Kantaten Sehet, welch eine Liebe blev skrevet til 3. juledag 1723 som en del af Bachs første jul i Leipzig. Indenfor julens tretten dage, fra 1. juledag 25. december til og med Helligtrekonger 6. januar 1724, begavede Bach menigheden med ikke mindre end seks nye kantater, et Magnificat (BWV 243a) samt et Sanctus i D (BWV 238). Sehet, welch eine Liebe hører til en gruppe af kantater, som blev til i løbet af november-december 1723 og januar 1724, og som må formodes at have haft samme tekstforfatter, hvis identitet vi desværre ikke kender i dag. Denne gruppe kantater følger formmæssigt samme mønster: bibelord – recitativ – koral – arie – recitativ – arie – koral. Nærværende kantate adskiller sig fra dette mønster ved tilføjelsen af yderligere en koraludsættelse (2. sats) som en variation af ovenstående form.

Dagens læsning er indledningen til Johannesevangeliet 1, 1-14:

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Kantatens tekstforlæg er en bearbejdelse af en libretto af Johann Knauer. Knauer skrev en samling kantatelibretti til kirkeåret, som blev opført i den nærliggende by Gotha i 1720-21, bl.a. til musik af Bachs gode bekendte Gottfried Heinrich Stölzel, og enten Bach selv eller hans librettist i Leipzig må have haft adgang til Knauers tekster. Librettoen refererer ikke til dagens evangelielæsning. Den tager i stedet afsæt i julefejringen og en taknemmelighed over at Gud har sat sin søn i verden for vores frelses skyld. Glæden over Jesus’ fødsel og Guds kærlighedshandling fører til en længsel mod frelsen i himmerig med en dertilhørende afvisning af det jordiske. Den direkte sammenhæng mellem julefejring og dødslængsel kan være svært at følge for den nutidige lytter, men er ikke desto mindre almindelig logik i 1700-tallets protestantiske teologi.

Som det er almindeligt for Bach, gør han brug af gammel kontrapunktisk motet-stil til kantatens indledende bibelord, i dette tilfælde fra Johannes’ første brev 3,1: ”Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget, daß wir Gottes Kinder heißen.” (Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn!) Orkestret spiller ingen selvstændig rolle i satsen, men følger sangstemmerne fra begyndelse til ende. Det indledende ord Sehet, er udformet som et udråb på en nedadgående kvint, og bliver et karakteristisk kendetegn for indledningskoret.

Parret til åbningskoret følger nu det syvende og sidste vers af Martin Luthers salme Gelobet seist du, Jesu Christ, i en enkel firestemmig koraludsættelse. Verset udtrykker ligesom åbningskoret glæde og taknemmelighed for Guds kærlighedshandling ved at sætte sin søn i verden for vores frelses skyld: ”Das hat er alles uns getan, sein groß Lieb zu zeigen an” (Det har han alt gjort mod os for at vise sin store kærlighed.)

Herfra ændrer kantaten markant fokus. I sit recitativ afsværger alten denne verdens forgængelige goder til fordel for himmerigets evige frelse: ”Geh, Welt! behalte nur das Deine … Der Himmel ist nun meine, an diesem soll sich meine Seele laben.” (Gå væk, Verden! behold blot dit … Himlen er nu min, den skal min sjæl frydes ved.)

Altens recitativ leder direkte over i første vers af Georg Michael Pfefferkorns salme Was frag ich nach der Welt, som en forlængelse af altens tankerække: ”Was frag ich nach der Welt und allen ihren Schätzen, wenn ich mich nur an dir, mein Jesu, kann ergötzen!” (Hvorfor efterspørger jeg verden og alle dens skatte, når jeg alene kan frydes ved dig, min Jesus.)

Herpå følger kantatens første arie, hvor sopranen ledsages af strygerensemblet. Her beskrives verdens forgængelighed som røg, et billede librettisten har hentet fra Salmernes Bog 37, 20: ”Was die Welt in sich hält, muß als wie ein Rauch vergehen.” (Hvad verden indeholder må gå op i røg.) Satsen er udformet med dansen Gavotte som forbillede, og violinens opadgående løb illuderer røgen, som bliver kastet rundt i luften og stiger til vejrs.

Bassens recitativ bliver det vendepunkt, hvor den troende sjæl får vished om, at frelsen venter i himlen og forbinder det sluttelig til julen og Jesus’ fødsel: ”Der Himmel bleibet mir gewiß, und den besitz ich schon im Glauben … Nur dies, nur einzig dies macht mir noch Kümmernis, daß ich noch länger soll auf dieser Welt verweilen; denn Jesus will den Himmel mit mir teilen, und darzu hat er mich erkoren, deswegen ist er Mensch geboren.” (Himlen forbliver mig sikker, og den besidder jeg allerede i troen … Kun dette, alene dette bekymrer mig stadig: at jeg skal blive længere endnu i denne verden; for Jesus vil give mig del i Himlen, og det har han udvalgt mig til, derfor er han født menneske.)

Med visheden om den himmelske frelse giver alten i en rolig og inderlig arie endegyldigt slip på denne verden: ”Von der Welt verlang ich nichts, wenn ich nur den Himmel erbe.” (Af verden forlanger jeg intet, når blot jeg arver Himlen.) Arien er noteret i 6/8-takt og er den første sats i kantaten, som står i en dur-toneart (G-dur). For første og eneste gang i værket bliver obo d’amoren benyttet som obligat instrument, hvorfor dens blide sonore klang her har særlig indsmigrende charme.

Som konklusion på kantatens gennemgående tematik høres sluttelig femte vers af Johann Francks salme Jesu, meine Freude: ”Gute Nacht, du Stolz und Pracht! Dir sei ganz, du Lasterleben, gute Nacht gegeben!” (God nat, du stolthed og pragt! Dig, du lastefulde liv byder jeg fuldkommen og helt God nat!)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach skrev kantaten Jesus schläft, was soll ich hoffen til Fjerde søndag efter Helligtrekonger, 30. januar 1724 som del af hans første kantateårgang i Leipzig.

Søndagens evangelielæsning er beretningen om Stormen på søen fra Matthæusevangeliet 8, 23-27:

»Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: ”Herre, frels os! Vi går under!” Men han sagde til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?”«

Den ukendte librettist forholder sig relativt direkte til dagens læsning og følger i store træk dens dramaturgi i udformningen af librettoen med udgangspunkt i kontrasten mellem den sovende og den handlende Jesus. Retorisk set er kantaten udformet som en dialog mellem Den troende sjæl og Jesus, hvor sjælen er et poetisk jeg, som personificeres af både alten og tenoren, mens Jesus synges af bassangeren. Disciplene i evangelielæsningen tolkes som Den troende sjæl og fortællingen som helhed som et billede på den kristnes sjæleliv. Jesus er kun tilsyneladende fraværende. I realiteten er han altid til stede. Hans intervention mod stormen tolkes som et billede på, hvordan den frygtsomme og tvivlende sjæl finder sin frelse i troen på Jesus.

Kantaten åbner med en sørgmodigt klingende altarie i e-mol. Konfronteret med døden søger sjælen Jesus, men han sover: ”Jesus schläft, was soll ich hoffen?” (Jesus sover, hvad skal jeg håbe?). Alten holder en lang tone på ordet Schäft (sover) og strygerne ligger i lav tessitura med nedadgående motiver. De to blokfløjter, som dobler violinstemmerne, er traditionelt et musikalsk symbol på døden. Der er da også i Bachs interpretation en tydelig parallel mellem søvnen og døden. Med sine seufzer, formindskede intervaller og kromatik er arien, som Alfred Dürr bemærker, på én gang både en vuggevise og en lamentation.

I det følgende recitativ overtager tenoren det poetiske jeg: ”Herr! Warum trittest du so ferne? Warum verbirgst du dich zur Zeit der Not?” (Herre, hvorfor er Du så fjern? Hvorfor skjuler Du dig i nødens tid?) – et citat hentet næsten ordret fra Salmernes bog 10,1. Sjælen kan ikke finde Jesus og håber, at han vil vågne og lede sjælen på rette vej, ligesom han gjorde for De tre vise mænd, som stadig fejres på denne 4. søndag i Helligtrekonger.

Og så trækker det op til uvejr. Tenoren træder ud af sit jeg og beskriver stormens rasen i en furiøs italiensk operaarie. Førsteviolinen fører an med hæsblæsende toogtredivtedele i billedet af ”De skummende bølger fra Belials bække”. Der er altså tale om en kamp mellem Djævelen og Gud. I B-delen gør satsen tre gange holdt til teksten: ”Ein Christ soll zwar wie Wellen stehn, wenn Trübsalswinde um ihn gehn” (En kristen skal ganske vist stå klippefast, når elendighedens vinde omsuser ham), men hver gang tager vinder til som vindstød, førend stormen atter raser for fuld kraft med A-delens tilbagevenden.

Endelig vågner Jesus og svarer i en arioso med det næsten bebrejdende spørgsmål til disciplene hentet fra evangelielæsningen: ”Ihr Kleingläubigen, warum seid ihr so furchtsam?” (I lidettroende, hvorfor er I så frygtsomme?). Som altid synges Jesus-citatet af den traditionelle Vox Christi, basstemmen, som her ledsages af en imiterende continuostemme som en slags tostemmig invention. Ariosoen ender som et spørgsmål på en frygisk kadence, der fungerer som overledning til den store arie, hvor Jesus intervenerer og maner stormen til ro: ”Schweig, aufgetürmtes Meer! Verstumme, Sturm und Wind!” (Vær tavs, du oppiskede hav! Vær stille, storm og vind!). Satsen fremstår med sit Allegro som endnu en ”storm-arie”, men de to obo d’amore-stemmers lange overbundne toner gyder olie på vandene, ligesom også bassangeren holder en lange toner på ordet ”Meer” i en manende gestus.

I et afrundende recitativ vender alten tilbage som kantatens jeg og takker for sin frelse. Jesus er vågnet og har handlet på sjælens bøn: ”Wohl mir, mein Jesus spricht ein Wort, mein Helfer ist erwacht” (Godt for mig, min Jesus taler, min hjælper er vågnet.)

Kantaten afrundes med en enkel koraludsættelse af 2. vers af Johan Francks salme Jesu meine Freude, der beskriver Jesus som hjælper og beskytter i fjendeligt uvejr: ”Unter deinen Schirmen bin ich für den Stürmen aller Feinde frei.” (Under Din beskærmelse er jeg fri fra alle fjendens storme.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Den engelske Bach-forsker William G. Whittaker skriver meget rammende om denne kantate, at ”den er en af de mest gennemført frydefulde fra denne årgang. Der er ingen krige, eller rygter om krig, ingen foruroligende dæmoner eller falske profeter, ingen pine af sindet, ingen erindring om fortidens synder, ingen frygt for det hinsidige; sjælen overgiver sig i ekstase til Brudgommen, og alt andet er glemt”.

Kantaten er skrevet til 20. søndag efter Trinitatis, og blev opført første gang 22. oktober 1724 i Leipzig. Dagens læsning fra Matthæusevangeliet 22,1-14 er lignelsen om kongesønnens bryllup. I den tilsvarende lignelse i Lukasevangeliet 14,15-24 er der tale om et ”festmåltid” og det er nok en tolkning af lignelsen i den retning, som har ligget til grund for Bachs valg af Johann Francks nadversalme fra 1649. Den ukendte librettist har holdt de tre vers 1, 4 og 9 i deres oprindelige form, og sammenfattet de øvrige til arie- og recitativtekster, dog uden at inkorporere referencer til dagens tekst, som det ofte ses. Men Bach forbinder gennem sin musik Francks nadversalme med dagens læsning om bryllupsfesten. Bachs musik er frydefuld og dansant kantaten igennem.

Det indledende koralkor er en af de ærværdige 12/8-prosessioner, som Bach excellerer i. Det trofaste Enghave-publikum vil erindre indledningskoret til helligtrekonger-kantaten BWV 65 Sie werden alle aus Saba kommen, som vi opførte i januar 2016, hvor de vise mænd ankom til stalden til en lignende 12/8-sats. I dette tilfælde henledes tanken dog på bryllupsoptoget for Bruden/Sjælen, til det forestående giftemål med Jesus.

I tenorens arie ”Ermuntre dich” banker Frelseren på hjertets port i en elegant og munter Bourrée, hvis virtuose fløjtestemme giver mindelser om den berømte Badinerie fra Orkestersuiten i h-mol BWV 1067. Sopranen fortsætter via et recitativ ind i en koralbearbejdelse akkompagneret af en moto perpetuo (evig bevægelse) for obligat violoncello piccolo. Mens de foregående vers har været skrevet i anden person (Schmücke dich/Ermuntre dich) er teksten til salmens 4. vers skrevet i første person: ”Ach wie hungert mein gemüte”. Det er altså nu kantatens hovedperson Bruden/Sjælen selv, som taler, og hertil falder Bachs valg – som altid – på sopranstemmen. Alt-solisten derimod symboliserer det menneskelige, og repræsenterer menigheden (i første person flertal!) med sine refleksioner: ”Nur Gottes Geist kann durch sein wort uns lehren / wie sich allhier die Seelen nähren”. Sopranens anden arie (5. sats) er en nærmest naiv Polonaise ledsaget af strygere og træblæsere. Med de mange gentagelser af temaet synes Bruden/Sjælen her at være hensat i en ekstatisk, ja næsten hypnotisk lovprisning af livets og sjælens lys. Bassen er i sit recitativ – ligesom alten i sit – repræsentant for menigheden, og afrunder med en påmindelse om at værdsætte Guds kærlighed før den afsluttende enkle udsættelse af sidste vers af Francks nadversalme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering