Kantate 85 er skrevet i 1725 til 2. søndag efter påske og tager udgangspunkt i Johannesevangeliet. Her med Jesu ord fra evangelielæsningen til 2. søndag efter påske, Joh. 10,11-16: ”Jeg er den gode hyrde, der giver sit liv for fårene”. Med disse ord åbnes kantaten af bassen – den traditionelle Vox Christi – med en underliggende koncertant sats for hyrdens instrument: oboen.

I kantatens anden sats forklarer kontratenoren – nu med den anonyme tekstforfatters ord – at Jesus med sin lidelse og død er hyrden, som ofrede sig for sin flok. Som obligat instrument valgte Bach i 1725 det sonore taille-instrument violoncello piccolo, men har ved andre lejligheder ladet stemmen spille af en violin. Det er sandsynligt, at Bach har haft en særlig dygtig musiker på violoncello piccolo til rådighed i denne periode af 1725, for i tiden mellem påske og pinse 1725 gør han brug af instrumentet hele fem gange.

I tråd med hyrde-allegorien følger nu et vers af Cornelius Beckers tyske gendigtning af Psalme 23: ”Herren er min hyrde, mig skal intet fattes”, der synges af sopranen i en let udsmykket form. Omkring sopranens koralmelodi har Bach vævet en triosonatesats mellem continuogruppen og to pastorale oboer.

Tenoren redegør i kantatens eneste accompagnato-recitativ på forskellen mellem lejesvenden og den gode hyrde: mens lejesvenden vil sove og lade ”der höllenwolf” (helvedesulven) gå på rov blandt fårene, vil denne hyrde (Jesus) lade ulven få sin vrede at føle. Recitativet følges af kantatens måske mest inspirerede arie. Med den pastorale taktart 9/8 refererer Bach igen til kantatens tematik. Hyrdens offervilje bindes sammen med det offer Jesus gjorde på korset. Først med den beroligende musik til ordene ”Seht, was die Liebe tut!” (Se dog, hvad kærligheden gør!) efterfulgt af B-deles formindskede melismer til teksten ”Und hat am Kreuzesstamm vergossen für sie sein teures Blut” (og har på korset udgydt sit dyrebare blod for dem).

Kantaten afsluttes med en firestemmig udsættelse af salmen ”Ist Gott mein Schutz und treuer Hirt” (Når Gud er mit værn, min trofaste hyrde), som bl.a. byder på en magisk skuffende kadence hen imod slutningen til ordene: ”Ich habe Gott zum Freunde” (Gud er min ven).

I perioden mellem Påskedag og Trinitatis søndag var der på Bachs tid tretten helligdage, hvoraf der i dag kendes kantater til de 12. De tolv kantater er følgende, nævnt i kirkeårets rækkefølge: BWV 6, 42, 85, 103, 108, 87, 128, 183, 74, 68, 175 og 176. Af disse tolv bygger de ti på læsninger fra Johannesevangeliet. Kun BWV 6 til 2. påskedag og BWV 128 til Kristi Himmelfart bygger på andre tekstgrundlag, da evangelielæsningerne til pågældende dage er af hhv. Lukas og Markus. Man kan læse mere om dette emne i Eric Shafes bog J. S. Bach’s Johannine Theology: The St. John Passion and the Cantatas for Spring 1725.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 104 ”Du Hirte Israel, höre” skrev Bach til opførelse 2. søndag efter Påske 23. april 1724 som del af hans første kantateårgang i Leipzig. Søndagens Epistel er Første Peterbrev 2, 21-25 Formaning til tjenestefolk med Kristus som eksempel, der slutter med ordene: ”For I fór vild som får, men er nu vendt om til jeres sjæles hyrde og tilsynsmand”. Evangelielæsningen er Johannesevangeliets afsnit om Den gode hyrde 10, 11-16: ”Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. … Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene”.

Jesus som den gode hyrde er altså det gennemgående tema for denne kantate. De to solister, tenor og bas, repræsenterer det kristne menneske, som i et pastoralt billedsprog om fåret, der er faret vild og bliver ledt tilbage i folden, længes efter Jesus og himmeriget. Librettisten benytter ikke citater fra selve læsningen, men forholder sig til den gennem en række mere eller mindre tydelige referencer og citater fra både det nye og gamle testamente.

Barokkens billedkunst, poesi og musik havde en forkærlighed for den simple livsførelse, og som sådan blev billedet af Jesus som hyrde et ofte benyttet symbol. I musikken blev hyrdemusikken pastoralen en fast konvention, som er kendetegnet af en rolig tredelt puls i 6, 9, eller 12 ottendedelstakt. Som regel bevæger ottendedelene sig, i perioder, over et orgelpunkt, som en slags drone, ligesom det kendes fra mere primitiv folkemusik, og som oftest indgår én eller flere oboer som pendant til det primitive hyrdeinstrument skalmejen.

Disse kendetegn er alle at finde i åbningskoret, som er orkestreret med tre oboer og strygerledsagelse. Teksten er hentet fra Salmernes Bog 80, 2: ”Lyt, Israels hyrde, du, der fører Josef som en hjord. Du, der troner på keruberne, træd frem i stråleglans”. Korsatsen er homofon i store dele af satsen med retoriske udbrud på höre (lyt) og erscheine (strål). Midtvejs i satsen brydes homofonien med to adskilte fugagennemføringer og dermed skabes en slags udvidet A-B-A form for hele åbningskoret.

”Den højeste hyrde sørger for mig, til hvad nytte er min bekymring?”, spørger tenoren i det følgende recitativ, og fortsætter med to bibelreferencer; først fra Klagesangene 3, 23: ”hver morgen er hyrdens godhed ny”, og sluttelig i en kort arioso: ”Gud er trofast”, som librettisten har hentet fra Første Korinderbrev 10, 13.

I sin følgende arie er tenoren – ligesom tjenestefolkene i dagens Epistel – faret vild: ”Gemmer min hyrde sig for længe, gør vildnisset mig alt for bange. Mine svage skridt skynder sig videre”. De hurtige skridt kan tydeligt høres i de to obostemmer, og på ordet bange skaber Bach et kromatisk nedadgående motiv med en krads harmonik til følge. I ariens B-del forsætter det omfattende ordmaleri. I afsnittet ”Min mund skriger efter dig”, sørger Bach nidkært for hver gang at lægge ordet skriger på en høj tone, til enhver forfængelig tenors fortrydelse… ”Og du, min hyrde, værker i mig et troende Abba gennem dit ord”. Denne sidste sætning i B-delen kræver en særskilt forklaring. Igen har librettisten benyttet et bibelcitat; Galatinerbrev 4, 6: ”Og fordi I er børn, har Gud sendt sin søns ånd i vore hjerter, og den råber: Abba, fader!”, som altså refererer tilbage til dagens læsning fra Johannesevangeliet: ”Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen”.

Bassen overtager nu i et recitativ med en bøn om, at ”den gode hyrde” vil samle os vildfarne på jorden og føre os til sin fold i himlen: ”Ak, lad snart denne vej få ende”. I dette ønske befinder sig en længsel mod døden og himmeriget, som bliver uddybet i den følgende arie: ”Lykkelige flok, Jesu får, verden er jer et himmerig. Her smager I allerede Jesu godhed, og håber endnu på troens pant, efter en sød dødssøvn”. Netop dødssøvnen lægger Bach særlig vægt på med en magisk neapolitansk sekstakkord og den for Bach usædvanlige dynamikbetegnelse pianissimo. Flere af de pastorale satstræk fra åbningskoret er her til stede i denne usædvanlig smukke arie: 12/8-takten, orgelpunktet, oboen osv., men samtidig er der helt udpræget tale om en vuggevise for det vildfarne får, som har fundet hvile hos sin hyrde, og for mennesket, som skal finde Jesus og himmeriget i sin dødssøvn.

Kantaten sluttes med en firestemmig udsættelse af Cornelius Beckers parafrase over en af biblens mest benyttede hyrde-referencer, Salmernes Bog 23: Herren er min hyrde, mig skal intet fattes…

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering