BWV 57 »Selig ist der Mann«

Bach skrev kantate 57 Seelig ist der Mann til Sankt Stefans dag 26. december 1725 som del af sin tredje kantateårgang i Leipzig. Med stor sandsynlighed ejede Bach et eksemplar af poeten Georg Christian Lehms’ udgivelse af kantatelibretti til kirkeåret, som udkom i pietismens arnested Darmstad i 1712 under titlen Das singende Lob Gottes, in einem Jahrgang andächtiger und Gottgefälliger Kirch-Music (Guds lovsang, i en årgang andægtig og gudsbehagelig kirkemusik). Allerede i Weimar skrev Bach flere kantater til tekster fra samlingen og henover julen 1725/1726 valgte han seks tekster herfra til jul, nytår og helligtrekonger (BWV 110, 57, 151, 16, 32, og 13).

Sankt Stefans dag ligger på 2. juledag og adskiller sig fra de omkringliggende dages læsninger fra juleevangeliet med epistlen om kristendommens første helgen Sankt Stefan, som den bliver fortalt i Apostlenes gerninger kapitel 6 og 7. Her hører vi bl.a. om Steningen af Stefanus, kapitel 7, vers 54-60:

”Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.” Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.”

Dagens evangelielæsning, Matthæusevangeliet 23, 34-39 er Jesus’ veråb over de skriftkloge og farisæerne og Dommen over Jerusalem, som har en tydelig forbindelse til epistelen om Sankt Stefan:

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”

Lehms udstikker en klar retning for sin tolkning af dagens to læsninger. Han betragter Stefans martyrium som udtryk for den ukuelige tro og gør brug af et helt tredje bibelcitat som udgangspunkt for sin tolkning: Jakobs brev 1,12, der også udgør teksten til bassens åbningsarie:

”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets krone.” Det græske ord stephanos betyder krone og dette har nok foranlediget Lehms til at benytte verset fra Jakobs brev på Sankt Stefans dag. De følgende vers i Jakobs brev 1, 13-15 uddyber prøvelsen mod synd og begær: ”Men ingen, som bliver fristet, må sige: ”Jeg bliver fristet af Gud;” for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.” Lehms’ tolkning skal forstås sådan, at når man gennem troen på Jesus har gennemstået sin prøve mod synden, så får man livets krone: stephanos. Sjælens kamp mod synden som fjende sidestilles med Stefans martyrium. For Lehms foregår martyriet i selve den kristnes sjæleliv som en indre kamp mod synden og en styrkelse i troen på Jesus. Til dette formål udformer Lehms librettoen som et dramma per musica, der udspiller sig som en opbyggelig dialog mellem den kristne sjæl Anima (sopranen) og Jesus (bassen).

Selvom kantatens indledende ord stammer fra Jakobs bog, har Lehms i det musikalske drama implicit tilskrevet ordene til Jesus. Bach understøtter dette med en af sine typiske Jesus-ariosoer for bassen akkompagneret af strygerensemblet med obo-fordobling. Ariens første tekstlinje ”Selig ist der Mann, der die anfechtung erduldet” (Salig er den, som holder ud i prøvelse) holdes i sørgmodig g-mol mens prøvelsen, som skal udholdes, høres som nedadgående kromatiske figurer. Den følgende linje ”denn nachdem er bewähret ist, wird er die Krone des Lebens empfahen” (for når han har stået sin prøve, vil han få livets krone) sættes an af bassangeren med en trinvis opadgående bevægelse til paralleltonearten B-dur og afslutningsvis høres livets krone som en lang sekvenseret melisme.

I sin gestalt som Sjælen er sopranen indledningsvis opløftet over udsigten til at modtage livets krone efter den udståede prøve. Men farerne lurer overalt: ”Ich bin als wie ein Schaf bei tausend rauhen Wölfen leben” (Jeg lever som et får blandt tusind rå ulve) og referer dermed til Jesus’ udsendelse af sine disciple, Matthæusevangeliet 10,16. Hun sammenligner sig selv med Abel, som i Første Mosebog blev slået ihjel af sin broder Kain. Sankt Stefan er nemlig i traditionel kristen tænkning Det Ny Testamentes modstykke til Det Gamle Testamentes fortælling om Abel. Abel er det første menneske i Det Gamle Testamente, som bliver slået ihjel, mens Stefan er den første kristne, som i Det Ny Testamente lider martyrdøden. Med et sidste suk ledes vi over i den følgende arie: var det ikke for Jesus’ trøst, ville hendes mod og hjerte briste.

Med et seufzer-motiv i c-mol udtrykker sopranarien med stor inderlighed Sjælens fortvivlelse: ”Ich wünste mir den Tod, den Tod” (Jeg ville ønske mig døden, døden). Denne første linje udtrykker det trøstesløse liv uden Jesus. Men sætningen er i konjunktiv, og med den for Bach sjældent benyttede mediant-forbindelse skaber han en magisk overgang ind i den følgende linje, som udtryk for livet med Jesus’ kærlighed: ”wenn du, mein Jesu, mich nicht liebtest” (hvis du, min Jesus, ikke elskede mig). Hertil ændres den sukkende ottendedelsbevægelse i grupper af to, nu til swingende grupper af tre, som sammen med det markante harmoniskift vidner om de subtile detaljer, Bach gør brug af i sin musikalske bearbejdelse af teksten.

I et kort secco-recitativ rækker Jesus hånden ud til Sjælen, som svarer med forventning om at Jesus kan redde hende fra fjendernes kvaler. Og det kan han! Mens sopranarien var indadvendt og sørgmodig er basarien en udfarende tour de force, hvor Jesus portrætteres som sejrshelt og Sjælens beskytter i en furioso operaarie: ”Ja, ja, ich kan die Feinde schlagen, die dich nur stets bei mir verklagen” (Ja, ja, jeg kan slå de fjender, som bestandigt plager dig foran mig). Violinerne illustrerer den rasende vrede som Sjælens fjender vil møde med gentagne sekstendedele, ligesom ordet schlagen (slå) hakkes over i fire markerede ottendedele som var det en slagserie. Ariens B-del skifter til en trøstende karakter, som både tekstligt og musikalsk leder tilbage til den sørgmodige stemning i kantatens to første arier, hvorefter frelserens magtdemonstration repeteres med A-delen.

Således trøstet og frelst kan Sjælen i det følgende recitativ se frem mod mødet med Jesus i døden, ligesom Stefan i dagens epistel: ”Ach! Jesu, mache mir doch nur wie Stephano den Himmel offen! Mein Herz ist schon bereit zu dir hinaufzusteigen. Komm, komm vergnügte Zeit!” (Ak, Jesus, gør dog, ligesom for Stefan, himlen åben for mig! Mit hjerte er beredt til at stige op til dig. Kom, kom lykkelige tid!)

Kantatens sidste arie er lystig og frigjort med henblik på mødet med Jesus i døden. Sopranen er ledsaget af en soloviolin, som i ekvilibristiske op- og nedadgående linjer illustrerer den frigjorte sjæl. Den tredelte sats har med violinstemmens swung og continuoets staccato-basgang et folkloristisk dansant præg, hvilket slet ikke er usædvanligt hos Bach i arier om det hinsides liv med Jesus. I ariens B-del hengiver Sjælen sig til sin frelser: ”Mein Heiland, ich sterbe mit höchter Begier, hier hast du die Seele, was schenkest du mir?” (Min frelser, jeg dør med største begær, her har du sjælen, hvad skænker du mig?).

Sopranens dødsbegær i kantatens sidste arie skal ikke forstås som en længsel mod selve døden. I 1700-tallets protestantisk-pietistiske teologi er dødsbegæret snarere en længsel efter at blive forenet med Jesus i døden – og dermed udtryk for en sikker og stærk tro. Kantatens opbyggelige udvikling kommer altså til udtryk i den kontrasterende dødsopfattelse fra Sjælens første arie, der udtrykte en ensom forknyt dødsfrygt, til den sidste arie, hvor Sjælen har fået bekræftelse på Jesus’ egenskaber som frelser og sejrshelt, så Sjælen med en styrket tro længes mod himmerig.

Da B-delens sidste linje er udformet som et spørgsmål: ”was schenkest du mir?” (hvad skænker du mig?), undlader Bach at gentage ariens A-delen og slutter i stedet retorisk med et opadgående sekstspring således, at det afsluttende koralvers fremstår som svaret på Sjælens spørgsmål. I Lehms udgivelse er verset ”Kurtz ist dein irdisches Leben” angivet, men Bach fandt tilsyneladende 6. vers af Ahasversus Fritsh’s Hast du denn, Jesu, dein Angesicht gänzlich verborgen mere passende i sammenhængen:  ”Richte dich, Liebste, nach meinem Gefallen und glaübe, daß ich dein Seelenfreund immer und evig verbleibe” (Ret dig, kæreste, efter mit bud og tro på, at jeg for evig og altid forbliver din sjæleven).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering