Kantaten Also hat Gott die Welt geliebt blev opført første gang på Anden Pinsedag, 21. Maj 1725, blot få uger efter, at Bach i utide afbrød sit arbejde med den snart komplette cyklus af koralkantater. I foråret etablerede Bach kontakt til nye tekstforfattere, som kunne levere kantate-libretti til den resterende del af årgangen. Valget faldt i første omgang på Christiane Mariane von Ziegler, der var en kendt skikkelse i Leipzigs intellektuelle selskabsliv, som også Bach tog del i.

Bach gjorde brug af i alt 9 kantate-libretti fra von Zieglers hånd gennem april og maj 1725, hvoraf vi i Enghave Barok tidligere har opført kantaterne BWV 87, 103, 128 og 178. Von Ziegler udgav tre år senere, i 1728, sine libretti i en samlet udgivelse under titlen Versuch in gebundener Schreib-Art. Denne udgivelse afslører, at Bach mange steder tog sig endog meget store friheder i processen med at sætte teksterne i musik. Selvom kantaterne formmæssigt afviger markant fra koralkantatecyklussens kantater, indlemmede Bach alligevel to af kantaterne (BWV 128 og 68) i sin mappe med koralkantater til kirkeåret.

Løsnet fra koralkantateformens rammer kunne Bach nu tage sig nye kreative friheder, og (igen) genbruge musikalsk materiale fra sine tidligere ansættelser i Weimar og Köthen. Dette kommer til udtryk i åbningskorets koralfantasi, som markant adskiller sig fra koralkantateårgangens gængse form, ligesom begge kantatens to arier er bearbejdninger fra den såkaldte Jagtkantate (BWV 208), som Bach på foranledning af sin daværende arbejdsgiver i Weimar skrev i anledning af Fyrst Christian af Saxe-Weissenfels’ 31 års fødselsdag 27. februar 1713.

Søndagens evangelielæsning er Johannesevangeliet 3, 16-21:

”For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn. Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde. For enhver, som øver ondt, hader lyset og kommer ikke til lyset, for at hans gerninger ikke skal afsløres. Men den, der gør sandheden, kommer til lyset, for at det skal blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud.”

Von Zieglers libretto tager afsæt i første vers af Salomo Liscows salme Also hat Gott die Welt geliebt fra 1675, som netop åbner med de indledende ord fra søndagens evangelielæsning. Undervejs gennem kantaten indføjer Ziegler flere gange citerer fra dagens epistel- og evangelielæsningen, ikke mindst den store afsluttende korsats, der benytter Johannes 3,17 som et konkluderende dictum for kantaten: ”Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.”

Kantatens åbningskoret er udformet med forbillede i barokdansen Siciliano i 12/8. Sicilianoen er i takt og rytmisk mønster nært beslægtet til hyrdesatsen pastorale og Bachs instrumentering med tre oboer, som følger strygersatsen, giver da også konnotationer til hyrdeinstrument skjalmeje. Cantus firmus er placeret i sopranstemmen, mens de øvrige tre stemmer udformer en frit imiterende polyfon sats. I modsætning til Bachs gængse koralkantater er sopranens cantus firmus her så udsmykket, at den dårligt genkendes som værende Gottfried Vopelius’ salmemelodi. Til teksten ”Der bleibt ewig unverloren” (Forbliver for evigt ikke fortabt) skaber Bach en særegen præ-imitation på én udstrakt tone i de tre underliggende stemmer, førend sopranen sætter ind med sin melodilinje.

Kantatens anden sats er helt unik i Bachs produktion, og er et vidnesbyrd om, hvor sprudlende og ukonventionelt hans kreativitet udfoldede sig på sit højdepunkt. Som nævnt, er arien parodieret fra Jagtkantaten, skrevet 12 år forinden i Weimar, men Bach valgte til lejligheden at skabe en gennemgribende bearbejdelse. Satsen er markeret presto (hurtigt) og udtrykker en jublende glæde over at Jesus’ tilstedevær: ” Mein gläubiges Herze, Frohlocke, sing, scherze, Dein Jesus ist da!” (Mit hjerte fuld af tro, du skal juble, synge, fryde dig, din Jesus er kommet!) I den ny version af arien bliver en violoncello piccolo indført som solo-instrument, ledsaget af continuoet. I forlængelse af sopranens arie bobler glæden over da violin og obo stemmer i og sammen med violoncello piccoloen udformer en livlig og ekvilibristisk terzet som efterspil.

De følgende to satser er tildelt bassen. Først i et recitativ med klare referencer til dagens Epistel; Peters prædiken i Cornelius’ hus fra Apostlenes gerninger 10, 42-48, hvor Peter bekræfter, at enhver, som tror på Jesus, skal få syndsforladelse ved hans navn, hvorefter Helligånden kommer over tilhørerne, som taler i tunger og lovpriser Gud.

Recitativet leder over i arien ”Du bist geboren mir zugute” (Du er født til min fordel). Her lovpriser bassen sin frelse gennem troen på Jesus. I sin oprindelige form fra Jagtkantaten var arien tildelt den allegoriske figur Pan, skovens og hyrdernes gud, hvorfor satsen – ligesom i kantatens åbningskor – er instrumenteret med tre oboer.

Kantaten slutter med en sats i motet-stil, hvor instrumenterne følger sangstemmerne colla parte. Teksten er et citat fra dagens evangelielæsning, og for at understrege at vi er nået til kantatens konkluderende dictum, gør Bach brug af stringent lært polyfoni. Satsen er bygget op som en dobbeltfuga, hvor de to modsatrettede ytringer fra dagens læsning får tildelt hver sit tema. Først skabes en gennemføring over teksten ”Wer an ihn gläubet, der wird nicht gerichtet” (Den som tror på Ham, dømmes ikke), hvorefter en ny gennemføring til teksten ”wer aber nicht gläubet, der ist schon gerichtet” (Den, som ikke tror, er allerede dømt) bliver skabt med første gennemførings kontrapunkt som tema. Stemmerne mødes i homofoni til tekstens sidste linje ”denn er gläubet nicht an den Namen des eingebornen Sohnes Gottes” (fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn). Helt spektakulært markerer Bach satsens sidste linje piano, som var en eftertanke til refleksion.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Bisher habt ihr nichts gebeten in meinem Namen er skrevet til femte søndag efter påske, og havde sin første opførelse 6. maj 1725. Femte søndag efter påske har navnet Rogate søndag, hvilket stammer fra det latiske ord rogare: at bede. Søndagen kaldes derfor også Bønnesøndag, hvor der traditionelt gennemførtes processioner for at sikre den kommende sæsons høst. Denne søndags fokus på bøn har udgangspunkt i dagens evangelielæsning om Jesus’ forudsigelse af sin bortgang fra jorden, Johannesevangeliet 16, 23-30, hvori Jesus byder sine disciple at bede til Faderen i sit navn:

”Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

Hans disciple sagde: ”Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

Kantaten stammer fra perioden umiddelbart efter, at Bach havde måttet afbryde den igangværende koralkantateårgang, som han arbejdede på i 1724-25 – sandsynligvis grundet bortgangen af hans librettist i januar/februar måned 1725. Bach måtte finde nye lokale tekstforfattere til sine kantater, og her faldt valget bl.a. på Christiane Mariane von Ziegler, der var kendt som en central figur i Leipzigs intellektuelle selskabsliv med forbindelse til byens universitet, hvilket også Bach tog del i.

Ziegler benytter to Jesus-citater (dictum) som udgangspunkt for sin tolkning af evangelielæsningen. Først vers 24: ”Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn”, hvilket Ziegler i de følgende satser tolker som et svigt fra de troende, og siden vers 33: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden”, hvilket Ziegler læser således, at selvom de troende har sviget og ikke bedt tilstrækkeligt, vil de alligevel opnå frelse gennem Jesus.

Som så ofte udformer Bach det indledende dictum som en arioso for bassangeren. Her ledsages Vox Christi af strygere og oboer i hvad der, trods den korte form, udvikler sig til at blive en temmelig kompleks fem-stemmig polyfon sats.

Altsangeren repræsenterer i de følgende to satser den troende kristne sjæl. I et kort recitativ reagerer alten med skræk på Jesus’ ord, for mennesket har forsætligt overtrådt Guds bud og bør derfor søge bod gennem andægtig bøn. Den følgende arie er netop udformet som en inderlig bøn: ”Vergib, o Vater, unsre Schuld und habe noch mit uns Geduld, wenn wir in Andacht beten” (Tilgiv, o Fader, vor skyld og hav endnu tålmodighed med os når vi andægtigt beder). Alten ledsages af to obo da caccia’er, som med deres sonore klang i det mørke tenorleje understreger den dybfølte bøn om tålmodighed og forsoning.

Tenorens accompagnato-recitativ er ikke at finde i Zieglers originale libretto, og er sandsynligvis tilføjet af Bachs selv, dels for at undgå en sekvens af tre på hinanden følgende arier, dels for at skabe en passende overledning til det andet dictum, som bliver kantatens teologiske vendepunkt.

Kantatens anden Jesus-arioso er kun ledsaget af continuo-stemmen. Den er noteret c-mol i 3/8 og har en reminiscens af sarabandens tungsindige karakter. Harmonikken er præget af kromatik og formindskede akkorder med udgangspunkt i den indledende linje: ”In der Welt habt ihr Angst” (I har angst i verden). Til ariosoens anden linje ”aber seid getrost” (men vær fortrøstet) skifter satsen til paralleltonearten Es-dur i en opadgående bevægelse, mens den sidste linje ”Ich habe die Welt überwunden” (jeg har overvundet verden) vender tilbage til den forpinte c-mol med Jesus’ lidelseshistorie i erindring.

Kantates sidste arie er en forløsende og rolig siciliano i 12/8. Tenoren ledsages af strygerensemblet og kan lægge angsten og sorgen bag sig med trøst og forløsning i troen på Jesus: ”Ich will leiden, ich will schweigen, Jesus wird mir Hilf erzeigen, denn er tröst’ mich nach dem Schmerz.” (Jeg vil lide, jeg vil tie, Jesus vil anvise mig hjælp, for Han trøster mig efter smerten.)

Kantaten slutter med en firestemmig udsættelse af 9. vers af Heinrich Müllers salme Seelig ist die Seele på melodien til Jesu, meine Freude, som bekræfter Zieglers opbyggelige tolkning af evanglielæsningens fokus på forløsning i bøn og tro: ”Wenn die Pein sich stellet ein, seine Liebe macht zur Freuden Auch das bittre Leiden.” (Når smerten indfinder sig, gør Hans kærlighed også den bitre lidelse til glæde.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Ihr werdet weinen und heulen havde sin første opførelse søndag 22. april 1725 på 3. søndag efter påske som del af Bachs anden kantateårgang i Leipzig. Denne søndag i kirkeåret kaldes traditionelt Jubilate, efter dagens messetekst fra Psalmernes bog 100,1: Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!

Bachs gennemgående tekstforfatter til hans anden kantateårgang – koralkantate-årgangen – var den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653- 1725), som var uddannet i teologi og filosofi. Stübel var en aktiv poet i Leipzig helt frem til sin pludselig død 31. januar 1725. Dermed havde Bach mistet sin tekstforfatter til sit koralkantate-projekt, som af samme grund heller ikke blev fuldendt som den komplette cyklus af koralkantater, som det var tiltænkt. Da der i Leipzig ikke blev opført koncertant kirkemusik – altså kantater – i hele fastetiden fra starten af februar og frem til påske, lå Bachs kantateproduktion stille i over en måned. I den mellemliggende periode etablerede Bach kontakt til nye tekstforfattere, som kunne levere kantatelibretti til den resterende del af årgangen. Valget faldt i første omgang på Christiane Mariane von Ziegler, som var kendt i selskabslivet omkring Leipzigs intellektuelle klasse. Bach gjorde brug af i alt 9 kantatelibretti fra von Zieglers hånd gennem april og maj måned 1725, hvoraf Ihr werdet weinen und heulen er den første. Von Ziegler udgav sine kantate-libretti i en samlet udgivelse i 1728 under titlen Versuch in gebundener Schreib-Art. Denne udgivelse afslører, at Bach tog sig endog meget store friheder i sit arbejde med at sætte teksterne i musik.

Søndagens evangelielæsning er Jesu bortgang fra Johannesevangeliet 16, 16-23:

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: ”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

Evangelielæsningens centrale linjer: ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde” bliver citeret direkte i kantatens første sats. Læsningen tolkes som et billede på den kristnes åndsliv, med fraværet af Jesus som omdrejningspunkt. Von Ziegler følger læsningens modsætning mellem sorg og glæde op af flere opbyggelige antiteser: mellem sygdom og helbredelse og mere grundliggende mellem livet henholdsvis med og uden Jesus.

Bach udnytter også tekstens antitese i den musikalske udformning af kantatens åbningskor. Efter et længere instrumentalt forspil sætter sangstemmerne ind sit tema til teksten ”Ihr werdet weinen und heulen” (I skal græde og klage), som med et septimspring efterligner et hyl, fulgt af et kromatisk nedadgående kontrapunkt. Som tematisk modsætning hertil høres teksten ”aber die Welt wird sich freuen” på det friske tema, som hørtes i orkesterets forspil. Efter den indledende introduktion af de to temaer bearbejdes de i en større fugagennemføring, hvor begge temaer kommer i spil. Satsen afbrydes abrupt af 8 takters secco recitativ for bassangeren over den anden tekstlinje, før yderligere en elaboreret fuga gennemføring afslutter satsen.

I et kort secco recitativ begræder tenoren, at Jesus er gået bort, og at sjælen derfor ikke kan finde frelse. Denne tanke følges op i altens arie, hvor Jesus sammenlignes med en helbredende balsam for sjælen: ”Wer heilt die Wunden meiner Sünden, weil man hier keinen Balsam hat?” (Hvem helbreder mine synders sår, når ingen har balsam?) Alten ledsages af en blokfløjte i en inderlig sørgmodig musik, som udtrykker trøstesløsheden i fraværet af Jesus.

Alten fortsætter i det følgende recitativ, som bliver kantatens teologiske vendepunkt: ”Du wirst mich nach der Angst auch wiederum erquicken” (Du vil efter angsten også vederkvæge mig igen) og slutter i en lang melisme med at fryde sig over at sorgen skal vendes til glæde.

Forløsningen høres straks i den følgende arie, hvor tenoren akkompagneres af det fulde instrumentalensemble, ført an af en triumferende trompet over den kendsgerning, at Jesus atter er vendt tilbage: ”Mein Jesus lässt sich wieder sehen, o Freude, der nichts gleichen kann!” (Min Jesus kommer igen til syne, o uforlignelige glæde!)

Valget af 9. vers af Paul Gerhardts salme Barmherzger Vater, höchster Gott (1653) bliver en rørende afslutning på kantaten, idet, at det er den tilbagevendte Jesus selv, der taler til os, hans børn: ”Ich hab dich einen Augenblick, O liebes Kind, verlassen.” (Jeg forlod dig et øjeblik, du kære barn).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 108 ”Es ist euch gut daß ich hingehe” er skrevet til fjerde søndag efter påske 1725 og hører dermed til gruppen af i alt 10 kantater fra foråret 1725, der har Johannesevangeliet som omdrejningspunkt, startende med anden-opførelsen af Johannespassionen på Langfredag 3. marts og sluttende på Trinitatis søndag 27. maj 1725.

Kantatens tekst består af to citater fra Johannesevangeliet: den indledende basarie og den centrale firestemmige fuga. I de øvrige tekster, som er forfattet af Christiane Mariane von Ziegler, forholder det kristne menneske sig til Jesu ord, i en stræben efter at følge Jesus til himmeriget.

Kantaten åbner med Jesu ord fra Johannesevangeliet 16,7: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort. For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer”. Arien er udformet som en duet mellem bassen – den traditionelle Vox Christi – og obligat obo d’amore med enkel strygerledsagelse.

I de følgende to satser bliver betydningen af dagens tekst fortolket af tenoren til at gælde det kristne menneske, som vil følge Jesus: Først, i en arie med en virtuos obligat soloviolinstemme, udtrykkes overbevisningen om, at Jesus med sin afsked har banet vejen til himlen. Den nagelfaste tro slår Bach fast ved at lade tenoren synge en tre takter lang tone på ordet Glauben, som straks efter overgås af den endnu stærkere troende violin, der holder tonen i hele fire takter! I det følgende recitativ slutter tenoren spørgende ”Ak, er han her ikke allerede?”

Dette spørgsmål leder til kantatens anden citat fra Johannesevangeliet 16,13: ”Men når han kommer, Sandhedens Ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden”. Disse vægtige ord udfolder Bach i en stor firestemmig fuga i tre dele, som et monumentalt svar på tenorens spørgsmål. Alten kan således med vished og ro i sjælen synge sin inderlige arie: ”før mig ad din vej, så jeg i evigheden skuer din herlighed”. Ligesom i tenorens foregående arie, akkompagneres også alten af en virtuos violinstemme med underliggende strygersats. Kantatens to ”menneskelige” arier bliver på den måde forbundet, og spejlet i hinanden.

Kantaten afsluttes med et vers af Paul Gerhardts (1607-1676) salme ”Kommt her zu mir, spicht Gottes Sohn” i en enkel udsættelse for fire stemmer. I versets sidste linje, til ordene ”hvor velsignelsen er”, leder Bach baslinjen kromatisk opad, som en sidste stræben mod himlen. En perfekt afrunding af kantaten, der har netop denne stræben som sit omdrejningspunkt.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bachs koralkantatecyklus blev påbegyndt Trinitatis søndag 1724 og var planlagt til at skulle udgøre hans anden kantateårgang i Leipzig. Det var et storstilet projekt, som forhindrede ham i at genbruge materiale fra Weimar og Cöthen, da hver kantate, både hvad tekst og musik angik, skulle bearbejde en protestantisk salme forbundet til de respektive søndage i kirkeåret. Vi kender ikke med sikkerhed identiteten af librettisten bag Bachs koralkantater, men den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653-1725) er et kvalificeret bud. Stübel var uddannet i teologi og filosofi og var en aktiv poet i Leipzig frem til sin pludselige død 31. januar 1725. Stübels død er formodentlig årsagen til, at Bachs koralkantateproduktion i foråret 1725 helt ophørte, og at årgangen dermed ikke blev færdiggjort som en fuldendt cyklus. Da der i Leipzig ikke blev opført koncertant kirkemusik – altså kantater – i hele fastetiden fra starten af februar, lå Bachs kantateproduktion stille i over en måned frem til påske. Herfra skulle han nu finde nye kantate-libretti til den sidste godt en måned, som var tilbage af årgangen.

Valget faldt på den i Leipzig bosiddende kvindelige poet Christiane Mariane von Ziegler, født Romanus. I perioden fra 22. april og frem til 27. maj komponerede Bach ni kantater med tekster af Ziegler. Zieglers kantate-libretti var dog ikke udformet efter samme stramme koral-baserede koncept, som Stübel havde leveret, og derfor valgte Bach efterfølgende at flytte de fleste af Ziegler-kantaterne over i mappen med kantater til 3. årgang. To kantater forblev dog i koralkantateårgangen: kantaterne Also hat Gott die Welt geliebt (BWV 68) og nærværende kantate Auf Christi Himmerfahrt allein (BWV 128), som blev opført på Kristi Himmelfartsdag, torsdag 10. maj 1725.

Dagens Evangelielæsningen er fortællingen om Den opstandne Jesus og disciplene fra Markusevangeliet 16, 14-20:

”Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Ziegler forholder sig ikke specifikt til dagens evangelielæsning. Billedet af Jesus, som sætter sig ved Guds højre hånd, bliver dog brugt som et centralt tilbagevendende motiv gennem kantaten. I tråd med koralkantate-konceptet tager Ziegler derimod udgangspunkt i det indledende salmevers, første vers af Josua Wegelins Auf Christi Himmelfahrt allein, som i kantaten benyttes i Ernst Sonnemanns bearbejdning fra 1661. Tanken om Jesus’ opstandelse bliver afsæt for et ønske om at følge med ham til himmels, for dér at kunne stå ansigt til ansigt med Jesus. I konfrontationen med Kristus ser Ziegler en forbindelse mellem Kristi Himmelfart og Dommedag, hvilket bliver et væsentligt aspekt i kantatens teologiske tolkning.

Åbningskoret følger koralkantateårgangens mest almindelig forskrift, med et instrumentalt ritornel omkring sopranens cantus firmus og de øvrige sangstemmer i kommenterende polyfoni. I anledning af himmelfarten supplerer Bach sit sædvanlige ensemble med to horn, der spiller op imod oboer og strygere, som en festlig concerto grosso.

Tenoren melder sig klar til at følge med Jesus og forlade denne verden: ”Ich bin bereit, komm, hole mich! Hier in der Welt ist Jammer, Angst und Pein.” (Jeg er beredt, kom, hent mig! Her i verden er jammer, angst og smerte.) Han ser frem mod at blive forklaret og stå ansigt til ansigt med Gud, ligesom vi læser det i Paulus’ berømte brev om Kærligheden: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.”

Bassen udbasunerer budskabet om, at Jesus med sin himmelfart nu sidder ved Guds højre hånd og ledsages naturligvis af trompet: ”Auf, auf, mit hellem Schall verkündigt überall: Mein Jesus sitzt zur Rechten!” (Op, op, med høj lyd forkynd overalt: Min Jesus sidder på min højre side!) I von Zieglers egen udgivelse er arien adskilt fra det følgende recitativ, men Bach kombinerer de to tekster, og lader recitativet indgå som et selvstændigt afsnit af arien, så den bliver udvidet til en A-B-C-A form. I det reflekterende recitativ ønsker han allerede nu, at kunne flytte ind i himlen: ”O könnt ich im voraus mir eine Hütte bauen!” (O, kunne jeg i forvejen bygge mig en hytte!) Han tager sig dog i det, og har en retorisk samtale med sig selv, hvori han indser, at han ikke begriber omfanget af Guds almægtighed og himmelfartens under: ” Wohin? Vergebner Wunsch! Er wohnet nicht auf Berg und Tal, Sein Allmacht zeigt sich überall” (Hvor? ubesindige ønske! Han bor ikke på bjerg eller i dal, hans almagt viser sig overalt.)

I modsætning til bassens og trompetens ekstroverte udbasunering af himmelfarten er duetten mellem alt og tenor udpræget introvert. Den sonore obo d’amore ledsager den sagtmodige 6/8-sats i h-mol i en forundret reflektion over himmelfartsunderet: ”Sein Allmacht zu ergründen, wird sich kein Mensche finden, mein Mund verstummt und schweigt.” (Hans almagt kan intet menneske begribe. Min mund tier og forstummer.) I ariens B-del parafraserer Ziegler over helgen Stefanus’ ord i Apostlenes Gerninger 7, 56 umiddelbart før han blev stenet ihjel: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.”

Billedet af Jesus siddende ved Guds højre hånd kender vi også fra trosbekendelsen og ved, at han derfra “skal komme at dømme levende og døde”. Der er således en tæt forbindelse mellem himmelfarten, hvor Jesus farer op, og dommedag, hvor Jesus kommer tilbage på jorden og fælder dom over vore gerninger. Ziegler får elegant dette perspektiv knyttet til himmelfarten hvilket bekræftes med valget af 4. vers af Matthäus Avenarius’ salme O Jesu, meine Lust, som afsluttende koral, der lyder: “Alsdenn so wirst du mich zu deiner Rechten stellen und mir als deinem Kind ein gnädig Urteil fällen.” (Derfor vil Du stille mig på Din højre side og fælde en nådig dom over mig som Dit barn.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 176 ”Es ist ein trotzig und verzagt Ding” er komponeret i 1725. Teksten stammer fra et digt af Christiane Mariane von Ziegler (1695-1760). Digtet tager udgangspunkt i fortællingen om Nicodemus, et fremtrædende medlem af jødernes råd, som kun turde opsøge Jesus om natten, af frygt for at de andre jøder skulle se ham sammen med Jesus (Johannesevangeliet 3,1). Dette menneskelige karaktertræk beskriver digteren i første sats: Der er trods og modløshed i alle hjerter – en let omskrivning af profeten Jerimias’ bog 17,9. Bemærk hvordan Bach understreger dobbeltheden i temperamentet ved et energisk, lidt firkantet, opadgående tema til at ledsage trodsigheden og et faldende, kromatisk motiv til modløsheden.

Den stillestående sol, som nævnes i anden sats, kan man læse om i profeten Josvas bog 10,12, hvor det berettes om solen, der stod stille i Gibeon, indtil Amoritternes hær var overvundet.

Tredje sats er, inspireret af teksten, let og lys i karakteren, som en tydelig kontrast til den kraftfulde åbningssats. Bemærk hvordan Bach på ordet Ruhe (hvile) lader solisten ligge længe på samme tone, medens ”lyset”, hvis afslørende kraft Nicodemus frygter, strømmer ubekymret videre fra strygerne.

I fjerde sats lader digteren Nicodemus tale til Jesus. Satsens sidste ord (hentet fra Johannesevangeliet 3,16), ”ingen fortabes, som blot tror på dig”, har Bach selv tilføjet og givet ekstra vægt ved at lade satsen slå over i en arioso, hvis længde overstiger hele den forudgående sats.

I femte sats understreger temaet, ligesom i første sats, teksten ved en energisk opadgående figur på ”Lad dig opmuntre” efterfulgt af en langsommere nedadgående figur på ”du ængstelige sjæl”.

Teksten til den afsluttende koral (sjette sats) er skrevet i 1653 af Paul Gerhardt (1607-76).

© Enghave Barok - gengivelse tilladt med tydelig kildehenvisning