BWV 9 »Es ist das Heil uns kommen her«

Kantate 9 Es ist das Heil uns kommen her hører til koralkantatesamlingen som Anna Magdelena Bach efter Bachs død solgte til bystyret i Leipzig, og som dermed kom i Thomasskolens varetægt. Bach arbejdede primært på sin koralkantateårgang i 1724-25, men flere tilføjelser kom til sidenhen, heriblandt denne kantate. Midt i juli 1724 meldes Anna Magdelena og Johann Sebastian at have været i Bachs tidligere hjemby Cöthen og ”sich hören lassen” (altså, lade sig høre = give koncert), hvorfor en kantate til 6. søndag efter Trinitatis i første ombæring ikke blev skrevet. Bach fandt dog senere lejlighed til at udfylde den tomme plads i koralkantateårgangen. Nodepapirets vandmærke og kopisternes håndskrifter daterer kantaten til at være skrevet i årene 1732-35.

Kantatens libretto deler de karakteristika vi kender fra Bachs øvrige koralkantater. Den ukendte tekstforfatter har omdannet Paul Speratus’ salme til kantatelibretto ved at bibeholde 1. og 12. vers til henholdsvis åbnings- og slut koral, og sammenfatte de øvrige vers i tre recitativer med to mellemliggende arie-tekster. Speratus’ salme er en ofte benyttet salme til denne søndag, hvis evangelielæsning, Matthæus 5, 20-26 drejer sig om forbrydelse mod loven, mens dagens epistel er Paulus’ forklaring om Frihed fra synden gennem Jesu lidelse, død og opstandelse (Romerbrev 6, 3-11).

Også musikalsk lægger Bach sig tæt op ad den praksis vi kender fra de tidligere koralkantater. Åbningskoret er udformet som en charmerende sats mellem koncerterende fløjte og obo d’amore, ledsaget af et akkompagnerende strygerensemble, hvorfra også førsteviolinen momentvis blander sig i det solistiske samspil. Sopranen præsenterer cantus firmusmens de øvrige stemmer svarer med materiale hentet fra orkestersatsen. I abgesang-afsnittet gennemføres dette princip med et særligt glimt i øjet, når de underliggende sangstemmer for en kort bemærkning overtager andenviolin og bratschens temmelig anonymt akkompagnerende ottendedelsmotiv til teksten ”Der hat g’nug für uns all getan” (Han har gjort nok for os).

Alle kantatens tre recitativer har Bach distribueret til bassangeren, som dermed fremstår som kantatens gennemgående prædikant og teologiske formidler. Han fremlægger indledningsvis kantatens teologiske problem: ”Gott gab uns ein Gesetz, doch waren wir zu schwach, daß wir es hätten halten können.” (Gud gav os en lov, men vi var for svage til at kunne have overholdt den.) Havde vi holdt os til loven, ville vi, som i et spejl, have kunnet se, hvor uartig vores natur er. ”Aus eigner Kraft war niemand fähig, der Sünder Unart zu verlassen, er mocht auch alle Kraft zusammenfassen.” (Af egen kraft var ingen i stand til at forlade sin syndige adfærd, om end han samlede alle kræfter.)

Den ensomme synder bliver personificeret af tenoren i den følgende arie: ”Wir waren schon zu tief gesunken, der Abgrund schluckt uns völlig ein.” (Vi var allerede sunket for dybt, afgrunden opslugte os fuldstændigt.) Nedadgående synkoperede motiver i violinen illustrerer synderens nedsynkning i afgrundens dyb. Satsen er noteret i den usædvanlige taktart 12/16 – en musikalsk-interpretatorisk påmindelse fra Bach om, at der hverken er tale om en mild pastorale eller en let gigue, men snarere om en desperat De profundis clamavi.

Kantatens bas-prædikant vender tilbage med løsningen på det syndige menneskes problem: gennem Jesu lidelse og død, bliver pagten mellem Gud og menneske bekræftet, og loven genoprettet. ”Wer auf sein leiden baut, der gehet nicht verloren” (Hvem som bygger på hans lidelse, går ikke fortabt.) Frelsen findes for den, som sætter sin lid til Gud og ”slynger sine arme omkring Jesus”!

Budskabet om frelse og retfærdiggørelse i troen på Jesus bliver kantatens retoriske og dramaturgiske vendepunkt. Som symbol på genoprettelsen af loven har Bach udformet duetten mellem sopran og alt som et lille lovformeligt kontrapunktisk mesterværk. De to koncerterende instrumenter fra åbningskoret, fløjte og obo d’amore, vender nu tilbage som obligate instrumenter, i hvad der sammen med de to sangere og continuo, samlet udgør en kvintet. Satsen er stringent kanonisk opbygget. Først gennemføres et kanon-afsnit mellem de to soloinstrumenter og siden mellem de to sangere – begge med en kvints forskydning. Efter denne indledende øvelse griber instrumenterne ind i sangernes sats, og former dermed en dobbelt-kanon. Som Alfred Dürr rigtig skriver, gør de lette melodiske linjer og deres legende karakter, at man ikke umiddelbart bemærker satsens stramme bagvedliggende struktur.

Synden og Loven er altså repræsenteret med hver sin arie, der fremstår som musikalske modpoler, som et billede på livet henholdsvis uden og med Gud. Tenorariens nedaddrevne linjer, synkoper og spring står i skærende kontrast til duettens rolige melodiske fraser, funderet på gamle kontrapunktiske principper.

Bassen afrunder sin prædiken med at understrege vigtigheden af den erkendelse, som ligger i at kunne skelne Synden fra Loven: ”Wenn wir die Sünd aus dem Gesetz erkennen, so schlägt es das Gewissen nieder” (Når vi kender synden fra loven, så nedslår det vores sind). Erkendelsen er nedslående for mennesket, men danner samtidig grundlag for en dybere og mere inderlig tro. I evangeliet vil vi finde trøst og glæde, så vi trygt kan bygge vores tro på Jesus.

Kantaten slutter med en enkelt firestemmig koraludsættelse af 12. vers af Paul Speratus’ salme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering