I løbet af 1730’erne supplerede Bach ved flere lejligheder den årgang af koralkantater, han havde arbejdet intensivt på i 1724-25. Da påsken i 1725 faldt tidligt, var der det år ingen 4. søndag i Helligtrekonger. Derfor benyttede Bach ti år senere anledningen til at skrive en koralkantate til netop denne søndag, som i 1735 faldt 2. februar.  I ugerne forinden havde Bach uropført sit Juleoratorium – et værk, som består af seks kantater til Julens og Helligtrekongers søn- og helligdage. Kantaten Wär Gott nicht mit uns diese Zeit bør ses som en forlængelse af dette arbejde, hvor Bach i en periode genoptog sine aktiviteter som kantatekomponist. Samtidig vidner den om, at Bach anså netop samlingen af koralkantater som et projekt, han ønskede at følge til dørs ved at udfylde huller med henblik på at kunne komplettere årgangen.

Søndagens læsning er Matthæusevangeliets beretning om Stormen på søen (Matt. 8,23-27):
”Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: ”Herre, frels os! Vi går under!” Men han sagde til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?””

Martin Luthers salme Wär Gott nicht mit uns diese Zeit er med sin tematik om at fatte lid til Guds hjælp et oplagt valg til tolkning af søndagens læsning om frelsen fra uvejret på søen. Luthers salme er en tysk gendigtning af Psalme 124, hvor redning fra stormsøen ligesom i evangelielæsningen også spiller en væsentlig rolle: ”Hvis ikke Herren havde været med os … da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os.” (Salmernes bog 124, vers 1,4,5)

Ligesom i koralkantateårgangens kantater, er første og sidste vers bevaret i deres oprindelige form. Salmens andet vers, som netop beskriver den farlige brusende stormflod er parafraseret i tenorens recitativ (3. sats), mens de to arier har mere indirekte referencer til Luthers salme og til, hvordan vores liv er afhængig af Guds hjælp.

1724/25-årgangens koralfantasier var typisk bygget op omkring en cantus firmus i sopranstemmen med en selvstændig koncertant orkestersats og instrumentale ritorneller mellem verselinjerne. Åbningskoret til Wär Gott nicht mit uns diese Zeit adskiller sig på flere punkter fra denne oftest benyttede form. Her spiller orkesteret ingen selvstændig rolle, og strygernes er reduceret til at dublere sangstemmerne satsen igennem. Åbningskoret har dermed karakter af en koral-motet efter ældre forbillede, hvor hver verselinje forberedes med et nyt motiv, som imiteres i de fire sangstemmer, mens cantus firmus er henlagt til horn og de to oboer. Formen er højst usædvanlig i Bachs kantateproduktion, og findes vel kun tilsvarende i åbningskoret til kantaten Ein fester Burg is unser Gott (BWV 80). Verselinjernes imitationer er gennemført som såkaldte kontra-fugaer, hvor temaet besvares i inversion – altså med sin egen omvending. Kontrapunktikken når et ufatteligt kompleksitetsniveau med indførelsen af cantus firmus, som udvider satsen til en fortættet 5-stemmig polyfoni.

Sopranens arie understreger menneskets svaghed og behov for Guds hjælp: ”Unsre Stärke heißt zu Schwach, unserm Feind zu wiederstehen” (Vores styrke kaldes for svag til at modstå vores fjende). Arien er udformet som en polonaise i 3/4-takt med hornet i en solistisk rolle ledsaget af strygerensemblet. To motiver står overfor hinanden som stridende modsætninger: Hornets kongelige jagtmotiv i ottendedele repræsenterer Guds styrke og hjælp, mens den rystende sekstendedelsbevægelse repræsenterer fjendens ”flammende vrede”, som beskrevet i Psalme 124: ”Hvis ikke Herren havde været med os, dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os” (Salmernes Bog 124, 2-3). En særlig fin detalje er B-delens beskrivelse af det sårbare liv, som Gud beskytter mod fjendens tyrani, hvor orkestret momentvis pauserer mens sopranen og solo-violinen indgår i en sirlig duet.

Også i tenorens recitativ er Gud implicit til stede som frelser: ”Ja, hätt es Gott nur zugegeben, wir wären längst nicht mehr am Leben” (Ja, havde Gud ellers tilladt det, ville vi for længst ikke have været i live) udbryder tenoren og fortsætter med en dramatisk beskrivelse af, hvordan fjendens rasen som en uhæmmet oversvømmelse ville rive os bort, underbygget af continuostemmens vilde malstrømsbevægelser.

Tenorens recitativ bliver kantatens dramatiske højde- og vendepunkt. Mens sopranens arie lagde vægt på menneskets svaghed og uformåenhed, bekræfter bassen i sin arie beskyttelsen og befrielsen i Guds styrke: ”Gott, bei deinem starken Schützen sind wir vor den Feinde frei” (Gud, ved din stærke beskyttelse er vi fri fra fjenderne). Bassen ledsages af to oboer, som i samspil med sanger og continuo danner en koncertant firstemmig enhed. I ariens B-del vender evangelielæsningens storm på søen tilbage en sidste gang med billedet af en stor bølge, der høres som oktavspring fulgt af nedadgående løb.

Kantaten rundes af med en enkelt firestemmig koraludsættelse som taksigelse til Gud, der ved sin hjælp har sat os fri fra fjendens snare: ”Wie ein Vogel des Stricks kömmt ab, ist unsre Seel entgangen: Strick ist entzei, und wir sind frei” (Som en fugl kommer fri fra snaren er vores sjæl sluppet ud: Snaren er itu og vi er fri).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach skrev kantaten Jesus schläft, was soll ich hoffen til Fjerde søndag efter Helligtrekonger, 30. januar 1724 som del af hans første kantateårgang i Leipzig.

Søndagens evangelielæsning er beretningen om Stormen på søen fra Matthæusevangeliet 8, 23-27:

»Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: ”Herre, frels os! Vi går under!” Men han sagde til dem: ”Hvorfor er I bange, I lidettroende?” Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: ”Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?”«

Den ukendte librettist forholder sig relativt direkte til dagens læsning og følger i store træk dens dramaturgi i udformningen af librettoen med udgangspunkt i kontrasten mellem den sovende og den handlende Jesus. Retorisk set er kantaten udformet som en dialog mellem Den troende sjæl og Jesus, hvor sjælen er et poetisk jeg, som personificeres af både alten og tenoren, mens Jesus synges af bassangeren. Disciplene i evangelielæsningen tolkes som Den troende sjæl og fortællingen som helhed som et billede på den kristnes sjæleliv. Jesus er kun tilsyneladende fraværende. I realiteten er han altid til stede. Hans intervention mod stormen tolkes som et billede på, hvordan den frygtsomme og tvivlende sjæl finder sin frelse i troen på Jesus.

Kantaten åbner med en sørgmodigt klingende altarie i e-mol. Konfronteret med døden søger sjælen Jesus, men han sover: ”Jesus schläft, was soll ich hoffen?” (Jesus sover, hvad skal jeg håbe?). Alten holder en lang tone på ordet Schäft (sover) og strygerne ligger i lav tessitura med nedadgående motiver. De to blokfløjter, som dobler violinstemmerne, er traditionelt et musikalsk symbol på døden. Der er da også i Bachs interpretation en tydelig parallel mellem søvnen og døden. Med sine seufzer, formindskede intervaller og kromatik er arien, som Alfred Dürr bemærker, på én gang både en vuggevise og en lamentation.

I det følgende recitativ overtager tenoren det poetiske jeg: ”Herr! Warum trittest du so ferne? Warum verbirgst du dich zur Zeit der Not?” (Herre, hvorfor er Du så fjern? Hvorfor skjuler Du dig i nødens tid?) – et citat hentet næsten ordret fra Salmernes bog 10,1. Sjælen kan ikke finde Jesus og håber, at han vil vågne og lede sjælen på rette vej, ligesom han gjorde for De tre vise mænd, som stadig fejres på denne 4. søndag i Helligtrekonger.

Og så trækker det op til uvejr. Tenoren træder ud af sit jeg og beskriver stormens rasen i en furiøs italiensk operaarie. Førsteviolinen fører an med hæsblæsende toogtredivtedele i billedet af ”De skummende bølger fra Belials bække”. Der er altså tale om en kamp mellem Djævelen og Gud. I B-delen gør satsen tre gange holdt til teksten: ”Ein Christ soll zwar wie Wellen stehn, wenn Trübsalswinde um ihn gehn” (En kristen skal ganske vist stå klippefast, når elendighedens vinde omsuser ham), men hver gang tager vinder til som vindstød, førend stormen atter raser for fuld kraft med A-delens tilbagevenden.

Endelig vågner Jesus og svarer i en arioso med det næsten bebrejdende spørgsmål til disciplene hentet fra evangelielæsningen: ”Ihr Kleingläubigen, warum seid ihr so furchtsam?” (I lidettroende, hvorfor er I så frygtsomme?). Som altid synges Jesus-citatet af den traditionelle Vox Christi, basstemmen, som her ledsages af en imiterende continuostemme som en slags tostemmig invention. Ariosoen ender som et spørgsmål på en frygisk kadence, der fungerer som overledning til den store arie, hvor Jesus intervenerer og maner stormen til ro: ”Schweig, aufgetürmtes Meer! Verstumme, Sturm und Wind!” (Vær tavs, du oppiskede hav! Vær stille, storm og vind!). Satsen fremstår med sit Allegro som endnu en ”storm-arie”, men de to obo d’amore-stemmers lange overbundne toner gyder olie på vandene, ligesom også bassangeren holder en lange toner på ordet ”Meer” i en manende gestus.

I et afrundende recitativ vender alten tilbage som kantatens jeg og takker for sin frelse. Jesus er vågnet og har handlet på sjælens bøn: ”Wohl mir, mein Jesus spricht ein Wort, mein Helfer ist erwacht” (Godt for mig, min Jesus taler, min hjælper er vågnet.)

Kantaten afrundes med en enkel koraludsættelse af 2. vers af Johan Francks salme Jesu meine Freude, der beskriver Jesus som hjælper og beskytter i fjendeligt uvejr: ”Unter deinen Schirmen bin ich für den Stürmen aller Feinde frei.” (Under Din beskærmelse er jeg fri fra alle fjendens storme.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering