Kantaten Sehet, welch eine Liebe blev skrevet til 3. juledag 1723 som en del af Bachs første jul i Leipzig. Indenfor julens tretten dage, fra 1. juledag 25. december til og med Helligtrekonger 6. januar 1724, begavede Bach menigheden med ikke mindre end seks nye kantater, et Magnificat (BWV 243a) samt et Sanctus i D (BWV 238). Sehet, welch eine Liebe hører til en gruppe af kantater, som blev til i løbet af november-december 1723 og januar 1724, og som må formodes at have haft samme tekstforfatter, hvis identitet vi desværre ikke kender i dag. Denne gruppe kantater følger formmæssigt samme mønster: bibelord – recitativ – koral – arie – recitativ – arie – koral. Nærværende kantate adskiller sig fra dette mønster ved tilføjelsen af yderligere en koraludsættelse (2. sats) som en variation af ovenstående form.

Dagens læsning er indledningen til Johannesevangeliet 1, 1-14:

“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Kantatens tekstforlæg er en bearbejdelse af en libretto af Johann Knauer. Knauer skrev en samling kantatelibretti til kirkeåret, som blev opført i den nærliggende by Gotha i 1720-21, bl.a. til musik af Bachs gode bekendte Gottfried Heinrich Stölzel, og enten Bach selv eller hans librettist i Leipzig må have haft adgang til Knauers tekster. Librettoen refererer ikke til dagens evangelielæsning. Den tager i stedet afsæt i julefejringen og en taknemmelighed over at Gud har sat sin søn i verden for vores frelses skyld. Glæden over Jesus’ fødsel og Guds kærlighedshandling fører til en længsel mod frelsen i himmerig med en dertilhørende afvisning af det jordiske. Den direkte sammenhæng mellem julefejring og dødslængsel kan være svært at følge for den nutidige lytter, men er ikke desto mindre almindelig logik i 1700-tallets protestantiske teologi.

Som det er almindeligt for Bach, gør han brug af gammel kontrapunktisk motet-stil til kantatens indledende bibelord, i dette tilfælde fra Johannes’ første brev 3,1: ”Sehet, welch eine Liebe hat uns der Vater erzeiget, daß wir Gottes Kinder heißen.” (Se, hvor stor kærlighed Faderen har vist os, at vi kaldes Guds børn!) Orkestret spiller ingen selvstændig rolle i satsen, men følger sangstemmerne fra begyndelse til ende. Det indledende ord Sehet, er udformet som et udråb på en nedadgående kvint, og bliver et karakteristisk kendetegn for indledningskoret.

Parret til åbningskoret følger nu det syvende og sidste vers af Martin Luthers salme Gelobet seist du, Jesu Christ, i en enkel firestemmig koraludsættelse. Verset udtrykker ligesom åbningskoret glæde og taknemmelighed for Guds kærlighedshandling ved at sætte sin søn i verden for vores frelses skyld: ”Das hat er alles uns getan, sein groß Lieb zu zeigen an” (Det har han alt gjort mod os for at vise sin store kærlighed.)

Herfra ændrer kantaten markant fokus. I sit recitativ afsværger alten denne verdens forgængelige goder til fordel for himmerigets evige frelse: ”Geh, Welt! behalte nur das Deine … Der Himmel ist nun meine, an diesem soll sich meine Seele laben.” (Gå væk, Verden! behold blot dit … Himlen er nu min, den skal min sjæl frydes ved.)

Altens recitativ leder direkte over i første vers af Georg Michael Pfefferkorns salme Was frag ich nach der Welt, som en forlængelse af altens tankerække: ”Was frag ich nach der Welt und allen ihren Schätzen, wenn ich mich nur an dir, mein Jesu, kann ergötzen!” (Hvorfor efterspørger jeg verden og alle dens skatte, når jeg alene kan frydes ved dig, min Jesus.)

Herpå følger kantatens første arie, hvor sopranen ledsages af strygerensemblet. Her beskrives verdens forgængelighed som røg, et billede librettisten har hentet fra Salmernes Bog 37, 20: ”Was die Welt in sich hält, muß als wie ein Rauch vergehen.” (Hvad verden indeholder må gå op i røg.) Satsen er udformet med dansen Gavotte som forbillede, og violinens opadgående løb illuderer røgen, som bliver kastet rundt i luften og stiger til vejrs.

Bassens recitativ bliver det vendepunkt, hvor den troende sjæl får vished om, at frelsen venter i himlen og forbinder det sluttelig til julen og Jesus’ fødsel: ”Der Himmel bleibet mir gewiß, und den besitz ich schon im Glauben … Nur dies, nur einzig dies macht mir noch Kümmernis, daß ich noch länger soll auf dieser Welt verweilen; denn Jesus will den Himmel mit mir teilen, und darzu hat er mich erkoren, deswegen ist er Mensch geboren.” (Himlen forbliver mig sikker, og den besidder jeg allerede i troen … Kun dette, alene dette bekymrer mig stadig: at jeg skal blive længere endnu i denne verden; for Jesus vil give mig del i Himlen, og det har han udvalgt mig til, derfor er han født menneske.)

Med visheden om den himmelske frelse giver alten i en rolig og inderlig arie endegyldigt slip på denne verden: ”Von der Welt verlang ich nichts, wenn ich nur den Himmel erbe.” (Af verden forlanger jeg intet, når blot jeg arver Himlen.) Arien er noteret i 6/8-takt og er den første sats i kantaten, som står i en dur-toneart (G-dur). For første og eneste gang i værket bliver obo d’amoren benyttet som obligat instrument, hvorfor dens blide sonore klang her har særlig indsmigrende charme.

Som konklusion på kantatens gennemgående tematik høres sluttelig femte vers af Johann Francks salme Jesu, meine Freude: ”Gute Nacht, du Stolz und Pracht! Dir sei ganz, du Lasterleben, gute Nacht gegeben!” (God nat, du stolthed og pragt! Dig, du lastefulde liv byder jeg fuldkommen og helt God nat!)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Koralkantaten Ich freue mich in dir blev komponeret til opførelse på tredje juledag, 27. december 1724. Generelt faldt Bach valg af salmer til koralkantateårgangen på de ortodokse protestantiske salmer af bl.a. Martin Luther og Paul Gerhardt fra 1500-tallet og første halvdel af 1600-tallet. Hele koralkantateprojektet kan altså ses som en homage til den ældre protestantiske salmesangstradition, som Bach selv var vokset op i. Her skiller Caspar Zieglers Ich freue mich in dir fra 1697 sig ud som en af de seneste salmer, Bach benytter i sin koralkantatecyklus.

Adventstiden fra 2. søndag i advent og frem til Jul var i Leipzig en fastetid til refleksion og fordybelse uden koncertant musik i kirken. Så meget desto større var festligheden ved selve julen med kantateopførelser hver dag, samt ved helligdagene i forbindelse med Nytår og Helligtrekonger. Bach måtte derfor udnytte de stille uger før jul til at forberede den forestående højtid, og havde derfor mange musikalske bolde i luften på samme tid. Det ses i partituret til Ich freue mich in dir, hvor temaet til Pleni sunt coeli et terra fra hans Sanctus (BWV 232), som Bach opførte i julen 1724, er noteret under kantatens koralfantasi. Mod slutningen af sit liv lod Bach selvsamme Sanctus indgå i den store messe i h-mol, men idéen til temaet blev altså undfanget og hurtigt nedfældet under arbejdet med kantaten til tredje juledag 1724.

Efter Bachs død i 1750 blev stemmematerialet til koralkantateårgangen købt af byrådet i Leipzig til Thomasskolens bibliotek, og herfra fandt Bachs efterfølger i embedet Gottlob Harrer (1703-1755) kantaten frem og opførte den yderligere en gang i løbet af sin korte periode som Thomaskantor. Mens stemmerne til koralkantaterne forblev i Leipzig, fik Bachs ældste søn Wilhelm Friedemann overdraget partiturerne til denne årgang, og disse blev af forskellige årsager spredt for alle vinde. I 1827 dukkede partituret til Ich freue mich in dir op ved en auktion i Berlin, og blev sammen med bl.a. 13 andre af Bachs håndskrevne kantatepartiturer købt af Carl Pistor. Ved auktionen overbød Carl Pistor komponisten Carl Zelter, som var dirigent for Sing-akademie zu Berlin og spillede en central rolle i genopdagelsen af Bachs vokalmusik. Carl Pistor bad Felix Medelsohn katalogisere den nyindkøbte samling af håndskrifter og gav som tak Mendelsohn partituret til Ich freue mich in dir. Pistors samling blev sidenhen grundstammen i barnebarnet Ernst Rudorffs samling af musikmanuskripter, som den dag i dag er blandt de største og vigtigste manuskriptsamlinger på private hænder.

Dagens evangelielæsning er åbningssekvensen af Johannesevangeliet 1, 1-14 om Ordet:

”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed.”

Som det er almindeligt i librettoerne til Bachs koralkantateårgang, er salmens to ydrevers (1. og 4. sats) bibeholdt i deres originale form, mens den ukendte librettist har omskrevet de mellemliggende to vers til recitativer og arier. Salmens 2. vers er fordelt på første arie og recitativ-par (2. og 3. sats) mens salmens 3. vers er fordelt på det følgende par (4. og 5. sats). Librettisten undlader at indlemme tematikken fra dagens læsning i sin tekst og lægger sig i stedet tæt om ad den oprindelige salmetekst med vægt på det under, at Gud er kommet til jorden i menneskeskikkelse.

Åbningskoret bobler næsten over af glæde, ført an af 1. violinens livlige solostemme. 2. violin og viola er fordoblet af de to obo d’amore-stemmer, og de fungerer skiftevis som ledsagere og som med- og modspiller til hovedrolleindehaveren. Koral-indsatserne holdes i en enkel firstemmig sats med undtagelse af afsnittet ”Ach, wie ein süßer Ton!” (Ak, hvilke søde toner!), som bliver forlænget med en kommenterende let polyfoni og en ekko-effekt i orkestersatsen, samt i den sidste linjes beskrivelse af “den store Guds Søn”. 

Åbningskorets sekstendedelsløb og lette karakter videreføres i altens arie, som akkompagneres af de to obo’er. Ariens hovedtema er et opkvikkende motiv, som illustrerer det glade budskab om Jesusbarnets fødsel: ”Getrost! es fasst ein heilger Leib des Höchsten unbegreiflichs Wesen.” (Vær fortrøstningsfuld! et helligt legeme rummer den Højestes ubegribelige væsen.) I ariens B-del bliver continuoets cirkulære walking bass på elegant vis overtaget af alt-sangeren og obo’erne og skaber dermed en blid kontrast til den energiske A-del. Dette understøtter den reflekterende karakter, hvor alten ser en parallel mellem Guds ankomst til jorden og fortællingen om Jacobs kamp i 1. Mosebog, 32: ”Ich habe Gott von Angesicht zu Angesicht gesehen.” (Jeg har set Gud ansigt til ansigt).

I det følgende recitativ indfletter også tenoren en reference fra 1. Mosebog og reflekterer over det paradoks, at mens Adam i frygt måtte gemme sig for Gud i Edens have, glæder vi os nu over mødet med Jesus, som kommer til os i skikkelse af et lille barn: “Ein Adam mag sich voller Schrecken vor Gottes Angesicht im Paradies verstecken! Der allerhöchste Gott kehrt selber bei uns ein: und so entsetzet sich mein Herze nicht;” (En Adam vil måske i skræk gemme sig for Guds ansigt i Paradis! Den allerhøjeste Gud selv besøger os: og dog forskrækkes mit hjerte ikke). Librettisten citerer hele to gange i løbet af recitativet Zieglers salme direkte, og begge gange markerer Bach salmeverset ved at gå fra secco-recitativ til arioso.

Sopranens arie er gennemført mild og yndefuld og et hjerteligt musikalsk billede af tekstens første linjer: ”Wie lieblich klingt es in den Ohren, dies Wort: mein Jesus ist geboren, wie dringt es in das Herz hinein!” (Hvor dejligt lyder det i ørerne dette ord: min Jesus er født, det trænger ind i hjertet!) Sopranen er ledsaget af strygerensemblet, og ligesom i åbningskoret spiller førsteviolinen en central solistisk rolle og fremviser virtuost overskud med ekkoeffekter, solistiske kadencer og bariolage, hvor samme tone gentages på to forskellige strenge. I ariens B-del skifter satsen markant karakter fra 2/2 til en graciøs Siciliano i 12/8, hvortil continuostemmen udelades og efterlader sopranen og strygerne i en sart himmelsk lethed.

Med tanke på Jesus’ tilstedevær på jorden er bassen frisat fra dødens frygt og smerte: “Wohlan, des Todes Furcht und Schmerz erwägt nicht mein getröstet Herz.” (Velan, dødens frygt og smerte overvejer mit fortrøstede hjerte ikke.) Parallelt til tenorens recitativ afrundes ligeledes med et citat fra Zieglers salmetekst i en konkluderende arioso: ”Wer Jesum recht erkennt, der stirbt nicht, wenn er stirbt, sobald er Jesum nennt.” (Den, der ret erkender Jesus, han dør ikke, når han dør, når blot han siger navnet Jesus.)

Kantaten afsluttes med en enkel firstemmig udsættelse af salmens sidste vers, hvor bassens perspektiv følges til dørs, med tanke på foreningen med Jesus i både livet og i døden: “O Jesu, dir, nur dir, dir leb ich ganz allein; auf dich, allein auf dich, mein Jesu, schlaf ich ein.” (O Jesus, i Dig, kun Dig lever jeg udelukkende; med Dig, alene med Dig, min Jesus, sover jeg ind.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering