BWV 129 »Gelobet sei der Herr, mein Gott«

Første søndag efter Trinitatis 1724, i sit andet år i Leipzig, påbegyndte Bach en cyklus af kantater, der tekstligt så vel som musikalsk tager udgangspunkt i salmer; de såkaldte koralkantater. Af uvisse årsager afbrød han denne koralkantate-cyklus allerede omkring påske det følgende år (1725). Men i årene derefter erstattede Bach løbende de ikke-koral-baserede kantater fra denne årgang med nye koralkantater med henblik på at gøre koralkantate-cyklussen komplet. Kantate 129 ”Gelobet sei der Herr, mein Gott” er skrevet til Trinitatis søndag 1727 og er altså en af disse ”supplement-koralkantater”. Bach opførte selv kantaten igen både i starten af 1730’erne og i løbet af 1740’erne, ligesom den også blev opført flere gange efter Bachs død, eftersom Thomanerne havde fået overdraget stemmematerialet til netop koralkantate-cyklussen af Bachs enke Anna Magdalena. Koralkantaterne kom dermed til at udgøre kernen i livligholdelsen af Bachs vokalmusik fra hans død frem til ”genopdagelsen” i 1820’erne.

Kantaten bygger på Johann Olearius salme på fem vers, som er en hyldest til Den Treenige Gud: Det første vers er tilegnet Faderen, det andet Sønnen, det tredje Helligånden og de to sidste til selve Treenigheden.

Åbningskoret er en festlig koncertant sats for strygere og træblæsere med kommenterende trompeter og pauker. Usædvanligt for Bachs koralkantater er ingen spor af koralmelodien at finde i orkestersatsen. Orkesteret udgør snarere en enhed for sig; en glorie, som omkranser sopranens Cantus Firmus og de frit imiterende sangstemmer.

I anden sats lader Bach to mørke stemmer; bassanger og continuo understrege Sønnens jordiske tilhørsforhold, mens Helligånden i tredje sats portrætteres af tre lyse; fløjte, violin og sopran. Sammen med continuoet udgør de en kvartet, der satsen igennem ”kaster” et sekstendedelsmotiv i mellem sig, som en bold, der konstant holdes i luften. I fjerde vers danser kontratenor og obo d’amore sig gennem en enkel tredelt sang, førend vi i femte vers vender tilbage til det pompøse udgangspunkt med fuldt orkester, trompeter og pauker. I modsætning til åbningssatsens frie polyfoni omkring Cantus Firmus, er koralmelodien i slutsatsen holdt i en enkel harmonisering baseret på homofoni, hvor melodiens linjer står som blokke mellem orkesterets for-, mellem- og efterspil. Denne udvidede udgave – af den enkle koraludsættelse, der afslutter langt hovedparten af Bachs kantater – ses oftest til festlige anledninger. Eksempelvis bruger Bach denne form for koralbearbejdelse som afslutningskoral i hele fire ud af Juleoratoriets seks kantater.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering