Dazu is erschienen der Sohn Gottes blev opført 2. Juledag 26. december 1723, som en del af Bachs første jul i Leipzig. Indenfor julens tretten dage, fra 1. juledag 25. december til og med Helligtrekonger 6. januar 1725, fik menigheden seks kantater, Magnificat (BWV 243a) samt Sanctus i D (BWV 238) at høre fra deres nye kantor. Som Alfred Dürr skriver i sit opslagsværk Die Kantaten, kan vi kun gisne, om de mon forstod, hvad de var vidner til…

Dazu is erschienen der Sohn Gottes hører til en gruppe af kantater, som blev til i løbet af november og december 1723 og januar 1724, og som formodes at have haft samme tekstforfatter, hvis identitet vi desværre ikke kender i dag. Denne gruppe kantater følger formmæssigt samme mønster: bibelord – recitativ – koral – arie – recitativ – arie – koral. Nærværende kantate adskiller sig fra dette mønster ved tilføjelsen af yderligere en koraludsættelse (6. sats) som en variation af ovenstående form.

Bach genbrugte kantatens åbningskor som Cum sancto spiritu i sin Missa Brevis i F (BWV 233) midt i 1730’erne. Desuden peger en ekstra continuostemme, som senere blev føjet til stemmematerialet, i retning af, at Dazu is erschienen der Sohn Gottes fik yderligere en opførelse i løbet af Bachs sidste leveår – altså sidst i 1740’erne.

På 2. Juledag fejres også Sankt Stefans martyrium. Evangelielæsningen til denne helligdag er Matthæusevangeliet 23, 34-39, hvor Jesus taler om Dommen over Jerusalem:

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”

Kantatens librettist lægger sig ikke tæt op ad dages læsning, men fokuserer i stedet på den nylige fødsel af Kristus, som skal træde helvedes slange under fode og frelse mennesket fra dets synd. Dette understreges også af valget af koraler, som alle tre er julesalmer, der lovsynger Kristus som en sejrrig frelser og trøster.

I åbningskoret citeres der fra Johannes’ første brev 3,8: Derfor blev Guds søn åbenbaret: for at tilintetgøre Djævelens gerninger. Bach melder frelserens ankomst med et militant signal fra de to horn, som kalder til fælles front mod djævelens værk. Hele satsens A-del synges da også i samlet flok, homofont, mens B-delen leverer anden led af bibelteksten i to fuga-gennemføringer; først blot med continuo-akkompagnement, efterfulgt af en gennemføring med instrumenterne colla parte. Satsen fortættes mod B-delens slutning med nedadgående melismer på ordet zerstören (tilintetgøre), hvorefter alle kræfter atter samles til en fri reprise af A-delen.

Tenoren reflekterer i sit recitativ over det underfulde i Jesu fødsel: Der große Gottessohn verläßt des Himmels Thron, und seiner Majestät gefällt, ein kleines Menchenkind zu werden. Bedenkt doch diesen Tausch, wer nur gedenken kann; Der König wird ein Untertan, (Den mægtige Guds Søn forlader Himlens trone og det behager Majestæten at blive et lille menneskebarn. Betænk dog dette bytte, hvem der blot kan tænke; Kongen bliver en undersåt.)

Herpå følger kantatens første koral, 3. vers af Caspar Fügers salme Wir Christenleut (1592), en salme Bach også senere benyttede i sit Juleoratorium. Verset slutter med det retoriske spørgsmål: Wer ist, der uns als Christen kann verdammen? (Hvem kan da forbande os som kristne?).

Det spørgsmål følges op ad endnu et spørgsmål fra bassen: Höllische Schlange, wird dir nicht bange? (Helvedes slange, skræmmes du ikke?) Det indleder kantatens centrale sekvens af satser, som alle refererer til Første Mosebog 3,15, hvor Gud efter syndefaldet i Edens have forbander Slangen: ”Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem dit afkom og hendes: Hendes afkom skal knuse dit hoved, og du skal bide hendes afkom i hælen.” Ifølge traditionen er det Messias, altså Jesus, der er kvindens afkom, som skal komme knuse slangens hoved. I den dramatiske arie hoverer bassen i overbevisende fransk opera-stil over slangen, som nu har nået sit endeligt. Soloviolinen har satsen igennem et snørklet slangeagtigt motiv, som modsvares af de øvrige instrumenters banken, der knuser slangens hoved.

Slangemotivet forsætter i strygerne ind i altens accompagnato-recitativ. Jesus ankomst i verden virker som en modgift: Des Weibes Samen stellt sich dar, der Heiland ist ins Fleisch gekommen und hat ihr allen Gift benommen. (Den frugtsommelige kvinde står frem. Frelseren er kommet i Kød og blod og har fjernet al gift fra dem.) Jesus er kommet til verden for at frelse mennesket fra den synd, som blev etableret med syndefaldet i Edens have. Med andet vers af Paul Gerhardts salme Schwingt dich auf zu deinem Gott (1653) afsluttes forløbet om syndefaldet og slangens knuste hoved. 

Løsnet fra syndens bånd lovpriser tenoren nu Jesus, som har reddet os: Christenkinder, freuet euch! (Glæd jer, kristne børn). Satsen er en festlig og frydefuld koncert mellem de to horn og de to oboer i galant 12/8 takt. I ariens B-del vender librettisten for første og eneste gang blikket mod dagens læsning med Jesu allegori om hønen, der samler sine kyllinger under sine vinger: Jesus, der erretten kann, Nimmt sich seiner Küchlein an und will sie mit Flügeln decken. (Jesus, som kan redde, tager sine kyllinger under sine vinger.)

Med dette rørende billede på den omsorg Jesus møder os med, når vi endelig kantatens tredje og sidste koral, fjerde vers af Christian Keymanns Freut euch, ihr Christen alle (1645), som slutter med dette herlige rim: Wonne, Wonne über Wonne! Er ist die Genardensonne. (Fryd, fryd over fryd! Han er nådessolen.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach skrev kantate 57 Seelig ist der Mann til Sankt Stefans dag 26. december 1725 som del af sin tredje kantateårgang i Leipzig. Med stor sandsynlighed ejede Bach et eksemplar af poeten Georg Christian Lehms’ udgivelse af kantatelibretti til kirkeåret, som udkom i pietismens arnested Darmstad i 1712 under titlen Das singende Lob Gottes, in einem Jahrgang andächtiger und Gottgefälliger Kirch-Music (Guds lovsang, i en årgang andægtig og gudsbehagelig kirkemusik). Allerede i Weimar skrev Bach flere kantater til tekster fra samlingen og henover julen 1725/1726 valgte han seks tekster herfra til jul, nytår og helligtrekonger (BWV 110, 57, 151, 16, 32, og 13).

Sankt Stefans dag ligger på 2. juledag og adskiller sig fra de omkringliggende dages læsninger fra juleevangeliet med epistlen om kristendommens første helgen Sankt Stefan, som den bliver fortalt i Apostlenes gerninger kapitel 6 og 7. Her hører vi bl.a. om Steningen af Stefanus, kapitel 7, vers 54-60:

”Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: ”Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.” Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: ”Herre Jesus, tag imod min ånd!” Han faldt på knæ og råbte med høj røst: ”Herre, tilregn dem ikke denne synd!” Og da han havde sagt dette, sov han hen.”

Dagens evangelielæsning, Matthæusevangeliet 23, 34-39 er Jesus’ veråb over de skriftkloge og farisæerne og Dommen over Jerusalem, som har en tydelig forbindelse til epistelen om Sankt Stefan:

”Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias’ søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.

Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!”

Lehms udstikker en klar retning for sin tolkning af dagens to læsninger. Han betragter Stefans martyrium som udtryk for den ukuelige tro og gør brug af et helt tredje bibelcitat som udgangspunkt for sin tolkning: Jakobs brev 1,12, der også udgør teksten til bassens åbningsarie:

”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets krone.” Det græske ord stephanos betyder krone og dette har nok foranlediget Lehms til at benytte verset fra Jakobs brev på Sankt Stefans dag. De følgende vers i Jakobs brev 1, 13-15 uddyber prøvelsen mod synd og begær: ”Men ingen, som bliver fristet, må sige: ”Jeg bliver fristet af Gud;” for Gud kan ikke fristes af det onde, og selv frister han ingen. Når man fristes, er det ens eget begær, der drager og lokker én; når så begæret har undfanget, sætter det synd i verden, og når synden er vokset op, føder den død.” Lehms’ tolkning skal forstås sådan, at når man gennem troen på Jesus har gennemstået sin prøve mod synden, så får man livets krone: stephanos. Sjælens kamp mod synden som fjende sidestilles med Stefans martyrium. For Lehms foregår martyriet i selve den kristnes sjæleliv som en indre kamp mod synden og en styrkelse i troen på Jesus. Til dette formål udformer Lehms librettoen som et dramma per musica, der udspiller sig som en opbyggelig dialog mellem den kristne sjæl Anima (sopranen) og Jesus (bassen).

Selvom kantatens indledende ord stammer fra Jakobs bog, har Lehms i det musikalske drama implicit tilskrevet ordene til Jesus. Bach understøtter dette med en af sine typiske Jesus-ariosoer for bassen akkompagneret af strygerensemblet med obo-fordobling. Ariens første tekstlinje ”Selig ist der Mann, der die anfechtung erduldet” (Salig er den, som holder ud i prøvelse) holdes i sørgmodig g-mol mens prøvelsen, som skal udholdes, høres som nedadgående kromatiske figurer. Den følgende linje ”denn nachdem er bewähret ist, wird er die Krone des Lebens empfahen” (for når han har stået sin prøve, vil han få livets krone) sættes an af bassangeren med en trinvis opadgående bevægelse til paralleltonearten B-dur og afslutningsvis høres livets krone som en lang sekvenseret melisme.

I sin gestalt som Sjælen er sopranen indledningsvis opløftet over udsigten til at modtage livets krone efter den udståede prøve. Men farerne lurer overalt: ”Ich bin als wie ein Schaf bei tausend rauhen Wölfen leben” (Jeg lever som et får blandt tusind rå ulve) og referer dermed til Jesus’ udsendelse af sine disciple, Matthæusevangeliet 10,16. Hun sammenligner sig selv med Abel, som i Første Mosebog blev slået ihjel af sin broder Kain. Sankt Stefan er nemlig i traditionel kristen tænkning Det Ny Testamentes modstykke til Det Gamle Testamentes fortælling om Abel. Abel er det første menneske i Det Gamle Testamente, som bliver slået ihjel, mens Stefan er den første kristne, som i Det Ny Testamente lider martyrdøden. Med et sidste suk ledes vi over i den følgende arie: var det ikke for Jesus’ trøst, ville hendes mod og hjerte briste.

Med et seufzer-motiv i c-mol udtrykker sopranarien med stor inderlighed Sjælens fortvivlelse: ”Ich wünste mir den Tod, den Tod” (Jeg ville ønske mig døden, døden). Denne første linje udtrykker det trøstesløse liv uden Jesus. Men sætningen er i konjunktiv, og med den for Bach sjældent benyttede mediant-forbindelse skaber han en magisk overgang ind i den følgende linje, som udtryk for livet med Jesus’ kærlighed: ”wenn du, mein Jesu, mich nicht liebtest” (hvis du, min Jesus, ikke elskede mig). Hertil ændres den sukkende ottendedelsbevægelse i grupper af to, nu til swingende grupper af tre, som sammen med det markante harmoniskift vidner om de subtile detaljer, Bach gør brug af i sin musikalske bearbejdelse af teksten.

I et kort secco-recitativ rækker Jesus hånden ud til Sjælen, som svarer med forventning om at Jesus kan redde hende fra fjendernes kvaler. Og det kan han! Mens sopranarien var indadvendt og sørgmodig er basarien en udfarende tour de force, hvor Jesus portrætteres som sejrshelt og Sjælens beskytter i en furioso operaarie: ”Ja, ja, ich kan die Feinde schlagen, die dich nur stets bei mir verklagen” (Ja, ja, jeg kan slå de fjender, som bestandigt plager dig foran mig). Violinerne illustrerer den rasende vrede som Sjælens fjender vil møde med gentagne sekstendedele, ligesom ordet schlagen (slå) hakkes over i fire markerede ottendedele som var det en slagserie. Ariens B-del skifter til en trøstende karakter, som både tekstligt og musikalsk leder tilbage til den sørgmodige stemning i kantatens to første arier, hvorefter frelserens magtdemonstration repeteres med A-delen.

Således trøstet og frelst kan Sjælen i det følgende recitativ se frem mod mødet med Jesus i døden, ligesom Stefan i dagens epistel: ”Ach! Jesu, mache mir doch nur wie Stephano den Himmel offen! Mein Herz ist schon bereit zu dir hinaufzusteigen. Komm, komm vergnügte Zeit!” (Ak, Jesus, gør dog, ligesom for Stefan, himlen åben for mig! Mit hjerte er beredt til at stige op til dig. Kom, kom lykkelige tid!)

Kantatens sidste arie er lystig og frigjort med henblik på mødet med Jesus i døden. Sopranen er ledsaget af en soloviolin, som i ekvilibristiske op- og nedadgående linjer illustrerer den frigjorte sjæl. Den tredelte sats har med violinstemmens swung og continuoets staccato-basgang et folkloristisk dansant præg, hvilket slet ikke er usædvanligt hos Bach i arier om det hinsides liv med Jesus. I ariens B-del hengiver Sjælen sig til sin frelser: ”Mein Heiland, ich sterbe mit höchter Begier, hier hast du die Seele, was schenkest du mir?” (Min frelser, jeg dør med største begær, her har du sjælen, hvad skænker du mig?).

Sopranens dødsbegær i kantatens sidste arie skal ikke forstås som en længsel mod selve døden. I 1700-tallets protestantisk-pietistiske teologi er dødsbegæret snarere en længsel efter at blive forenet med Jesus i døden – og dermed udtryk for en sikker og stærk tro. Kantatens opbyggelige udvikling kommer altså til udtryk i den kontrasterende dødsopfattelse fra Sjælens første arie, der udtrykte en ensom forknyt dødsfrygt, til den sidste arie, hvor Sjælen har fået bekræftelse på Jesus’ egenskaber som frelser og sejrshelt, så Sjælen med en styrket tro længes mod himmerig.

Da B-delens sidste linje er udformet som et spørgsmål: ”was schenkest du mir?” (hvad skænker du mig?), undlader Bach at gentage ariens A-delen og slutter i stedet retorisk med et opadgående sekstspring således, at det afsluttende koralvers fremstår som svaret på Sjælens spørgsmål. I Lehms udgivelse er verset ”Kurtz ist dein irdisches Leben” angivet, men Bach fandt tilsyneladende 6. vers af Ahasversus Fritsh’s Hast du denn, Jesu, dein Angesicht gänzlich verborgen mere passende i sammenhængen:  ”Richte dich, Liebste, nach meinem Gefallen und glaübe, daß ich dein Seelenfreund immer und evig verbleibe” (Ret dig, kæreste, efter mit bud og tro på, at jeg for evig og altid forbliver din sjæleven).

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering