Kantate 98 Was Gott tut, das ist wohlgetan blev skrevet til opførelse på 21. søndag efter trinitatis, 10. november 1726 i Leipzig. Kantaten er den anden af i alt tre kantater, der tager afsæt i Severus Gastorius’ salmemelodi Was Gott tut, das ist wohlgetan fra 1679 på Samuel Rodigasts tekst. Den første af de tre med værkfortegnelsesnummeret BWV 99 skrev Bach i 1724 som del af sin koralkantate årgang. Ti år senere i 1734/35 skrev Bach på bestilling til et bryllup eller lignende, yderligere en Was Gott tut, das ist wohlgetan koralkantate af per-omnis-versus-typen med værkfortegnelsesnummeret BWV 100.

Bachs tredje kantateårgang i Leipzig adskiller sig fra de to første ved at være sammensat af kantater skrevet over en flerårig periode. Indtil for få år siden har man ikke haft kendskab til librettistens identitet, men i 2014/15 blev Bach-forskeren Christine Blanken opmærksom på en udgivelse af 71 kantatelibretti til kirkeåret udgivet af præsten Christoph Birkmann (1703-1771) under titlen Gott-geheiligte Sabbaths-Zehnden, Nüremberg 1728. Af de 71 libretti stemmer de 21 overens med kantater fra Bachs tredje kantateårgang.

Søndagens læsning er fortællingen om Den kongelige embedsmand i Kapernaum, Johannesevangeliet 4, 47-54:

Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: ”Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: ”I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: ”Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro. Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.

Med udgangspunkt i Rodigasts salme Was Gott tut, das ist wohlgetan tolker Birkmann dagens læsning som en lignelse om sjælens udfrielse i Gud. Som der står i læsningen, kom hele embedsmandens husstand ”til tro” med helbredelsen af familiens søn. Udfrielsen findes altså i selve det at tro. Man kan sige, at det i Birkmanns tolkning af læsningen faktisk er embedsmandens tro på Jesus’ ord, som helbreder hans søn.

Af de tre Was Gott tut, das ist wohlgetan-kantater er BWV 98 kantaten med mindst besætning, hvilket stemmer overens med årgangens afslutning, som fokuserer meget på det personlige trosforhold med flere dialog- og solo-kantater. Åbningskoret er en stryger-båret sats, hvor førsteviolinstemmen spiller den centrale solistiske rolle i satsens ritorneller. De øvrige strygere ledsager med et enkelt akkompagnement, mens oboerne følger de tre øverste sangstemmer.

Violinstemmens ubekymrede tematiske materiale kan høres som illuderede den sjælen mens de gentagne korte retoriske pauser måske kan tolkes som sjælens momentvise tvivl i troen. Severus Gastorius melodi fra 1679 høres som cantus firmus i sopranstemmen mens de tre underliggende stemmer akkompagnerer i en enkel homofon struktur. I de to stollen holdes vokal- og instrumentalensemblerne adskilt for i abgesang at mødes og danne en mere kompleks struktur, hvilket kulminerer i salmens sidste linje, hvor alt, tenor og basstemmerne for første gang udfolder sig i friere polyfoni under sopranens forlængede sluttone. En mesterlig økonomisering med materialet og opbygning til klimaks med satsens slutning.

I kantatens første recitativ gennemgår tenoren en udvikling fra lidelse og længsel mod at blive befriet fra livets kvaler til håb i troen på Gud. Recitativet åbner med kromatik, dissonans og formindskede harmonier men skifter til opadgående bevægelser mod Es-dur til teksten ”Drum will ich meine Zuversicht auf Gott aleine bauen, denn er verläßt die Seinen nicht” (Derfor bygger jeg alene min tillid på Gud, for han forlader ikke sine).

I sopranarien beskrives en tilsvarende udvikling. Arien åbner i c-mol med den obligate obo, som i udstrakte linjer efterligner tårer og suk. ”Hört, ihr Augen, auf zu weinen” (slut med at græde, I øjne) synger sopranen som svar, ”Trag ich dog mit Gedult mein schweres Joch” (Bærer jeg dog med tålmodighed mit tunge åg). I ariens B-del ændres musikkens karakter øjeblikkeligt med tanke på at Gud lever og ikke forlader sine. Satsen skifter til den lyse paralleltoneart Es-dur og ordet lebet udsmykkes i livlige trioliserede bevægelser.

Kantatens teologiske vendepunkt bliver altens recitativ. Alten minder os om Guds store barmhjertighed. Når vi i troen begræder Jesus’ død på korset, vil Gud holde sit ord og forbarme sig over os. Citatet fra Bjergprædiken Matthæusevangeliet 7,7: ”bank på, så skal der lukkes op for jer” kan ses som en nøgle til tolkningen af dagens læsning; at udfrielsen sker i troen på Gud: ”Drum laßt uns aufsofort, wenn in der höchsten Nöten schweben, das Herz zu Gott alleinerheben!” (Lad os derfor fra nu af, når vi svæver i den højeste nød, løfte hjertet til Gud.)

Basariens åbningstema er et let bearbejdet citat af Christian Keymanns salme Meinen Jesum lass ich nicht (1658), som igen stammer fra fortællingen om Jakob i Første Mosebog 32,26: ”Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig.” Med tanke på sikkerheden i troen på Gud er satsen udformet som en dansant Gavotte. Basstemmen ledsages af unisone violiner, hvilket understreger dens afsluttende funktion, og med satsens udadvendte glæde matcher den åbningskorets karakter. Med Keymanns salme som afsæt har arien en dobbeltfunktion som både personligt udsagn fra den kristne sjæl og som erstatning for koralens kollektive kristne menighed.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantaten er skrevet til 21. søndag efter trinitatis og blev opført første gang søndag 17. oktober 1723 – et halvt år inde i Bachs første kantateårgang.

Søndagens læsning er fortællingen om Den kongelige embedsmand i Kapernaum, Johannesevangeliet 4, 47-54:

Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.” Den kongelige embedsmand svarede: ”Herre, kom med derned, før mit barn dør.” Jesus sagde til ham: ”Gå hjem, din søn lever.” Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: ”I går ved den syvende time forlod feberen ham.” Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: ”Din søn lever.” Og han og hele hans husstand kom til tro.

Dette sit andet tegn gjorde Jesus, efter at han var kommet fra Judæa til Galilæa.

Den ukendte librettist tolker læsningen som et spørgsmål mellem tvivl og tro. Jesus’ ord til embedsmanden ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke” læses således, at det i læsningen er selve troen, som fører til helbredelse – og i bredere forstand til frelse. Som modsætning til troen fremstilles tvivlen som den, der kan forhindre frelsen. De to modsætninger præsenteres af librettisten i en form for opbyggelig dialog mellem Tvivlen og Troen, som bliver hovedpersoner i hver sin del af kantaten. Om end væsensforskellig i sin opbygning, er det oplagt at drage en parallel til dialogkantaten O Ewigkeit, du Donnerwort (BWV 60), som Bach opførte tre uger efter til 24. søndag efter trinitatis, hvori et dramma per musica udspiller sig mellem Frygten og Håbet. Denne kantate er åbenlyst to-delt: Hvor de tre første satser har fokus på tvivlen og er præget af sørgmodig og angstfulde musikalske udtryk, er de tre følgende satser milde og forløsende med henblik på frelsen i troen.

Til åbningskoret tager librettisten udgangspunkt i et vers fra Markusevangeliets fortælling om Helbredelsen af drengen med den urene ånd (9,24): ”Jeg tror, hjælp min vantro!”. Denne ene sætning udgør hele teksten til satsen, og ordet vantro skal altså her forstås i betydningen mistillid eller tvivl. Musikken til åbningskoret er skrevet i udpræget fransk stil med tydelige konnotationer til hofdansen Bourrée. Efter fransk forbillede er orkesteret også delt op i en strygergruppe og en træblæsergruppe, som spiller op mod hinanden satsen igennem, tillige med talrige solistiske afsnit mellem førsteviolin og obo. Også i de fire sangstemmer veksles mellem soli og duetter, som besvares af de øvrige stemmer og sammen med orkestersatsen bibringer satsen stor afveksling i klangbilledet.

Tenorens recitativ er udformet som en slags dialog mellem Tvivlen og Troen som to sjælelige tilstande, markeret henholdsvis piano og forte som et billede på den indre splittelse, den kristne sjæl befinder sig i. Tvivlen afslutter recitativet i arioso med længselsfuldt at spørge ”Ach Herr, wie lange?” (Ak Herre, hvor længe endnu?), et citat librettisten har hentet fra Salmernes Bog 6,4, som ligeledes omhandler svaghed og rædsel.

I den følgende tenorarie er Tvivlen fortsat hovedperson, og igen har Bach kigget mod Frankrig i sin musikalske inspiration. ”Wie zweifelhaftig ist mein Hoffen, wie wanket mein geängstigt Herz!” (Hvor jeg dog tvivler i mit håb, hvor ængsteligt vakler mit hjerte!) synger tenoren på trioliserede sekstendedelsløb med forstørrede og formindskede spring. Tenoren ledsages af strygergruppen med førsteviolinen i en dominerende rolle og hele satsen er præget af fransk ornamentik og stiltypiske punkteringer. En højdramatisk arie, som kunne være hentet fra en opera af Jean Philippe Rameau.

Med altens recitativ når vi kantatens vendepunkt idet Troen bringer sit fortrøstningsfulde budskab: ”O fasse dich, du zweifelhafter Mut, Weil Jesus itzt noch Wunder tut!” (Fat mod i al din tvivlen, for Jesus gør underfulde ting!)

Som modsætning til den dramatiske tenorarie med strygerledsagelse, akkompagneres alten af to obligate oboer i en rolig Sarabande. Også Sarabanden er et element hentet fra den franske dansesuite og igen benytter Bach franske ornamenter i sin notation. Med reference til tenorens indre kamp i det første recitativ overbeviser alten os i ariens b-del om, at troen med Herrens hjælp vil sejre til sidst: ”Wenn Fleisch und Geist in ihnen streiten, so steht er ihnen selbst zur Seiten, damit zuletzt der Glaube siegt.” (Når ånden og kødet strides i dem, står Han ved deres side, så troen sejrer til sidst.)

Kantaten afsluttes med et forløsende festfyrværkeri af en koralbearbejdelse over 7. vers af Lazarus Spenglers Durch Adams Fall ist ganz verderbt (1524). Som parallel til åbningskoret står de to orkestergrupper nu igen overfor hinanden og veksler på skift mellem det gennemgående fanfaremotiv, hurtige sekstendedelsløb og lange harmonibærende toner. Således når vi med sidste linje kantatens opbyggelige budskab: ”Er hilft sein’n Gläubgen allen.” (Han hjælper alle, der tror.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering