BWV 23 »Du wahrer Gott und Davids Sohn«

Kantate 23 ”Du wahrer Gott und Davids Sohn” er skrevet til Fastelavns søndag med udgangspunkt i Lukasevangeliet 18, 31-43, hvor Jesus først bebuder sine disciple, at de nu skal drage til Jerusalem, hvor profetierne om menneskesønnen skal fuldbyrdes, og siden, i Jeriko, helbreder en blind tigger, som udbryder: ”Jesus, du Davids søn, forbarm dig over mig”. Det er tiggeren og dennes ord kantate 23 er bygget omkring.

Tilblivelsen af denne kantate er lidt speciel idet Bach oprindelig skrev de tre første satser under sin allersidste tid i Cöthen, som en prøvekomposition til kantorstillingen i Leipzig. Præcis et år efter, fastelavns søndag 20. februar 1724, da Bach havde tiltrådt kantorstillingen, tilføjede han, som afslutningssats, en større koralbearbejdelse af den tyske oversættelse af Agnus Dei: ”O Guds Lam uskyldig, forbarm dig over os”. Bach genbrugte denne sats i 1725 som afslutningssats til den udmærkede, men sjældent opførte, 2. udgave af sin Johannespassion, hvorfra satsen senere blev erstattet med koralen ”Ach Herr, laß dein lieb Engelein”.

Kantaten består altså af blot fire satser, hvilket må siges at være usædvanligt. Den åbner med et forspil, for to oboer og continuo. Forspillet har et roligt trioliseret motiv, som fortsætter satsen igennem. Sopranen og alten derimod, sætter ind med et todelt tema, som beskriver ”Herzeleid” og ”erbarm dich mein” med kromatiske bevægelser, dissonerende klange og seufzer, hvilket resulterer i en både rytmisk og klanglig kontrast mellem oboerne og sangstemmerne. Kun ordene ”Hülf und Trost” bliver sunget på oboernes fredlige motiv og således beroliger Bach os med, at selv i lidelsen er håbet og trøsten til stede.

Også i tenorens recitativ arbejder Bach med to lag: mens tenoren forklarer om den blinde tigger med referencer til både Markusevangeliet 2,17 og Første Mosebog 32,26, høres Agnus dei-hymnen i violin og obo – en elegant sammenfletning af læsningens to fortællinger og et eksempel på Bachs unikke forkyndende talent.

Den følgende sats er en forløsning: den blinde kan atter se, og tekstforfatteren citerer hertil Salme 145,15: ”Alles øjne bier på dig”. Satsen er en rondeau, en satstype, hvor et tilbagevendende tema afløser mellemliggende vers og som med sit homofone og dansante præg sandsynligvis stammer fra en verdslig kantate fra Cöthen-tiden. Versene synges som duet mellem tenor og bas, og således danner de tre første satser en A-B-A form: duet, recitativ, duet.

Kantatens sidste sats ”Christe, du Lamm Gottes” bygger som tidligere nævnt på den gamle Agnus dei-hymne. Satsen falder, ligesom hymnen, i tre dele: først en traurig Adagio-sats med en homofon koraludsættelse, efterfulgt af to vers i Andante med hver sin polyfone sats under sopranens cantus firmus. En perfekt afrunding på kantaten, som dermed slutter med at se frem mod påsken og lidelseshistoriens komme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering