BWV 37 »Wer da gläubert und getauft wird«

Wer da gläubert und getauft wird er skrevet til Kristi Himmelfart, 18. maj 1724 – altså mod afslutningen af Bachs første kantateårgang i Leipzig.

Læsningen er Den opstandne Jesus og disciplene Markusevangeliet 16, 14-20:

”Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Den ukendte librettist fokuserer udelukkende på læsningens afsnit om dåb og frelse mens selve opstandelsen og missionspåbuddet fuldstændig udelades. Kantatens motto om dåb og frelse bliver behandlet som et større spørgsmål om selve trosforholdet og retfærdighed ved tro. Højtiden til trods har Bach valgt en forholdsvis beskeden besætning bestående af to oboer, strygere og continuo.

Jesus ord fra evangelielæsningen synges ikke – som det ofte ses – af bassolisten. Bach vælger i stedet et åbningskor for hele ensemblet, måske som symbol på, at forbindelsen mellem dåb og frelse gælder for hele kristenheden. Åbningskoret er udformet som en stort anlagt fuga i rolig tredelt takt. Teksten leveres i to forskellige tematiske forklædninger, først som subjekt og siden kontrasubjekt, i hvad der udvikles til en 8-stemmig fuga mellem sangstemmerne og orkestret.

Tenoren redegør i sin arie for troen som pant på den kærlighed, som Jesus nærer til sit folk. Troen er så at sige betaling for Jesus’ kærlighed. Ariens soloviolinstemme er gået tabt, men blev i forbindelse med udgivelsen af Neue Bach-Ausgabe genskabt ud fra continuostemmens generalbas og tenorstemmens motiviske materiale.

Selvom kantaten ikke er to-delt, kan man godt betragte tredje sats koraludsættelse som en slags afrunding af kantatens første del. 5. vers af Phillipp Nicolais Wie schön leuchtet der Morgenstern er en lovprisning af Herrens kærlighed. Nicolais berømte melodi bliver mesterligt bearbejdet af Bach, som udsætter den som duet i 12/8 mellem sopran og alt med quasi-ostenato continuoledsagelse. Det er imponerende, hvad Bach får ud af denne tilsyneladende spartanske ramme, som udvikler sig til en rigt ornamenteret semi-kanon mellem de to sangsolister.

I kantatens anden del tolker librettisten evangelielæsningen med udgangspunkt i afsnittet om Retfærdighed ved tro på Jesus Kristus fra Paulus brev til Romerne 3,21-31. I sit recitativ formaner bassen den kristne mod at lægge sine gode gerninger til grund for sit forhold til Gud. Mennesket gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.

Tanken om troen som den egentlige vej til frelse føres videre ind i kantatens sidste arie: ”Der Glaube schafft der Seele Flügel, daß sie sich in den Himmel schwingt. Die Taufe ist das Gnadensiegel” (Troen giver sjælen vinger, så den svinger sig til himmels. Dåben er nådens segl), hvilket trækker en tråd direkte tilbage til kantatens indledende motto. Den dansante sats får vinger med opadstræbende motiver, og til ordet Taufe (Dåb) lader Bach vandet rinde i et lang nedadgående løb.

Kantaten afrundes med fjerde vers af Johann Kolroses salme Ich dank dir, lieber Herre (1535).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering