BWV 86 »Wahrlich, wahrlich, ich sage euch«

Bach skrev kantaten Wahrlich, Warhlich ich sage euch til Rogate søndag 14. maj 1724 som del af sin første kantateårgang i Leipzig. Kantaten deler sin overordnede struktur (dictum, arie, koral, recitativ, arie, koral) med den kantate, som Bach skrev ugen forinden, Wo gehest du hin? (BWV 166), og det er derfor nærliggende at formode, at de to kantater havde samme tekstforfatter.

Evangelielæsningen til Rogate søndag er et uddrag af Jesu bortgang, Johannesevangeliet 16, 23-30, hvor Jesus taler til sine disciple om bøn:

”Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

Hans disciple sagde: ”Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

Rotate søndags fokus på bøn går igen i den ukendte librettists tolkning af læsningen. Jesu ord ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” bliver sat i perspektiv i forhold til erfaringerne fra det kristne dagligliv, hvor den troende kan tvivle på bønnens umiddelbare virkning. Librettistens opbyggelige konklusion er dog, at kun Gud kender det rette tidspunkt for sin hjælp, hvorfor den kristne skal være vedholdende i håbet og troen.

Kantaten indledes med et dictum fra evangelielæsningen, hvor bas-sangeren som Vox Christi ledsages af strygere og oboer i en arioso. Satsen er usædvanlig i sin stramme polyfoni i stile antico, og har næsten karakter som en instrumenteret 5-stemmig motet.

I den følgende arie ser alten Jesus’ ord fra den troende sjæls perspektiv, hvor tvivlen symboliseres som stikkende torne: ”Ich will doch wohl Rosen brechen, wenn mich gleich die Dornen stechen.” (Jeg vil dog plukke roser, selv om tornene stikker mig.) Alten ledsages af en ekvilibristisk violinstemme præget af arpeggioer, som illuderer rosengrenenes torne, mens altsangeren reagerer på tornenes stik med staccaterde spring. I ariens B-del udtrykker alten dog tillid til, at bønnerne når Guds hjerte og han vil holde sit ord.

Kantatens tredje sats er en dansant koralfantasi i 6/8 over Georg Grünwald’s salme “Kommt her zu mir, spricht Gottes Sohn” (1530) for sopran ledsaget af to oboer og continuo. Salmeverset bekræfter, at Gud holder sit ord, og det samme gør tenoren i sit følgende recitativ: ” Denn was er zusagt, muss geschehen, dass man daran kann seine Lust und Freude sehen.” (For hvad Han lover, det må ske, så man kan glædes derved.) Recitativet fungerer som overledning til kantatens sidste arie for tenor og strygere. Arien er skrevet i en folkloristisk dansant stil med den franske bondedans Gavotte som forbillede, og er forløsende i sin sikkerhed på Guds hjælp, om end den måske synes at komme sent: ”Gott hilft gewiss; wird gleich die Hilfe aufgeschoben, wird sie doch drum nicht aufgehoben.” (Gud hjælper helt sikkert; om end hjælpen udsættes, forsvinder den ikke.)

Kantaten rundes af med 11. vers af Paul Speratus salme “Es ist das Heil uns kommen her” (1524), som opfordrer til at bevare tilliden til Gud, da kun han kender den rette tid for sin hjælp: ”Er weiß wohl, wenn’s am besten ist, Und braucht an uns kein arge List; Des solln wir ihm vertrauen” (Han ved vel, hvornår det er bedst og er ikke ude på at narre os; den tillid skal vi have til Ham.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering