BWV 85 »Ich bin ein guter Hirt«

Kantate 85 er skrevet i 1725 til 2. søndag efter påske og tager udgangspunkt i Johannesevangeliet. Her med Jesu ord fra evangelielæsningen til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16: ”Jeg er den gode hyrde, der giver sit liv for fårene”. Med disse ord åbnes kantaten af bassen – den traditionelle Vox Christi – med en underliggende koncertant sats for hyrdens instrument: oboen.

I kantatens anden sats forklarer kontratenoren – nu med den anonyme tekstforfatters ord – at Jesus med sin lidelse og død er hyrden, som ofrede sig for sin flok. Som obligat instrument valgte Bach i 1725 det sonore taille-instrument violoncello piccolo, men har ved andre lejligheder ladet stemmen spille af en violin. Det er sandsynligt, at Bach har haft en særlig dygtig musiker på violoncello piccolo til rådighed i denne periode af 1725, for i tiden mellem påske og pinse 1725 gør han brug af instrumentet hele fem gange.

I tråd med hyrde-allegorien følger nu et vers af Cornelius Beckers tyske gendigtning af Psalme 23: ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”, der synges af sopranen i en let udsmykket form. Omkring sopranens koralmelodi har Bach vævet en triosonatesats mellem continuogruppen og to pastorale oboer.

Tenoren redegør i kantatens eneste accompagnato-recitativ på forskellen mellem lejesvenden og den gode hyrde: mens lejesvenden vil sove og lade ”der höllenwolf” (helvedesulven) gå på rov blandt fårene, vil denne hyrde (Jesus) lade ulven få sin vrede at føle. Recitativet følges af kantatens måske mest inspirerede arie. Med den pastorale taktart 9/8 refererer Bach igen til kantatens tematik. Hyrdens offervilje bindes sammen med det offer Jesus gjorde på korset. Først med den beroligende musik til ordene ”Seht, was die Liebe tut!” (Se dog, hvad kærligheden gør!) efterfulgt af B-deles formindskede melismer til teksten ”Und hat am Kreuzesstamm vergossen für sie sein teures Blut” (og har på korset udgydt sit dyrebare blod for dem).

Kantaten afsluttes med en firestemmig udsættelse af salmen ”Ist Gott mein Schutz und treuer Hirt” (Når Gud er mit værn, min trofaste hyrde), som bl.a. byder på en magisk skuffende kadence hen imod slutningen til ordene: ”Ich habe Gott zum Freunde” (Gud er min ven).

I perioden mellem Påskedag og Trinitatis søndag var der på Bachs tid tretten helligdage, hvoraf der i dag kendes kantater til de 12. De tolv kantater er følgende, nævnt i kirkeårets rækkefølge: BWV 6, 42, 85, 103, 108, 87, 128, 183, 74, 68, 175 og 176. Af disse tolv bygger de ti på læsninger fra Johannesevangeliet. Kun BWV 6 til 2. påskedag og BWV 128 til Kristi Himmelfart bygger på andre tekstgrundlag, da evangelielæsningerne til pågældende dage er af hhv. Lukas og Markus. Man kan læse mere om dette emne i Eric Shafes bog J. S. Bach’s Johannine Theology: The St. John Passion and the Cantatas for Spring 1725.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering