BWV 87 »Bisher habt ihr nichts gebeten in meinem Namen«

Kantaten Bisher habt ihr nichts gebeten in meinem Namen er skrevet til femte søndag efter påske, og havde sin første opførelse 6. maj 1725. Femte søndag efter påske har navnet Rogate søndag, hvilket stammer fra det latiske ord rogare: at bede. Søndagen kaldes derfor også Bønnesøndag, hvor der traditionelt gennemførtes processioner for at sikre den kommende sæsons høst. Denne søndags fokus på bøn har udgangspunkt i dagens evangelielæsning om Jesus’ forudsigelse af sin bortgang fra jorden, Johannesevangeliet 16, 23-30, hvori Jesus byder sine disciple at bede til Faderen i sit navn:

”Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

Hans disciple sagde: ”Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

Kantaten stammer fra perioden umiddelbart efter, at Bach havde måttet afbryde den igangværende koralkantateårgang, som han arbejdede på i 1724-25 – sandsynligvis grundet bortgangen af hans librettist i januar/februar måned 1725. Bach måtte finde nye lokale tekstforfattere til sine kantater, og her faldt valget bl.a. på Christiane Mariane von Ziegler, der var kendt som en central figur i Leipzigs intellektuelle selskabsliv med forbindelse til byens universitet, hvilket også Bach tog del i.

Ziegler benytter to Jesus-citater (dictum) som udgangspunkt for sin tolkning af evangelielæsningen. Først vers 24: ”Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn”, hvilket Ziegler i de følgende satser tolker som et svigt fra de troende, og siden vers 33: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden”, hvilket Ziegler læser således, at selvom de troende har sviget og ikke bedt tilstrækkeligt, vil de alligevel opnå frelse gennem Jesus.

Som så ofte udformer Bach det indledende dictum som en arioso for bassangeren. Her ledsages Vox Christi af strygere og oboer i hvad der, trods den korte form, udvikler sig til at blive en temmelig kompleks fem-stemmig polyfon sats.

Altsangeren repræsenterer i de følgende to satser den troende kristne sjæl. I et kort recitativ reagerer alten med skræk på Jesus’ ord, for mennesket har forsætligt overtrådt Guds bud og bør derfor søge bod gennem andægtig bøn. Den følgende arie er netop udformet som en inderlig bøn: ”Vergib, o Vater, unsre Schuld und habe noch mit uns Geduld, wenn wir in Andacht beten” (Tilgiv, o Fader, vor skyld og hav endnu tålmodighed med os når vi andægtigt beder). Alten ledsages af to obo da caccia’er, som med deres sonore klang i det mørke tenorleje understreger den dybfølte bøn om tålmodighed og forsoning.

Tenorens accompagnato-recitativ er ikke at finde i Zieglers originale libretto, og er sandsynligvis tilføjet af Bachs selv, dels for at undgå en sekvens af tre på hinanden følgende arier, dels for at skabe en passende overledning til det andet dictum, som bliver kantatens teologiske vendepunkt.

Kantatens anden Jesus-arioso er kun ledsaget af continuo-stemmen. Den er noteret c-mol i 3/8 og har en reminiscens af sarabandens tungsindige karakter. Harmonikken er præget af kromatik og formindskede akkorder med udgangspunkt i den indledende linje: ”In der Welt habt ihr Angst” (I har angst i verden). Til ariosoens anden linje ”aber seid getrost” (men vær fortrøstet) skifter satsen til paralleltonearten Es-dur i en opadgående bevægelse, mens den sidste linje ”Ich habe die Welt überwunden” (jeg har overvundet verden) vender tilbage til den forpinte c-mol med Jesus’ lidelseshistorie i erindring.

Kantates sidste arie er en forløsende og rolig siciliano i 12/8. Tenoren ledsages af strygerensemblet og kan lægge angsten og sorgen bag sig med trøst og forløsning i troen på Jesus: ”Ich will leiden, ich will schweigen, Jesus wird mir Hilf erzeigen, denn er tröst’ mich nach dem Schmerz.” (Jeg vil lide, jeg vil tie, Jesus vil anvise mig hjælp, for Han trøster mig efter smerten.)

Kantaten slutter med en firestemmig udsættelse af 9. vers af Heinrich Müllers salme Seelig ist die Seele på melodien til Jesu, meine Freude, som bekræfter Zieglers opbyggelige tolkning af evanglielæsningens fokus på forløsning i bøn og tro: ”Wenn die Pein sich stellet ein, seine Liebe macht zur Freuden Auch das bittre Leiden.” (Når smerten indfinder sig, gør Hans kærlighed også den bitre lidelse til glæde.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering