Wer da gläubert und getauft wird er skrevet til Kristi Himmelfart, 18. maj 1724 – altså mod afslutningen af Bachs første kantateårgang i Leipzig.

Læsningen er Den opstandne Jesus og disciplene Markusevangeliet 16, 14-20:

”Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Den ukendte librettist fokuserer udelukkende på læsningens afsnit om dåb og frelse mens selve opstandelsen og missionspåbuddet fuldstændig udelades. Kantatens motto om dåb og frelse bliver behandlet som et større spørgsmål om selve trosforholdet og retfærdighed ved tro. Højtiden til trods har Bach valgt en forholdsvis beskeden besætning bestående af to oboer, strygere og continuo.

Jesus ord fra evangelielæsningen synges ikke – som det ofte ses – af bassolisten. Bach vælger i stedet et åbningskor for hele ensemblet, måske som symbol på, at forbindelsen mellem dåb og frelse gælder for hele kristenheden. Åbningskoret er udformet som en stort anlagt fuga i rolig tredelt takt. Teksten leveres i to forskellige tematiske forklædninger, først som subjekt og siden kontrasubjekt, i hvad der udvikles til en 8-stemmig fuga mellem sangstemmerne og orkestret.

Tenoren redegør i sin arie for troen som pant på den kærlighed, som Jesus nærer til sit folk. Troen er så at sige betaling for Jesus’ kærlighed. Ariens soloviolinstemme er gået tabt, men blev i forbindelse med udgivelsen af Neue Bach-Ausgabe genskabt ud fra continuostemmens generalbas og tenorstemmens motiviske materiale.

Selvom kantaten ikke er to-delt, kan man godt betragte tredje sats koraludsættelse som en slags afrunding af kantatens første del. 5. vers af Phillipp Nicolais Wie schön leuchtet der Morgenstern er en lovprisning af Herrens kærlighed. Nicolais berømte melodi bliver mesterligt bearbejdet af Bach, som udsætter den som duet i 12/8 mellem sopran og alt med quasi-ostenato continuoledsagelse. Det er imponerende, hvad Bach får ud af denne tilsyneladende spartanske ramme, som udvikler sig til en rigt ornamenteret semi-kanon mellem de to sangsolister.

I kantatens anden del tolker librettisten evangelielæsningen med udgangspunkt i afsnittet om Retfærdighed ved tro på Jesus Kristus fra Paulus brev til Romerne 3,21-31. I sit recitativ formaner bassen den kristne mod at lægge sine gode gerninger til grund for sit forhold til Gud. Mennesket gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.

Tanken om troen som den egentlige vej til frelse føres videre ind i kantatens sidste arie: ”Der Glaube schafft der Seele Flügel, daß sie sich in den Himmel schwingt. Die Taufe ist das Gnadensiegel” (Troen giver sjælen vinger, så den svinger sig til himmels. Dåben er nådens segl), hvilket trækker en tråd direkte tilbage til kantatens indledende motto. Den dansante sats får vinger med opadstræbende motiver, og til ordet Taufe (Dåb) lader Bach vandet rinde i et lang nedadgående løb.

Kantaten afrundes med fjerde vers af Johann Kolroses salme Ich dank dir, lieber Herre (1535).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 43 ”Gott fähret auf mit Jauchzen” er skrevet til Kristi Himmelfart 30. maj 1726. J. S. Bach var foråret 1726 i gang med sin tredje kantateårgang i Leipzig. Samme år fremførte han hele 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, der var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, der døde i 1724. Johan Sebastian lod sig tilsyneladende inspirere af sin grandfætters værker, for hele syv kantater fra denne Leipzig-årgang deler tekster og opbygning med Johann Ludwigs. De falder alle i to afsnit – beregnet til opførelse før og efter prædiken – som hver bygger på henholdsvis det gamle og det ny testamente: Del 1: Kor (GT) – recitativ – arie, Del 2: recitativ (NT)- arie – recitativ – koral. Vi har tidligere stiftet bekendtskab med en af disse kantater her i Enghave, nemlig Kantate 17 ”Wer Dank opfert, der preiset mich”. I tilfældet kantate 43 er der dog tale om en udvidelse af den føromtalte form, da hele seks vers udgør det strofiske afsnit, som fordeles ud på både recitativer og arier og dermed sprænger formen.

Der er altså tale en stort anlagt kantate, og dette gælder også for instrumentariet, som i Himmelfartens festlige anledning er udstyret med trompeter og pauker i tråd med åbningskorets citatet fra Psalmernes Bog 47, 6: ”Gud steg op under jubel, Herren under hornets klang”. I de følgende to satser lovpriser tenoren Jesu sejr over døden – forsat med referencer fra Psalmernes Bog: først i recitativet som refererer til Psalme 68, 19: ”Du bortførte fanger”, fulgt af den triumferende dommedagsarie med reference til Psalme 68, 18: ”Titusinder er Guds vogne, tusinde gange tusinde”.

Helt usædvanligt er det sopranen, og ikke tenoren, der har rollen som evangelist i det følgende recitativ, med tekst fra dagens læsning, Markusevangeliet 16,19. Det første af de i alt seks strofiske vers følger herpå med sopranens arie, som ledsages af en elegant koncertant sats for strygere og oboer.

Anden del af kantaten åbner med dommedagsbasunen. I første omgang, i bassens recitativo accompagnato, er det blot strygerene, der imiterer klangen af messing fra Guds kavaleri, men i den følgende arie er det den ægte vare: Den klassiske duel mellem bassanger og trompetist! Her har Bach endog været så venlig at notere, at trompetstemmen kan spilles af en violin, hvis trompetisten skulle miste modet, hvilket man ikke kan fortænke ham i…

I kontratenorens recitativ er kampen mellem Gud og Satan overstået og Jesus kan krones som sejrherre. I den afsluttende opadgående melisme ledes vores øjne mod himmelen, hvor den følgende arie finder sted: I ånden ser vi, hvorledes Jesus sætter sig ved Guds højre hånd og omstyrter sine fjender. I modsætning til tenorens og bassens kamp-arier, er denne arie en lettelsens glæde, som fejres med dansante oboer i parallelle tertser, førend sopranen i det sidste af de seks strofiske vers takker for trygt at kunne stå ved Jesu side.
Kantaten afsluttes med to vers fra Johann Rists salme ”Du Lebensfürst, Herr Jesu Christ”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bachs koralkantatecyklus blev påbegyndt Trinitatis søndag 1724 og var planlagt til at skulle udgøre hans anden kantateårgang i Leipzig. Det var et storstilet projekt, som forhindrede ham i at genbruge materiale fra Weimar og Cöthen, da hver kantate, både hvad tekst og musik angik, skulle bearbejde en protestantisk salme forbundet til de respektive søndage i kirkeåret. Vi kender ikke med sikkerhed identiteten af librettisten bag Bachs koralkantater, men den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653-1725) er et kvalificeret bud. Stübel var uddannet i teologi og filosofi og var en aktiv poet i Leipzig frem til sin pludselige død 31. januar 1725. Stübels død er formodentlig årsagen til, at Bachs koralkantateproduktion i foråret 1725 helt ophørte, og at årgangen dermed ikke blev færdiggjort som en fuldendt cyklus. Da der i Leipzig ikke blev opført koncertant kirkemusik – altså kantater – i hele fastetiden fra starten af februar, lå Bachs kantateproduktion stille i over en måned frem til påske. Herfra skulle han nu finde nye kantate-libretti til den sidste godt en måned, som var tilbage af årgangen.

Valget faldt på den i Leipzig bosiddende kvindelige poet Christiane Mariane von Ziegler, født Romanus. I perioden fra 22. april og frem til 27. maj komponerede Bach ni kantater med tekster af Ziegler. Zieglers kantate-libretti var dog ikke udformet efter samme stramme koral-baserede koncept, som Stübel havde leveret, og derfor valgte Bach efterfølgende at flytte de fleste af Ziegler-kantaterne over i mappen med kantater til 3. årgang. To kantater forblev dog i koralkantateårgangen: kantaterne Also hat Gott die Welt geliebt (BWV 68) og nærværende kantate Auf Christi Himmerfahrt allein (BWV 128), som blev opført på Kristi Himmelfartsdag, torsdag 10. maj 1725.

Dagens Evangelielæsningen er fortællingen om Den opstandne Jesus og disciplene fra Markusevangeliet 16, 14-20:

”Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: ”Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.”

Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med.”

Ziegler forholder sig ikke specifikt til dagens evangelielæsning. Billedet af Jesus, som sætter sig ved Guds højre hånd, bliver dog brugt som et centralt tilbagevendende motiv gennem kantaten. I tråd med koralkantate-konceptet tager Ziegler derimod udgangspunkt i det indledende salmevers, første vers af Josua Wegelins Auf Christi Himmelfahrt allein, som i kantaten benyttes i Ernst Sonnemanns bearbejdning fra 1661. Tanken om Jesus’ opstandelse bliver afsæt for et ønske om at følge med ham til himmels, for dér at kunne stå ansigt til ansigt med Jesus. I konfrontationen med Kristus ser Ziegler en forbindelse mellem Kristi Himmelfart og Dommedag, hvilket bliver et væsentligt aspekt i kantatens teologiske tolkning.

Åbningskoret følger koralkantateårgangens mest almindelig forskrift, med et instrumentalt ritornel omkring sopranens cantus firmus og de øvrige sangstemmer i kommenterende polyfoni. I anledning af himmelfarten supplerer Bach sit sædvanlige ensemble med to horn, der spiller op imod oboer og strygere, som en festlig concerto grosso.

Tenoren melder sig klar til at følge med Jesus og forlade denne verden: ”Ich bin bereit, komm, hole mich! Hier in der Welt ist Jammer, Angst und Pein.” (Jeg er beredt, kom, hent mig! Her i verden er jammer, angst og smerte.) Han ser frem mod at blive forklaret og stå ansigt til ansigt med Gud, ligesom vi læser det i Paulus’ berømte brev om Kærligheden: ”Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt.”

Bassen udbasunerer budskabet om, at Jesus med sin himmelfart nu sidder ved Guds højre hånd og ledsages naturligvis af trompet: ”Auf, auf, mit hellem Schall verkündigt überall: Mein Jesus sitzt zur Rechten!” (Op, op, med høj lyd forkynd overalt: Min Jesus sidder på min højre side!) I von Zieglers egen udgivelse er arien adskilt fra det følgende recitativ, men Bach kombinerer de to tekster, og lader recitativet indgå som et selvstændigt afsnit af arien, så den bliver udvidet til en A-B-C-A form. I det reflekterende recitativ ønsker han allerede nu, at kunne flytte ind i himlen: ”O könnt ich im voraus mir eine Hütte bauen!” (O, kunne jeg i forvejen bygge mig en hytte!) Han tager sig dog i det, og har en retorisk samtale med sig selv, hvori han indser, at han ikke begriber omfanget af Guds almægtighed og himmelfartens under: ” Wohin? Vergebner Wunsch! Er wohnet nicht auf Berg und Tal, Sein Allmacht zeigt sich überall” (Hvor? ubesindige ønske! Han bor ikke på bjerg eller i dal, hans almagt viser sig overalt.)

I modsætning til bassens og trompetens ekstroverte udbasunering af himmelfarten er duetten mellem alt og tenor udpræget introvert. Den sonore obo d’amore ledsager den sagtmodige 6/8-sats i h-mol i en forundret reflektion over himmelfartsunderet: ”Sein Allmacht zu ergründen, wird sich kein Mensche finden, mein Mund verstummt und schweigt.” (Hans almagt kan intet menneske begribe. Min mund tier og forstummer.) I ariens B-del parafraserer Ziegler over helgen Stefanus’ ord i Apostlenes Gerninger 7, 56 umiddelbart før han blev stenet ihjel: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.”

Billedet af Jesus siddende ved Guds højre hånd kender vi også fra trosbekendelsen og ved, at han derfra “skal komme at dømme levende og døde”. Der er således en tæt forbindelse mellem himmelfarten, hvor Jesus farer op, og dommedag, hvor Jesus kommer tilbage på jorden og fælder dom over vore gerninger. Ziegler får elegant dette perspektiv knyttet til himmelfarten hvilket bekræftes med valget af 4. vers af Matthäus Avenarius’ salme O Jesu, meine Lust, som afsluttende koral, der lyder: “Alsdenn so wirst du mich zu deiner Rechten stellen und mir als deinem Kind ein gnädig Urteil fällen.” (Derfor vil Du stille mig på Din højre side og fælde en nådig dom over mig som Dit barn.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering