BWV 113 »Herr Jesu Christ, du höchstes Gut«

Herr Jesu Christ, du höchstes Gut hørtes første gang 20. august 1724. Kantaten er skrevet til 11. søndag i Trinitatis og tager udgangspunkt i søndagens bodssalme af teologen Bartholomäus Ringwaldts (1530-1599) fra 1588. Som det gælder for hele koralkantateårgangen 1724-25, er salmens første og sidste vers gengivet i sin oprindelige form (1. og 8. sats), mens de øvrige vers er bearbejdet til recitativer og arier. Nærværende kantate afviger dog fra dette mønster ved, at både det 2. og 4. vers høres i sin helhed, i 2. sats som cantus firmus og i 4. sats som del af et recitativ med kommenterende indskudte linjer.

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om farisæeren og tolderen, Lukasevangeliet 18, 9-14:

”Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: ”To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder. Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.””

Tolderens udsagn: ”Gud, vær mig synder nådig!” er centrum for salmens og librettoens tolkning af evangelieteksten. Således drejer kantaten sig omkring indsigten i og accepten af menneskets syndighed og om frelsen i Jesus, som gennem sin lidelse og død har taget synden på sig, og tager synderen til sig i nåde.

Usædvanligt for Bachs åbningskoraler fra denne årgang er koralharmoniseringen i åbningskoret holdt til en enkel firestemmig harmonisering, helt uden polyfoni eller imitationer sangstemmerne imellem. Til denne smukke koralfantasi har Bach transformeret salmemelodien fra den oprindelig 4/4-takt til 3/4, hvilket igen danner grundlag for den akkompagnerende orkestersats i en adstadig 3-delt fransk hofdans, inspireret af en Sarabande eller langsom Courante. Orkestret er opdelt i to grupper med hver sin funktion: de to oboer udgør sammen med continuo-gruppen en trio som bærer ritornellets motiviske materiale, mens strygerne primært har en akkompagnerende rolle, dog med førsteviolinens sektendedele som et fortløbende perpetuo mobile gennem satsen. Vokalharmoniseringens tætte dissonanser understreger menneskets indsigt i sin egen syndighed: ”Sieh doch, wie ich in meinem Mut mit Schmerzen bin beladen, und in mir hab der Pfeile viel die im Gewissen ohne Zahl mich armen Sünder drücken.” (Se dog, hvordan jeg i mit sind er tynget af smerte og i mig har mange pile, som i min samvittighed uden mål tynger mig arme synder.”

Kombinationen af ekspressiv dissonerende stemmeføring og den stiliserede, sørgmodige franske orkestersats gør, at åbningskoret, sin relative enkelthed til trods, svinger sig op blandt årgangens fineste og mest inderlige.

Altens cantus firmus ledsages af to violiner og continuo i en koral-type, som ligner de koraler, Bach sidenhen lod udgive for orgel, de såkaldte Schübler-koraler. Altens koral er uden udsmykninger, mens violinstemmen med et nedadgående ottendedelsmotiv fulgt af en opadgående sekstendedelsbevægelse synes at illudere den ”syndens byrde”, som har tynget hjertet, men som Jesus, gennem lidelse og død, har taget på sig: ”Dieweil du sie gebüßet hast am Holz mit Totesschmerzen, auf daß ich nicht für großen Weh in meinen Sünden untergeh.” (Du har gjort bod på korset med dødssmerter, så jeg ikke i stor smerte går til grunde i mine synder).

Bassens arie er udformet som en trøstende patorale i G-dur. To sonore hyrdeinstrumenter, obo d’amorer, ledsager bassangeren, som står ved at han dagligt handler imod Gud, men har fundet trøst i Jesu ord: ”So quält mich Zittern, Furcht und Pein. Ich weiß daß mir das Herz zerbräche, wenn mir dein wort nicht Trost verspräche.” (Så plages jeg af skælven, frygt og pine. Jeg ved, at mit hjerte ville briste, hvis dit Ord ikke lovede mig trøst.) Ordet gewandelt (vandrer) høres som lange løbende melismer, mens Zittern, Furcht und Pein (skælven, frygt og pine) udpensles i kromatiske bevægelser.

Arien følges op af et længere koral-recitativ, hvor bassen i koral-afsnittende ledsages af en tilbagevendende ostinat figur i contiuoet, mens recitativerne er holdt til secco-akkompagnement.

Recitativet udgør kantatens vendepunkt, hvor den kristne sjæl har fundet trøst og frelse i Jesus’ ord: ”Das jammervolle Herz empfinden nun nach tränenreichem Schmerz den hellen Schein von Jesu Gnadenblicken. Sein Wort hat mir so vielen Trost gebracht, daß mir das Herze wieder lacht.” (Det jamrende hjerte mærker nu efter tårevædet smerte skinnet fra Jesu nådige blik. Hans ord har bragt mig så megen trøst, at mit hjerte igen kan le.)

Således frelst kan tenoren udfolde sig i en let og forløst arie, hvilket bliver sammenfattet i den sidste linje: ”Dein sünd ist dir vergeben!” (Din synd er dig forladt!) Bach benytter her fløjten som obligat instrument, og det er oplagt, at den i denne sammenhæng symboliserer den frigjorte sjæl, der i sin nyerhvervede frelse, med lethed bevæger sig i de højere luftlag. Arien er noteret i 4/4, men under hver tre-takters perioder mærkes latent en 3/2-takt, hvilket giver satsen en klar dansant undertone.

I forlængelse af sin arie fortsætter tenoren i et akkompagnato-recitativ: ”Der Heiland nimmt die Sünder an, wie lieblich klingt das Wort in meinem Ohren!” (Frelseren tager imod synderen: hvor lifligt lyder det i mine ører!) Recitativet refererer undervejs til flere skriftsteder, men vigtigst af disse er recitativets højdepunkt, som henviser direkte til dagens læsning om tolderen: ”Wie der bußfertge Zöllner treten und mit demütigem Geist: Gott sei mir gnädig! Beten” (På dette ord vil jeg, som den bodfærdige tolder, træde frem for Dig og i ydmyghed bede ”Gud, vær mig nådig!”)

Bemærkelsesværdigt for kantatens afrundende duet mellem sopran og alt er, at den hverken har forspil eller mellemspil. Duetten har funktion som en blanding af bøn og lovsang, og er holdt i en stringent imiterende form, hvilket igen stemmer overens med dens fordring om, at leve efter Guds ord.

Kantaten slutter med en enkel firestemmig koraludsættelse, hvis abgesang opsummerer kantatens overordnede budskab: ”Und nimm mich einst, wenn dirs gefällt, in wahrem Glauben von der Welt zu deinem Auserwählten!” (Og tag mig engang, når det behager Dig, i sand tro, fra verden til Dine udvalgte.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering