Vi kender i dag hele fire kantater skrevet til 3. søndag efter Helligtrekonger fra Bachs år i Leipzig. Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73 blev opført januar 1724, som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig. Til koralkantate-årgangen 1724/25 skrev Bach en kantate over salmen Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, BWV 111, og til tredje årgang denne kantate Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72, som blev opført 27. januar 1726. Fire år senere, i 1729 skrev Bach yderligere en kantate til denne søndag i kirkeåret, Ich steh mit einem fuß im grabe, BWV 156, som vi opførte med Enghave Barok 26. oktober 2014.

Alle fire kantater tager udgangspunkt i søndagens læsning fra Matthæusevangeliet 8, 1-13. I beretningen om Helbredelsen af en spedalsk, kaster den spedalske sig ned for Jesus’ fødder og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus rækker hånden ud, rører ved ham og siger: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Af denne grund har de fire kantater både tekstlige og musikalske fællestræk, bl.a. gennem brug af samme koralmelodier. Især er der en forbløffende lighed mellem Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72 og kantaten Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73, som blev komponeret to år tidligere.

Librettoen til Alles nur nach Gottes Willen har Bach hentet fra Salomo Franks Evangelisches Andachts-Opffer. Frank var ansat som digter ved hoffet i Weimar samtidig med Bach, og udgav sin samling af kantate-libretti til kirkeåret i 1715. Bach satte adskillige af disse tekster i musik i løbet af sin tid som kapelmester i Weimar i årene 1714-17, og vi må formode, at Bach bragte Franks udgivelse med sig fra Weimar, via Köthen til Leipzig. Et halvt år forinden, i juli 1725, skrev han nemlig kantaten Tue Rechnung! Donnerwort, BWV 168 til en tekst, som ligeledes er hentet fra Franks Evangelisches Andachts-Opffer.

Frank bygger sin libretto op omkring konkrete citater fra læsningen. Den spedalskes tro på, at Jesus kan helbrede ham, ser Frank som et billede på, at hengivelse i troen er beroligende og forløsende for det kristne menneske. Det opsummeres godt i kantates første linjer: ”Alles nur nach Gottes Willen, so bei lust als traurigkeit, so bei gut als böser Zeit. Gottes Willen soll mich stillen, bei Gewölk und Sonnenschein. Alles nur nach Gottes Willen.” (Alt kun efter Guds vilje, i lyst så vel som i sorg, i gode og i onde tider. Guds vilje skal berolige mig, i overskyet vejr så vel som solskin. Alt kun efter Guds vilje.)

Åbningskoret er hovedsagelig bygget op omkring to musikalske motiver: en opadgående sekstendedelsbevægelse og to nedadgående fjerdedele. Fjerdedelsmotivet, som synges på ordet Alles, bliver et gennemgående motiv satsen igennem og understreger med al ønskelig tydelighed, at vitterlig ALT går efter Guds vilje. I B-delen bruges det særlig elegant til teksten ”Gottes Willen soll mich stillen” (Guds vilje skal berolige mig), hvor fjerdedelsmotivet benyttes i en akkompagnerende rolle i orkestersatsen til sangernes beroligende overbundne noder. Den rolige B-del afbrydes dog på dramatisk vis af sekstendedelsbevægelserne, som illustrerer ordet Gewölk (skyer) som en torden, der ruller over himlen. Bach genbrugte senere dette åbningskor som Gloria i sin Missa Brevis i G-dur, BWV 235 i anden halvdel af 1730’erne.

Den spedalskes udsagn ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren” ligger til grund for det følgende forløb. Alten søger som ‘det kristne menneske’, at følge den spedalskes eksempel, hvis tro på Jesus fører til, at han bliver helbredt. Forløbet åbner med et secco-recitativ, der leder over i en arioso, hvori mottoet ”Herr, so du willt”, som i en bøn, gentages i alt ni gange. Via et kort secco-afsnit, ledes vi ind i arien, hvor alten fanger an uden det sædvanlige indledende ritornel. Således skabes et varieret, sammenhængende forløb gennem de to satser med den friske, livlige arie som klimaks.

”So Glaube nun! Der Heiland saget: Ich will’s tun!” (Så tro nu! Herren sagde: Jeg vil gøre det!) synger bassen i det følgende recitativ med tydelig reference til det sted i læsningen, hvor Jesus siger til den spedalske: ”Jeg vil, bliv ren!” Gennem troen på Jesus opnår vi renselse og forløsning, og det leder os til sopranens vidunderlige arie.

Det er typisk for Bachs symbolik, at det oplyste, uskyldige og rene gestaltes gennem sopranstemmen. Således også her, hvor sopranens arie netop har funktion som en renselse. Ligesom den spedalske blev helbredt gennem troen på Jesus, bliver vi renset af denne aries rene og sødmefulde musik. Således opnås gennem kantatens forløb en slags katharsis, hvor tilhøreren gennemgår samme renselse som den spedalske i dagens læsning.

Kantaten afsluttes med en firestemmig udsættelse af Markgraf Albrecht von Brandenburg-Ansbachs salme Was mein Gott will, das g’scheh allzeit. Samme salme, som lå til grund for koralkantaten af samme navn året forinden.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger (BWV 73, 111, 72 og 156). Af disse er Herr, wie du willt, so schick’s mit mir, BWV 73 den tidligste. Den blev første gang opført 23. januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig, og igen i årene 1732-35 i en lettere revideret udgave, hvor hornstemmen blev erstattet af en stemme for obligat orgel. Muligvis fik den yderligere en opførelse i nogle af Bachs sidste leveår 1748/49.

Kantatens libretto behandler søndagens læsning fra Matthæusevangeliet 8, 1-13 om Helbredelsen af en spedalsk og Officeren i Kapernaum:

”Da Jesus var kommet ned fra bjerget, fulgte store folkeskarer ham. Og se, en spedalsk kom og kastede sig ned for ham og sagde: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.« Jesus rakte hånden ud, rørte ved ham og sagde: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev han renset for sin spedalskhed. Men Jesus sagde til ham: ”Se til, at du ikke siger det til nogen; men gå hen og bliv undersøgt af præsten, og bring den offergave, Moses har fastsat, som et vidnesbyrd for dem.

Da Jesus gik ind i Kapernaum, kom en officer hen og bad ham: ”Herre, min tjener ligger lammet derhjemme og lider forfærdeligt.” Han sagde til ham: ”Jeg vil komme og helbrede ham.” Men officeren sagde: ”Herre, jeg er for ringe til, at du går ind under mit tag. Men sig blot et ord, så vil min tjener blive helbredt. Jeg er jo selv en mand under kommando og har soldater under mig. Siger jeg til én: Gå! så går han, og til en anden: Kom! så kommer han, og til min tjener: Gør det og det! så gør han det.” Da Jesus hørte det, undrede han sig og sagde til dem, der fulgte ham: ”Sandelig siger jeg jer: Så stor en tro har jeg ikke fundet hos nogen i Israel. Jeg siger jer: Mange skal komme fra øst og vest og sidde til bords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriget, men Rigets egne børn skal kastes ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren.” Men til officeren sagde Jesus: ”Gå, det skal ske dig, som du troede!” Og hans tjener blev helbredt i samme time.

I begge læsningens fortællinger bliver den absolutte overgivelse til Herrens vilje fremstillet som en forudsætning for, eller ligefrem årsag til helbredelserne af den spedalske og den lamme tjener. Helt i tråd med tidens eksegese har den ukendte librettist snarere henblik på foreningen med Gud i døden, hvor den åndeligt syge vil overgive sig til Guds vilje, end på selve underet i helbredelsen. Det er altså det enkelte kristne menneskes trosforhold, som bliver gransket. Tvivl skal forløses i tro, og vores egen forvirrede vilje lægges i stedet Guds hænder.

I åbningskoret sammenvæves Kaspar Bienemanns salme Herr, wie du willst, so schick’s mit mir (1582) sunget på melodien til Justus Jonas’ koral Wo Gott der Herr nicht bei uns hält med tre kommenterende recitativ-afsnit. Bach omformer salmemelodiens indledende toner til et gennemgående ledemotiv for satsen. Det høres indledningsvis i orkesterets forspil hos hornet, hvilket giver det karakter af et hornsignal, som kalder til samling om kantatens motto: Herr, wie du willt!

De tre solister fremlægger hver sin anskuelse. Tenoren er i dyb fortvivlelse, mens bassen er straks mere fortrøstningsfuld. Sluttelig reflekterer sopranen over, hvordan vi ofte misforstår Guds hensigter: ”Der Segen scheint uns oft ein Fluch … Die ruhe, so du in dem Todesschlafe uns einst bestimmt, Ein Eingang zu der Hölle” (Velsignelsen synes os ofte som en forbandelse … Den ro, som du en dag har bestemt for os i døden, ser vi som en indgang til helvede.) Hun beder til sidst om, at Gud vil vise os, at hans vilje er helbredende for os, hvortil sangerne i samlet flok udbasunerer et afsluttende trefoldigt hornsignal: Herr, wie du willt!

Med støt faldende motiver beder tenoren i sin arie om, at Gud vil sænke glædens ånd ned i sit hjerte. I et elegant tonemaleri lader Bach obo og tenor væve et tæppe af motiver, snart synkende nedad på senke (sænke), snart boblende opad på Freude (glæde). I ariens B-del ændres stemningen til teksten ”Es will oft bei mir geistlich Kranken die Freudigkeit und Hoffnung wanken und zaghaft sein.” (Bente Marie… ) Symptomerne på den åndeligt sygdom er vaklende håb og spagfærdighed, og de giver sig tydeligt til kende i musikken med en rystende figur på wanken (vaklende) og en kromatisk faldende figur på zaghaft (spagfærdig). 

Bassens recitativ bliver et vendepunkt i kantaten: ”Ach, unser Wille bleibt verkehrt, Bald trotzig, bald versagt, des Sterbens will er nie gedenken. (Ak, vores vilje forbliver falsk, snart trodsig, snart forfejlet, døden vil den aldrig påtænke.) Bach udpensler ordet trotzig (trodsigt) ved at lade bassen spring med hovedet forrest direkte op i en skarp dissonans. Av! I stedet for at følge vores egen trodsige vilje, skal vi lære at overgive os til Guds vilje: ”Allein ein Christ, in Gottes Geist gelehrt, lernt sich in Gottes Willen senken” (Kun en kristen, oplært i Guds ånd, lærer at sænke sig i Guds vilje).

Med den erkendelse lader Bach os se døden i øjnene og leder os vi direkte ind i en af sine mest inspirerede kreationer fra Leipzig-årene; bas-arien Herr, so du willt. Bach lader tekstens form blive ramme for satsen. De tre strofer, som hver starter med udsagnet Herr, so du willt får hver deres rørende og særegne karakteristik. I den første strofe ”So preßt ihr Todesschmerzen die Seufzer aus dem Herzen” (Så presser I dødssmerter, sukkene ud af hjertet) bliver bassens suk svaret i strygersatsen. I anden strofe ”So liege meine Glieder in Staub und Asche nieder” (BM) lægger satsen sig som tungt støv, der falder til jorden, for derefter at rejse sig igen som Fugl Føniks. Og i tredje strofe ”So schlagt, ihr Leichenglocken, Ich folge unerschrocken, mein Jammer ist nunmehr gestillt” (Så slå, I sjæleklokker, jeg følger uforfærdet, min jammer er nu stillet) markeres ringningen ved dødens indtræden med et pizzikerende akkompagnement. Bach afslutter satsen med materialet fra instrumenternes første indsats og får således, trods dens usædvanlige form, skabet en sluttet kreds omkring arien.

Med bassens uforfærdede indtræden i døden afrundes også kantatens opbyggelige forløb fra sopranens beskrivelse i åbningskoret af døden som en indgang til helvede, via tenorens bøn om at få skænket Guds glæde til bassens erkendelse af menneskets egen forfejlede og trodsige vilje, og endelig den afsluttende overgivelse til Guds vilje, hvormed vi trygt kan se døden i øjnene.

Kantatens afsluttes med 7. vers af Ludwig Hembolds salme Von Gott will ich nicht lasssen (1563) i en enkelt firestemmig udsættelse: ”Das ist des Vaters Wille, der uns geschaffen hat (Det er faderens vilje, han som har skabt os), som afsluttes med en omskrivning af doksologien.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Vi kender i dag hele fire kantater fra Bachs hånd til 3. søndag efter Helligtrekonger. Den første Herr, wie du willt, so schicks mit mir, BWV 73 blev opført i januar 1724 som del af Bachs første kantateårgang i Leipzig. Til tredje årgang skrev han kantaten Alles nur nach Gottes Willen, BWV 72 med opførelse i 1726, og fire år senere i 1729, tilføjede han yderligere en kantate til denne søndag i kirkeåret, Ich steh mit einem fuß im grabe, BWV 156. Til koralkantate-årgangen 1724/25 skrev Bach nærværende kantate over Albrecht af Preussens reformatoriske salme Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, BWV 111.

De fire kantater tager alle udgangspunkt i søndagens læsning fra Mattæusevangeliet kap. 8, 1-13. I denne beretning om Helbredelsen af en spedalsk, kaster den spedalske sig ned for Jesus’ fødder og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.” Jesus rækker hånden ud, rør ved ham og siger: ”Jeg vil, bliv ren!” Og straks blev den syge renset for sin spedalskhed. Læsningen tolkes i alle fire kantater som en tilskyndelse til at sætte sin lid til Gud. Det viser sig i flere tekstlige og musikalske fællestræk kantaterne imellem, og ikke mindst, gennem valget af koralvers. Således fungerer salmen Herr, wie du willt, so schicks mit mir både som åbningskoral i Kantate 73 og som slutkoral i Kantate 156, ligesom koralen Was mein Gott will, das g’scheh allzeit, som koralkantaten 111 er bygget over, ligeledes bliver brugt som slutkoral i kantate 72.

Librettisten har bevaret salmens første og sidste vers til kantatens ydersatser, mens de to mellemliggende vers er gendigtet i former passende til arier og recitativer, dog uden at indflette referencer til dagens læsning, som vi ofte ser det i koralkantaternes libretti.

Åbningskoret følger Bachs mest almindelige forskrift for koralkorene i denne årgang, og er et glimrende eksempel på Bachs overlegne satsteknik: Koralkoret er i sagens natur bygget op omkring Cantus firmus, som synges i halvnoder af sopranen. De tre øvrige sangstemmer danner herunder en motetsats i halverede nodeværdier: fjerdedele, først i imiterende polyfoni, og siden, i salmens B-del til teksten ”Er hilft aus Not” (Han hjælper i nøden), i homofone udbrud, fulgt af flere varianter over samme princip. Som kontrast til den vokale motet høres en selvstændig koncertant orkestersats. Den udspiller sig som en concerto grosso for to oboer i dialog med strygerensemblet, og dette i yderligere halveringer af nodeværdierne: ottendedele og sekstendedele.

Dermed skaber Bach en sats med flere lag: Den reformatoriske koral, en traditionel vokal motet og en italiensk inspireret koncert – hvert lag i et afmålt indbyrdes forhold af halvnoder, fjerdedele, ottendedele og sekstendedele, som tilsammen skaber en kaleidoskopisk lytteoplevelse.

Continuoet sætter bassens arie an med et motiv, som går gennem hele arien som et quasi ostinato. Ariens motto er ikke første linje, men snarere de to følgende: ”Gott ist dein Trost und Zuversicht, und deiner Seelen Leben” (Gud er din trøst og dit håb, og din sjæls liv), som er hentet fra åbningen af salmens anden vers. Bach citerer hertil salmemelodien i en elaboreret form som tilhørerne i Leipzig utvivlsomt har kunnet nikke genkendende til.

Alten begynder sit recitativ i oprevet tilstand, og sammenligner de, som unddrager sig Gud, med Jonas flugt fra Herren (Jonas Bog kap. 1,3), hvorimod de, som vælger Guds beskyttelse, ”ser med håb og tålmod, mod Hans svar og Hans ord”.

Via dette vendepunkt føres vi til kantatens centrale sats, duetten mellem alt og tenor: ”So geh ich mit beherzten Schritten, auch wenn mich Gott zum Grabe fürth” (Så går jeg da med modige skridt, selv når Gud fører mig til min grav). Selve kantatens ”morale” foldes ud i denne duet: at vi, selv i døden, skal sætte vores lid til Gud. Bach sætter dette budskab i musik med højt humør: en dansant og ubekymret 3/4-dels sats, som med brug af orgelpunkt i bassen og soloviolinens livlige melodilinje får et folkemusikalsk præg.

Med sopranens recitativ følges denne tanke til ende: at Gud også i døden vil tage vare om vores sjæl i sine ”faderhænder”, afsluttende med et rørende arioso-afsnit: ”O seliges, gewünschtes Ende!” (O salige, ønskelige slutning!)

Kantaten afrundes med en enkel firestemmig udsættelse af det fjerde – og senere tilføjede – vers til Albrecht af Preussens salme.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 156 ”Ich steh mit einem Fuß im Grabe” er den seneste af i alt fire kantater til 3. søndag efter Hellig tre Konger. Den blev første gang opført 23. januar 1729 i Leipzig og har tekst af Bachs på daværende tidspunkt mest brugte tekstforfatter Picander. Picander tager udgangspunkt i dagens læsning fra Matthæusevangeliet 8,1-13 om Jesu helbredelse af den spedalske, som siger ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren”. Picander sammenligner det med mennesket, som konfronteret med døden overgiver sig i Guds vold. Samme citat om Guds vilje er ligeledes omdrejningspunktet i to af de tidligere kantater til 3. søndag efter helligtrekonger: BWV 72 og 73, der begge deler både tekstligt og musikalsk stof med denne kantate flere steder: Eksempelvis benyttede Bach tilbage i 1724 denne kantates afslutningskoral – Kaspar Bienemanns ”Herr, wie du willt” – som åbningskor i Kantate 73, som dermed bærer dette navn.

En smuk Sinfonia for obo og strygere åbner denne kantate. Denne adagio genbrugte Bach senere som den midterste sats i sin cembalokoncert i F-dur (BWV 1054), men den stammer sandsynligvis fra en endnu tidligere koncert fra årene i Köthen (1717–23), hvor Bach primært producerede orkester- og kammermusik.

Efter den indledende Sinfonia lægger tenoren ud med en Arie med Koral – en sats-type, som ellers især ses i Bachs tidligere kantater. Det musikalske materiale er ligefrem vokset frem af teksten i denne sats. ”Ich steh mit einem Fuß im Grabe” indledes med en lang (stående!) tone alt imens continuobassen og strygerne med synkoperede haltende bevægelser viser, at det er gyngende grund vi står på. At det kun er et spørgsmål om tid før kroppen vil falde i graven; ”Bald fällt der kranke Leib hinein”, bliver yderligere tydeliggjort af to på hinanden følgende nedadgående sekstendedelsløb, og at der virkelig er tale om en krøbling eller spedalsk, står fuldstændig klart med de formindskede og kromatiske op- og nedadgående intervaller på selve ordet ”krank” (syg). I denne elendighed må man overgive sig til Guds vilje, og det er da også pointen i Johann Hermann Scheins koralmelodi, der synges af sopranen, som en beroligende engel der svæver over satsen: ”Mach’s mit mir, Gott, nach deiner Güt / hülft mir in meinen Leiden”. Således eksponerer Bach både problemet: Denne verdens sygdom og elendighed, og løsningen: Troen på Gud og frelsen i døden, i én og samme sats!

Det forløsende møde med Gud i døden er også emnet for bassens følgende recitativ. Bach gør dette klart ved at lade de dissonantiske akkorder til teksten ”Mein Angst und Not” blive forløst med en spektakulær dur-terts på ordet ”Tod” og med den længselsfulde Arioso som konklusion: ”Je länger hier, je später dort!”.

I altens arie har vi fuldstændig overgivet os til Gud med et omskrevet citat fra den spedalske i Matthæusevangeliet: ”Herr, was du willt, soll mir gefallen”. Satsen er bygget op som en trio-sonate, der med altens ankomst bliver udvidet til en kvartet, hvor stemmerne satsen igennem imiterer motiver mellem hverandre. Undervejs maler Bach ordene ”in der Freude” med lette sekstendedele og ”in dem Leide, im Sterben” med formindskede og kromatiske bevægelser.

Bassen runder af med endnu et secco-recitativ – en tak for, at det dog ikke står så slemt til som tenoren varslede i indledende arie: ”Und willst du, das ich nich soll Kranken, so werd ich dir von Herzen danken”. Dette leder smukt over til Bienemanns afsluttende koral ”Herr, wie du willt, so schick’s mit mir/im Leben und im Sterben… dein Will der is der beste”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering