Kantaten Gleichwie der Regen und Schnee vom Himmel fällt hører til Bachs relativt tidlige kantate-produktion. Den er muligvis skrevet så tidligt som i 1713 i Weimar til Sexagesima søndag 19. februar, eller muligvis til samme søndag et af de følgende år. Bachs tidlige kantater er præget af hans inspiration fra ikke mindst Dietrich Buxtehude, hvis oratorier og kantater han havde overværet og medvirket i under sit besøg i Lübeck i november/december 1705. I Mühlhausen 1707/08 gjorde Bach sine første erfaringer med lejlighedsvis at skrive kantater til bl.a. bryllupper og begravelser. Det var dog først med titlen som Kapelmester ved hoffet i Weimar i 1712, at Bach for første gang bestred en stilling, hvor han var forpligtet til at komponere mindst én månedlig kirkekantate. I løbet af sin ansættelse i Weimar opbyggede Bach et tæt samarbejde med digteren Samuel Franck, som leverede libretti til Bachs kantater. Teksten til Gleichwie der Regen und Schnee vom Himmel fällt er dog hentet fra præsten Erdmann Neumeisters tredje årgang af kantatelibretti, og det kunne indikere, at denne kantate ligger forud for samarbejdet med Franck. Erdmann Neumeisters libretti var skrevet til hoffet i Eisenach og var blevet sat i musik af Bachs gode ven Georg Philipp Telemann. Neumeisters kantatelibretti var banebrydende med deres opdeling i recitativer og dacapo-arier, som det var kendt fra italiensk opera. Den nye dramatiserende musikalske forkyndelse blev populær over hele det protestantiske Tyskland og kom til at danne skole i de kommende årtier, herunder for den form, som Bach oftest brugte som udgangspunkt i sine Leipzig-kantater.

Den oprindelig Weimar-version af Gleichwie der Regen und Schnee vom Himmel fällt var noteret i g-mol og orkestreret for 4 sangere, 4 bratcher og continuo. Bach genopførte sidenhen kantaten i Leipzig og til denne lejlighed noterede han kantaten i a-mol og tilføjede to blokfløtestemmer, som dublerer de to øverste bratchstemmer. Ændringen i tonehøjde skyldes, at kantaten i Weimar blev opført i kortone (a=465hz), mens den i Leipzig blev opført i kammertone (a=415hz). Da kammertonen klinger en tone under kortonen, har kantaten i realiteten klinget i samme tonehøjde ved begge opførelser. Vi opfører Leipzig-versionen med to blokfløjter, noteret i a-mol.

Søndagens læsning er Lignelsen om sædemanden, Lukasevangeliet 8, 4-15:

»Da der samlede sig en stor skare, og de kom ud til ham fra den ene by efter den anden, sagde han i en lignelse: ”En sædemand gik ud for at så sit korn. Og da han såede, faldt noget på vejen, og der blev trådt på det, og himlens fugle åd det op. Noget faldt på klippen, og da det var vokset frem, visnede det, fordi det ikke havde væde. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne groede helt sammen og kvalte det. Men noget faldt i god jord, og det voksede op og gav hundrede fold.” Da han havde sagt det, råbte han: ”Den, der har ører at høre med, skal høre!”

Hans disciple spurgte ham, hvad denne lignelse skulle betyde. Han svarede: ”Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder, men de andre bliver det givet i lignelser, for at de skal se, men intet se, og høre, men intet fatte. Men dette er meningen med lignelsen: Sæden er Guds ord. De på vejen er dem, der har hørt ordet; derefter kommer Djævelen og tager ordet bort fra deres hjerte, for at de ikke skal tro og blive frelst. De på klippen er dem, som med glæde tager imod ordet, når de har hørt det; men de har ikke rod, de tror kun til en tid og falder fra, når prøvelser sætter ind. Det, som faldt mellem tidslerne, det er dem, der har hørt ordet, men kvæles af livets bekymringer og rigdomme og nydelser, så de ikke bærer moden frugt. Men det i den gode jord, det er dem, der hører ordet og bevarer det i et smukt og godt hjerte, er udholdende og bærer frugt.”«

Bachs tidlige kantater er ukonventionelle og eksperimenterende i både form og udtryk, og det gælder i høj grad også denne. Kantaten åbner med en Sinfonia, som på medrivende vis illuderer elementernes rasen. Først høres regnen som et unisont motiv, der tager til i styrke, først som dryp i fjerdedele efterfulgt af rusk i ottendedele. Dette motiv afløses af et snevejr, som med sekvenserede bevægelser fyger gennem luften med overbundne halvnoder og nedadgående ottendedele. De to motiver mødes flere gange i løbet af satsen, i hvad der vel kan betegnes som en meget velklingende sludbyge.

Neumeister tager i sin tolkning af Lignelsen om sædemanden afsæt i profeten Esajas, som i Esajas’ bog 55, 10-11 benytter et parallelt billede om grobunden for Guds ord, nemlig det, at regnen og sneen væder jorden og får sæden til at spire. Bach tildeler Esajas’ ord til bassangeren, den traditionelle Vox Christi, og skaber dermed endnu tættere forbindelse mellem det gamle og det ny testamentes ord. Typisk for Bachs tidlige recitativer, veksler han mellem frit secco-recitativ og afsnit i tempo, noteret Andante og med et mere aktivt continuo-akkompagnement, som imiterer sangstemmen.

Den følgende sats er ligeledes markeret som Recitativo men indeholder i realiteten flere elementer, hvilket resulterer i en formmæssig kompleks struktur. Satsen falder overordnet set i fire afsnit, som hver tager udgangspunkt i et akkompagnato-recitativ, der afsluttes med et afsnit af Luthers tyske Litani. Hvert afsnit af Litaniet høres som et reponsorium anført af sopranen og besvaret i firestemmig udsættelse af hele ensemblet med ordene: ”Erhör uns, lieber Herre Gott!” (Bønhør os, Kære Herre Gud!). På skift beder tenor og bas som troende sjæle Gud om hjælp til at lade sit ord spire i sig, så de ikke vildledes af djævlens bedrag og denne verdens vellyst. Atter typisk for Bachs tidlige kantater bliver enkelte ord så som berauben (berøve), verfolgen (forfølge) og irregehen (vildfaren) særskilt udmalet i hæsblæsende koloraturer og kromatik. Satsen er formmæssigt højst usædvanlig, men formår at binde det personlige kristne sjæleliv sammen med det rituelle kirkelige rum.

Herpå følger kantatens eneste arie, hvori sopranen bekender sig til Guds ord: ”Mein Seelenschatz ist Gottes Wort” (Min sjæls skat er Guds Ord). Ovenpå den forrige sats’ formmæssige kompleksitet forenes de fire bratcher og blokfløjterne nu i én unison obligat stemme, hvilket understreger ariens karakter som en simpel og renfærdig sang.

Kantaten afsluttes med en enkel firestemmig udsættelse af ottende vers af Lazarus Spenglers salme Durch Adams Fall ist ganz verderbt, som beder Gud bevare sit ord i os.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 181 Leichtgesinnte Flattergeister blev opført 13. februar 17231 i Leipzig på søndagen Sexagesima. Evangeliet til Sexagesima er lignelsen om sædemanden, som strør noget af sin såsæd på tør klippevæg, noget blandt tidsler og noget i god jord og Jesu efterfølgende tolkning heraf: at heller ikke Guds ord har lige gode vækstbetingelser i alle mennesker. Hele kantatens tekst er en parafrase over denne lignelse, hvor den anonyme tekstforfatter desuden tilføjer truslen fra den allestedsnærværende Satan, som kan hindre mennesker i at lade Guds ord gro i dem.

Kantaten åbner med en basarie, hvor temaet i livligt tempo, og med staccato og triller illuderer fuglene, de ”letsindige flagrende væsner”, der vil hapse sædemandens korn, og ligesom den faldne engel ”Belial og hans børn” (Satan og hans hjælpere), som vi introduceres for i ariens B-del, vil forhindre, at Guds ord finder fæste i mennesket. Imod sædvane falder arien ikke i tre dele (A-B-A), men derimod i to dele, som hver består af en A- og en B-del, altså: A-B/A1-B1. Måske har Bach ikke kunne modstå fristelsen til at lade denne mørkets fyrste få endnu en tur i manegen…

Alten redegør i recitativet for de korn som falder på klippen: De vil gå til grunde ligesom de mennesker som det er lykkedes Satan at frarøve Guds ord. De vil få ”Hjerter, så hårde som fjeld”, hvilket Bach viser med tonegentagelserne i ariosoen. Kristi ord derimod, kan sprænge klipper: ”Englens hånd rokkede gravens sten”, tilsyneladende med stor lethed, fremgår det af cellostemmens hurtige bevægelser.

I tenorens arie handler det om kornene som lander blandt tidsler. Stemmematerialet til den originale obligate instrumental-solostemme har desværre ikke overlevet, så det er en rekonstrueret violinstemme2 vi i dag hører realisere ”de skarpe tornes uendelige tal”. Denne ukrudtsplante, som suger al næring til sig, bliver et billede på grådige mennesker, som vil blive opslugt af helvedes flammer.

”Tornene kvæler Ordets kraft, det ædle frø er sået forgæves” synger sopranen i det sidste recitativ, men det vil ikke ske for dem som holder Guds ord i sit hjerte.

Det afsluttende kor stammer sandsynligvis fra en verdslig kantate, som siden er gået tabt. I denne sats hører vi for første gang det fulde orkester med tilføjelsen af en trompet. Satsen er udformet som en slags concerto grosso – en dialog mellem orkesteret og koret og som B-del har den usædvanligt en kort duet mellem sopran og kontratenor. Slutkoret er en bøn om, at Guds ord må blive i vores hjerter i al evighed, så vi ikke lider samme skæbne som sædemandens korn.

1 Oprindeligt var kantaten uden blæsere. Fløjte, obo og trompet blev tilføjet omkring 1743-46.
2 Den rekonstruerede violinstemme der benyttes i dag er skrevet af Reinhold Kubik.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering