I 1726 var Johann Sebastian Bach i gang med sin tredje årgang af kantater i Leipzig. Samme år fremførte han hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, som døde i 1724. Johan Sebastian lod sig tilsyneladende inspirere af sin grandfætters værker, for hele 7 kantater fra denne årgang deler tekst og opbygning med Johann Ludwigs.1 Denne gruppe af kantater, hvortil BWV 17 altså hører, består alle af 7 satser inddelt i to dele, som blev fremført henholdsvis før og efter prædiken: Del 1: Kor – Recitativ – Arie, Del 2: Recitativ – Arie – Recitativ – Koral.

Kantatens tekst citerer og refererer til en række steder i bibelen, heriblandt læsningerne til 14. søndag efter Trinitatis. Teksterne kredser alle om menneskets forpligtelse til at lovprise Gud for hans godhed og om belønningen som venter i Himmerig.

Teksten til åbningskorets stammer fra Psalme 50,23. Satsen er bygget op omkring to forskellige temaer: det ene knytter sig til orkesteret og bliver præsenteret i forspillet, det andet tema knytter sig til koret og udspiller sig i to lige lange fuga-gennemføringer, hvor orkestrets tema vender tilbage, først som mellemspil og siden integreres med den vokale fuga hen imod satsens slutning.2

Også de to følgende satser; altens secco-recitativ og sopranens arie bygger på citater fra Salmernes Bog. I arien skaber Bach en fuga for sopranen og to violiner i stil med tenor-arien ”Ich will nur dir zu Ehren leben” fra fjerde del af Juleoratoriet. Fuga-temaet afbilleder ordene fra Salmernes Bog 36, 6 med opadgående sektsendedelsløb og spring til teksten ”Herr! deine Güte reicht, so weit der Himmel ist”. Det efterfølges af temaets kontrapunkt til teksten ”Und deine Wahrheit langt, so weit die wolken gehen”, som Bach itonesætter med lange overbundne fjerdedele på ordene langt og weit.

Anden del af kantaten starter med et citat fra dagens læsning, Lukasevangeliet 17,11-19, hvor Jesus helbreder de spedalske. Men på linje med resten af kantaten har tekstforfatteren også her sit fokus på den efterfølgende lovprisningen af Gud, frem for selve helbredelsen. Recitativet er med sin fortællende form som taget ud af en af passionernes evangelistpartier. Tenoren fortsætter over i en arie med en salmelignende melodi. Igen er taknemmeligheden over Guds nåde i fokus: ”Hvilket overmål af godhed skænker Du mig” … ”jeg har intet andet at give end takke- og lovsang”, hvor ordene tak og lov fra Bachs side forlænges og understreges med melismer. I bassens afsluttende recitativ forvisses vi om, at den ”kærlighed, fred, retfærdighed og glæde” som Gud viser os her på jorden, kun er en smagsprøve på hvad der venter os i himmelen.

Kantaten afsluttes med en fantastisk smukt harmoniseret koral: Johann Gramanns salme over Marias Lovsang ”Nun lob, mein Seel, den Herren” (Min Sjæl, du Herren love), men det er ikke det lovprisende første vers, som ville have været oplagt i forlængelse af kantatens generelle tematik, men derimod det tredje vers, som beskriver menneskets forgængelige liv med billedet af et vissent blad, der jages af vinden.3

1 Kantaterne som deler tekst og opbygning med Johann Ludwig Bachs kantater er BWV 39, 43, 45, 88, 102, 187 og altså 17.
2 Åbningskoret til BWV 17 genbruger Bach senere i 1738-39 som Cum sancto Spritu i G-dur Messen BWV 236.
3 Samme vers benytter Bach som den midterste sats i den store motet Singet dem Herrn ein neues Lied BWV 225.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Blot to af Bachs godt 200 kantater bærer betegnelsen Per ogni tempo, hvilket betyder, at de ikke er skrevet til en specifik søndag i kirkeåret, men kan benyttes til forskellige passende lejligheder. Den ene er kantaten Ich hatte viel bekümmernis (BWV 21) fra Weimar 1713, og den anden er nærværende kantate Jauchzet Gott in allen Landen (BWV 51).

Omstændighederne omkring kantatens tilblivelse er usikre, men en plausibel teori er, at Jauchzet Gott in allen Landen blev skrevet i anledning af Hertug Christian af Saxe-Weissenfels’ fødselsdag 23. februar 1729 – en hertug, som Bach havde en relation til gennem mange år. Allerede i sin ungdom, mens Bach var ansat ved hoffet i Weimar, skrev han den såkaldte jagt-kantate Was mir behagt, ist nur die muntre Jagd (BWV 208), sandsynligvis som en gave fra Weimar-fyrsten Wilhelm Ernst i anledning af naboen Hertug Christians 31-års fødselsdag.

Senere modtog Bach flere bestillinger direkte fra Saxe-Weissenfels-hoffet. I 1725 skrev Bach en hyrde-kantate med titlen Entfliehet, verschwindet, entweichet, ihr Sorgen (BWV 249a) til Hertug Christians 43-års fødselsdag – et værk som er gået tabt, men hvis musik er overlevet, da Bach tretten år senere i 1738 parodierede kantaten til et Påskeoratorium (BWV 249). Atter i 1729 skrev Bach en hyldest-kantate med titlen O angenehme Melodei (210a) i anledning af hertug Christians besøg i Leipzig, hvor Bach jo var bosiddende på dette tidspunkt.

Bach-forskeren Klaus Hofmann har pointeret, at Bachs i 1729 blev inviteret til Saxe-Weissenfels-hoffet i anledning af hertugens fødselsdag og i den anledning fik tildelt titlen som Hofkapelmester af Sachsen-Weißenfels. Det er plausibelt, at Jauchzet Gott in allen Landen blev skrevet i denne forbindelse, og den virtuost udformede sopranstemme i Jauchzet Gott in allen Landen understøtter, at kantaten må være skrevet til en professionel kvindelig koloratursopran, og ikke til en af de teenagedrenge, som Bach havde i sin tjeneste ved højmesserne i Leipzig.

På et senere tidspunkt tilføjede Bach Dominica 15 post Trinitatis (15. søndag efter Trinitatis) på kantatens titelblad. En sandsynlig opførelse i Leipzig formodes derfor at have været på denne søndag i kirkeåret det følgende år – altså 17. september 1730 på et tidspunkt i Bachs arbejdsliv, hvor han var holdt op med at skrive kirkekantater. Ved opførelsen i Leipzig var det muligvis den talentfulde drengesopran Christoph Nichelmann, som for nylig var blevet antaget ved Thomasskolen, som sang det krævende sopran-parti. Nichelmann fik sidenhen en betydelig karriere som cembalist ved Frederik den Stores hof.

Kantatens mindst lige så krævende trompetstemme må det formodes blev spillet af Bachs virtuose trompetist Gottfried Reiche (1667–1734). Reiche blev i 1688 ansat som Stadtpfeiffer i Leipzig, og siden Bachs ankomst til byen i 1723 blev Bachs halsbrækkende solotrompetstemmer spillet af ham. Gottfried Reiche faldt om på gaden af et slagtilfælde 6. oktober 1734, dagen efter opførelsen af Bachs festkantate Preise dein Glücke, gesegnetes Sachsen (BWV 215), som blev spillet i anledning af, at Kongen af Polen og Kurfyrste af Sachsen August III besøgte Leipzig. Dødsfaldet blev rapporteret i Leipziger Chronik med følgende beskrivelse:

Reiche fra byens blæsergarde fik et slagtilfælde nær sit hjem, så han kollapsede og blev bragt død til sin lejlighed. Og dette siges at være sket, fordi han dagen før havde lidt store strabadser af at spille med blæserne til den kongelig musik, og at fakkelrøgen havde været meget belastende for ham.

Kantatens instrumentering for sopran, solotrompet og strygere er unik i Bachs kantateproduktion. Som Alfred Dürr gør opmærksom på i sit opslagsværk Johann Sebastian Bach – Die Kantaten, så er det en konstellation, som var meget brugt i Italien af komponister som f.eks. Alessandra Scarlatti. Åbningsarien står i C-dur og det instrumentale ritornel består af et karakteristisk trompetsignal udformet som en nedadgående treklang, efterfulgt af en trinvis opadgående bevægelse til kvinten. Instrumentalsatsen har tydeligvis inspiration i den italienske concerto-grosso, hvor de to solo-instrumenter; sopran, trompet sammen med førsteviolin interagerer i små soli og duetter og tertsetter, hvorefter de besvares af tutti-ensemblets fanfare-ritornel. Ritornellets harmonisk statiske motiv betyder at ariens A-del er holdt i C-dur og dominanttonearten G-dur. I B-delen udfordrer Bach formen og flytter signalmotivet rundt på forskelige skalatrin; først i paralleltonearten a-mol, fulgt af H-dur, e-mol førend vi via en smidig overgang føres tilbage til hovedtonearten C-dur.

Herpå følger et recitativ, som tager sit udgangspunkt i to afsnit fra salmernes bog: 138,2: ”Jeg kaster mig ned i dit hellige tempel og priser dit navn” og 26,8: ”Herre, jeg elsker dit hus, det sted, hvor din herlighed bor.” Satsen falder i to dele – først et accompagnato-recitativ, efterfulgt af en arioso til teksten ”Muss gleich der schwache Mund von seinen Wundern lallen, so kann ein schlechtes Lob ihm dennoch wohlgefallen” (Om end den svage mund kan plapre om hans undere, sætter han pris på selv en slet lovsang), hvor ordet lallen (pludre eller plapre) to gange høres som en lange ekvilibristisk melisme.

Denne ”slette” lovsang fremstilles i den følgende arie i form af sopranstemme blot ledsaget af en quasi-ostinato continuo-sats. Men hvad satsen savner af pomp og pragt, udfolder Bach som en inderlig hengivenhed til Gud. Det bibelske afsæt for arien er jeremias’ Klagesange 3, 22-23: ” Herrens troskab er ikke hørt op, hans barmhjertighed er ikke forbi, den er ny hver morgen; din trofasthed er stor.” Et nedadgående oktavspring på ordet ”Höchster” (Højeste) symboliserer den ydmyghed, hvormed sopranen underkaster sig, som et hengivent barn til sin fader. Tonearten er a-mol og taktarten den blidt vuggende 12/8. I en kantate præget af grandiose fanfarer i de to ydersatser, er det rørende, at Bach i værkets centrale sats prioriterer en så inderlig og ydmyg indre lovsang, som en understregning af troens egentlige essens.

Som slutkoral har Bach valgt femte vers af Johann Gramanns salme Nun lob, mein Seel, den Herren (Königsberg in 1549). Som alternativ til den almindelige firestemmige slutkoral, skaber Bach en vidunderlig koralfantasi, udfoldet som et trestemmigt fugeret sats mellem de to violiner og continuo vævet ind i sopranens korallinjer. Som om dette ikke skulle være afslutning nok, skifter takten fra 3/4 til til 2/4, hvorpå følger et storslået Alleluja. Sopranen og trompeten indgår i en imiterende leg med hinanden, mens strygerne skaber deres egen akkompagnerende tekstur af samme motiviske materiale. Kantaten når sit klimaks, da først sopran og siden trompeten i opadgående treklange (som modstykke til første sats nedadgående trompetsignal) begge når det høje c… Og dermed slutter en af Bachs mest charmerende og oftest opførte kantater.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 167 ”Ihr Menschen, rühmet Gottes Liebe” er skrevet til Sankt Hans dag 24. juni 1723, kun kort tid efter, at Bach havde påbegyndt sit embede i Leipzig. Søndagens evangelielæsning er fra Lukasevangeliet 1,57-80, fortællingen om Johannes Døberens fødsel og hans far Zakarias’ lovsang. Den gamle Zakarias var blevet stum efter i et syn at have set englen Gabriel, som fortalte, at hans aldrende kone Elisabeth skulle blive gravid med en søn, og at de skulle kalde ham Johannes. Efter Johannes er født får Zakarias mælet tilbage, og han lovpriser Gud for, at Herren har opfyldt den ed han svor Abraham, og at Johannes skal gå foran Herren (Jesus) og bane hans veje.

Tenoren personificerer Zakarias i den indledende 12/8 arie, en taktart Bach ligeledes benytter til de højtidlige processionskor. Librettisten benytter direkte citater fra Zakarias’ lovsang: Lovet være Herren, Israels Gud og Han har oprejst os frelsens horn. Tenoren akkompagneres af en elegant strygersats, som veksler mellem koncertante tuttiafsnit og solistiske violinpassager. Frelsens horn bliver illustreret med en imitation af jagthorn og tenorens lovprisning når eksalterede højder med lange melismer på ordet preiset.

Alten forsætter i sit recitativ lovprisningen af Gud, men nu fra det kristne menneskes synspunkt: Gud har holdt sit ord og har med Johannes Døberen ladet vejen bane for Jesus’ ankomst til verden, hvor han skal glæde de arme menneskebørn… og her skifter recitativet over i en smuk og inderlig arioso med arpeggio-cello-akkompagnement …med nåde og kærlighed, og lede dem til Himmerig i oprigtig bod.

Det harmoniske forhold mellem Gud og menneske illustrerer Bach i en duet mellem sopran og alt: Guds ord svigter ikke, det sker, som han har sagt. Satsen er i en rolig 3/4-takt og indledes med en solo for den obligate obo da caccia, med hvad der viser sig at være en ornamenteret bearbejdelse af sopranens og altens tema. De to stemmer følger hinanden i parallelle tertser og sekster og tætførte imitationer, mens oboen bibeholder sin mere frie og svævende rolle og dermed smyr sig som slangen omkring dem. Det kan meget vel illustrere Bachs idé om en paradisisk tilstand før slangen forførte Adam og Eva og gjorde dem til syndere, for i ariens B-del refereres netop til hvad Gud lovede i Paradis for så mange hundrede år siden. Satsen skifter her til 4/4 og de ”mange hundrede år” bliver itonesat med lange løb i de to sangstemmer. Men satsen vender nu tilbage i 3/4-takt med teksten ”har vi gudskelov erfaret”, før vi endelig kommer tilbage til A-delen. Et sælsomt brud på den gængse ABA-form, og måske Bachs måde at påminde os om, at Paradis – takket være Jesus – er her på jord…

Løftet i Paradis, som der refereres til, er Guds dom over slangen i forbindelse med Adam og Evas uddrivelse fra Paradiset i Første Mosebog kapitel 3: Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes. Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen. Ifølge kristen lærdom er dette afkom Jesus – Guds søn, som kom til verden født af en kvinde – der skal knuse slangens hoved og dermed slette Adams og menneskets synd.

Kvindens afkom kom, efter tidens fylde fortsætter bassen og sammenligner denne velsignelse, som Gud lovede Abraham, med et gennembrud af solens stråler. Ligesom den stumme Zakarias kunne bryde ud i lovsang, skal den kristne menighed nu gøre det samme, intonerer han som en kantor: ”Und stimmet ihn ein Loblied an” på første linje af melodien til Johann Gramanns Nun lob, mein Seel, den Herren.

Herpå følger kantatens absolutte højdepunkt; 5. vers af netop denne salme, hvor hele ensemblet endelig mødes i en fælles lovprisning, og den friske og spændstige orkestersats omkring koralmelodien lever til fulde op til bassens foregående billede af et gennembrud af solens stråler.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bachs syv motetter forblev alle en del af Thomaskorets repertoire efter Bachs død, og cirkulerede i musikkredse indtil de blev udgivet i begyndelsen af 1800-tallet. De fleste af Bachs motetter blev skrevet som bestillingsværker i forbindelse med begravelser. Men det synes ikke at gælde for motetten Singet dem Herrn ein nueues Lied, hvis tekst fra Salmernes bog, som opfodrer til at lovsynge og tiljuble Gud, kunne pege i retning af en mere glædelig anledning.

Vi ved, at Bachs efterfølger i kantor-embedet Johann Friedrich Doles benyttede Bachs motetter til at træne Thomasskolens drenge i koncertant polyfon korsang. Bach-biografen Christoph Wolff formoder at dette har været en praksis videreført fra Bach selv, og Wolff foreslår sågar, at Singet dem Herrn ein nueues Lied kunne være blevet skrevet som en øvelse med henblik på at gøre eleverne egnende til at fremføre kantorens egen koncertante kirkemusik. Fraserne Syng en ny sang for Herren, …til pauke og citer skal de lovsynge ham og Alt, hvad der har åndedræt, skal lovprise Herren, kunne da også godt være en slet skjulte påmindelse til drengene om at gør sig umage i sangtimerne. Omvendt, er Singet dem Herrn ein nueues Lied dateret til 1726/27, hvor Bach arbejde på fuld kraft med sin kantateproduktion. At Bach i sine travleste og mest produktive år skulle have skrevet et så ekvilibristisk værk udelukkende med et pædagogisk formål for øje, synes ikke for alvor plausibelt.

Netop Thomaskantor Johann Friedrich Doles spiller en central rolle i fortællingen om motetten Singet dem Herrn ein nueues Lied. 20. april 1789 lagde W.A. Mozart nemlig vejen forbi Leipzig på sin vej til det preusiske hof. På Doles foranledning besøgte den berømte østriger Thomasskolen, hvor drengene overraskede Mozart med at synge Singet dem Herrn ein nueues Lied under Doles ledelse. Bachs tidligere elev Johann Friedrich Rochlitz, som var til stede, beskrev sidenhen begivenheden således:

Koret overraskede Mozart med fremførelsen af dobbeltkorsmotetten Singet dem Herrn ein nueues Lied af Sebastian Bach. Mozart kendte denne mester mere af omtale end gennem hans værker, som var blevet ret sjældne. I hvert fald hans motetter, som ikke var blevet udgivet, var fuldstændig ukendte for ham. Koret havde næppe sunget mere end et par takter før Mozart forskrækket satte sig op, yderligere nogle få takter og han råbte: ”Hvad er dette?” Og nu syntes hele hans sjæl at være i hans øren. Da sangen var overstået råbte han fuld af glæde: ”Se, dér er noget man kan lære af!”

Man forstår godt Mozarts begejstring, for Singet dem Herrn ein nueues Lied er et mesterligt stykke vokalmusik uden sidestykke. Motetten falder i tre overordnede dele.

Første del bygger på Salmernes bog 149, 1-3, hvor de to kor svarer hinanden i vekselsang, for afslutningsvis at mødes i en stor 8-stemmig fuga til tekstledet Die Kinder Zion sei’n frölich über ihrem Könige, sie sollen loben seinen Namen im Reihen. (Zions sønner skal juble over deres konge, I dans skal de lovprise hans navn.)

Midtersatsen er en koralfantasi over Johann Grammanns salme Nun lob, mein Seel den Herren fra 1530. Det 3. vers, som synges af Kor II omhandler menneskets forgængelighed, og kunne i og for sig godt knytte motetten til en begravelse ligesom Bachs øvrige motetter:

Er kennt das arm Gemächte,
Gott weiß, wir sind nur Staub,
Gleich wie das Gras vom Rechen
ein Blum und fallend Laub
der Wind nur drüber wehet,
so ist es nicht mehr da,
also der Mensch vergehet,
sein End das ist ihm nah.

I den danske oversættelse af salmen Min sjæl du Herren love lyder det:

Vor skabning kender han og ved,
at al vor herlighed
er græsset lig på ager,
i morgen er det hø,
en rose fin og fager,
der dufter for at dø,
et løv, som vinden jager,
så er vor lod på verdens ø.

Den eftertænksomme stemning afbrydes brat med sidste sats. Igen er teksten hentet fra Salmernes bog, nu 150, 2+6, og atter veksler de to kor i jubelsang, før de endelig mødes i en afsluttende fuga: Alles was Odem hat, lobe den Herrn, Halleluja (Alt, hvad der har åndedræt, skal lovprise Herren, Halleluja).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering