BWV 115 »Mache dich, mein Geist, bereit«

Kantate 115 ”Mache dich, mein Geist, bereit” blev skrevet til 22. søndag efter Trinitatis, 5. november 1724, og hører altså til den koralkantateårgang, Bach påbegyndte på Trinitatis søndag samme år. Som det er mest almindeligt for denne årgangs koralkantater, har den ukendte librettist bibeholdt yderversene af Johann Burchard Freystein’s (1671-1718) salme og sammenfattet og bearbejdet de mellemliggende vers til recitativ- og arietekster. Salmetekstens primære budskab er en formaning om at bede og være klar til mødet med Kristus. Dagens læsning er lignelsen om den gældbundne tjener (Matthæus-evangeliet 18,21-35), som får eftergivet gæld af sin herre, men ikke selv forbarmer sig over sine medtjenere. Forbindelse mellem salmeteksten og dagens læsning er altså langtfra åbenlys, men ved et nærmere eftersyn får Bach alligevel, gennem opbygningen af kantaten, kabalen til at gå op i den centrale og smukke sopranarie. Det vender vi tilbage til…

De første linjer af åbningskoret fungerer som motto for salmens budskab: ”Mache dich, mein geist, bereit / wache, fleh und bete” (bered dig, min sjæl / våg, trygl og bed). Åbningssatsen er på mange måder typisk for Bachs koralkor fra denne årgang: en uafhængig koncertant instrumentalsats og cantus firmus præsenteret linje for linje af sopranen, ledsaget af de tre øvrige stemmer i en quasi polyfon struktur med motiver hentet fra orkestersatsen. En usædvanlig detalje ved denne sats er, at violiner og viola er samlet i én unison stemme. Netop strygerne lægger alene ud i duet med continuoet, før traversfløjte og obo d’amore stemmer i og danner en ny let kammermusikalsk tekstur. Flere gange i løbet af satsen understreges koralteksten i instrumentalsatsen med fortættet kromatik ved ord som fleh (trygl) og Versuchrung (fristelse).
Altarien er som en ulv i fåreklæder: den synes umiddelbart at være en vuggevise for den ”sovende sjæl”; en langsom siciliano, men i virkeligheden er der tale om noget langt mere alvorligt; et mørktklingende varsel til den kristne om at være på vagt for satans list. Pludselig skifter satsen dramatisk fra adagio til allegro til teksten ”Es möchte die Strafe dich plötzlich erwecken, und wo du nicht wachest…” (pludselig kan straffen vække dig, og hvis du ikke vågner…) og skifter her tilbage til den mørke siciliano til orderne ”…Im schlafe des ewigen Todes bedecken” (dække dig i den evige døds søvn).

Det følgende bas-recitativ uddyber de farer sjælen kan udsættes for: ”die Sünden Nacht” (syndens nat), ”Satans List” og ”falsche Brüder” (falske brødre) og leder dermed direkte til den konklusion, som smukt forløses i sopranarien: ”Bete aber auch dabei / mitten in dem Wachen” (Bed altså også / midt under din vagt). Bøn er svaret, og det er her, at librettisten og Bach får forbundet salmen til læsningen fra Matthæus-evangeliet om den gældbundne tjener, for de følgende linjer lyder: ”Bitte bei der großen Schuld / deinen Richter um Geduld”. (bed i den store synd / din dommer om overbærenhed) – altså en direkte reference til dagens læsning. Det er imponerende som Bach gennem flere satser formår at bygge op til netop dette punkt, hvor læsning og salme endelig flettes sammen og bønnen beskrives i den skønnest tænkelige meditative kammermusik. Alt det dystre og ildevarslende fra de forrige satser vendes pludselig til lys, og det udtrykkes smukt i sopranen sidste linjer: ”Soll er dich von sünden frei / und gereinigt machen” (skal han fri dig fra synd / og gøre dig ren). Sopranstemmen omkranses af obligat fløjte og violoncello piccolo, som ledsages af en diskret continuostemme i korte ottendedelsnoder.
Tenoren kan nu runde af med et triumferende recitativ. Vores bøn har båret frugt og Guds søn vil komme til os som frelser. I det afsluttende koralvers gentages mottoet fra åbningen: ”Wachen, flehen, beten” (våge, trygle, bede) og danner dermed ring om hele kantaten.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering