Kantaten Sehet, welch eine Liebe blev skrevet til 3. juledag 1723 som en del af Bachs første jul i Leipzig. Indenfor julens tretten dage, fra 1. juledag 25. december til og med Helligtrekonger 6. januar 1724, begavede Bach menigheden med ikke mindre end seks nye kantater, et Magnificat (BWV 243a) samt et Sanctus i D (BWV 238). Sehet, welch eine Liebe hører til en gruppe af kantater, som blev til i løbet af november-december 1723 og januar 1724, og som må formodes at have haft samme tekstforfatter, hvis identitet vi desværre ikke kender i dag. Denne gruppe kantater følger formmæssigt samme mønster: bibelord – recitativ – koral – arie – recitativ – arie – koral. Nærværende kantate adskiller sig fra dette mønster ved tilføjelsen af yderligere en koraludsættelse (2. sats) som en variation af ovenstående form.

Dagens læsning er indledningen til Johannesevangeliet 1, 1-14:

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Kantatens tekstforlæg er en bearbejdelse af en libretto af Johann Knauer. Knauer skrev en samling kantatelibretti til kirkeåret, som blev opført i den nærliggende by Gotha i 1720-21, bl.a. til musik af Bachs gode bekendte Gottfried Heinrich Stölzel, og enten Bach selv eller hans librettist i Leipzig må have haft adgang til Knauers tekster. Librettoen refererer ikke til dagens evangelielæsning. Den tager i stedet afsæt i julefejringen og en taknemmelighed over at Gud har sat sin søn i verden for vores frelses skyld. Glæden over Jesus’ fødsel og Guds kærlighedshandling fører til en længsel mod frelsen i himmerig med en dertilhørende afvisning af det jordiske. Den direkte sammenhæng mellem julefejring og dødslængsel kan være svært at følge for den nutidige lytter, men er ikke desto mindre almindelig logik i 1700-tallets protestantiske teologi.

Som det er almindeligt for Bach, gør han brug af gammel kontrapunktisk motet-stil til kantatens indledende bibelord, i dette tilfælde fra Johannes’ første brev 3,1: ”Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget, daß wir Gottes Kinder heißen.” (Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn!) Orkestret spiller ingen selvstændig rolle i satsen, men følger sangstemmerne fra begyndelse til ende. Det indledende ord Sehet, er udformet som et udråb på en nedadgående kvint, og bliver et karakteristisk kendetegn for indledningskoret.

Parret til åbningskoret følger nu det syvende og sidste vers af Martin Luthers salme Gelobet seist du, Jesu Christ, i en enkel firestemmig koraludsættelse. Verset udtrykker ligesom åbningskoret glæde og taknemmelighed for Guds kærlighedshandling ved at sætte sin søn i verden for vores frelses skyld: ”Das hat er alles uns getan, sein groß Lieb zu zeigen an” (Det har han alt gjort mod os for at vise sin store kærlighed.)

Herfra ændrer kantaten markant fokus. I sit recitativ afsværger alten denne verdens forgængelige goder til fordel for himmerigets evige frelse: ”Geh, Welt! behalte nur das Deine … Der Himmel ist nun meine, an diesem soll sich meine Seele laben.” (Gå væk, Verden! behold blot dit … Himlen er nu min, den skal min sjæl frydes ved.)

Altens recitativ leder direkte over i første vers af Georg Michael Pfefferkorns salme Was frag ich nach der Welt, som en forlængelse af altens tankerække: ”Was frag ich nach der Welt und allen ihren Schätzen, wenn ich mich nur an dir, mein Jesu, kann ergötzen!” (Hvorfor efterspørger jeg verden og alle dens skatte, når jeg alene kan frydes ved dig, min Jesus.)

Herpå følger kantatens første arie, hvor sopranen ledsages af strygerensemblet. Her beskrives verdens forgængelighed som røg, et billede librettisten har hentet fra Salmernes Bog 37, 20: ”Was die Welt in sich hält, muß als wie ein Rauch vergehen.” (Hvad verden indeholder må gå op i røg.) Satsen er udformet med dansen Gavotte som forbillede, og violinens opadgående løb illuderer røgen, som bliver kastet rundt i luften og stiger til vejrs.

Bassens recitativ bliver det vendepunkt, hvor den troende sjæl får vished om, at frelsen venter i himlen og forbinder det sluttelig til julen og Jesus’ fødsel: ”Der Himmel bleibet mir gewiß, und den besitz ich schon im Glauben … Nur dies, nur einzig dies macht mir noch Kümmernis, daß ich noch länger soll auf dieser Welt verweilen; denn Jesus will den Himmel mit mir teilen, und darzu hat er mich erkoren, deswegen ist er Mensch geboren.” (Himlen forbliver mig sikker, og den besidder jeg allerede i troen … Kun dette, alene dette bekymrer mig stadig: at jeg skal blive længere endnu i denne verden; for Jesus vil give mig del i Himlen, og det har han udvalgt mig til, derfor er han født menneske.)

Med visheden om den himmelske frelse giver alten i en rolig og inderlig arie endegyldigt slip på denne verden: ”Von der Welt verlang ich nichts, wenn ich nur den Himmel erbe.” (Af verden forlanger jeg intet, når blot jeg arver Himlen.) Arien er noteret i 6/8-takt og er den første sats i kantaten, som står i en dur-toneart (G-dur). For første og eneste gang i værket bliver obo d’amoren benyttet som obligat instrument, hvorfor dens blide sonore klang her har særlig indsmigrende charme.

Som konklusion på kantatens gennemgående tematik høres sluttelig femte vers af Johann Francks salme Jesu, meine Freude: ”Gute Nacht, du Stolz und Pracht! Dir sei ganz, du Lasterleben, gute Nacht gegeben!” (God nat, du stolthed og pragt! Dig, du lastefulde liv byder jeg fuldkommen og helt God nat!)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Was frag ich nach der Welt er skrevet til 9. søndag i Trinitatis og havde sin første opførelse 6. august 1724 i Leipzig. Koralkantaten hører til Bachs anden kantateårgang, og bygger på en Balthasar Kindermann salme fra 1664 på Ahasverus Fritschs’ melodi. 1., 3., 5., 7., og 8. vers af Kindermanns salme er gengivet ordret, mens 2., 4. og 6. vers er omskrevet til arier, som det gælder for hele koralkantate årgangen. Usædvanligt er det dog, at hele to vers – det 3. og 5. – er omskrevet til koral-recitativer, hvor den oprindelige salmetekst er suppleret med ny kommenterende poesi. Bach opførte kantaten endnu engang i årene 1732-35 – formegentlig 10. august 1732.

Was frag ich nach der Welt er den første af en række kantater fra efteråret 1724, hvor fløjten spiller en virtuos solistisk rolle. Der findes i efteråret 1724 hele 12 kantater med virtuose fløjtestemmer. Den dygtige fløjtenist Bach havde til rådighed i denne periode, menes at have været Friedrich Gottlieb Wild (1700-1762), som netop var flyttet til Leipzig for at studere jura. Wild blev elev af Bach, og i 1735 blev han ansat som organist ved Peterskirken i Sankt Petersborg. Bachs Sonate for Fløjte i E-mol (BWV 1034) stammer også fra denne periode og kan altså også meget vel have været tilegnet Wild.

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om den uærlige godsforvalter, Lukasevangeliet 16, 1-9:

”Jesus sagde også til disciplene: ”Der var en rig mand, som havde en godsforvalter; om ham fik han underhånden at vide, at han ødslede hans ejendom bort. Så tilkaldte han forvalteren og spurgte: Hvad er det, jeg hører om dig? Aflæg regnskab for din forvaltning, for du kan ikke længere være forvalter. Men forvalteren spurgte sig selv: Hvad skal jeg gøre, nu da min herre tager min stilling fra mig? Grave har jeg ikke kræfter til, tigge skammer jeg mig ved. Nu ved jeg, hvad jeg vil gøre, for at folk skal tage imod mig i deres huse, når jeg bliver sat fra bestillingen. Han kaldte så sin herres skyldnere til sig én for én og spurgte den første: Hvor meget skylder du min herre? Hundrede ankre olie, svarede han. Forvalteren sagde: Her er dit gældsbevis, sæt dig straks ned og skriv halvtreds! Derefter spurgte han en anden: Og du, hvor meget skylder du? Hundrede tønder hvede, svarede han. Til ham sagde forvalteren: Her er dit gældsbevis, skriv firs! Og Herren roste den uærlige forvalter, fordi han havde handlet klogt. For denne verdens børn handler langt klogere over for deres egne, end lysets børn gør. Jeg siger jer: Skaf jer venner ved hjælp af den uærlige mammon, for at de, når den slipper op, kan tage imod jer i de evige boliger.”

Der findes ikke en åbenlys eller tæt forbindelse mellem evangelieteksten og Kindermanns salme, og ej heller direkte referencer til evangelielæsningen i librettistens poesi. Mere generelt kræser kantatens tematik sig omkring modsætningen mellem den jordiske mammons forgængelighed og tåbelighed overfor Guds riges evige rigdom.

Kantatens åbningskor følger overordnet set skemaet fra årgangens øvrige koralfantasier med cantus firmus i sopranstemmen og de øvrige sangstemmer akkompagnerende i imiterende polyfon stil. Mest karakteristisk for satsen er fløjtens store solistiske rolle, som udfolder sig i først det lange forspil og siden i de mange ritorneller mellem salmens verselinjer. På sin vis er satsen udformet som en solokoncert med akkompagnerende strygere og oboer, som momentvis indgår i ligeværdigt samspil med solisten.

I bassens arie med ostinato-lignende continuo-akkompagnement udstilles verden som et forgængeligt tåget skyggespil: ”Die Welt ist wie ein Rauch und Schatten, der bald verschindet und vergeht.” (Verden er som en tåge, som skygger, der hurtigt svinder bort og forgår.), mens Jesus beskrives som et trygt tilflugtssted når denne verden styrter sammen.

I det første af kantatens to koral-recitativer bliver tenoren parret med to obligate obo d’amorer, der med et ritornel ledsager de tilbagevendende koral-ariosoer, mens de spiller en rent akkompagnerende rolle i recitativ-afsnittene. Der findes kun ganske få satser af denne type i hele Bachs kantateproduktion. Billedet fra bassens arie af verdens skyggespil udbygges her af tenoren, som med foragt beskriver verdens overfladiske falskhed i form af dyr beklædning, fornemhed og stolthed, som styrter til grunden ved blot det letteste vindpust: Ach, solcher eitler Tand wird weit von mir aus meiner Brust verbannt.” (Ak! sådan forfængeligt tant forbander jeg inderligt langt væk.)

I altens arie vender fløjten tilbage som obligat instrument med en stor solistisk udfoldelse, som var der tale om en fløjtesonate i fransk stil. Foragten for denne verdens bedrag bliver yderligere udpenslet, og det individuelle perspektiv underbygges af satsens indadvendte musikalske karakter: ”Auch dein Reichtum, Gut und Geld ist betrug und falscher Schein. Du magst den eitlen Mammon zählen; Ich will davor Jesum wählen.” (Også din rigdom, dit gods og guld er bedrag og falsk glans. Det kan godt være, du tæller pengene; jeg vil i stedet for vælge Jesus.) I ariens midterdel skifter tempoet fra Adagio til Allegro med tanke på Jesus som sjælens rigdom.

Kantatens andet koral-recitativ fungerer som vendepunkt i kantatens dramaturgiske opbygning. Mens bassen indledningsvis kun har foragt tilovers for verden og bebrejder menneskets utaknemmelighed over Jesus’ offerdød, så skifter perspektivet pludselig midtvejs med tanke på den himmelske belønning ved troen på Jesus: ”Es ist ja besser, ich trage Christi Schmach so lang es ihm gefällt. Es ist ja nur ein Leiden dieser Zeit. Ich Weiß gewiß, daß mich die Ewigkeit dafür mit Preis und Ehren krönet.” (Det er jo bedre, at jeg bærer Jesu skam, så længe, det behager Ham. Det er jo kun en jordisk lidelse. Jeg ved med sikkerhed, at Evigheden kroner mig med pris og ære.)

Forholdet mellem tekst og musik i tenorens arie kan isoleret set været svært at få til at give mening. Teksten udtrykker i stærke billedlige vendinger en total foragt for denne verden: ”Sie wühlt, nur gelben Kot zu finden gliech einem Maulwurf in den Gründen.” (Den (verden) roder i jorden, finder blot gult møg, ligesom en muldvarp i undergrunden.) Bachs geniale musikalsk-teologiske greb er at sætte denne næsten vulgære tekst i musik i form af en frisk, folkloristisk og livsbekræftende Gigue. Bachs greb giver kun mening i forståelsen af kantatens teologisk-dramaturgiske forløb. Hvor kantatens foregående satser bliver set fra et trøstesløst jordisk perspektiv, har den troende kristne, nu personificeret ved Tenoren, allerede fuldt og helt overgivet sig til troen på Jesus, og ser derfor ikke længere på verden indefra men derimod udefra, eller måske snarere oppefra fra himmeriget, som allerede er indtruffet i troen på Jesus.

Som så ofte i Bachs kantater repræsenterer sopranen den afklarede kristne sjæl, hvilket kommer til udtryk i sopranariens b-del: “Ich will nur meinen Jesum lieben und mich in Buß und Glauben üben, so kann ich reich und selig werden.” (jeg vil kun elske min Jesus og øve mig i bod og tro, så jeg kan blive rig og salig.) Satsen er udformet med den franske dans Bourée som forbillede og valget af obo d’amore som obligat instrument er en symbolsk instrumental gestaltning af kærligheden til Jesus.

Ret usædvanligt for Bachs kantater, slutter den med to koralvers, hvoraf det sidste udtrykker hengivenhed og kærlighed til Jesus, som kantatens konkluderende pointe: ”Mein Jesus ist mein Leben, mein Schatz, mein Eigentum, dem ich mich ganz ergeben.” (Min Jesus er mit liv, min skat, min ejendom, som jeg helt hengiver mig til.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering