BWV 103 »Ihr werdet weinen und heulen«

Kantaten Ihr werdet weinen und heulen havde sin første opførelse søndag 22. april 1725 på 3. søndag efter påske som del af Bachs anden kantateårgang i Leipzig. Denne søndag i kirkeåret kaldes traditionelt Jubilate, efter dagens messetekst fra Psalmernes bog 100,1: Bryd ud i fryderåb for Herren, hele jorden!

Bachs gennemgående tekstforfatter til hans anden kantateårgang – koralkantate-årgangen – var den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel (1653- 1725), som var uddannet i teologi og filosofi. Stübel var en aktiv poet i Leipzig helt frem til sin pludselig død 31. januar 1725. Dermed havde Bach mistet sin tekstforfatter til sit koralkantate-projekt, som af samme grund heller ikke blev fuldendt som den komplette cyklus af koralkantater, som det var tiltænkt. Da der i Leipzig ikke blev opført koncertant kirkemusik – altså kantater – i hele fastetiden fra starten af februar og frem til påske, lå Bachs kantateproduktion stille i over en måned. I den mellemliggende periode etablerede Bach kontakt til nye tekstforfattere, som kunne levere kantatelibretti til den resterende del af årgangen. Valget faldt i første omgang på Christiane Mariane von Ziegler, som var kendt i selskabslivet omkring Leipzigs intellektuelle klasse. Bach gjorde brug af i alt 9 kantatelibretti fra von Zieglers hånd gennem april og maj måned 1725, hvoraf Ihr werdet weinen und heulen er den første. Von Ziegler udgav sine kantate-libretti i en samlet udgivelse i 1728 under titlen Versuch in gebundener Schreib-Art. Denne udgivelse afslører, at Bach tog sig endog meget store friheder i sit arbejde med at sætte teksterne i musik.

Søndagens evangelielæsning er Jesu bortgang fra Johannesevangeliet 16, 16-23:

”En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: ”Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?” De sagde altså: ”Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.” Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer. Den dag skal I ikke spørge mig om noget. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det.”

Evangelielæsningens centrale linjer: ”I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde” bliver citeret direkte i kantatens første sats. Læsningen tolkes som et billede på den kristnes åndsliv, med fraværet af Jesus som omdrejningspunkt. Von Ziegler følger læsningens modsætning mellem sorg og glæde op af flere opbyggelige antiteser: mellem sygdom og helbredelse og mere grundliggende mellem livet henholdsvis med og uden Jesus.

Bach udnytter også tekstens antitese i den musikalske udformning af kantatens åbningskor. Efter et længere instrumentalt forspil sætter sangstemmerne ind sit tema til teksten ”Ihr werdet weinen und heulen” (I skal græde og klage), som med et septimspring efterligner et hyl, fulgt af et kromatisk nedadgående kontrapunkt. Som tematisk modsætning hertil høres teksten ”aber die Welt wird sich freuen” på det friske tema, som hørtes i orkesterets forspil. Efter den indledende introduktion af de to temaer bearbejdes de i en større fugagennemføring, hvor begge temaer kommer i spil. Satsen afbrydes abrupt af 8 takters secco recitativ for bassangeren over den anden tekstlinje, før yderligere en elaboreret fuga gennemføring afslutter satsen.

I et kort secco recitativ begræder tenoren, at Jesus er gået bort, og at sjælen derfor ikke kan finde frelse. Denne tanke følges op i altens arie, hvor Jesus sammenlignes med en helbredende balsam for sjælen: ”Wer heilt die Wunden meiner Sünden, weil man hier keinen Balsam hat?” (Hvem helbreder mine synders sår, når ingen har balsam?) Alten ledsages af en blokfløjte i en inderlig sørgmodig musik, som udtrykker trøstesløsheden i fraværet af Jesus.

Alten fortsætter i det følgende recitativ, som bliver kantatens teologiske vendepunkt: ”Du wirst mich nach der Angst auch wiederum erquicken” (Du vil efter angsten også vederkvæge mig igen) og slutter i en lang melisme med at fryde sig over at sorgen skal vendes til glæde.

Forløsningen høres straks i den følgende arie, hvor tenoren akkompagneres af det fulde instrumentalensemble, ført an af en triumferende trompet over den kendsgerning, at Jesus atter er vendt tilbage: ”Mein Jesus lässt sich wieder sehen, o Freude, der nichts gleichen kann!” (Min Jesus kommer igen til syne, o uforlignelige glæde!)

Valget af 9. vers af Paul Gerhardts salme Barmherzger Vater, höchster Gott (1653) bliver en rørende afslutning på kantaten, idet, at det er den tilbagevendte Jesus selv, der taler til os, hans børn: ”Ich hab dich einen Augenblick, O liebes Kind, verlassen.” (Jeg forlod dig et øjeblik, du kære barn).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering