende billede kommer vi til kantatens vendepunkt: Jedoch, Lob und Dank sei Gott allezeit; der Held aus Juda schützt uns noch, es wird ihn’ nicht gelingen. Sie werden wie die Spreu vergehn, wenn seine Gläubigen wie grüne Bäumen stehn (Dog, lov og pris være Gud til alle tider, Helten fra Judæa beskytter os, han vil ikke lade dem lykkes. De vil forgå som avner, mens hans troende står som træer der grønnes.) Sluttelig melder bassen om udslettelsen af de falske profeter fra dagens læsning: Gott wird die törichten Propheten mit Feuer seines Zornes töten, und ihre Ketzerei verstören. (Gud vil dræbe de tåbelige profeter med sin vredes ild, og smadre deres kætteri.)

Dermed er kampen reelt vundet. Gud, Jesus og de troende står tilbage som ubetingede sejrherrer. Alligevel har librettisten yderligere en høne at plukke med de falske profeter. Med 1700-tallets oplysningstid fulgte også rationalismen og opfattelsen af, at det er den menneskelige fornuft, og ikke en guddommeligt åbenbaret autoritet, der er hovedkilden til vores erkendelse. Dermed fulgte også en gryende religionskritik, som i stigende grad vakte bekymring blandt lutheranske teologer. Det er rationalismen og empirismen, tenoren i sin arie maner til stilhed som den ”vaklende fornuft”:  Schweig, schweig nur taumelnde Vernunft! Sprich nicht: Die Frommen sind verloren, das Kreuz hat sie nur neu geborn. Den denen die auf Jesum hoffen, steht stets die Tür der Gnaden offen. (Ti, ti blot vaklende fornuft! Sig ikke: De fromme er fortabte, korset har blot født dem på ny. For de, som tror på Jesus, står nådens port stadig åben.) Dermed sidestiller librettisten rationalismen med de falske profeters kætteri, som vi netop har været vidner til, at Gud ødelagde. Jesus er eneste vej til nåden! Tenoren tager til mæle som en opildnet prædikant og strygersatsen spyer af vrede mod de, som vender Jesus ryggen. Med synkoperinger og kantede fordrejede motiver skildres den vaklende fornuft. Kun på versets sidste linje: so werden sie mit Trost erquikt. (Så bliver de opmuntret med trøst) lægges den dramatiske sats kortvarigt til ro.

Med de to sidste vers af Justus Jonas’ salme rundes denne tour de force af en kantate af, som har strakt sig fra gammeltestamentlig strid, over bølgeskvulp og løvebrøl, til falske profeter og en teologisk stikpille til oplysningstidens rationalisme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering