Kantate 39 ”Brich dem Hungrigen dein Brot” er skrevet til første søndag efter Trinitatis. Den havde sin førsteopførelse 23. juni 1726 og hører dermed til Bachs tredje kantateårgang. Søndagen inden, på Trinitatis Søndag 16. juni, havde Bach genopført Kantate 194 ”Höchsterwünschtes Freudenfest”. Der fandt muligvis en senere opførelse sted af Kantate 39 på tilsvarende søndag i 1732. På det tidspunkt befandt en større gruppe protestantiske flygtninge sig i Leipzig, som var blevet drevet på flugt fra Salzburg. Dette forhold, kombineret med kantatens opfordring til at dele med den fremmede og dem som intet har, har givet kantaten tilnavnet ”Flygtningekantaten”. Det er da også det seneste års flygtningestrømme til Europa, som er anledningen til, at vi i Enghave Barok syntes, det var på sin plads at programsætte netop denne kantate, som ihukommelse af dens aktuelle budskab.
Kantatens tekst har Bach hentet fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704)*, som i dag tilskrives Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen. I løbet af 1726 fremførte Bach hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer alle fra førnævnte samling, og tilsyneladende lod Johann Sebastian sig inspirere af sin grandfætters værker, for hele syv kantater fra denne Leipzig-årgang deler tekster og opbygning med Johann Ludwigs. Disse kantater falder alle i to afsnit – et før, og et efter prædiken – som hver bygger på henholdsvis det gamle og det ny testamente: Del 1: Kor (GT) – recitativ – arie, Del 2: recitativ (NT) – arie – recitativ – koral.
Åbningskoret er et lille mesterværk i sig selv. Det falder i tre overordnede afsnit som hver knytter sig til et tekstled fra Esajas Bog 58, 7-8. Det er værd at bemærke, at teksten her er let omskrevet. Hvor det gammeltestamentlige citatet lyder ”Du bryder dit brød til de sultne…” bringes det her i bydeform: ”Bryd dit brød til de sultne…” At dele sit brød med de fattige, og at give husly til de hjemløse bliver således en konkret kristen fordring, sidestillet med den som Jesus selv giver i bl.a. Næstekærlighedsbuddet og Bjergprædiken. Satsen åbner – ikke tilfældigt – med akkorder, som brydes nedad gennem instrumentgrupperne. Først blokfløjterne, så oboerne, og så strygerne. Dette brudte motiv munder ud i en vederkvægende legato-sekvens, før koret sætter ind, med det indledende motiv som akkompagnement. Ud af dette motiv springer en fuga mellem sangstemmerne, mens orkesteret fortsætter det tørre brudte mønster. Stemmerne mødes sluttelig i homofoni, førend åbningen gentages, og hele afsnittet dermed danner sin egen lille A-B-A form. I det følgende afsnit skifter taktarten fra 3/4 til 4/4. Temaet til dette korte afsnit deles, ligesom teksten, op i to: først som spørgsmål: ”Ser du en nøgen” fulgt af svaret: ”så klæd ham på”. Til satsens sidste del skiftes atter taktart, nu til den hurtigere og dansante 3/8-takt. Og det er da også himmerigets salighed vi får i sigte i de to afsluttende fugagennemføringer: ”Da skal dit lys bryde frem som morgenrøden, og dit sår vil hurtig læges, din retfærdighed går forud for dig, og Herrens herlighed er bag dig”.
I bassens recitativ fortsættes denne tanke. Ved at efterfølge Herrens eksempel og udvise samme gavmildhed, som han har vist os, nærmer vi os himmeriget: ”Barmhjertigheden, som hviler på den næste, kan mere end nogen gave trænge sig ind til Hans hjerte”. Det samme gør sig gældende i altens arie: At udvise gavmildhed og næstekærlighed er at sammenligne med at så, for derefter at kunne høste i himlen: ”Hans barmhjertighed at efterfølge, strør sæd ud her, som vi vil høste dér”. Netop ordet strø viser Bach ved at lade alt-sangeren sprede ordet ud, alt imens kornene, som først kastes op og siden lander på marken, illustreres med store spring; først opadgående og derefter nedadgående, i obo og violin.
Anden del åbnes med det nytestamentlige citat. Men det bringes her ikke i form af et recitativ, som det gør sig gældende for de øvrige kantater til tekster fra Meiningen-samlingen, men derimod i en sats, hvis stil ligger mellem arioso og arie. Med valget af bas-sangeren til denne tekst fra Hebræerbrevet 13, 16: ”Glem heller ikke godgørenhed og gavmildhed; det er den slags ofre, Gud finder behag i” skaber Bach indtrykket af, at det her er Jesus selv, som taler.
I den følgende arie er vi endelig hensat til himmelen med to unisone fløjter, og med sopranen, som overfor Herrens åsyn ønsker at fremstå taknemmelig. Men Herren ønsker intet offer. ”Hvordan skal jeg da, o Herre, tilbagebetale dig tilstrækkeligt?” fortsætter alten i sit afrundende accompagnato recitativ med strygerledsagelse. ”Jeg har intet andet end min sjæl at give dig. Ønsket om at være min næste til tjeneste. Til den fattige, at give, hvad du har bevilget mig…”
I den afsluttende firestemmige koral opsummeres kantates næstekærlighedsfordrende budskab i et vers af salmen ”Freu dich sehr, o meine Seele”, med klar reference til Jesu bjergprædiken: ”Salige er de, som forbarmer sig over den fremmedes nød”.

* De syv kantater til tekster fra denne samling er BWV 17, 39, 43, 45, 88, 102 og 187.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 153 ”Schau, lieber Gott, wie meine Feind” er skrevet til søndag efter nytår og havde sin førsteopførelse 2. januar 1724. Dagens epistel er Første Petersbrev 4,12-19 om De kristnes lidelser, mens evangelielæsningen er Matthæusevangeliet 2,13-23 om Josefs flugt til Ægypten, Herodes’ barnemord i Betlehem og familiens tilbagevenden til Israel og Nazaret. Librettisten benytter sig af begge læsninger, samt en række andre bibelcitater, og sammenstiller helt oplagt, den tidlige kristne menigheds pinsler med Herodes barnemord og den lille families landflygtighed.

Bachs første jul i Leipzig 1723/24 må have været en overvældende oplevelse for både menighed og de medvirkende: Juledag 25. december stod Kantate 63 Christen, ätzet diesen tag samt Sanctus i D (BWV 238) på programmet til højmessen og Magnificat (BWV 243a) til vesperen. Anden juledag 26. december Kantate 40 Dazu ist erschinen der Sohn Gottes, Tredje juledag 27. december Kantate 64 Sehet, welch eine Liebe, Nytårsdag 1. januar Kantate 190 Singet dem Herrn ein neues Lied, Første søndag efter nytår 2. januar nærværende Kantate 153 Schau lieber Gott, wie meine feind, og blot fire dage efter på Helligtrekongers dag 6. januar Kantate 65 Sie werden aus Saba alle kommen. Det er ufattelige mængder musik af en ufattelig kvalitet, og selvom Bach givetvis har forberedt sig på højtiden, er der ingen tvivl om, at betragtelige dele af musikken er blevet skrevet undervejs. Desforuden skulle han lede prøvearbejdet – og stemmematerialet skrev jo heller ikke sig selv…

Bachforskeren Alfred Dürr foreslår, at dette arbejdspres og hensynet til Bachs sangere ligger til grund for, at Bach i denne kantate for en sjælden gangs skyld erstatter det sædvanlige åbningskor med en enkel firestemmig koraludsættelse, men jeg er ikke enig i den antagelse. Det er sandsynligvis den samme ukendte librettist, der står bag teksterne til kantaterne 40 og 64 (som blev opført få dage tidligere), da de har det til fælles, at de ligeledes benytter hele tre indlagte koraler. Det er denne af librettisten givne formmæssige struktur, samt Bachs evindelige higen efter at variere og overraske, som ligger til grund for dette valg. Hverken instrumentalister eller sangere bliver i øvrigt skånet i denne intense og dramatiske kantate.

Derimod fungerer David Denickes indledende salmevers som et kort og præcist afsæt:

Se, kære Gud, hvordan mine fjender,
som jeg bestandigt må kæmpe med,
er så snedige og mægtige,
at de let kan overvinde mig.
Herre, hvis din nåde ikke holdt mig oppe,
så kan djævelen, kødet og verden
let styrte mig i ulykke.

Dermed er scenen sat for kantatens problematik: den kristnes lidelser. Alten anråber i det indledende recitativ Gud om hjælp: Jeg bor her blandt lutter løver og drager, og de vil med raseri og grimhed, om kort tid gøre en ende på mig.

Bach sender straks hjælp med de forsikrende ord fra Esajas 41,10: Frygt ikke, for jeg er med dig, udformet som en af de karakteristiske bas-ariosoer med continuo-akkompagnement, som han så ofte benytter til bibel- og Jesuscitater.

Men det til trods er tenoren stadig i store kvaler og fortsætter i et dramatisk recitativ: Ak, men min plage forstørres dag for dag, for mine fjender er så mange, mit liv er deres mål, deres buer er spændt mod mig, de retter deres pile til ødelæggelse, jeg skal dø ved deres hænder. Det afsluttes med en ekspressiv arioso, og en sekvens af formindskede akkorder: hjælp, Hjælper, hjælp! Red min sjæl!

Her følger kantatens anden koral, 5. vers af Paul Gerhardts passionssalme Befiehl du deine Wege, som Bach også senere benyttede i sin Matthæuspassion. Verset forsikrer om, at Gud står fast uanset hvor mange djævle der forsøger at gå imod én.

Dette opildner tenoren til i trods at udfordre elementerne: Storm kun, du tungsindsvejr, vælt I stormfloder løs på mig. Slå I ulykkesflammer sammen over mig, forstyr, I fjender, min ro. Bach benytter hele den franske operas effektregister til denne vanvittige udladning: skarpe punkteringer og hurtige løb i både strygere og continuo, som illustrerer stormen, malmstrømmen og flammehavet.

Som en anden faderskikkelse træder bassen ind på scenen og sætter den kristnes (tenorens) lidelser i relief med dagens evangelielæsning: Jesus var allerede som spæd udsat for langt større farer. Han kom til verden og blev flygtning da Herodes iværksatte myrderiet på de små drengebørn i Betlehem. Men Jesus vil dele himmeriget med hver og én som lider med ham, forsikrer han i den smukke afrundende arioso.

I en let minuet kan alten kaste sorgens og korsets åg af sine skuldre, for alt det vil forsvinde i himmeriget, hvor der er lutter jubel. Arien er befriet for konflikter og dissonanser, og er både stilistisk og stemningsmæssigt en fuldstændig kontrast til den foregående tenorarie. I ariens slutning når vi en næsten eksalteret jubel over udsigten til himmerig, da tempoet skifter til allegro med teksten Der veksler min Jesus lidelsen med salig lyksalighed og evig glæde.

Kantaten afrundes med en sidste firestemmig koraludsættelse, 16.-18. vers af Martin Mollers Ach Gott, wie manches Herzeleid – en salme Bach skrev koralkantaten BWV 3 over godt et år senere, januar 1725 som del af hans koralkantateårgang. Melodiens tredelte takt og forsikringen om Guds beskyttelse, både i livet og i døden, giver en opløftende afslutning på en i øvrigt dramatisk kantate.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering