Bach komponerede adskillige latinske værker i sine Leipzig-år. Udover den store Messe i h-mol (som ikke var tiltænkt Leipzig), er de største af disse værker de fire Missa Brevis (korte messer). De har alle en varighed på omtrent 20 minutter. I den højmesseforordning, der var gældende under Bachs virke i Leipzig, kan man læse at Kyrie ”skal synges med eller uden instrumenter, nogle gange på tysk og andre gange på latin”. Her står også, at Gloria kunne opføres på latin med orkesterakkompagnement, eller som menighedssang på tysk. Det er nærliggende at antage at Bachs latinske værker har været brugt i højmessen ved festlige højtider som f.eks. jul, påske og pinse.

Blandt Bachs øvrige latinske værker fra Leipzig skal desuden nævnes to versioner af Magnificat, to 4-stemmige Sanctus-satser, og den 6-stemmige Sanctus fra julen 1724, som han 25 år senere, i 1749, genbrugte til fuldendelsen af sin store latinske Messe i h-mol.
De fire Missa Brevis stammer alle fra 1738/39 og er ens i opbygning: Kyrie er i én sats, som i kraft af teksten falder i tre afsnit, hvor Bach benytter nyt tema til hvert afsnit. Gloria er opdelt i fem satser, hvor første og sidste sats er for kor, mens de tre midterste satser er arier eller duetter for forskellige stemmetyper.

Alle fire messer er sat sammen af tidligere kantatekompositioner, det, som man i musikvidenskabelig sammenhæng kalder parodi-værker. Der er dog intet sarkastisk over Bachs parodiske værker. Han satte ofte nye tekster til gamle kompositioner, og gjorde det med så stor indlevelse og akkuratesse, at det er umuligt at høre, hvilket værk, der er skrevet først. Ofte er parodien blevet mere kendt end originalen, det gælder eksempelvis for Juleoratoriet, som for størstedelens vedkommende stammer fra to verdslige lejlighedskantater, og den anden vej rundt, hvor musikken fra Matthæuspassionen blev genbrugt til en begravelseskantate for Fyrst Leopold af Anhalt-Köthen. Desuden er mange satser fra især første årgang af Leipzig-kantaterne (1723/24) parodier af kompositioner fra Bachs tid i Weimar og Köthen.

Kyrie-satsen fra Messe i F-dur stammer netop med stor sandsynlighed fra Bachs tid i Weimar, eftersom korets basser citerer fra liturgiske temaer, der hovedsaligt blev brugt i Thüringen. Weimar-versionen var dog for fem-stemmigt kor og uden horn, hvor den ekstra sopranstemme sang ”Christe, du Lamm Gottes” – den tyske gendigtning af messeledet Agnus Dei, som er knyttet til nadveren. Agnus Dei-hymnen spilles i denne version af to horn og to oboer og således får Bach på smukkeste vis kombineret de to liturgiske led, hvor der anråbes om nåde med ordene ”forbarm dig over os”.

Af de fem efterfølgende Gloria-satser stammer Qui tollis- og Quoniam-satserne fra Kantate 102 ”Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben”. Bach indføjer dog betydelige ændringer i arbejdet med at tilpasse satsen til den nye tekst, så der på mange måder er tale om en forbedring af satsen med flere kunstfærdige forsiringer og en mere flydende baslinje. Desuden ændrer han tonearter som følge af solistskifte fra hhv. alt til sopran og fra tenor til alt. Et glimrende eksempel på den nidkærhed, med hvilken Bach parodierede (eller genbrugte) egen værker.

Sidste sats’ karakteristiske åbningstema til teksten Cum sancto Spiritu er hentet fra åbningskoret fra Kantate 40 ”Dazu ist erschienen der Sohn Gottes”, og højst sandsynligt har Bach ligeledes hentet musikken til de to første Gloria-satser fra kantater, som vi ikke kender i dag.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach komponerede fire korte latinske messer (Missa Brevis) bestående af Kyrie og Gloria. Disse messer har i vor tid givet anledning til mange grublerier, for hvordan kan det være, at en lutheraner som Bach ikke har komponeret messerne på tysk? Nogle har kaldt dem for Bachs Lutherske Messer; men der er intet som helst ved messerne, som gør dem mere lutherske end så mange andre messer på latin.
Der findes også en spændende fortælling om, at de fire messer skulle være bestilt af den bøhmiske Grev Frantsek Antonin von Sporck, som var af tysk oprindelse og levede under forhold, hvor det var strengt forbudt at eje ikke-katolsk litteratur m.v. Og eftersom alle fire messer fandtes i grevens bibliotek, har det dannet grundlag for en myte om, at Bach har fået bestilling på latinske værker, for at greven ikke skulle komme i vanskeligheder.

Men det er langt mere sandsynligt, at Bach har komponeret messerne til eget brug under højmesserne i Leipzig. I den højmesseforordning, som var gældende under Bachs virke i Leipzig, kan man læse, at Kyrie ”skal synges med eller uden instrumenter, nogle gange på tysk og andre gange på latin (mere korrekt: græsk)”. Her står også, at Gloria kunne opføres på latin, med orkesterakkompagnement, eller som menighedssang på tysk.

De fire Missa Brevis stammer fra 1738-39 og er ens i opbygning: Kyrie er i én sats, som i kraft af teksten falder i tre afsnit, hvor Bach benytter et nyt tema til hvert afsnit. Gloria er opdelt i fem satser, hvor første og sidste sats er for kor, mens de tre midterste satser er arier eller duetter for solister. De fire værker er alle sat sammen af satser fra Bachs kantater, som er mere eller mindre omarbejdet til formålet.

Missa Brevis i A BWV 234 har hentet 2. sats fra Kantate 67, 4. sats fra Kantate 179, 5. sats fra Kantate 79, og sidste sats stammer fra Kantate 136. Det er meget tænkeligt at 1. og 3. sats stammer fra kantater, som ikke har overlevet til vor tid.

© Enghave Barok - gengivelse tilladt med tydelig kildehenvisning

Bach komponerede adskillige latinske værker i sine Leipzig-år. Udover den store Messe i h-mol (som ikke var tiltænkt Leipzig), er de største af disse værker de fire Missa Brevis (korte messer). De har alle en varighed på omtrent 20 minutter, svarende til en almindelig kantate, og menes at have indgået som del af liturgien på festlige helligdage. I den højmesseforordning, der var gældende under Bachs virke i Leipzig, kan man læse at Kyrie ”skal synges med eller uden instrumenter, nogle gange på tysk og andre gange på latin”. Her står også, at Gloria kunne opføres på latin med orkesterakkompagnement, eller som menighedssang på tysk.

Blandt Bachs øvrige latinske værker fra Leipzig skal desuden nævnes to versioner af Magnificat, to 4-stemmige Sanctus-satser, og det 6-stemmige Sanctus fra julen 1724, som han 25 år senere, i 1749, genbrugte til fuldendelsen af sin store latinske Messe i h-mol.

De fire Missa Brevis stammer alle fra 1738/39 og er ens i opbygning: Kyrie er i én sats, som i kraft af teksten falder i tre afsnit, hvor Bach benytter nyt tema til hvert afsnit. Gloria er opdelt i fem satser, hvor første og sidste sats er for kor, mens de tre midterste satser er arier eller duetter for forskellige stemmetyper.

Alle fire messer er sat sammen af tidligere kantatekompositioner, det man i musikvidenskaben kalder parodi-værker. Bach satte ofte nye tekster til sine gamle kompositioner, og gjorde det med så stor indlevelse og akkuratesse, at det er umuligt at høre, hvilket værk, der er skrevet først. Ofte er parodien blevet mere kendt end originalen, det gælder eksempelvis for Juleoratoriet, som for størstedelens vedkommende stammer fra to verdslige lejlighedskantater, og den anden vej rundt, hvor musikken fra Matthæuspassionen blev genbrugt til en begravelseskantate for Fyrst Leopold af Anhalt-Köthen. Desuden er mange satser fra især første årgang af Leipzig-kantaterne (1723/24) parodier af kompositioner fra Bachs tid i Weimar og Köthen.

De satser, som Bach har parodieret til messen i g-mol er genbrugt fra tre forskellige kantater, som alle tre har været programsat med Enghave Barok. Det drejer sig om kantaterne BWV 72, som vi opførte 9. marts 2018, BWV 102, som vi opførte 31. august 2019 og BWV 187, som vi opførte 4. maj 2023.

Åbningskoret til messens Kyrie har Bach hentet fra kantaten Herr, deine Augen sehen nach dem Glauben (BWV 102). I denne kantates åbningskor citeres Jeremias’ Bog i tre tekstled, som falder i tre på hinanden følgende tematiske gennemføringer. Dette udnytter Bach i messen behændigt til messens tredelte åbningsbøn ”Kyrie eleison – Christe eleison – Kyrie eleison” (Herre, forbarm dig – Kristus, forbarm dig – Herre, forbarm dig.)

Til Gloria satsen har Bach genbrugt åbningskoret fra kantaten Alles nur nach Gottes Willen (BWV 72). Satsens homofone udråb passer perfekt til de udbasunerende Gloria in excelsis deo (Ære være Gud i det højeste) vekslende med opadgående sekstendedelsløb. Til B-delens ”Et in terra pax…” (Og fred på jorden…) lægges det gennemgående fjerdedelsmotiv til ro i orkestersatsen i en akkompagnerende rolle til sangernes beroligende overbundne noder. I den oprindelige kantate 72 blev dette afsnit komponeret til teksten ”Gottes Willen soll mich stillen” (Guds vilje skal berolige mig).

Messens sidste fire satser er alle hentet fra den store to-delte kantate Es wartet alles auf dich (BWV 187). I arien ”Gratias agimus tibi” (Vi bringer dig taksigelse) ledsages bassen af unisone strygere i en stringent kontrapunktisk sats. Altens arie ”Domine fili unigenite Jesu Christe” (Guds enbårne søn Jesus Kristus) er udformet som en galant dans præget af det gennemgående synkoperede motiv i obo og strygere. Tenorens arie er delt i to tekstled, først en tungsindig Adagio til teksten ”Qui tollis peccata mundi” (Du, som bærer alverdens synd), fulgt af en dansant lovprisning ”Quoniam tu solus sanctus” (Thi du alene er hellig). I sin oprindelige form gentages ariens A-del som slutning, men Bach vælger til brug i messen, at holde arien i to dele.

Som slutkor benyttes åbningskoret fra Es wartet alles auf dich (BWV 187) fra 1726, til Gloria-delens sidste tekstled ”Cum Sancto Spiritu in gloria Dei Patris, amen” (Og med Helligånden i Gud Faders herlighed, amen). Med vanlig proportionssans udelader Bach kantatens lange instrumentale forspil og begynder satsen ved sangernes indsats. Satsen viser Bachs kompositionsteknik på højden af hans ydeevne midt i den tredje kantateårgang i Leipzig. Satsen er sublimt struktureret, bestående af en motet-agtig indledning, som efterfølges af en ekvilibristisk fuga i tre hele gennemføringer, førend det tematiske og motiviske materiale forenes til slut.

Og således afsluttes med en helt igennem mesterlig komposition.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Sanctus i D (BWV 238) er komponeret til juledag 1723. I gudstjeneste-ordningen, som var gældende i Leipzig på Bachs tid, var foreskrevet at visse dele af de musikalske gudstjenesteled skulle synges på latin på højhelligdage.

Så ud over Magnificat (BWV 243), h-moll Messen (BWV 232) samt de fire Missa Brevis (BWV 233-236) findes der også 5 enkeltstående Sanctus-satser på latin, BWV 237-241, hvoraf i hvert fald 240 og 241 er bearbejdelser af andre komponisters værker.

Dagens Sanctus er dog helt sikkert fra Bachs hånd. Bemærk hvordan Bach lader jord og himmel (begge er fulde af Guds herlighed, som der synges) blive til én og samme ting tæt på slutningen, hvor alle stemmer, høj som lav, synger unisont.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Udover kantaterne, som blev fremført før og efter prædiken, skrev Bach i Leipzig-årene også en række latinske værker passende til de traditionelle messeled – især til Kyrie, Gloria og Sanctus. I Enghave Kirke har vi tidligere stiftet bekendtskab med de fire Missa Brevis (BWV 233-236), som alle har tekst til de to indledende messeled Kyrie og Gloria, ligesom vi også har hørt Sanctus i D (BWV 238). De latinske messe-satser har indgået som del af liturgien – i hvert fald på festlige helligdage. I den højmesseforordning, der var gældende under Bachs virke i Leipzig, kan man læse at Kyrie ”skal synges med eller uden instrumenter, nogle gange på tysk og andre gange på latin”. Her står også, at Gloria kunne opføres på latin med orkesterakkompagnement, eller som menighedssang på tysk.

Sanctus i G med værkfortegnelsesnummeret BWV 240 er af tvivlsom oprindelse. I listen over boet efter Carl Philipp Emmanuel Bach var denne Sanctus-sats tilskrevet hans far Johann Sebastian. Det er dog højst tvivlsom om dette er et værk fra J.S. Bachs egen hånd. At Bach skulle have skrevet denne sats i Leipzig, på toppen af sin kompositoriske formåen, synes ligefrem af være usandsynligt. Det kan muligvis være en bearbejdelse af et ungdomsværk, men der er nok snarere tale om en transskription af en anden komponists værk.

Bach gjorde i vid udstrækning brug af andre komponisters værker i sit embede som kantor i Leipzig. Bach fremførte i 1726 hele 17 kantater af Johann Ludvig Bach, og derudover en Markus-Passion af Reinhard Keiser (en komponist også Händel ”lånte” materiale fra til en lang række værker). I 1730’erne og 40’erne opførte Bach flere kantater af både Telemann og Händel. Af sidstnævnte ikke mindst den store Brockes-Passion.

Men særligt de latinske værker synes at have været genstand for Bachs lyst til at genbruge egne kompositioner og låne materiale fra andre komponister. Hans fire Missa Brevis er alle parodi-værker bestående af satser hentet fra egne kantater. Sanctus i d-mol (BWV 239) er en afskrift af en ukendt komponist, Sanctus i D (BWV 241) er et arrangement hentet fra Johann Caspar Kerll’s Missa superba, mens Sanctus i F (uden BWV-nummer) er af Bachs elev Johann Ludwig Krebs.

Af Bachs transskriptioner skal i øvrigt nævnes seks messer af Giovanni Battista Bassani, som Bach afskrev i 1740’erne. Til Bassanis messe i F-dur tilføjede Bach selv en kort Credo-intonation (BWV 1081). Giovanni Pierliuigi da Palestrinas seksstemmige Missa sine nomine afskrev Bach ligeledes og føjede hertil colla parte-strygere og messingensemble. Desuden findes afskrifter og bearbejdelser af værker af Antonio Caldare, Johann Gottlieb Goldberg og Bachs forgænger i Leipzig-embedet Johann Kuhnau, samt en række uidentificerede værker.

Om end disse værker ikke er af Bach, giver de os i dag et indblik i Bach’s kendskab til, og nysgerrighed om andre komponisters arbejder. Vi får desuden et indblik i hans mere praktiske og pragmatiske tilgang til afviklingen af kirkemusikken i 1730’erne og 1740’erne, hvor Bachs egne kantateårgange var afsluttet og hans embede i større grad bestod i at genopføre egne – og altså også andre komponisters – værker.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Efter det intense arbejde med sine fem kantate-cyklusser i årene 1723-28 vendte Bach frem til sin død kun sporadisk tilbage til arbejdet med at komponere ny kirkemusik. Udover tilføjelser af manglende kantater til kirkeåret til sine kantateårgange, findes talrige eksempler på bearbejdelser af andre komponisters værker, som kunne benyttes som supplement til kirkemusikken i Leipzigs hovedkirker. Blandt disse hører Francesco Durantes Messe i c, som Bach kopierede omkring 1730.

Francesco Durante arbejdede hele sit liv i Napoli som koncertmester og lærer ved flere konservatorier. Som komponist var han især berømt for at mestre kirkemusik i stile antico, som han i denne messe kombinerer med den koncertante stile moderno, hvilket sikkert har givet anledning til Bachs interesse. 

Som så ofte, nøjes Bach ikke med blot at kopiere. Han omarbejder på flere planer Durantes musik med eget formål for øje. Det største indgreb er Christe eleison-satsen, som Bach har erstattet med sin egen komposition (BWV 242), men derudover er Durantes udskrevne ripieno-kor også erstattet af et trombone-kor som fordobler alt, tenor og bas-stemmerne. Desuden har Bach erstattet Kyrie II, som hos Durante er en gentagelse af Kyrie I, med musik hentet fra Gloria-satsen, hvortil han har tilpasset Kyrie-teksten.

Alt i alt en temmelig omfattende bearbejdelse, og et interessant kig ind i Bachs musikværksted.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering