BWV 98 »Was Gott tut, das ist wohlgetan«

Kantate 98 Was Gott tut, das ist wohlgetan blev skrevet til opførelse på 21. søndag efter trinitatis, 10. november 1726 i Leipzig. Kantaten er den anden af i alt tre kantater, der tager afsæt i Severus Gastorius’ salmemelodi Was Gott tut, das ist wohlgetan fra 1679 på Samuel Rodigasts tekst. Den første af de tre med værkfortegnelsesnummeret BWV 99 skrev Bach i 1724 som del af sin koralkantate årgang. Ti år senere i 1734/35 skrev Bach på bestilling til et bryllup eller lignende, yderligere en Was Gott tut, das ist wohlgetan koralkantate af per-omnis-versus-typen med værkfortegnelsesnummeret BWV 100.

Bachs tredje kantateårgang i Leipzig adskiller sig fra de to første ved at være sammensat af kantater skrevet over en flerårig periode. Indtil for få år siden har man ikke haft kendskab til librettistens identitet, men i 2014/15 blev Bach-forskeren Christine Blanken opmærksom på en udgivelse af 71 kantatelibretti til kirkeåret udgivet af præsten Christoph Birkmann (1703-1771) under titlen Gott-geheiligte Sabbaths-Zehnden, Nüremberg 1728. Af de 71 libretti stemmer de 21 overens med kantater fra Bachs tredje kantateårgang.

Søndagens læsning er fortællingen om Den kongelige embedsmand i Kapernaum, Johannesevangeliet 4, 47-54:

Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: ”Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: ”I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: ”Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro. Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.

Med udgangspunkt i Rodigasts salme Was Gott tut, das ist wohlgetan tolker Birkmann dagens læsning som en lignelse om sjælens udfrielse i Gud. Som der står i læsningen, kom hele embedsmandens husstand ”til tro” med helbredelsen af familiens søn. Udfrielsen findes altså i selve det at tro. Man kan sige, at det i Birkmanns tolkning af læsningen faktisk er embedsmandens tro på Jesus’ ord, som helbreder hans søn.

Af de tre Was Gott tut, das ist wohlgetan-kantater er BWV 98 kantaten med mindst besætning, hvilket stemmer overens med årgangens afslutning, som fokuserer meget på det personlige trosforhold med flere dialog- og solo-kantater. Åbningskoret er en stryger-båret sats, hvor førsteviolinstemmen spiller den centrale solistiske rolle i satsens ritorneller. De øvrige strygere ledsager med et enkelt akkompagnement, mens oboerne følger de tre øverste sangstemmer.

Violinstemmens ubekymrede tematiske materiale kan høres som illuderede den sjælen mens de gentagne korte retoriske pauser måske kan tolkes som sjælens momentvise tvivl i troen. Severus Gastorius melodi fra 1679 høres som cantus firmus i sopranstemmen mens de tre underliggende stemmer akkompagnerer i en enkel homofon struktur. I de to stollen holdes vokal- og instrumentalensemblerne adskilt for i abgesang at mødes og danne en mere kompleks struktur, hvilket kulminerer i salmens sidste linje, hvor alt, tenor og basstemmerne for første gang udfolder sig i friere polyfoni under sopranens forlængede sluttone. En mesterlig økonomisering med materialet og opbygning til klimaks med satsens slutning.

I kantatens første recitativ gennemgår tenoren en udvikling fra lidelse og længsel mod at blive befriet fra livets kvaler til håb i troen på Gud. Recitativet åbner med kromatik, dissonans og formindskede harmonier men skifter til opadgående bevægelser mod Es-dur til teksten ”Drum will ich meine Zuversicht auf Gott aleine bauen, denn er verläßt die Seinen nicht” (Derfor bygger jeg alene min tillid på Gud, for han forlader ikke sine).

I sopranarien beskrives en tilsvarende udvikling. Arien åbner i c-mol med den obligate obo, som i udstrakte linjer efterligner tårer og suk. ”Hört, ihr Augen, auf zu weinen” (slut med at græde, I øjne) synger sopranen som svar, ”Trag ich dog mit Gedult mein schweres Joch” (Bærer jeg dog med tålmodighed mit tunge åg). I ariens B-del ændres musikkens karakter øjeblikkeligt med tanke på at Gud lever og ikke forlader sine. Satsen skifter til den lyse paralleltoneart Es-dur og ordet lebet udsmykkes i livlige trioliserede bevægelser.

Kantatens teologiske vendepunkt bliver altens recitativ. Alten minder os om Guds store barmhjertighed. Når vi i troen begræder Jesus’ død på korset, vil Gud holde sit ord og forbarme sig over os. Citatet fra Bjergprædiken Matthæusevangeliet 7,7: ”bank på, så skal der lukkes op for jer” kan ses som en nøgle til tolkningen af dagens læsning; at udfrielsen sker i troen på Gud: ”Drum laßt uns aufsofort, wenn in der höchsten Nöten schweben, das Herz zu Gott alleinerheben!” (Lad os derfor fra nu af, når vi svæver i den højeste nød, løfte hjertet til Gud.)

Basariens åbningstema er et let bearbejdet citat af Christian Keymanns salme Meinen Jesum lass ich nicht (1658), som igen stammer fra fortællingen om Jakob i Første Mosebog 32,26: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Med tanke på sikkerheden i troen på Gud er satsen udformet som en dansant Gavotte. Basstemmen ledsages af unisone violiner, hvilket understreger dens afsluttende funktion, og med satsens udadvendte glæde matcher den åbningskorets karakter. Med Keymanns salme som afsæt har arien en dobbeltfunktion som både personligt udsagn fra den kristne sjæl og som erstatning for koralens kollektive kristne menighed.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering