Kantaten Ach Gott, vom Himmel sieh darein hørtes første gang på 2. søndag efter trinitatis, 18. juni 1724. Kantaten hører til Bachs anden årgang af kirkekantater i Leipzig, som han dedikerede til koralbearbejdelser over lutherske salmer til kirkeåret. Bach påbegyndte dette selvpålagte projekt på Trinitatis søndag 1724 og nærværende kantate er således den blot tredje i den nye årgang. De første uger af årgangen benyttede Bach til at udforske de stilistiske og formmæssige rammer for den netop påbegyndte cyklus af koralkantater. Således udformes åbningskorenes koralfantasier i de første uger både som fransk ouverture og concerto grosso, ligesom også placeringen af cantus firmus fra uge til uge bliver flyttet rund mellem de fire stemmer. Til Ach Gott, vom Himmel sieh darein valgte Bach at skrive åbningskoret i en arkaisk koralsats over Martin Luthers salme af samme navn fra 1523 i stil med Luthers egen musikalske samarbejdspartner Johann Walters koralbearbejdelser fra 1520’erne. 

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om det store festmåltid, Lukasevangliet 14, 16-24:

”Efter at have hørt det sagde en af gæsterne til ham: ”Salig er den, som sidder til bords i Guds rige!” Jesus svarede: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.””

Martin Luthers salme Ach Gott, vom Himmel sieh darein fra 1523 er bygget over Salmernes Bog 12, som er en begrædelse af menneskets manglende troskab til Gud. Som det gør sig gældende for det meste af koralkantateårgangen, har librettisten bevaret første og sidste vers af Luthers salme i sin oprindelige form, mens de øvrige vers (2-5) er omformet til recitativer og arie-poesi. I dette tilfælde undlader librettisten at indføje referencer til dages evangelielæsning, og holder sig tæt til Luthers forlæg. Luthers salme kan dog i sig selv ses som en eksegese over Lignelsen om det store festmåltid, med dens fokus på menneskets mangelfulde tro på Guds ord.

Åbningskoret er, som allerede nævnt, skrevet i gammel stil. Cantus firmus høres i lange nodeværdier i altstemmen, mens de øvrige stemmer med kontrapunktiske pre-imitationer introducerer melodien. En koralbearbejdelse, som har rødder tilbage til Luthers egen samtid. Orkestret spiller ingen selvstændig rolle i satsen, men nøjes med at følge sangstemmerne colla parte, ligesom også continuo-stemmen kun momentvis afviger fra korsatsen.

Tenorens recitativ åbner med en arioso-linje, der markerer, at Luthers salmevers citeres som en overskrift: ”Sie lehren eitel falsche List” (De lærer tom, snedig løgn). Herefter fortsætter librettisten med en dundertale til de, som ikke agter Guds ord og som ødelægger kirken: ”O Jammer! Der die Kirche schmerzlich kränket, das muß anstatt der Bibel stehn. Die törichte Vernunft ist ihr Kompaß, sie gleichen denen Totengräbern, die, ob sie zwar von außen schön, nur Stank und Moder in sich fassen und lauter Unflat sehen lassen.” (O, Jammer! Det, som krænker Kirken smerteligt står i stedet for Bibelen. Den tåbelige fornuft er deres kompas; de ligner de ådselsgravere der, skønt de udvendigt er smukke, kun rummer stank og råddenskab og lader utugt komme til syne.) Det kan være svært for en nutidig lytter at relatere til så indædt en prædiken, og den skal nok også ses som et indlæg i diskursen mellem kirkens traditionalister og 1700-tallets oplysningstænkeres nye idéer om fornuft, empiri og rationalisme.

Mens tenorens recitativ var udadrettet og konfrontatorisk, har den følgende alt-arie omvendt funktion som en troende sjæls indadvendte bøn. I denne inderlige arie akkompagneres altsangeren af soloviolin og continuo, og det er oplagt at tolke violinens elegant svungne løb som et billede på det Guds ord, som alten beder om, må vende tilbage.

I bassens accompagnato-recitativ bliver altens bønner hørt: ”Die Armen sind verstört. Ihr seufzend Ach, ihr ängstlich Klagen … dringt in das Gnadenohr des Allerhöchsten ein.” (De arme er ude af fatning. Deres ak og ve, deres suk og ængstelige klage … trænger ind i den Allerhøjestes nådige øre.) Herefter tager Herren selv ordet, og i en smuk arioso erklærer han sig som hjælper og trøster: ”Ich muß ihr Helfer sein! Ich hab ihr Flehn erhört … Ich will mich ihrer Not erbarmen, mein heilsam Wort soll sein die Kraft der Armen.” (Jeg skal være deres hjælper! Jeg har hørt deres tryglen. Jeg vil forbarme mig over deres nød, mit helbredende Ord skal være de armes kraft.)

Med bekræftelsen af, at Gud kommer til hjælp og forbarmer sig, besynger tenoren i en frejdig sats, at Gud gennem Jesus’ offerdød på korset har holdt sit ord overfor mennesket: ”Durchs Feuer wird das Silber rein, Durchs Kreuz das Wort bewährt erfunden.” (Ved ilden renses sølvet, ved korset har Ordet bestået sin prøve.) Billedet er hentet fra guldsmedens værksted, hvor ilden lutre metallet og renser det fra urenheder og legeringer. På samme vis renser og heler Guds ord mennesket.

Kantaten afrundes med en firestemmig koral, som bekræfter forpligtelsen til Guds ord.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Da Bach ankom fra sin ansættelse ved hoffet i Cöthen til sit nye kantor-embede i Leipzig, påbegyndte han straks sit ambitiøse projekt om at ville komponere en ny kantate til alle kirkeårets søn- og helligdage. Dette arbejde satte han i gang allerede samme som dag han officielt blev indsat, på trinitatis søndag 1723, hvor han opførte kantaten Die Elenden sollen essen (BWV 75). Die Himmel erzählen die Ehre Gottes (BWV 76) blev opført den følgende søndag, 2. søndag efter Trinitatis, og er således blot den anden kantate i den store kantateproduktion fra Leipzig-årene. Sammen med de to prøve-kantater, som Bach opførte inden sin ansættelse (BWV 22 og 23), sætter de to første officielle kantater BWV 75 og 76 tilsammen standard for Bachs formmæssige og kvalitative ambitionsniveau for de følgende års kantater. Disse de to første kantater fra første årgang har en påfaldende formmæssig lighed: Begge kantater er todelt, hvor hver del afsluttes med samme koralfantasi, begge kantaters anden del åbnes med en sinfonia, begge veksler mellem secco recitativer og ariosoer, begge har en basarie med obligat trompetledsagelse og begge åbningskor har concertist/ripieno-fordeling. Sidstnævnte er relevant i den tidligere så kontroversielle debat om størrelsen på Bachs ”kor”. De to kantater hører nemlig til den eksklusive gruppe af kantater, der udgør den undtagelse, som bekræfter reglen, da blot 9 ud af de 150 kantater, som er overleveret med stemmemateriale, er overleveret med et ripieno-sæt, mens de øvrige 141 altså blot har fire sangstemmer.

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om det store festmåltid fra Lukasevangeliet 14, 16-24:

”Jesus svarede: ”Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.””

Den ukendte librettist tolker lignelsen om festmåltidet som en fordring om at ære Guds skaberværk og tage imod Guds generøse indbydelse til frelse i himmerig (festmåltidet) gennem hengivenhed i troen på Kristus. Librettistens tekstvalg til åbningskoret skal forstås i denne sammenhæng. Kantaten åbner med vers 2 og 4 fra Psalmernes Bog kapitel 19: ”Himlen fortæller om Guds herlighed, hvælvingen beretter om hans hænders værk. Der lyder ingen ord, ingen tale, uden at deres røst høres.” Davids Psalmens lovprisning af Guds skaberværk bliver motto for kantaten og selve den fordring, librettisten benytter som omdrejningspunkt for sin opbyggelige tolkning af lignelsen.

De to vers fra Psalmernes bog udgør grundlaget for hver sin del af åbningskoret. Det åbner festligt med trompeten i en solistisk rolle overfor orkesteret, hvorefter først bassen og siden det fulde kor bryder ud i homofon lovsang. Som kontrast hertil udformes det andet tekstled som et længere polyfont afsnit med en fuga over et deklamerende tema. Som vi kender det fra mange af Bachs vokal-fugaer falder den i to dele, først en uledsaget solistisk gennemføring for de fire concertist-sangere, fulgt af yderligere en gennemføring med ripieno-gruppen og colla parte-strygere.

I de følgende to satser elaboreres over det indledende motto fra Salmernes Bog. Tenoren beskriver hvordan Gud har pustet liv i verden: ”Dies alles hat ja Gott getan, dass sich die Himmel regen, und Geist und Körper sich bewegen.” (Alt dette har Gud jo gjort, at himmel, sjæl og legeme er i bevægelse.) hvortil strygernes akkompagnement sætter i bevægelse med roligt vuggende sekstendedele. Som overledning til den følgende arie opfordrer tenoren til at tage imod indbydelsen til festmåltidet: ”Auf, kommt zu meinem Liebesmahl!” (Rejs jer, kom til mit kærlighedsmåltid!). Ligesom tjeneren i dagens læsning fra gader og stræder kalder fattige, vanføre, blinde og lamme ind til fest, kalder sopranen i sin arie folkene sammen i en opfordring til at vende sig mod Kristus: ”Hört, ihr Völker, Gottes Stimme, Eilt zu seinem Gnadenthron!” (Hør, I folkeslag, Guds stemme, il til Hans nådestrone!). Trioen mellem sopran, violin og continuo har en simpel og helt igennem sorgfri karakter, og sammen iler de i opadstigende bevægelser mod nådestronen.

Først med bassen præsenteres vi for det teologiske problem kantaten behandler; at langt fra alle hengiver sig i troen og ærer Gud: ”Wer aber hört, da sich der größte Haufen zu andern Göttern kehrt? Der ältste Götze eigner Lust beherrscht der Menschen Brust.” (Men hvem lytter? De fleste vender sig jo til andre guder. Egne lyster er den ældste afgud, som behersker menneskers sind.) Menneskets selvoptagethed forhindrer den sande tro på Kristus. Med trompeten som ledsager fremstår bassen i sin arie næsten som dommedagsprædikant og verfer de ugudelige væk med et standhaftigt trioliseret motiv: ”Fahr hin, abgöttische Zunft!” (Forsvind, ugudelige slæng!). I B-delen ændrer satsen dog karakter og i sekvenserede melismer med legato-strygere sværger bassen sin troskab til Jesus: ”Sollt sich die Welt gleich verkehren, will ich doch Christum verehren” (Om så hele verden vender sig bort, vil jeg dog ære Kristus).

I sit secco-recitativ refererer alten igen til dagens læsning og sammenstiller de fattige og sultne, som i evangelielæsningen bliver kaldt ind til festen fra gader og stræder, med de hedninge, som skal finde åndelig næring i troen på Jesus: ”Ja mit dir selbst gespeiset und getränket und deinen Geist geschenket, der stets in unserm Geiste schwebet.” (Ja, gav Dig selv til mad og drikke, og skænkede os Din Ånd, som altid er i vores ånd). Alten slutter recitativet med en opfordring til bøn. Opfordringen bliver samtidig overledning til koralfantasien over Luthers salme Es woll uns Gott genädig sein, som afrunder kantatens første del. De sidste linjer i salmens første vers beder netop om hedningenes frelse: ”Und Jesus Christus’ Heil und Stärk, bekannt den Heiden werden, und sie zu Gott bekehren” (lad også Jesu Kristi frelse og styrke blive kendt af hedningerne, så de bekender sig til Gud!).

Biblioteket i Cöthen er af uvisse årsager forsvundet. Bach arbejdede ved hoffet i fire år, fra 1717 og frem til sin ansættelse i Leipzig i 1723. Det anslås, at omkring 400 værker fra disse år er gået tabt. En del musik fra Cöthen er dog overlevet i nye gestaltninger, for Bach genbrugte især i første og tredje kantateårgang omarbejdede verdslige kantater så vel som enkeltstående kammermusikalske satser, der fungerede som musikalske forspil til i kantaterne.

Sinfoniaen, som åbner kantates anden del er et eksempel på sidstnævnte. Den langsomme Adagio-sats har sandsynligvis udgjort midtersatsen i en triosonate fra obo d’amore, viola da gamba og continuo, men fungerer her som en eftertænksom indledning til kantatens anden del, som hørtes efter præstens prædiken.

Stemningen er gennemgående mere reflekterende i kantatens anden del, med fokus på den velsignelse og kærlighed, der følger med troen på Kristus. Bassen har nu fralagt sig den formanende prædiken fra første del, og beder i sit akkompagnato-recitativ Gud om velsignelse: ”Gott segne noch die treue Schar, damit sie seine Ehre durch Glauben, Liebe, Heiligkeit erweise und vermehre.” (Gud, velsign også den trofaste skare, at de ved tro, kærlighed og hellighed beviser og forøger Hans ære.)

Selvom tenorens arie med continuo-ledsagelse indledningsvis er dramatisk, så har han valgt side og står fast på sin tro. Dramaet er ikke et indre dilemma, som vi ofte ser det hos Bachs tenor-skikkelser. Her er kampen ekstrovert, rettet mod de ugudelige, som har vendt Kristus ryggen: ”Hasse nur, hasse mich recht, Feindlichs Geschlecht!” (Had mig, had mig blot, du fjendtlige slægt!) Derfor ændrer musikken også fuldstændig karakter i ariens B-del med en modulation fra a-mol til C-dur. Tenoren er afklaret i sin tro og ser frem mod at omfavne Kristus og lægge de jordiske glæder bag sig: ”Christum gläubig zu umfassen, Will ich alle Freude lassen.” (Når jeg troende omfavner Kristus, vil jeg undvære al glæde.)

Alten er i sit recitativ ankommet til festen i himmerig og lader sig bespise med Manna, som Bach lader dale blidt fra træerne i continuoets faldende ottendedele. Obo d’amore, viola da gamba og continuo, som også var besætningen i forspillet til anden del, vender nu tilbage som ledsagere i alt-arien. Bach vælger en rolig 9/8-sats til altens fordringen om at efterleve næstekærlighedsbudskabet: ”Liebt, ihr Christen, in der Tat!” (Vis kærlighed, I kristne, i handling!) Ved at udvise kærlighed i vores handlinger anerkender vi Jesus’ lidelse og død som en kærlighedshandling fra Gud.

Tenoren fortsætter i sit recitativ altens tanke om at prise Guds kærlighed ved selv at udvise den i handling, og slutter derefter cirklen tilbage til åbningskorets himmelske lovprisning af Gud: ”Bis in die Ewigkeit die Himmel frommer Seelen Gott und sein Lob erzählen. (Indtil fromme sjæles himmel forkynder Gud og lovpriser Ham.)

Kantaten afsluttes med samme koralbearbejdelse som første del, men nu med sidste vers af Luthers salme, som lægger sig smukt i forlængelse af kantatens opbyggelige konklusion om at tage imod Guds indbydelse og udvise taknemmelighed gennem næstekærlighed og gode gerninger: ”Es danke, Gott, und lobe dich Das Volk in guten Taten;” (Lad folket, Gud, takke og prise Dig med gode handlinger).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering