BWV 39 »Brich dem Hungrigen dein Brot«

Kantate 39 ”Brich dem Hungrigen dein Brot” er skrevet til første søndag efter Trinitatis. Den havde sin førsteopførelse 23. juni 1726 og hører dermed til Bachs tredje kantateårgang. Søndagen inden, på Trinitatis Søndag 16. juni, havde Bach genopført Kantate 194 ”Höchsterwünschtes Freudenfest”. Der fandt muligvis en senere opførelse sted af Kantate 39 på tilsvarende søndag i 1732. På det tidspunkt befandt en større gruppe protestantiske flygtninge sig i Leipzig, som var blevet drevet på flugt fra Salzburg. Dette forhold, kombineret med kantatens opfordring til at dele med den fremmede og dem som intet har, har givet kantaten tilnavnet ”Flygtningekantaten”. Det er da også det seneste års flygtningestrømme til Europa, som er anledningen til, at vi i Enghave Barok syntes, det var på sin plads at programsætte netop denne kantate, som ihukommelse af dens aktuelle budskab.
Kantatens tekst har Bach hentet fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704)*, som i dag tilskrives Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen. I løbet af 1726 fremførte Bach hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer alle fra førnævnte samling, og tilsyneladende lod Johann Sebastian sig inspirere af sin grandfætters værker, for hele syv kantater fra denne Leipzig-årgang deler tekster og opbygning med Johann Ludwigs. Disse kantater falder alle i to afsnit – et før, og et efter prædiken – som hver bygger på henholdsvis det gamle og det ny testamente: Del 1: Kor (GT) – recitativ – arie, Del 2: recitativ (NT) – arie – recitativ – koral.
Åbningskoret er et lille mesterværk i sig selv. Det falder i tre overordnede afsnit som hver knytter sig til et tekstled fra Esajas Bog 58, 7-8. Det er værd at bemærke, at teksten her er let omskrevet. Hvor det gammeltestamentlige citatet lyder ”Du bryder dit brød til de sultne…” bringes det her i bydeform: ”Bryd dit brød til de sultne…” At dele sit brød med de fattige, og at give husly til de hjemløse bliver således en konkret kristen fordring, sidestillet med den som Jesus selv giver i bl.a. Næstekærlighedsbuddet og Bjergprædiken. Satsen åbner – ikke tilfældigt – med akkorder, som brydes nedad gennem instrumentgrupperne. Først blokfløjterne, så oboerne, og så strygerne. Dette brudte motiv munder ud i en vederkvægende legato-sekvens, før koret sætter ind, med det indledende motiv som akkompagnement. Ud af dette motiv springer en fuga mellem sangstemmerne, mens orkesteret fortsætter det tørre brudte mønster. Stemmerne mødes sluttelig i homofoni, førend åbningen gentages, og hele afsnittet dermed danner sin egen lille A-B-A form. I det følgende afsnit skifter taktarten fra 3/4 til 4/4. Temaet til dette korte afsnit deles, ligesom teksten, op i to: først som spørgsmål: ”Ser du en nøgen” fulgt af svaret: ”så klæd ham på”. Til satsens sidste del skiftes atter taktart, nu til den hurtigere og dansante 3/8-takt. Og det er da også himmerigets salighed vi får i sigte i de to afsluttende fugagennemføringer: ”Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår vil hurtig læges, din retfærdighed går forud for dig, og Herrens herlighed er bag dig”.
I bassens recitativ fortsættes denne tanke. Ved at efterfølge Herrens eksempel og udvise samme gavmildhed, som han har vist os, nærmer vi os himmeriget: ”Barmhjertigheden, som hviler på den næste, kan mere end nogen gave trænge sig ind til Hans hjerte”. Det samme gør sig gældende i altens arie: At udvise gavmildhed og næstekærlighed er at sammenligne med at så, for derefter at kunne høste i himlen: ”Hans barmhjertighed at efterfølge, strør sæd ud her, som vi vil høste dér”. Netop ordet strø viser Bach ved at lade alt-sangeren sprede ordet ud, alt imens kornene, som først kastes op og siden lander på marken, illustreres med store spring; først opadgående og derefter nedadgående, i obo og violin.
Anden del åbnes med det nytestamentlige citat. Men det bringes her ikke i form af et recitativ, som det gør sig gældende for de øvrige kantater til tekster fra Meiningen-samlingen, men derimod i en sats, hvis stil ligger mellem arioso og arie. Med valget af bas-sangeren til denne tekst fra Hebræerbrevet 13, 16: ”Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i” skaber Bach indtrykket af, at det her er Jesus selv, som taler.
I den følgende arie er vi endelig hensat til himmelen med to unisone fløjter, og med sopranen, som overfor Herrens åsyn ønsker at fremstå taknemmelig. Men Herren ønsker intet offer. ”Hvordan skal jeg da, o Herre, tilbagebetale dig tilstrækkeligt?” fortsætter alten i sit afrundende accompagnato recitativ med strygerledsagelse. ”Jeg har intet andet end min sjæl at give dig. Ønsket om at være min næste til tjeneste. Til den fattige, at give, hvad du har bevilget mig…”
I den afsluttende firestemmige koral opsummeres kantates næstekærlighedsfordrende budskab i et vers af salmen ”Freu dich sehr, o meine Seele”, med klar reference til Jesu bjergprædiken: ”Salige er de, som forbarmer sig over den fremmedes nød”.

* De syv kantater til tekster fra denne samling er BWV 17, 39, 43, 45, 88, 102 og 187.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering