Påsken 1724 var Bachs første påske i Leipzig. Til den anledning opførte han på langfredag den første udgave af sin Johannespassion. Man kan forestille sig, at dette arbejde har krævet Bachs fulde opmærksomhed og skaberkraft, hvorfor han i de følgende dage valgte at opføre værker, han havde medbragt fra sine tidligere arbejdsgivere. Påskedag 9. april opførtes hele to kantater: Der Himmel lacht! Die Erde jubilieret, BWV 31, skrevet i Weimar 1715 og Christ lag in Todesbanden, BWV 4, skrevet i Mühlhausen 1707/08. Til de to følgende helligdage, anden og tredje påskedag, 10. og 11. april, valgte han at bearbejde to verdslige lejlighedskantater, skrevet som hyldest til sin forrige arbejdsgiver og ven Fürst Leopold von Anhalt-Köthen: til andenpåskedag Erfreut euch, ihr Herzen, BWV 66, og til tredjepåskedag Ein Herz, das seinen Jesum lebend weiß, BWV 134. De to lejlighedskantater, som bærer værkfortegnelsesnumrene BWV 66a og BWV 134a, blev oprindelig opført henholdsvis december i 1717 og januar 1718.

Til kantate 66 Erfreut euch, ihr Herzen har vi kun en senere bearbejdelse af kantaten. Til kantate 134 Ein Herz, das seinen Jesum lebend weiß derimod, har vi har i dag ikke blot det verdslige forlæg, men også det materiale som Bach benyttede i sit arbejde med omformningen fra verdslig hyldestkantate til kirkelig festkantate. Det giver os et interessant indblik i hans arbejdsproces:

Bach bestilte i denne anledning en ny gejstlig kantate-tekst hos en i dag ukendt librettist. Desuden bad han en af sine faste kopister om at kopiere et nyt partitur samt et sæt sang-stemmer uden tekst under. Herfra kunne Bach selv overtage og indføje den ny tekst. Han fik dog – sikkert grundet travlhed – aldrig skrevet teksten ind i partituret, og ledte altså sandsynligvis opførelsen med partituret fra den verdslige version af kantaten. Under normale omstændigheder nøjedes Bach ikke med blot at overføre tekst node for node til sine parodierede værker, men travlheden omkring påske har nok gjort, at der ikke var tid til en grundigere bearbejdelse. Særligt recitativerne har kaldt på forbedringer, og til en opførelse af kantaten 7 år senere, 27. marts 1731, skrev Bach recitativerne om og limede dem ind i de eksisterende stemmer. Først i påsken 1735 kommer vi dog frem til den version, som opføres i dag, da Bach endelig skrev et nyt partitur til kantaten og i den forbindelse lavede adskillige mindre forbedringer i både arierne og slutkoret.

Det er en tankevækkende tilblivelsesproces at få indblik i. Dels, giver det et indtryk af den mængde musik Bach skulle producere og opføre uge for uge, dels fortæller det os meget om den grundighed, Bach lagde i sit arbejde med kirkekantaterne, at en perifer lejlighedskantate fra 1718 blev omarbejdet og forbedret i flere omgange over en periode på 17 år, før den endelig nåede en form, han er tilfreds med, i 1735.

Det festlige musikalske udtryk i den verdslige lejlighedskantate til Fürst Leopold von Anhalt-Köthen er måske grunden til, at librettisten har valgt ikke at lægge dagens læsning om den opstandne Jesus og disciplene (Lukas 24, 36-47) til grund for sin nye tekst. I stedet ser kantatens to solister med forventning og glæde frem mod Jesu opstandelse og sejr over døden. Bachs nye librettist var i sagens natur nødsaget til at bevare strukturen fra det verdslige forlæg, der var udformet som en dialog mellem de to allegoriske figurer Zeit (Tiden), og Göttliche Vorsehung (Den Guddommelige forudseenhed), og dialog-formen går igen i den nye gejstlige tekst. Flere steder lægger den nye version sig tæt op ad det oprindelig forelæg. Det gælder ikke mindst i tenorens krævende arie, hvor der er sørget for at de opadgående fanfarer auf, auf auf… er bevaret.

Det fornægter sig ikke i det musikalske udtryk, at denne kantate er et parodieret værk fra en verdslig hyldestkantate. Der er dog ingen grund til at rynke på næsen ad den tilblivelsesproces. Det var reglen, snarere end undtagelsen, at Bach genbrugte fra sin egen produktion. Især i første Leipzig-kantateårgang 1723/24 gjorde han ofte brug af materiale fra sin tid i Weimar og Köthen. Men også nogle af Bachs mest berømmede værker gennemgik en lignende proces. Langt størstedelen af Juleoratoriet er hentet fra to lejlighedskantater af en lignende støbning som dem, der ligger til grund for kantaterne BWV 66 og 134, og store dele af Mattæuspassionen blev i 1729 genbrugt med ny tekst til værket Klagt, Kinder, klagt es aller Welt (BWV 244a), som begravelsesmusik for selvsamme Fürst Leopold von Anhalt-Köthen, som denne kantate oprindelig blev skrevet til.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Teksten til kantate 145 ”Ich lebe, mein Herze zu deinem Ergötzen” har Bach taget fra tekstforfatteren Picanders samling Cantaten auf die Sonn- und Festtage durch das gantze Jahr (Kantater til hele årets Søn- og Helligdage). Picanders rigtige navn var Christian Friedrich Henrici og han er også forfatteren bag teksterne til både Johannes- og Matthæus-passionerne, samt til en lang række lejlighedskantater. Picander skrev under synonym, muligvis fordi han til daglig bestred centrale poster i Leipzigs embedsværk, som bl.a. Postkommissær, og siden det attråværdige hverv af Vininspektør! I forordet til sin kantatetekstcyklus skriver Picander, at teksterne er skrevet med henblik på at skulle sættes i musik af ”den usammenlignelige kapelmester Bach”. Vi han ingen grund til at tro, at Bach ikke skrev musik til stort set alle disse tekster, som skulle være hans fjerde kantate-cyklus, men fra såvel fjerde som femte kantate-cyklus (IV: 1728/29, V: 1729/30) findes meget få partiturer og stemmer i dag. Det er altså uvist i hvilket omfang disse årgange blev fuldendt og dermed, hvor stor en andel af Bachs vokalmusik der rent faktisk er gået tabt.

Det er symptomatisk at kildematerialet for kantaterne fra denne tid er ukomplette, og det gælder da også for Kantate 145. Med til kantatens kildemateriale hører en enkel firestemmig koral som åbningssats, efterfulgt af en korsats med solotrompet. Denne anden sats er dog skrevet af G.P. Telemann og det er uvist, om ikke ligefrem tvivlsomt, hvorvidt disse to indledende satser stammer helt tilbage fra Bachs tid. Der er til gengæld ingen tvivl om, at resten af kantaten stammer fra Bachs hånd og er skrevet til opførelse 3. påskedag i 1729 eller 1730.

Kantaten åbner i den korte (men ægte) version med en duet for sopran og tenor med obligat violin. Satsen er udformet som en dialog mellem Jesus og Sjælen – en teksttype som Bach normalt udformer som duet mellem sopran og bas. Dette faktum, kombineret med satsens udprægede verdslige musikalske stil, kunne tyde på, at satsen stammer fra en verdslig kantate fra Cöthen-årene. Måske som dialog mellem to mytologiske figurer, som der findes adskillige eksempler på.

Tenoren fortsætter med et recitativ, hvor det understreges, at Jesus med sin død underskriver menneskets pagt med Gud, som går tilbage til Moseloven. Tenoren slutter recitativet i adagio med ordene: Mærk dig dette, min sjæl, som leder direkte videre ind i bassens arie med samme tekstlige pointe. Også denne sats kunne med sin dansante karakter og rondeau-form meget vel stamme fra en tidligere verdslig kantate. I sopranens afrundende recitativ udtrykkes glæden over, at Jesus med sin sejr over døden, har banet vejen fra graven til ”himlens herlighed”.

Kantaten afsluttes med en enkel koraludsættelse af fjortende vers af Nikolaus Hermans påskesalme ”Erscheinen ist der herrlich tag”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering