Læsningerne til 25. søndag efter trinitatis, hvortil Kantate 90 blev opført søndag 14. november 1723 i Leipzig, omhandler de farer og fristelser, som menneskene står overfor ved den yderste dag.

I åbningsarien iscenesætter Bach tenoren som dommedagsprædikant i en dramatisk opera-arie, hvor den vilde 1. violin-stemme, med opadgående toogtredivtedelsløb itu-river synderne ved dommedag. Tenorens stemme er præget af koleraturer, store spring og teatralske pauser midt i ordet ”schreck – lich”. Det er Bach som operakomponist!

Herpå følger alten op med et secco recitativ – igen i overensstemmelse med datidens italienske opera – førend bassens arie med dommedags trompet tager fat og illustrerer søndagens læsning fra Paulus første brev til Tessalonikerne 4,16: ”Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en ærkeengels røst og Guds basun”. Atter tegner Bach et skarpt musikalsk portræt – denne gang af ”der rächende Richter” (den straffende dommer) – og atter med toogtredivtedelsløb i strygerne og en visse steder militaristisk trompetsats.

I tenorens herpå følgende secco-recitativ er der dog håb for de gudfrygtige: ”Doch Gottes Auge sieht auf uns als Auserwählte” (Men Guds øje ser på os som udvalgte) refererer til dagens anden læsning fra Matthæusevangeliet 24,22: ”Men for de udvalgtes skyld skal disse dage afkortes”. Gud lader altså ikke sine udvalgte i stikken; han beskytter dem og driver fjenden på flugt. ”Des Wortes Kraft wird in Gefahr, Um soviel mehr erkannt und offenbar” (Ordets kraft erkendes så meget mere i farens stund). Hvis vi følger Guds ord, vil Gud beskytte os på den yderste dag. Således leder recitativet os direkte til den afsluttende koral med tekst af Martin Moller (1584) ”Gib uns allzeit dein heilges Wort, Behüt fürs Teufels List und Mord” (Giv os evigt dit hellige ord og værn os mod djævelens list og mord).

Mon ikke menigheden i Leipzig, søndag 14. november 1723, har forladt kirken mere gudfrygtige, end da de ankom…

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 116 “Du Friedensfürst, Herr Jesu Christ” er skrevet til 25. søndag efter Trinitatis, 26. november 1724 – den sidste Trinitatis-søndag i Bachs koralkantateårgang 1724/25, og dermed også sidste søndag i kirkeåret. Dagens læsning er fra Matthæus-evangeliet 24,15-28, som omhandler Ødelæggelsens Vederstyggelighed og Jesu genkomst, altså kort fortalt dommedag! Jakob Eberts salme fra 1601 Du Friedensfürst, Herr Jesu Christ (Du Fredsfyrste, Herre Jesus Kristus) beskriver Jesus som en hjælper i de krige og ulykker mennesket har sat sig selv i. Dermed har den en – om ikke direkte – så en mere generel symbolsk forbindelse til dagens læsning. Som det er almindeligt i Bachs koralkantateårgang, er første og sidste vers bevaret i deres originale form, mens de midterste vers er parafraseret til recitativ og arie-form – dog uden at den ukendte librettist i dette tilfælde har inkorporeret direkte referencer til dagens tekst.

Åbningskoret følger det mest almindelige skema for denne årgang; en selvstændig koncertant orkestersats med cantus firmus præsenteret i sopranstemmen linje for linje med mellemliggende instrumentale ritorneller. Bach vælger dog til dette kor en usædvanlig opbygning af de tre underliggende sangstemmer, alt, tenor og bas til koralmelodiens barform (AAB): I første A-del et homofonisk akkompagnement, i anden A-del et fugeret polyfonisk akkompagnement af orkestersatsens tematiske materiale og endelig i B-delen en blanding: først korte kontrasterende svar til cantus firmus og i sidste linje, igen et homofonisk akkompagnement som til den første linje.

Altens arie ”Ach, unaussprechlich is die Not” (Ak, uudsigelig er nøden) er en indfølt klagesang udformet som duet mellem altsangeren og den obligate obo d’amore. Bach udtrykker menneskets angst og nød med alle barokkens virkemidler: seufzer, tremolo, formindskede akkorder og overbundne dissonanser. Som altid hos Bach er det effektivt, men ikke overgjort, og arien rammer hvor den er tiltænkt: lige i hjertet.

I tenorrecitativet citeres cantus firmus i continuostemmen omkring ”Gedenke dich, o Jesu, das du noch ein Fürst des Friedens heißest!” (Betænk dig, o Jesus, at du stadig kaldes en Fredsfyrste). Leipzig menigheden har utvivlsomt fanget denne forbindelse mellem recitativteksten og koralen. Det er sjældent, og dog ikke helt unikt, at Bach vælger at citere cantus firmus som continuobaslinje i et recitativ. Et andet eksempel på dette findes i koralkantate 38 Aus tiefer Not Schrei’ ich zu dir, som Bach skrev to måneder forinden og spøjst nok, følges også det recitativ af en terzet…

Det er ellers ikke ofte vi finder terzetter i Bachs kantater, men både nærværende og den ovenfornævnte fra kantate 38 er komplekse kompositioner. Teksten til terzetten består af en bekendelse, en bøn og en taksigelse. Måske er det denne tredeling, som har givet anledning til, at Bach har valgt at udforme satsen som en terzet? På trods af satsens kompleksitet, har den en mild og forsonende karakter. Den er (ligesom i kantate 38) kun ledsaget af continuo, som lægger ud med et tema bestående af et sekvenseret motiv, hvorefter sangstemmerne sætter ind med samme motiv i en tætført fugetta. I B-delen intensiveres udtrykket til teksten ”Es brach ja dein erbarmend Herz / als der gefallnen Schmerz / dich zu uns in die Welt getrieben” (Det knuste dit overbærende hjeret / da den faldnes smerte / trak dig til jorden). Her udvikler satsen sig til et detaljeret ordmaleri: Herz og Schmerz synges på lange toner, brach med afbrudte fjerdedele og alle tre stemmer har parallelle løb nedad på ordet gefallnen. Hvert af de bærende ord har altså sit eget motiv, som udfolder tekstens betydning.

Alten afrunder med et accompagnato-recitativ med strygerledsagelse. Det lægger teatralsk ud med formindskede akkorder og dissonanser til teksten: “Ach, laß uns durch die scharfen Ruten / Nicht allzu heftig bluten!” (Ak, lad os af de skarpe ris / ikke alt for kraftigt bløde), men lægger sig siden til ro i en bøn om fred, som leder over til det fortrøstningsfulde afsluttende koralvers: “Erleuch auch unser Sinn und Herz” (Oplys også vores sind og hjerter).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering