BWV 152 »Tritt auf die Glaubensbahn«

Kantate 152 Tritt auf die Glaubensbahn er skrevet til Julesøndag (søndagen mellem jul og nytår) 30. december 1714. I årene 1714-17 under sin ansættelse ved hoffet i Weimar, havde Bach til opgave at skrive én månedlig kantate. Weimar-hoffets digter Salomo Franck frembragte til dette formål en cyklus af kantate-libretti, som i 1715 – et halvt år efter – udkom under titlen Evangelisches Andachts-Opffer, hvori denne kantates tekst også kom til at indgå.

Dagens evangelielæsning er Lukasevangeliets beretning om den gamle Simeon, som, efter at have set det nyfødte jesusbarn, bebuder, at han er klar til at forlade denne verden (også kendt på latin som Nunc Dimittis). Men Salomo Franck vælger at lægge vægt på det afsnit i Lukasevangeliet, som følger umiddelbart efter (2, 34): ”Og Simeon velsignede dem og sagde til Maria, hans mor: ”Se, dette barn er bestemt til fald og oprejsning for mange i Israel og til at være et tegn, som modsiges, ja, også din egen sjæl skal et sværd gennemtrænge – for at mange hjerters tanker kan komme for en dag.”” Modsætningsforholdet mellem fald og oprejsning, som Simeon udtrykker i Lukasevangeliet spiller en central rolle i denne kantate. At Jesus skulle danne grundlag for tro hos nogen og skepsis hos andre, finder Franck referencer til tre gammeltestamentlige profetier, som alle tre desuden benytter stenen som billede: Esajas’ Bog 8, 14-15: ”Han skal være en helligdom, en anstødssten, en klippe til at snuble over, for Israels to huse, en fælde og snare for Jerusalems indbyggere. Mange skal snuble, de skal falde og lemlæstes, de bliver fanget i snaren”. I Salmernes Bog 118, 22 gælder det hjørnestenen, som man skal bygge sin tro på: ”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten” , og det samme gælder for Esajas’ Bog 28, 16: ”Derfor siger Gud Herren: ”Se, i Zion lægger jeg en grundsten, en prøvet sten. Det er en kostbar hjørnesten, der lægges. Den, der tror, skal ikke være urolig.””

Stenen er det gennemgående motiv for de første fire satser. Billedet af hjørnestenen, som bærer Zion og anstødsstenen, som man kan snuble over, benytter Franck som dén modsætning det kristne menneske skal navigere i.

Det lille kammerensemble bestående af blokfløjte, obo, viola d’amore, viola da gamba og orgel lægger ud med en instrumental ouverture efter fransk forbillede: først en langsom adagio-indledning, fulgt af en gigue-lignende dansant fuga, hvis tema – en nedadgående bevægelse fra d til fis – anticiperer første aries tema i en skæv rytmisk snublende form.

Som modsætning til denne skæve snublen, lader Bach i bassens indledende arie Troens vej materialisere sig i temaet, nu i en lige trinvist nedadgående bevægelse. I B-delen tonsættes advarslen om ikke at støde sig på snublestenen ”Mensch! stoße dich nicht dran!” med forstørrede og formindskede spring i en snørklet duet-sekvens mellem bassangeren og den obligate obo-stemme.

Billedet af stenen fortsættes i det derpå følgende recitativ men forbinder det samtidig til dagens læsning fra Lukasevangeliet, som var udgangspunkt for kantaten. Modsætningsforholdet udspilles mellem de som falder over anstødsstenen og vil falde ned i helvede, der beskrives i recitativets første del, og de som bygger deres tro på hjørnestenen og derigennem vil finde forløsning og frelse, hvilket udtrykkes i den afklarede og smukke afsluttende arioso.

Symboliserende den kristne sjæl, beder sopranen i sin arie om at måtte bygge sin tro på hjørnestenen. For første gang i kantaten benyttes nu en dur-toneart: g-mols paralleltoneart B-dur. Hvor temaet i bassens første arie var en nedadgående bevægelse, bevæger sopranens tema sig opad mod Gud i bøn, mens de to obligate instrumenter, blokfløjte og viola d’amore, medvirker til at give satsen en særlig inderlig karakter. Som Alfred Dürr skriver, ærgrer man sig næsten over, at satsen ikke er længere, men er holdt i den for Bachs Weimar-kantaters vedkommende almindelige forkortede A-B-A-form.

I bassens andet recitativ bringes to nye bibelreferencer i spil: Korsets dårskab og Guds visdom fra Paulus’ første brev til Korintherne (1, 18-31): ”For vel er ordet om korset en dårskab for dem, der fortabes, men for os, der frelses, er det Guds kraft” og en lignelse fra Lukasevangeliet 6, 39-40: ”Kan en blind lede en blind? Vil de ikke begge falde i grøften? En discipel står ikke over sin mester; men enhver, der er udlært, skal være som sin mester.” Hvad Franck vil sige med disse citater leder tilbage til kantatens indledende motto, om at ”gå ad troens vej”. Guds plan er udover vor fatteevne. Vi er blot blinde dårer, og det eneste vi kan og skal forholde os til er, at følge troens vej mod Jesus og frelsen.

I den afsluttende duet har troens vej endelig ledt Sjælen til Jesus. I en dialog spørger Sjælen troskyldigt, mens Jesus myndigt og beroligende svarer. De fire obligate instrumenter (obo, blokfløjte, viola d’amore og viola da gamba) akkompagnerer nu unisont som symbol på foreningen af menneske og Gud. I en adstadig siciliano forbereder Sjælen sig på at skulle forenes med Jesus i ægteskab – et ofte benyttet billede, der understreger det erotisk-lidenskabelige trosforhold, som netop er kendetegnede for de pietistiske digtere som bl.a. Salomo Franck og Georg Christian Lehms.

I dansk sammenhæng kender vi især dette lidenskabelige trosforhold fra H.A. Brorsons samtidige digtning, hvor ægteskabet mellem Sjælen og Jesus også er et tilbagevendende billede. Første vers af hans salme Hvorledes skal jeg møde beskriver ligeledes Sjælens forberedelse til ægteskabet med Jesus:

Hvorledes skal jeg møde
og favne dig, min skat?
Du skønne morgenrøde
mod al min jammers nat!
Min Jesus, sig, hvorledes
mit arme hjerte skal
opsmykkes og beredes
dig til en brudesal.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering