Kantate 65 ”Sie werden aus Saba alle kommen” er skrevet til Hellig Tre Kongers dag og havde sin førsteopførelse 6. januar 1724. Hermed afsluttedes Bachs første jul i Leipzig, hvor menigheden indenfor blot tretten dage, havde fået seks nykomponerede kantater, Magnificat (BWV 243a), samt Sanctus i D (BWV 238) at høre fra deres nye kantor. Som Alfred Dürr skriver i sit opslagsværk Die Kantaten, kan vi kun gisne om, hvorvidt de mon forstod, hvad de havde været vidner til…

Kantaten er nøje opbygget med parvise satser: I 1. og 2. sats høres først den gammeltestamentlige profeti og derefter den nytestamentlige opfyldelse. I 3. og 4. sats reflekterer det kristne menneske, som leder til en ny fordring: at give hjertet som det nye offer til Jesus, hvilket finder sted i 5. og 6. sats, og bekræftes af den kristne menighed i den afsluttende koral (7. sats).

Teksten til det indledende kor er en profeti fra Esajas’ Bog 60, 6: ”Fra Saba kommer de alle sammen, de bærer guld og røgelse; de forkynder Herrens pris”. Men man kan ikke undgå at få den tanke, at Bach har ladet sig inspirere af de to forrige linjer fra Esajas Bog: ”Kameler i mængde flokkes hos dig, dromedarer fra Midjan og Efa”, og dermed sat scenen for den østerlandske karavane, som gør holdt ved stalden, hvor jesusbarnet ligger i sin krybbe. Åbningskorets instrumentarium er valgt med sædvanlig sans for associationer og symbolik: Horn symboliserende den kongelige karavane med kameler og dromedarer, fløjterne det eksotiske mellemøstlige og oboerne hyrderne og fårene i stalden.

Satsen åbner med et orkestralt forspil og veksler herefter mellem kortere tyndt akkompagnerede vokale afsnit, som besvares af tutti-ensemblet. Samme princip gør sig gældende i de følgende to fuga-gennemføringer: først en let-akkompagneret gennemføring, efterfulgt af en colla parte tutti-gennemføring. En satsopbygning, som ses ofte i Bachs åbningskor. Som afslutning på satsen gør karavanen holdt med unison gengivelse af temaet fordelt ud på hele fem oktaver.

Den indledende profeti opfyldes i den følgende sats, med fjerde vers af den tyske version af den latinske hymne Puer natus in Bethlehem, som i en dansk sammenhæng vil genkendes som den gamle melodi til Et barn er født i Bethlehem. Verset refererer til Matthæus 2, 11 ”de åbnede for deres gemmer og frembar gaver til det (barnet red.), guld, røgelse og myrra”.

Bassen opsummerer i sit recitativ, hvad vi lige har været vidner til: ”Hvad Esajas profeterede, det skete i Bethlehem”. Men recitativet ændrer pludselig karakter og henvender sig nu reflekterende til den kristne: ”Min Jesus, det er også min pligt at vende mig mod din krybbe og ligeledes være taknemmelig” og slutter ”Om end mit hjerte er for lidet, så tag nådigt imod det, da jeg intet kan bringe af større værdi”. Denne tanke videreføres i den følgende arie, men nu som en fordring: jordisk guld er ikke nok for Jesus, man skal skænke ham sit hjerte! Arien er ledsaget af to obo da caccia’er, som med rig ornamentik symboliserer det pyntede jordiske gods.

De to følgende satser er tenorens, og han henvender sig direkte til Jesus: ”forsmå ikke mit hjerte, som jeg ydmygt bringer dig” og sammenligner guld med tro, røgelse med bøn og myrra med tålmodighed, som de gaver Jesus skal modtage. ”Tag mig til dig som din ejendom, mit hjerte som gave” fortsætter han i arien, som ledsages af det fulde instrumentalensemble i en opløftende tredelt takt. Til teksten ”hvad jeg siger, gør og tænker” kommenterer instrumentgrupperne på skift med forsiringer, hvorefter tenoren opildnes til eksalterede toogtredivedels-koleraturer. Det er Bach i absolut hopla!

Bach har ikke selv sat tekst under den afsluttende koral, men han har sandsynligvis haft tiende vers af Paul Gerhardts salme Ich hab in Gottes Herz und Sinn (1647) i tankerne, som bekræfter, at vi fortrøstningsfuldt kan lade os falde i Jesu hænder.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 123 ”Liebster Immanuel, Herzog der Frommen” blev opført præcis et år efter Kantate 65, på Hellig Tre Kongers dag 6. januar 1725, og er altså en del af Bachs koralkantateårgang. Den følger samme opbygning som de øvrige kantater i årgangen 1724/25, hvor teksten til første og sidste vers af koralen gengives i sin originale form, mens de mellemliggende vers er let omskrevet til brug for recitativer og arier.

Der er kun en svag forbindelse mellem salmen Liebster Immanuel og Hellig Tre Kongers dag, men forudsigelsen af Messias’ komme fra Esajas’ Bog 7, 14: ”Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel” knytter sig naturligt til julen, idet det citeres i juleevangeliet hos Matthæus 1, 23.

Salmen Liebster Immanuel blev første gang trykt af Ahasverus Fritsch 1679 og vil måske blive genkendt af et danske publikum. Thomas Kingo trykte nemlig melodien i Aandelige Siungekoors Anden Part til digtet Sorrig og Glæde de vandre tilhobe i 1681, blot to år efter Fritsch, hvilket gør det til den blot anden trykte udgave af melodien. Kingos udgave adskiller sig dog på forskellig vis fra Fritschs version, og det indikerer, at de begge har fået melodien fra en mundtlig/folkelig overlevering.

Åbningskoret drejer sig omkring tallet 3. Det er noteret i 9/8-dele (altså 3×3), og åbner med et længere forspil, hvor cantus firmus gentages i parallelle tertser, som en nedadgående sekvens 3×3 gange: første tre gange med continuo, så tre gange uden, og atter tre gange med, førend sangerne sætter ind. Også sangernes cantus firmus deles op i tre: først en for-imitation af alt (kontratenor) og tenor, så en firstemmig homofon harmonisering under sopranens cantus firmus, efterfulgt af en efter-imitation i fløjterne. Denne 3×3-struktur gennemføres i de to stollen, men varieres til teksten ”komm nur bald!” hvor udbrud i de tre nederste stemmer, bryder satsens forholdsvis homofone struktur. I sidste linje af salmens abgesang lader Bach de tre nederste sangstemmer ledsage cantus firmus – ikke af sidste linjes motiviske materiale, men derimod af salmens første linje! En fornem detalje, som viser Bachs overskud og detaljerede arbejde med stoffet.

Som et andet lag i åbningssatsen, benytter Bach i orkesteret en opadgående 9/8-dels figur. Motivet minder meget om det han bruger i den 6-stemmige Sanctus-sats, som han skrev til juledag 1724, altså blot to uger tidligere. I denne Sanctus-sats, som han 25 år senere genbrugte i sin Messe i h-mol, spiller tallet 3 ligeledes en central rolle. Mon ikke Bach har ladet sig inspirere af det nyligt komponerede Sanctus ved at læse det forrige kapitel i Esajas’ Bog 6, 3 om seraferne, som råber ”Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, hele jorden er fuld af hans herlighed!”?

Altens secco-recitativ slutter ”så er mit hjerte, også i fare og smerte, henrykt i glæde over Jesu kraft ”. Det leder over til tenorens da capo-arie: ”Heller ikke korsets smertensrejse og tårernes bitre smag afskrækker mig”. Tenoren ledsages af to obo d’amore, som i et kromatisk tema med korsmotiver som kontrapunkt udpensler pinslen. Ordet ”schreckt” maler Bach med et opadgående toogtredivtedelsløb. I versets midterste linje ”når uvejret raser” bryder Bach den indadvendte stemning med et pludseligt furioso, hvor tenoren illustrerer stormen med rasende toogtredivtedelsløb. Freden indfinder sig dog efter kun fire takter, med fortsættelsen af forrige tekstlinje: ”…sender Jesus mig fra himlen lys og frelse”.

Bassen er i sit recitativ anderledes stålfast i troen på Jesus’ sejr over døden: ”Ingen djævel kan opsluge mig … Døden har selv ingen magt… Jesus, min forløser, viser sig for mig”. I den følgende arie vender han derfor verden ryggen som en eremit: ”Lad verden blot foragte mig og overlade mig til trist ensomhed! … Jesus … har jeg altid hos mig”. Den obligate fløjtestemme, som ledsages af en staccato-basgang, sætter en let og ubekymret stemning. Einsamkeit illustrerer Bach med lange toner og betrübter (trist) med kromatiske og formindskede intervaller. I slutningen af ariens B-del til teksten ”bleibet mir allezeit” forløses satsen i fortrøstningsfulde sekvenserede melismer før satsen går da capo.

I den afsluttende firstemmige koral tages endegyldigt afsked med verden og dens forfængelighed. Samme emne tager Thomas Kingo også under kærlig behandling i Aandelige Siungekoors Anden Part, i salmen Far Verden, farvel, som ligeledes synges på en Sarabande-melodi.

Bach noterer at koralmelodiens abgesang skal gentages piano – en effekt han kun angiver i tre andre kantater: BWV 106, 71 og 68.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering