Bach skrev kantaten Wahrlich, Warhlich ich sage euch til Rogate søndag 14. maj 1724 som del af sin første kantateårgang i Leipzig. Kantaten deler sin overordnede struktur (dictum, arie, koral, recitativ, arie, koral) med den kantate, som Bach skrev ugen forinden, Wo gehest du hin? (BWV 166), og det er derfor nærliggende at formode, at de to kantater havde samme tekstforfatter.

Evangelielæsningen til Rogate søndag er et uddrag af Jesu bortgang, Johannesevangeliet 16, 23-30, hvor Jesus taler til sine disciple om bøn:

”Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

Hans disciple sagde: ”Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

Rotate søndags fokus på bøn går igen i den ukendte librettists tolkning af læsningen. Jesu ord ”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det” bliver sat i perspektiv i forhold til erfaringerne fra det kristne dagligliv, hvor den troende kan tvivle på bønnens umiddelbare virkning. Librettistens opbyggelige konklusion er dog, at kun Gud kender det rette tidspunkt for sin hjælp, hvorfor den kristne skal være vedholdende i håbet og troen.

Kantaten indledes med et dictum fra evangelielæsningen, hvor bas-sangeren som Vox Christi ledsages af strygere og oboer i en arioso. Satsen er usædvanlig i sin stramme polyfoni i stile antico, og har næsten karakter som en instrumenteret 5-stemmig motet.

I den følgende arie ser alten Jesus’ ord fra den troende sjæls perspektiv, hvor tvivlen symboliseres som stikkende torne: ”Ich will doch wohl Rosen brechen, wenn mich gleich die Dornen stechen.” (Jeg vil dog plukke roser, selv om tornene stikker mig.) Alten ledsages af en ekvilibristisk violinstemme præget af arpeggioer, som illuderer rosengrenenes torne, mens altsangeren reagerer på tornenes stik med staccaterde spring. I ariens B-del udtrykker alten dog tillid til, at bønnerne når Guds hjerte og han vil holde sit ord.

Kantatens tredje sats er en dansant koralfantasi i 6/8 over Georg Grünwald’s salme “Kommt her zu mir, spricht Gottes Sohn” (1530) for sopran ledsaget af to oboer og continuo. Salmeverset bekræfter, at Gud holder sit ord, og det samme gør tenoren i sit følgende recitativ: ” Denn was er zusagt, muss geschehen, dass man daran kann seine Lust und Freude sehen.” (For hvad Han lover, det må ske, så man kan glædes derved.) Recitativet fungerer som overledning til kantatens sidste arie for tenor og strygere. Arien er skrevet i en folkloristisk dansant stil med den franske bondedans Gavotte som forbillede, og er forløsende i sin sikkerhed på Guds hjælp, om end den måske synes at komme sent: ”Gott hilft gewiss; wird gleich die Hilfe aufgeschoben, wird sie doch drum nicht aufgehoben.” (Gud hjælper helt sikkert; om end hjælpen udsættes, forsvinder den ikke.)

Kantaten rundes af med 11. vers af Paul Speratus salme “Es ist das Heil uns kommen her” (1524), som opfordrer til at bevare tilliden til Gud, da kun han kender den rette tid for sin hjælp: ”Er weiß wohl, wenn’s am besten ist, Und braucht an uns kein arge List; Des solln wir ihm vertrauen” (Han ved vel, hvornår det er bedst og er ikke ude på at narre os; den tillid skal vi have til Ham.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten Bisher habt ihr nichts gebeten in meinem Namen er skrevet til femte søndag efter påske, og havde sin første opførelse 6. maj 1725. Femte søndag efter påske har navnet Rogate søndag, hvilket stammer fra det latiske ord rogare: at bede. Søndagen kaldes derfor også Bønnesøndag, hvor der traditionelt gennemførtes processioner for at sikre den kommende sæsons høst. Denne søndags fokus på bøn har udgangspunkt i dagens evangelielæsning om Jesus’ forudsigelse af sin bortgang fra jorden, Johannesevangeliet 16, 23-30, hvori Jesus byder sine disciple at bede til Faderen i sit navn:

”Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.”

Hans disciple sagde: ”Nu taler du ligeud, og du bruger ikke billeder. Nu ved vi, at du ved alt og ikke har brug for, at nogen spørger dig. Derfor tror vi, at du er udgået fra Gud.”

Kantaten stammer fra perioden umiddelbart efter, at Bach havde måttet afbryde den igangværende koralkantateårgang, som han arbejdede på i 1724-25 – sandsynligvis grundet bortgangen af hans librettist i januar/februar måned 1725. Bach måtte finde nye lokale tekstforfattere til sine kantater, og her faldt valget bl.a. på Christiane Mariane von Ziegler, der var kendt som en central figur i Leipzigs intellektuelle selskabsliv med forbindelse til byens universitet, hvilket også Bach tog del i.

Ziegler benytter to Jesus-citater (dictum) som udgangspunkt for sin tolkning af evangelielæsningen. Først vers 24: ”Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn”, hvilket Ziegler i de følgende satser tolker som et svigt fra de troende, og siden vers 33: ”I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden”, hvilket Ziegler læser således, at selvom de troende har sviget og ikke bedt tilstrækkeligt, vil de alligevel opnå frelse gennem Jesus.

Som så ofte udformer Bach det indledende dictum som en arioso for bassangeren. Her ledsages Vox Christi af strygere og oboer i hvad der, trods den korte form, udvikler sig til at blive en temmelig kompleks fem-stemmig polyfon sats.

Altsangeren repræsenterer i de følgende to satser den troende kristne sjæl. I et kort recitativ reagerer alten med skræk på Jesus’ ord, for mennesket har forsætligt overtrådt Guds bud og bør derfor søge bod gennem andægtig bøn. Den følgende arie er netop udformet som en inderlig bøn: ”Vergib, o Vater, unsre Schuld und habe noch mit uns Geduld, wenn wir in Andacht beten” (Tilgiv, o Fader, vor skyld og hav endnu tålmodighed med os når vi andægtigt beder). Alten ledsages af to obo da caccia’er, som med deres sonore klang i det mørke tenorleje understreger den dybfølte bøn om tålmodighed og forsoning.

Tenorens accompagnato-recitativ er ikke at finde i Zieglers originale libretto, og er sandsynligvis tilføjet af Bachs selv, dels for at undgå en sekvens af tre på hinanden følgende arier, dels for at skabe en passende overledning til det andet dictum, som bliver kantatens teologiske vendepunkt.

Kantatens anden Jesus-arioso er kun ledsaget af continuo-stemmen. Den er noteret c-mol i 3/8 og har en reminiscens af sarabandens tungsindige karakter. Harmonikken er præget af kromatik og formindskede akkorder med udgangspunkt i den indledende linje: ”In der Welt habt ihr Angst” (I har angst i verden). Til ariosoens anden linje ”aber seid getrost” (men vær fortrøstet) skifter satsen til paralleltonearten Es-dur i en opadgående bevægelse, mens den sidste linje ”Ich habe die Welt überwunden” (jeg har overvundet verden) vender tilbage til den forpinte c-mol med Jesus’ lidelseshistorie i erindring.

Kantates sidste arie er en forløsende og rolig siciliano i 12/8. Tenoren ledsages af strygerensemblet og kan lægge angsten og sorgen bag sig med trøst og forløsning i troen på Jesus: ”Ich will leiden, ich will schweigen, Jesus wird mir Hilf erzeigen, denn er tröst’ mich nach dem Schmerz.” (Jeg vil lide, jeg vil tie, Jesus vil anvise mig hjælp, for Han trøster mig efter smerten.)

Kantaten slutter med en firestemmig udsættelse af 9. vers af Heinrich Müllers salme Seelig ist die Seele på melodien til Jesu, meine Freude, som bekræfter Zieglers opbyggelige tolkning af evanglielæsningens fokus på forløsning i bøn og tro: ”Wenn die Pein sich stellet ein, seine Liebe macht zur Freuden Auch das bittre Leiden.” (Når smerten indfinder sig, gør Hans kærlighed også den bitre lidelse til glæde.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering