Kantate 107 ”Was willst du dich betrüben” havde sin førsteopførelse 7. søndag efter Trinitatis, 23. juli 1724. Den adskiller sig fra de øvrige koralkantater fra årgangen 1724/25 ved, at alle syv vers af Johann Hermanns salme fra 1630 er bevaret i deres originale form – normalvis er det kun teksten til ydreversene, der bruges i original form, mens de mellemliggende vers er omskrevet til brug for recitativer og arier. Denne type koralkantate, kaldet per omnes versus, er en form, som egentlig hører hjemme i 1600-tallets frühbarok, og Bach adopterede da også denne kantatetype fra bl.a. Buxtehude, som han besøgte i Lübeck 1705. Ungdomskantaten BWV 4 Christ lag in Todesbanden som Bach skrev i Mühlhausen i 1707, blot to år efter sit ophold hos Buxtehude, er en per omnes versus-kantate og ikke siden da, skrev Bach en kantate i denne form.

Hvorfor Bach netop med kantate 107 tager per omnes versus-kantaten op igen, ved vi ikke. Måske havde librettisten ikke leveret en tekst til denne uge, eller måske fandt Bach den ikke brugbar? Man kunne også få den tanke, at kantaten måske kunne være skrevet i en tidligere periode af Bachs liv, men hverken den kompositoriske stil eller kildematerialet peger i den retning…

Johann Hermanns salme er ikke direkte forbundet til 7. s. e. Trinitatis læsning fra Matthæusevangeliet 15,32-39 om bespisningen af de fire tusind, men salmens budskab om hengivelse til Gud og dens lovprisning og taksigelse af Guds godhed og skaberværk stemmer overens med den gængse fortolkning af denne bibelfortælling.

Som John Elliott Gardiner rigtigt bemærker i sin note om nærværende kantate fra hans Bach-Pilgrimage-år 2000, gør Bach i denne kantate, som så ofte, livet unødig besværligt for sig selv. De fleste andre komponister, som var under et lignende arbejdspres, ville have benyttet per omnes versus-formen til at lade et par af satserne bestå af enkle koraludsættelser. Men ikke hos Bach… De to ydersatser er begge orkestrale koralbearbejdelser, og i de mellemliggende fem vers bliver salmens strofiske tekst bearbejdet til det yderste i vidt forskellige satstyper. Det er blot ét af mange eksempler på, med hvilken grundighed og hengivenhed Bach gik til sit arbejde.

Åbningssatsen sætter en bedrøvelig stemning an i h-mol med et smukt opadgående tema. En mindre gruppe bestående af fløjter, violiner og bratch skiller sig ud i en concertino-enhed uden continuo, og denne gruppe veksler med tutti-orkesteret satsen igennem. Sangstemmerne er bygget op omkring en rigt ornamenteret Cantus Firmus i sopranen med de øvrige tre stemmer svarende i en forholdsvis homofon struktur. I modsætning til Bachs normale præcedens i koralkorene, lader han her koret synge to linjer ad gangen, hvilket giver hele satsen en kompakt struktur. Det er i det hele taget bemærkelsesværdig hvordan Bach kantaten igennem omgås salmeversets monotone metrik. I bassens recitativ ses det ved, at oboerne danner bro mellem bassens linjer, for siden, da sangeren bryder formen med en længere melisme på ordet freuden, at holde fast i den akkompagnerende ottendedelsfigur indtil den afsluttende arioso.

Satserne 3-6 er fire på hinanden følgende arier, som alle falder i salmetekstens AAB-form frem for Bachs normaltvis foretrukne dacapo form (ABA).

Bassen lægger ud med en selvsikker jagt-arie med strygerakkompagnement. På ordet ”erjagen” (jage) efterligner bassen jagthornets gjalden, og strygersatsen ført an af førsteviolinen kan let give associationer til et hundekobbel på jagt.

I tenorens arie kommer det store dyr i åbenbaringen til syne i form af en uregerlig continuosats, som konstant veksler mellem en 3/4 og 6/8-fornemmelse. Med continuoets opadgående bevægelse – fra de dybeste toner og op – fornemmer man skærsildens flammer presse sig på. Tenorens svarer med et modsatrettet tema – ovenfra og lukt ned i helvede – til ordene ”Wenn auch gleich aus der Höllen” og dermed er scenen sat for en vanvittig kamp mellem det gode og det onde. At Gud vinder over Satan til sidst, viser Bach ved at lade tenoren overtage det opadgående motiv, som dermed skifter karakter til ordene ”denn dein werk fördert Gott”.

Verden har genfundet sin orden i sopranens arie, hvor to obo d’amore indgyder en kosmisk ro med en venlig 12/8 sats, som omgiver sopranens krummelurede bearbejdelse af Cantus Firmus. Kun versets sidste linje ”Was Gott will, das geschicht” står mejslet ud uden udsmykning som en manifestation af Guds sejr og magt.

Som en fuldkommen modsætning til tenorens forrige arie står tenorens anden arie – en stille indadvendt taksigelse af Gud akkompagneret af unisone fløjter og en dæmpet violin. Det er værd at bemærke, at Bach ikke bringer alt-sangeren i spil til denne arie, men netop lader tenoren, som tidligere var i vælten i kampen mellem det gode og det onde, finde til ro i denne milde og generøse arie.

I den afrundende koralbearbejdelse når vi en himmelsk tilstand. Al tvivl og ondskab er elimineret i den rolige og æteriske Siciliano, som omkranser den homofone koralsats i en lovprisning af Guds nåde.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Da Bach i juni 1723 flyttede med sin familie til Leipzig, satte han straks et mål for sig selv om at levere en ny kantate til alle søn- og helligdage i kirkeåret. Det ambitiøse projekt begyndte samme dag han tiltrådte sit nye embede som Thomaskantor på Trinitatis søndag 1723.

Til dette formål kom de godt tyve kantater, Bach havde skrevet i løbet af sine tre år som kapelmester i Weimar (1714-17) ham til gode. De fleste af Weimar-kantaterne kom til at indgå i Bachs første kantateårgang i Leipzig på de søndage i kirkeåret, de var skrevet til. I Leipzig var adventstiden dog en fastetid uden koncertant musik, hvorfor kantaten Ärgre dich, o Seele, nicht (BWV 186a) til tredje søndag i Advent ikke kunne genbruges til den tilskrevne søndag. Bach måtte derfor gå langt i sin bearbejdelse for at tilpasse kantaten til opførelse 11. juli 1723 på 7. søndag efter Trinitatis. Den originale kantate fra Weimar er desværre gået tabt. Men kantatens tekst og oprindelige form, bestående af et åbningskor, fire arier og en afsluttende koral, findes i udgivelsen Evangelische Sonn- und Festtages Andachten, som Bachs tekstforfatter fra Weimar, Salomon Franck, udgav i 1717.

Evangelielæsningen til 7. søndag efter Trinitatis er Markusevangeliets fortælling om Bespisningen af de fire tusind (8, 1-9):

I de dage var der igen en stor skare, som ikke havde noget at spise, og Jesus kaldte disciplene til sig og sagde til dem: ”Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og sender jeg dem sultne hjem, vil de blive udmattet undervejs, og nogle af dem er kommet langvejsfra.” Hans disciple svarede ham: ”Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?” Han spurgte dem: ”Hvor mange brød har I?” ”Syv,” svarede de. Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde. Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.

Ärgre dich, o Seele, nicht er et bevis på, hvor grundigt Bach gik til sit arbejde med kantaterne. Få uger inde i sit nye embede gav Bach en ukendt librettist til opgave, at omarbejde Samuel Francks advents-libretto til en kantate til 7. søndag efter Trinitatis således, at den oprindelige musik kunne udgøre den musikalske rygrad i den ny kantate. Efter Bachs anvisninger blev kantaten udvidet til et værk i to dele til opførelse før og efter prædiken. Francks tekst om Messias’ komme blev let omskrevet og fire nye recitativer, som kunne referere til dagens læsning, blev tilføjet. Hertil blev 12. og 11. vers af Paul Speratus’ salme Es ist ein Heil uns kommen her (1523) indført som afslutningskoral på henholdsvis kantatens første og anden del.

Librettisten lægger i sin tolkning af evangelielæsningen vægt på modsætningen mellem mangel og overflod, og tolker Jesu ord som den næring, der skal mætte det kristne menneske. Ødemarken sammenlignes med det jordiske liv og Jesus bespisning af flokken tolkes som Gudsordet, der skaber en indgang til paradiset.

Åbningskoret afslører i både stil og form, at det hører til en tidligere periode i Bachs produktion, kendetegnende ved den ungdommelige lyst til at afsøge formmæssige grænser. Satsen er udformet som en rondeau: A-B-A-B-A, hvor B-delene holdes i deklamerende a capella, mens Bach i de tre A-dele væver sang- og instrumentalstemmernes to fugettaer sammen til en elegant 8-stemmig struktur. Et veludført formmæssigt mesterstykke fra den unge Bachs hånd.

De to følgende satser er tildelt bas-sangeren. I recitativet, som er skrevet af den nye librettist, lægges vægt på modsætningen mellem den spartanske livsførelse og den overflod, som skaren mættes med i dagens læsning. Arien er ledsaget udelukkende af continuo-stemmen, som i en quasi ostinato gentager det tematiske materiale i forskellige tonearter. Teksten ”Mein Gemüd ist Zweifelsvoll” (Mit sind er i tvivl) sætter Bach i musik til et hampert harmonisk forløb, som vitterligt skaber tvivl om satsens tonalitet.

Tenoren husker os på, at vi kun er støv og vores krop blot en klædning til låns. Sjælens frelse derimod finder vi i Jesus, og i hans lære får vi en forsmag på, hvor venlig han er. Denne tanke følges til dørs i den følgende arie, som ligeledes er tildelt tenoren: ”Da er sich kräftig weist, Den schwachen Geist zu lehren, Den matten Leib zu nähren.” (Han viser sin kraft, for at lære den svage i ånden og nære det matte legeme.) Tenoren var i ariens oprindelige form ledsaget af en obo da caccia, men i Leipzig blev denne stemme erstattet af en almindelig obo i unison med to violiner, og stemmen derfor sat en oktav op.

Kantatens første del afsluttes med et nykomponeret koral-kor. Cantus firmus er tildelt sopranstemmen. De tre underliggende sangstemmer danner en imiterende polyfon sats omkring koralmelodien, og det hele herligheden omkranses af en enkel og charmerende orkestersats.

Kantatens anden del åbner med en arioso for bas, som betragter manglen som en forudsætning for, at Kristi ord kan trænge ind: ”Ein steter Mangel wird beweint, damit sie nur der Welt sich desto mehr entziehen” (De begræder en konstant mangel, for at de desto mere trækker sig tilbage fra verden) fulgt af et magisk akkordskift fra f-mol til A-dur til teksten ”Da findet erst des Heilands Wort, der höchste Schatz, in ihren Hertzen Platz.” (Først da finder Frelserens ord, den højeste skat, plads i deres hjerter.)

Akkordskiftet ved erkendelsen af at være blevet skænket Frelserens ord bliver kantatens egentlige vendepunkt. I taknemmelighed herover synger sopranen sin arie: ”Die Armen will der Herr umarmen … Er schenket ihnen aus Erbarmen de höchsten Schatz, das Lebenswort.” (Herren vil omfavne de fattige … Han forbarmer sig over dem, og skænker dem den største skat, Livets Ord.) Herrens omfavnelse viser Bach med et kromatisk op- og nedadgående motiv i violinstemmen.

Som overledning til den afsluttende duet refererer alten i sit recitativ for sidste gang til dagens læsning: ”Wer gläubig durch die Wüste reist, wird durch dies wort getränkt, gespeist” (Den, der rejser troende gennem ørkenen, bliver mættet og får slukket sin tørst ved det Ord) og udsigten til den ultimative belønning i himlen: ”und nach volbrachtem Lauf setzt er den Gläubigen die Krone auf” (og når hans livsløb er fuldbragt, kroner Han selv den troende).

Bespist og kronet slutter sopranen sig til alten i den afsluttende duet i form af den friske franske dans gigue. Ideen til en duet skal sikkert findes i tekstens første linje: ”Lass, Seele, kein Leiden von Jesus dich scheiden” (Sjæl, lad ingen lidelse skille dig fra Jesus,) som det ofte benyttede pietistiske symbol på sjælens forening med Jesus.

Kantaten afrundes med 11. vers af Paul Speratus’ salme til samme musik som afslutningen på kantatens første del.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Es wartet alles auf dich blev skrevet til 7. søndag efter trinitatis, 4. august 1726 som del af Bachs tredje kantateårgang i Leipzig. I sommeren og efteråret 1726 opførte Bach 18 kantater af sin grandfætter Johann Ludwig Bach, som var hofkapelmester i Meiningen, ikke langt fra Johann Sebastians fødeby Eisenach. Teksterne til Johann Ludwig Bachs kantater stammer fra samlingen Sontags- und Fest-Andachten (Meiningen 1704), som i dag tilskrives Johann Ludwig Bachs arbejdsgiver Hertug Ernst Ludwig I af Sachsen-Meiningen, som døde i 1724. Bach skrev i samme periode yderligere syv kantater byggende på libretti fra samme samling. Det drejer sig om kantaterne med værkfortegnelsesnumrene BWV 17, 39, 43, 45, 88, 102, og 187. Disse syv kantater deler alle samme opbygning i to dele, som fremførtes henholdsvis før og efter prædiken. Første del åbner med et kor byggende på et gammel-testamenteligt citat, fulgt op af recitativ og arie, mens anden del åbner med et Jesus-citat fra Det ny testamente, fulgt op af en arie, et recitativ og en afsluttende koral.

Alle kantatens tre arier blev sidenhen, i midten af 1730’erne, bearbejdet og genbrugt med latinsk tekst i den korte lutherske messe i g-mol (BWV 235).

Søndagens evangelielæsning er fortællingen om Bespisningen af de fire tusinde fra Markusevangeliet 8, 1-9:

I de dage var der igen en stor skare, som ikke havde noget at spise, og Jesus kaldte disciplene til sig og sagde til dem: ”Jeg ynkes over skaren, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og sender jeg dem sultne hjem, vil de blive udmattet undervejs, og nogle af dem er kommet langvejsfra.” Hans disciple svarede ham: ”Hvorfra skal nogen få brød til at mætte dem her i ødemarken?” Han spurgte dem: ”Hvor mange brød har I?” ”Syv,” svarede de. Så lod han skaren sætte sig på jorden; og han tog de syv brød, takkede, brød dem og gav sine disciple dem, for at de skulle dele dem ud; og de delte dem ud til skaren. De havde også et par småfisk; og han velsignede dem og sagde, at de også skulle dele dem ud. Og de spiste og blev mætte, og de samlede de stykker sammen, som var tilovers, syv kurve fulde. Der var omkring fire tusind til stede. Og han sendte dem bort.

Med henblik på dagens evangelielæsning om Bespisningen af de fire tusinde benytter librettisten Salmernes bog 104, 27-28 som sit afsæt i åbningskoret: ”Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid; du giver dem, og de samler op, du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver”.

Også Bachs åbningskor er mættet med gode gaver. Satsen viser Bachs kompositionsteknik på højden af hans ydeevne med en sublimt struktureret åbningssats bestående af et langt koncertant orkesterforspil, som overtages og væves sammen med sangernes motet-agtige struktur, fulgt af en ekvilibristisk fuga i tre gennemføringer, inden al materialet slutteligt forenes. En helt igennem mesterlig komposition.

Det følgende recitativ har også udspring i Salmernes bog 104 i bassens beskrivelse af rigdommen i Guds skaberværk, mens alten afslutter første dels sekvens af gammel-testamentelige referencer med en parafrase over Salmernes bog 65, 12: ”Du kroner året med dine gode gaver, dine hjulspor driver af fedme”. Arien er udformet som en galant dans præget af det gennemgående synkoperede motiv i obo og strygere, mens dryp af ”fedt og velsignelse” i ariens B-del høres som staccaterede efterslag i instrumenternes akkompagnement.

Kantatens anden del åbner med en stringent arioso for bassangeren, der som Vox Christi personificerer Jesus, ledsaget af unisone violiner og continuo. Librettisten har hentet teksten fra Bjergprædiken (Matthæusevangeliet 6, 31.32): ”I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.” Dermed lader librettisten implicit dagens læsning om Bespisningen af de fire tusinde være bevis for, at den bekymring for det daglige brød, som Jesus adresserer i Bjergprædiken er ubegrundet.

I sopranens afsluttende sekvens af arie og recitativ skifter librettisten til at tale i første person og stiller sig dermed som repræsentant for den troende sjæl og den tilhørende menighed. Den rørende smukke arie for sopran og obligat obo er kantatens vendepunkt, hvor vi som tilhører bliver forløst i budskabet om, at Gud tager hånd om os: ”Gott versorget alles Leben, was hienieden Odem hegt.” (Gud sørger for alt levende, der drager ånde her på jorden.) Ariens A-del er holdt i en højtidelig og dog inderlig fransk stil, mens B-delen skifter markant karakter til en frisk tredelt dans til teksten ”Weicht, ihr Sorgen, seine Treue ist auch meiner eingedenk” (Vig bort, I bekymringer,
Hans trofasthed omfatter også mig.)

I det sidste accompagnato-recitativ bekender sopranen sin barnlige tillid til Gud og finder tryghed i visheden om Guds omsorg: ”Der ewig reiche Gott hat sich die Sorge auserkoren, so weiß ich, dass er mir auch meinen Teil bestimmt” (Den evigt rige Gud har udvalgt sig omsorgen, derfor ved jeg, at Han også bestemmer min andel).

Kantaten afsluttes med to taksigelsesvers fra Hans Vogels salme Singen wir aus Herzensgrund (1563) på en frisk folkloristisk melodi.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering