BWV 179 »Siehe zu, dass deine Gottesfurcht nicht Heuchelei sei«

Kantaten Siehe zu, dass deine Gottesfurcht nicht Heuchelei sei skrev Bach til opførelse 11. søndag efter Trinitatis, 8. august 1723, som del af den første kantateårgang i Leipzig. Senere, i slutningen af 1730’erne omarbejdede Bach tre af kantatens satser til sine Missa Brevis. Åbningskoret og tenorarien (1. og 3. sats) kom til at indgå i Messen i G, BWV 236, som henholdsvis Kyrie og Quoniam tu solus, mens den eftertænksomme og smukke sopranarie (5. sats) passende blev genanvendt som Qui tollis i Messen i A, BWV 234.

Dagens evangelielæsning er Lukasevangeliets Lignelse om farisæeren og tolderen, som gik op til templet for at bede. Farisæeren bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.

Kantatens ukendte librettist lægger sig tæt op ad dagens læsning og benytter modsætningen mellem farisæerens og tolderens trosforhold som omdrejningspunkt. Tolderens ydmyge bøn om nåde ses som idealet for den troende, mens farisæerens selvretfærdighed er udtryk for det religiøse forfald, som librettisten genkender fra sin egen tids kristne. Som sådan kan kantatens gennemgående prædiken mod overfladisk hykleri ses som et debatindlæg for den pietistiske strømning indenfor den protestantiske kirke, der var fremherskende i Nordtyskland på Bachs tid, og som plæderede for et mere inderligt og dybfølt trosforhold.

Med en fri omskrivning af Siraks Bog kap. 1, 28-29 åbner kantaten med en gammel-testamentelig formaning mod det hykleriske trosforhold: ”Se til, at din gudsfrygt ikke er hykleri, og tjen ikke Gud med et falsk hjerte.” Åbningskoret er udformet som en motet i gammel stil, en kontra-fuga, hvor hver temaindsats er en omvending af den forrige. En nedadgående kromatisk bevægelse til ordene ”falschem Herzen” (falske hjerter) optræder desuden som et markant ordmalerisk motiv satsen igennem.

Tenoren tordner i sit recitativ med mod nutidens overfladiske kristendom og sammenligner den med den ”lunkne” praksis hos den tidlige kristne menighed i Laodikea (Johannes Åbenbaring kap. 3, 14-22) og af ”opblæste farisæere, som udadtil kalder sig fromme, men som i hjertet rummer stolt selvros.” I den følgende arie udbygges med endnu et lidet flatterende billede på disse kristnes indvendige forfald: ”Sodoms æble, som er fyldt med utøj, og skinner herligt udenpå.” Et billede hentet fra den jødisk-romerske historiker Flavius Josephus.

Som modsætning til farisæeren prædiker bassen for det rette trosforhold, der er symboliseret ved tolderen, og dog med forbehold: ”Ak, bild dig ikke ind, at du af den grund er ren som en engel.” I en afrundende arioso opfordres til at følge tolderens eksempel: ”Bekend ydmygt dine synder for Gud, så kan du finde nåde og hjælp.”

Denne opfordring følges i den følgende arie, som udgør kantatens vendepunktet. Sopranen personificerer sjælen i ydmyg bøn: ”Kæreste Gud, forbarm dig, lad mig se din trøst og nåde”. Satsen intensiveres i ariens B-del med dissonanser og store spring til udpenslende beskrivelser af sjælens pinsler, endnu en gang hentet fra Det gamle testamente: ”Mine synder piner mig som edder (gift) i knoglerne” (Habakkuks Bog kap. 3, 16) og ”Jeg synker ned i det bundløse dynd” (Salmernes Bog kap. 69,3).

Kantaten afrundes med første vers af Christoph Tietzes salme ”Ich armer Mensch, ich armer Sünder” på melodien ”Wer nur den lieben Gott läßt walten” (Hvo ikkun lader Herren råde). Den smukke firestemmige udsættelse understreger salmeversets vigtige betydning dels som ekko af tolderens bøn ved templet: ”Jeg arme menneske, jeg arme synder … forbarm dig over mig”, dels som konklusion på det opbyggelige forløb vi som menighed har gennemgået.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering