”Was soll ich aus dir machen, Ephraim” hører til Bachs første kantateårgang I Leipzig. Den havde sin første opførelse 22. søndag efter Trinitatis, 24. oktober 1724. Ligesom kantaterne til de to foregående uger (BWV 162 og 109), udvider Bach i denne kantate sit standardensemble med et horn, uden dog at tildele instrumentet en central solistisk rolle i nogen af de tre kantater. Det kunne tyde på, at Bach i disse uger havde en hornist til rådighed, hvis deltagelse han billigede uden at ville betro ham med virtuose solistiske stemmer. Altens arie (3. sats) er tilsyneladende transponeret en tone ned fra e-mol til d-mol, hvilket kunne pege i retning af, at denne sats har sin oprindelse fra en i dag ukendt verdslig kantate fra Weimar-årene (1714-17), da man her benyttede den dybe franske kammertone.

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om den gældbundne tjener, Matthæus 18, 23-35:

”Derfor: Himmeriget ligner en konge, der ville gøre regnskab med sine tjenere. Da han begyndte på regnskaberne, blev en, der skyldte ti tusind talenter, ført frem for ham. Da han ikke havde noget at betale med, befalede hans herre, at han og hans kone og børn og alt, hvad han ejede, skulle sælges, og gælden betales. Men tjeneren kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig det alt sammen. Så fik den tjeners herre medynk med ham og lod ham gå og eftergav ham gælden. Men da den tjener gik ud, traf han en af sine medtjenere, som skyldte ham hundrede denarer. Og han greb ham i struben og sagde: Betal, hvad du skylder! Hans medtjener kastede sig ned for ham og bad: Hav tålmodighed med mig, så skal jeg betale dig. Det ville han ikke, men gik hen og lod ham kaste i fængsel, indtil han fik betalt, hvad han skyldte. Da hans medtjenere nu så, hvad der var sket, blev de meget bedrøvede og gik hen og forklarede deres herre alt, hvad der var sket. Da kaldte hans herre ham for sig og sagde: Du onde tjener, al den gæld eftergav jeg dig, da du bad mig om det. Burde du så ikke også forbarme dig over din medtjener, ligesom jeg forbarmede mig over dig? Og hans herre blev vred og overlod ham til bødlerne, indtil han fik betalt alt, hvad han skyldte. Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”

Kantatens ukendte librettist tager i sin tolkning af evangelielæsningen udgangspunkt i spørgsmålet om skyld og tilgivelse. Her ser mennesket som skyldneren, hvis gæld bliver eftergivet af Gud ved Jesus’ lidelse og død. Den menneskelige synd, som burde blive straffet af Guds vrede, tilgives i troen på Jesus og ved at efterleve buddet om at tilgive sin næste. Dermed når mennesket frelse i troen og Guds nåde.

Kantaten åbner med en af de karakteristiske retoriske arioso-arier, som Bach almindeligvis benytter i personificeringer af Jesus. Konnotationen til Jesus er fuldt intentionel her, hvor mottoet fra Hoseas bog 11,8 benyttes som billede på de overvejelser, Jesus gør sig over det syndige menneske: ”Skulle jeg kunne prisgive dig, Efraim? Skulle jeg opgive dig, Israel? Skulle jeg prisgive dig som Adma? Skulle jeg gøre dig som Sebojim? Mit hjerte vender sig, medfølelsen vælder op i mig.”

Kendetegnede for satsen er de tilbagevendende retoriske pauseringer, der fungerer som udskrevne musikalske spørgsmålstegn. Allerede i første takt introducerer Bach et rumlende tema i continuobassen bestående af to grupper af sekstendedele. I ariens første del høres det som en ildevarslende usikkerhed om udfaldene på de stillede spørgsmål. Først i ariens B-del bekender Bach kulør, da det viser sig at motivet hører til teksten ”Meine Barmherzigkeit ist zu brünstig” (Min medfølelse vælder op i mig.) Jesus’ nåde og barmhjertighed har altså hele tiden været til stede som en underliggende kraft.

Herpå følger to recitativ-arie sæt, som tilsammen danner kantatens teologiske udvikling. Første sæt er tildelt alten, som repræsenterer det syndige menneske, fulgt af sopranen, som repræsenterer den troende sjæl, som trods sin fejlbarlighed er afklaret i troen på Jesus.

I et secco-recitativ behandler alten menneskets synd med udgangspunkt i dagens læsning om Den gældbundne tjener: ”Unzählbar ist die rechnung deiner Sünden” (Ubetalelig er dine synders regning) og problematiserer det forhold, at mennesket, på trods af, at vi bliver omfavnet af Guds nåde, ikke selv er i stand til at tilgive vores næste, sådan som Jesus har fordret det af os. I forlængelse af denne tanke fortsætter alten i sin arie med forbindelse til, hvordan Herrens vrede i dagens læsning vil ramme dem, som ikke tilgiver sin broder. Altsangeren er kun ledsaget af continuostemmen, hvilket her kan symbolisere menneskets ensomme sårbarhed i mødet med Herrens vrede. I ariens B-del høres Guds hævn som trioliserede melismer inspireret af italiensk opera: ”Die Rache fängt bei denen an, die nicht Barmherzigkeit getan” (Hævnen begynder med de, som ikke udviser barmhjertighed).

Med sopranens recitativ når vi kantatens teologiske vendepunkt: ”Wohlan! mein Herze legt Zorn, Zank und Zwietracht hin; Es ist bereit, dem Nächsten zu vergeben.” (Velan! mit hjerte lægger vrede, strid og splid til side; Det er parat til at tilgive Næsten.) Sopranen indser, at hun stadig står i gæld til Gud, men at Jesus med sin lidelse og død har betalt menneskets skyld. Således bliver syndens gæld eftergivet gennem troen på Jesus: ”Doch Jesu Blut macht diese Rechnung gut, wenn ich zu ihm, als des Gesetzes Ende, mich gläubig wende.” (Men Jesu blod gør regnskabet godt, når jeg troende vender mig til ham, som er lovens fuldendelse.) Recitativet slutter med en harmonisk snørklet arioso, som et billede på, hvordan sjælen troligt vender sig mod Jesus.

Gældfri danser sopranen sig gennem kantatens sidste arie i en elegant fransk courante. Arien i 6/8 takt danner med sin dansante og melodiske lethed modvægt til den forrige aries brødetyngede vægt. Med opadgående løb billedliggør den ledsagende obo, hvordan sjælen frelses gennem Jesus’ blodsdråber: ”Gerechter Gott, ach, rechnest du? So werde ich zum Heil der Seelen die Tropfen Blut von Jesu zählen.” (Retfærdige Gud, ak, holder du regnskab? Så vil jeg for min sjæls frelse tælle dråberne af Jesu blod.)

Kantaten afrundes med 7. vers af Johann Heermanns salme: Wo soll ich fliehen hin, som bekræfter kantatens overordnede morale om frelse gennem troen på Jesus: “Damit ich überwinde Tod, Teufel, Höll und Sünde” (Derved overvinder jeg død, djævel, helvede og synd.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 115 ”Mache dich, mein Geist, bereit” blev skrevet til 22. søndag efter Trinitatis, 5. november 1724, og hører altså til den koralkantateårgang, Bach påbegyndte på Trinitatis søndag samme år. Som det er mest almindeligt for denne årgangs koralkantater, har den ukendte librettist bibeholdt yderversene af Johann Burchard Freystein’s (1671-1718) salme og sammenfattet og bearbejdet de mellemliggende vers til recitativ- og arietekster. Salmetekstens primære budskab er en formaning om at bede og være klar til mødet med Kristus. Dagens læsning er lignelsen om den gældbundne tjener (Matthæus-evangeliet 18,21-35), som får eftergivet gæld af sin herre, men ikke selv forbarmer sig over sine medtjenere. Forbindelse mellem salmeteksten og dagens læsning er altså langtfra åbenlys, men ved et nærmere eftersyn får Bach alligevel, gennem opbygningen af kantaten, kabalen til at gå op i den centrale og smukke sopranarie. Det vender vi tilbage til…

De første linjer af åbningskoret fungerer som motto for salmens budskab: ”Mache dich, mein geist, bereit / wache, fleh und bete” (bered dig, min sjæl / våg, trygl og bed). Åbningssatsen er på mange måder typisk for Bachs koralkor fra denne årgang: en uafhængig koncertant instrumentalsats og cantus firmus præsenteret linje for linje af sopranen, ledsaget af de tre øvrige stemmer i en quasi polyfon struktur med motiver hentet fra orkestersatsen. En usædvanlig detalje ved denne sats er, at violiner og viola er samlet i én unison stemme. Netop strygerne lægger alene ud i duet med continuoet, før traversfløjte og obo d’amore stemmer i og danner en ny let kammermusikalsk tekstur. Flere gange i løbet af satsen understreges koralteksten i instrumentalsatsen med fortættet kromatik ved ord som fleh (trygl) og Versuchrung (fristelse).
Altarien er som en ulv i fåreklæder: den synes umiddelbart at være en vuggevise for den ”sovende sjæl”; en langsom siciliano, men i virkeligheden er der tale om noget langt mere alvorligt; et mørktklingende varsel til den kristne om at være på vagt for satans list. Pludselig skifter satsen dramatisk fra adagio til allegro til teksten ”Es möchte die Strafe dich plötzlich erwecken, und wo du nicht wachest…” (pludselig kan straffen vække dig, og hvis du ikke vågner…) og skifter her tilbage til den mørke siciliano til orderne ”…Im schlafe des ewigen Todes bedecken” (dække dig i den evige døds søvn).

Det følgende bas-recitativ uddyber de farer sjælen kan udsættes for: ”die Sünden Nacht” (syndens nat), ”Satans List” og ”falsche Brüder” (falske brødre) og leder dermed direkte til den konklusion, som smukt forløses i sopranarien: ”Bete aber auch dabei / mitten in dem Wachen” (Bed altså også / midt under din vagt). Bøn er svaret, og det er her, at librettisten og Bach får forbundet salmen til læsningen fra Matthæus-evangeliet om den gældbundne tjener, for de følgende linjer lyder: ”Bitte bei der großen Schuld / deinen Richter um Geduld”. (bed i den store synd / din dommer om overbærenhed) – altså en direkte reference til dagens læsning. Det er imponerende som Bach gennem flere satser formår at bygge op til netop dette punkt, hvor læsning og salme endelig flettes sammen og bønnen beskrives i den skønnest tænkelige meditative kammermusik. Alt det dystre og ildevarslende fra de forrige satser vendes pludselig til lys, og det udtrykkes smukt i sopranen sidste linjer: ”Soll er dich von sünden frei / und gereinigt machen” (skal han fri dig fra synd / og gøre dig ren). Sopranstemmen omkranses af obligat fløjte og violoncello piccolo, som ledsages af en diskret continuostemme i korte ottendedelsnoder.
Tenoren kan nu runde af med et triumferende recitativ. Vores bøn har båret frugt og Guds søn vil komme til os som frelser. I det afsluttende koralvers gentages mottoet fra åbningen: ”Wachen, flehen, beten” (våge, trygle, bede) og danner dermed ring om hele kantaten.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering