Kantaten Schauet doch und sehet, ob irgendein Schmerz sei er skrevet til 10. søndag efter Trinitatis 1. august 1723 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig.

Søndagens læsning er fortællingen om Jesus, som græder over Jerusalem og om tempelrensningen, Lukasevangeliet 19, 41-48:

”Da han kom nærmere og så byen, græd han over den og sagde: ”Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred. Men nu er det skjult for dine øjne. For der skal komme dage over dig, da dine fjender skal kaste en vold op omkring dig, belejre dig og trænge ind på dig fra alle sider. De skal jævne dig med jorden og dine børn sammen med dig, og de skal ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke kendte din besøgelsestid.”

Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: ”Der står skrevet: ’Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.”

Den ukendte tekstforfatter tager afsæt i læsningens første del om Jesus, som begræder Jerusalems skæbne. Den dramatiske beskrivelse af Jerusalems ødelæggelse ses som en allegori for Guds vrede, som vil ramme synderne på den yderste dag. Forholdet mellem den menneskelige synd og Guds vrede bliver omdrejningspunkt for librettistens tolkning af læsningen. Trods synd, opnår den kristne frelse i troen på Jesus, som gennem sin offerdød har taget vores synder på sig og stillet Guds vrede.

Til åbningskoret har librettisten udvalgt en tekst, som er relateret til dagens læsning; nemlig et vers fra Jeremias’ Klagesange 1,12: ”Se jer omkring, om der findes en smerte som den, der ramte mig, da Herren kuede mig på sin glødende vredes dag.” Åbningskoret hører til blandt Bachs smukkeste lamentationer. Efter det indledende forspil med blokfløjter og strygere sætter sangstemmerne ind to og to i kanon en kvint forskudt, mens blokfløjternes sekstendedele som et perpetuum mobile opleves som uafladelige strømme af tårer. Til tekstens andet led ændrer satsen markant karakter med en fuga hvis tema, bestående af formindskede intervaller og kromatik, illustrerer jammeren forsaget af Guds indædte vrede. Bach værdsatte tilsyneladende selv den indledende lamentation, for han genbrugte den som ”Qui tollis peccata mundi” (Du som bærer verdens synd) i Gloria til sin h-mol messe, som han i 1733 sendte til den polske konge Friedrich August II’s hof i Dresden med henblik på at blive udnævnt som hofkomponist, hvilket endelig lykkedes tre år efter, i 1736.

Blokfløjternes tåremotiv fortsætter i tenorens følgende accompagnato-recitativ, som begræder den ødelagte Guds stad: ”Du armer Stein- und Aschenhaufen! Lass ganze Bäche Tränen laufen” (Du stakkels sten- og askehob! Lad tårerne løbe i strømme). Jerusalem ligger som byen har redt, fordi den ikke agter Jesu tårer, og må derfor berede sig på at blive oversvømmet i et uvejr.

Dette uvejr bryder ud med bassens arie, hvor Bach benytter hele paletten i sit tonemaleri: ”Dein Wetter zog sich auf von weiten” (Dit uvejr trak op på lang afstand). Solistrollen er tildelt trompeten, der som dommedagsbasun understøttes af strygernes tordenskrald og bassangerens lyn-kolleratur: ”Da überhäufte Sünden der Rache Blitz entzünden und dir den Untergang bereiten.” (Da ophobningen af synder antænder hævnens lynild og er årsag til din undergang).

Med altens recitativ flyttes perspektivet fra allegorien om Jerusalems ødelæggelse til at gælde for den enkelte kristne. Det er nemlig ikke kun Jerusalem, der har været fuld af anden synd. Synden bor i os alle: ”Weil ihr euch nicht bessert und täglich die Sünden vergrößert, so müsset ihr alle so schrecklich umkommen.” (Da I ikke forbedrer jer og dagligt begår endnu større synder, så må I alle omkomme så grusomt), hvilket er en tydelig reference til Lukasevangeliet 13,5.

Kantatens vendepunkt bliver alten arie, hvor frelsen fra uvejr og indædte vrede kommer til syne gennem troen på Jesus. Som kontrast til tordenbragene i basarien undlader Bach nu helt continuostemmen og lader de to blokfløjter bliver akkompagneret af obo da caccia. Den usædvanlig effekt understreger billedet af den uskyldige troende, som søger ly fra stormen i Jesus’ arme. Valget af hyrdeinstrumenterne fløjte og obo understreger desuden det pastorale billede af Jesus som hyrde: ”Er sammelt sie als seine Schafe, als seine Küchlein liebreich ein” (Han samler dem som sine får, som sine kyllinger med kærlighed).

I den afsluttende koralfantasi over første vers af Johann Matthäus Mayfarts O großer Gott von Macht, bliver vi mindet om, at Jesus har påtaget sig vores skyld gennem sin offerdød. De to fløjter trækker en tråd tilbage til åbningskorets lamentation, og det er nærliggende igen at tolke deres nedadgående sekstendedelsfigurer som løbende tårer, men nu ikke længere for Jerusalem, men for den korsfæstede Jesus, som påtog sig verdens skyld for at vi kan blive frelst: ”Sein Marter, Angst und schwere Pein; um seinetwillen schone, uns nicht nach Sünden lohne.” (Hans pine, angst og svære smerte, for Hans skyld, skån os, løn os ikke efter vore synder.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Efter to et halvt års intensivt arbejde med sine første kantateårgange, droslede Bach i foråret 1726 pludselig radikalt ned for sin kantateproduktion og holdt en velfortjent pause. I perioden fra Mariæ Renselsesdag 2. februar 1726 og frem til juli måned valgte Bach at opføre 14 kantater af Johann Ludwig Bach, og langfredag hørte Leipzigmenigheden ikke passionsmusik af deres kantor, men derimod Reinhard Keisers Markus-passion, som Bach tidligere havde kopieret og opført i Weimar. Bachs grandfætter Johann Ludwig Bach var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Bachs fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwigs kantater er alle hentet fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten* udgivet i Meiningen 1704, som i dag tilskrives Johann Ludwigs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen.

Fra Trinitatis søndag 23. juni genoptog Bach sin kantateproduktion med fornyet kraft, og frem til september gennemførte han en ny serie kantater med Meiningen-samlingen som tekstforlæg, suppleret med yderligere kantater af Johann Ludwig Bach. Her i Enghave Kirke har vi tidligere stiftet bekendtskab med flere kantater fra denne periode, nemlig kantaterne BWV 17 Wer Dank opfert, der preiset mich, BWV 39 Brich dem Hungrigen dein Brot, og BWV 43 Gott fähret auf mit Jauchzen.

Kantate 102 Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben hører også til denne gruppe af kantater. Den blev opført første gang 10. søndag efter Trinitatis d. 25. august 1726 og fik yderligere en opførelse i 1737. Til Bachs korte messer, som blev til af parodieret materiale i 1738/39 blev tre af denne kantates satser genbrugt til den latinske messetekst. Åbningskor blev genbrugt som Kyrie i messen i g-mol (BWV 235), mens alt-arien og tenor-arien fandt vej til messen i F-dur (BWV 233) som henholdsvis Qui tollis og Quoniam tu solus sanctus.

Efter Bachs død kom kantaten i Carl Phillip Emmanuel Bachs besiddelse. Carl Phillip Emmauel opførte kun et lille udvalg af den store samling kantater, han arvede fra sin far. Men netop Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben blev opført under hans ledelse med forskellige ændringer og tilføjelser mindst fire gange i årene 1776 til 1786 i Hamburg. Siden kom kantaten i Berlins Sing-Akademis besiddelse og den var blandt de første værker af Bach, som her blev opført under C.F. Zelters ledelse fra 1813 og frem. Kantate 102 er dermed blandt de få af Bachs kantater, som kontinuerligt blev opført efter Bachs død og frem til ”genopdagelsen” i midten af 1800-tallet.

Læsning til 10. søndag efter Trinitatis er Lukasevangeliet 19, 41-44, hvor bl.a. beretning om Jesus’ udrensning af templet i Jerusalem indgår: ”Så kom han ind på tempelpladsen, og han gav sig til at jage dem ud, som drev handel dér, og han sagde til dem: ”Der står skrevet: ’Mit hus skal være et bedehus.’ Men I har gjort det til en røverkule.” Han underviste hver dag på tempelpladsen. Ypperstepræsterne og de skriftkloge, ja, alle folkets ledere søgte at få ham ryddet af vejen; men de kunne ikke finde ud af, hvad de skulle gøre, for hele folket hang ved ham for at høre ham.”

Librettisten tolker tempeludrensningen med udgangspunkt i to bibelcitater, først et gammeltestamentligt og siden et nytestamentligt, der begge har omvendelse som omdrejningspunkt.

Kantaten åbner med et citat fra Det Gamle Testamente med Jeremias’ Bog 5,3: ”Herre, dine øjne er jo rettet mod sandheden. Du slog dem, men de skælvede ikke, du havde nær tilintetgjort dem, men de ville ikke tage ved lære. De gjorde deres ansigt hårdere end sten, de ville ikke vende om.” Åbningskoret er et skoleeksempel på den modne Bachs satstekniske overskud, hvor der snildt veksles mellem koncerterende orkester med homofone kor-indfald og elegante udstrakte fugagennemføringer.

Som en prædikant spørger bassen retorisk i det følgende recitativ: Wo ist die Kraft von seinem Wort, Wenn alle Besserung weicht aus dem Herzen fort? (Hvor er kraften af hans ord, når al bedring viger bort fra hjertet?). Evangelielæsningens ypperstepræster og skriftkloge og de fra Jeremias’ Bog, der ikke tager ved lære og vender sig om, bliver et billede på den fortabte sjæl, som ikke vil høre Guds ord.

I en dybfølt arie begræder alten den sjæl, som ikke indser sin egen ulykke og har afskåret sig fra Guds nåde. Arien er at betragte om en lamentation; en klagesang en over den fortabte sjæl. Bach benytter alle sine forhåndenværende midler til at understrege ariens budskab: oboen synger hjertet ud i vidt udstrakte linjer med overbundne dissonanser og motiver, der falder som tåre, over baslinjens gennemgående seufzer.

Almindeligvis udgør det nytestamentlige citat i librettoerne fra Sontags- und Fest-Andachten åbningen på kantaternes anden del. Men i denne kantate vælger Bach at afvige fra sit sædvanlige mønster og lader i stedet bassen slutte første del af kantaten med Paulus’ brev til romerne 2, 4-5: ”Ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse? Med dit hårde og ubodfærdige hjerte samler du dig vrede på vredens dag, da Guds retfærdige dom skal åbenbares.” Den bibelske prosatekst ville under normale omstændigheder blive formidlet som et recitativ. Her udformer Bach dog satsen som en Arioso med strygerledsagelse, og ved at gentage indledningens tekst til slut opleves satsen i realiteten som en arie i A-B-A-form. En særlig detalje, det er værd at lægge mærke til, er portrættet af det forstokkede og ubodfærdige hjerte, som sættes i musik til et dissonerende motiv, der stædigt gentages, som en plade der er gået i hak.

Kantatens anden del tager afsæt i Paulus’ tanke om at de, som ringeagter Gud og ikke lader sig omvende, samler sig vrede på vredens dag. Erschrecke doch, Du allzu sichre Seele! (Frygt dog, du alt for sikre sjæl!) synger tenoren i brudte linjer med store op- og nedadgående spring med tanke på mødet med Guds vrede.

Først i det afsluttende accompagnato-recitativ giver alten os løsningen på kantatens teologiske problem: at omvende sig og gøre bod for sine gerninger, inden vi står overfor Gud på dommens dag. Wo bleibt sodann die Buß? Es ist ein Augenblick, der Zeit und Ewigkeit, der Leib und Seele scheidet. (Hvor er da boden? Kun et øjeblik adskiller tid fra evighed, og kroppen fra sjælen), fulgt af en opfordring til sjælen om at vende tilbage til Gud før det er for sent: Verblendter Sinn! ach kehre doch zurück, daß dich dieselbe Stunde nicht finde unbereitet! (Forblændede sind! ak vend dog tilbage, så du i denne stund ikke bliver fundet uberedt!)

Med denne opfordring sluttes kantaten med vers 6 og 7 af Johann Heermanns salme So wahr ich lebe, spricht dein gott (1630), der følger op på altens konklusion om bodsgang og forsing med Gud, og således være beredt til dommes dag.

* Bachs kantater til tekster af fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704) fra 1726 er BWV 17, 39, 43, 45, 88, 102, 187

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 176 ”Es ist ein trotzig und verzagt Ding” er komponeret i 1725. Teksten stammer fra et digt af Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760). Digtet tager udgangspunkt i fortællingen om Nicodemus, et fremtrædende medlem af jødernes råd, som kun turde opsøge Jesus om natten, af frygt for at de andre jøder skulle se ham sammen med Jesus (Johannesevangeliet 3,1). Dette menneskelige karaktertræk beskriver digteren i første sats: Der er trods og modløshed i alle hjerter – en let omskrivning af profeten Jerimias’ bog 17,9. Bemærk hvordan Bach understreger dobbeltheden i temperamentet ved et energisk, lidt firkantet, opadgående tema til at ledsage trodsigheden og et faldende, kromatisk motiv til modløsheden.

Den stillestående sol, som nævnes i anden sats, kan man læse om i profeten Josvas bog 10,12, hvor det berettes om solen, der stod stille i Gibeon, indtil Amoritternes hær var overvundet.

Tredje sats er, inspireret af teksten, let og lys i karakteren, som en tydelig kontrast til den kraftfulde åbningssats. Bemærk hvordan Bach på ordet Ruhe (hvile) lader solisten ligge længe på samme tone, medens ”lyset”, hvis afslørende kraft Nicodemus frygter, strømmer ubekymret videre fra strygerne.

I fjerde sats lader digteren Nicodemus tale til Jesus. Satsens sidste ord (hentet fra Johannesevangeliet 3,16), ”ingen fortabes, som blot tror på dig”, har Bach selv tilføjet og givet ekstra vægt ved at lade satsen slå over i en arioso, hvis længde overstiger hele den forudgående sats.

I femte sats understreger temaet, ligesom i første sats, teksten ved en energisk opadgående figur på ”Lad dig opmuntre” efterfulgt af en langsommere nedadgående figur på ”du ængstelige sjæl”.

Teksten til den afsluttende koral (sjette sats) er skrevet i 1653 af Paul Gerhardt (1607-76).

© Enghave Barok - gengivelse tilladt med tydelig kildehenvisning