Kantate 47 ”Wer sich selbst erhöhet” er komponeret i 1726 til 17. søndag efter Trinitatis. Teksten, som er skrevet i 1720 af Johann Friedrich Helbig (1680-1722), knytter sig tæt til søndagens evangelietekst fra Lukasevangeliet 14,1-11. I første sats citerer digteren fra evangeliets sidste sætning.

Anden og tredje sats advarer i alvorlige vendinger mod hovmod, efterfulgt af en bøn for ydmyghed og evig velsignelse i de to sidste satser. Bønnen ”så jeg ikke sætter min frelse over styr, som den første helvedsflok” hentyder til den udbredte legende om, at Lucifer/Satan, som oprindelig var en engel, blev styrtet ned i helvede på grund af hovmod (Lukasevangeliet 10,18).

Anden sats findes i to versioner. En fra 1726, hvor den instrumentale solostemme spilles af orgel, og en anden fra ca. 1730, hvor den instrumentale solostemme spilles på violin. Mens sopransolisten synger om ydmyghed i satsens første del, udviser instrumental solisten alt andet en ydmyghed med sit virtuose spil. Det er nærmest, som om Bach vil vise, at ydmyghed ikke falder os mennesker så let.

Bemærk det tydelige karakterskift, når teksten skifter til advarslen om, at hovmod/pral er djævlens værk. Pludselig ophører det virtuose spil, som afløses af en lidt kantet sats, der nærmest virker som et krampagtigt forsøg på at udvise ydmyghed, mens sopransolisten nærmest irettesætter instrumentalsolisten.

© Enghave Barok - gengivelse tilladt med tydelig kildehenvisning

Ach lieben Christen seid gestrost, BWV 114 er skrevet til 17. søndag efter Trinitatis, og havde sin første opførelse 1. oktober 1724 som del af Bachs igangværende koralkantateårgang. Kantaten bygger på Johannes Gigas’ bodssalme af samme navn fra 1561, sunget på den lutherske reformator Justus Jonas koralmelodi til Wo Gott der Herr nicht bei uns hält, som Bach havde skrevet koralkanten BWV 178  over blot to måneder forinden på 8. søndag efter Trinitatis. Wo Gott der Herr nicht bei uns hält, BWV 178 opførte vi ved det seneste Enghave Barok-projekt 1. december i fjor, og nogle vil måske erindre dens heftige udfald mod falske profeter og tidens gryende rationalisme.

Evangelielæsning til 17. søndag efter Trinitatis er Lukas 14, 1-11 om Jesus Helbredelse af manden med vand i kroppen, efterfulgt af Lignelsen om pladserne ved bordet:

”Engang på en sabbat var Jesus kommet ind for at spise hos en af de ledende farisæere, og de sad og holdt øje med ham. Da stod der foran ham en mand, som led af vand i kroppen, og Jesus spurgte de lovkyndige og farisæerne: ”Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?” Men de sagde ingenting. Så rørte han ved manden og helbredte ham og lod ham gå. Derpå sagde han til dem: ”Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selv om det er på en sabbat?” Det kunne de ikke svare på.”

Da Jesus lagde mærke til, hvordan de indbudte udvalgte sig de øverste pladser ved bordet, fortalte han dem en lignelse: ”Når du bliver indbudt til et bryllup, så sæt dig ikke øverst ved bordet. Måske er der indbudt en, der er fornemmere end du, og så kommer han, der har indbudt jer begge, og siger til dig: Giv ham din plads! Så må du med skam indtage den nederste plads. Nej, når du bliver indbudt, gå da hen og sæt dig på den nederste plads, så at han, der indbød dig, kan komme og sige: Min ven, sæt dig højere op! Så bliver du hædret i alle gæsternes påsyn. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.” Og til ham, der havde indbudt ham, sagde Jesus: ”Når du indbyder til frokost eller til middag, så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer, for at de ikke skal indbyde dig igen og gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd fattige, vanføre, lamme og blinde. Da skal du være salig, for de har ikke noget at give dig til gengæld. Men det vil blive gengældt dig ved de retfærdiges opstandelse.”

Johannes Gigas’ salme refererer ikke direkte til dagens læsning. Men med salmens fokus på pønitensen, altså anger og bod for den menneskelige synd, knytter den ukendte librettist salmen til læsningen ved at tolke vand i kroppen som synonym for synden. Librettisten bibeholder salmens vers 1, 3 og 6  i deres originale form (1, 4 og 7. sats). 2. vers omskrives til arie og recitativ (2. og 3. sats), og vers 4 og 5 til yderligere et par arie og recitativ (5. og 6. sats).

Bach følger sin gængse model for koralkantateårgangens åbningskor med cantus firmus i sopranstemmen og de tre underliggende stemmer i en fri quasi-polyfon struktur med materiale hentet dels fra koralmelodien, dels fra orkestersatsen. Modsætningen mellem trøst og straf  i første vers af Johannes Gigas’ salme synes at have inspireret Bach til at lade orkestersatsen bestå af to kontrasterende motiver. Åbningslinjen ”Ach, lieben Christen seid getrost” (Ak, kære kristne fat mod) repræsenteres af en lang svungen melodisk bue i oboer og 1. violin, mens fjerde verselinje ”Die Straf wir wohl verdienet han” (straffen har vi fortjent) repræsenteres af det accentuerede motiv i continuo og 2. violin. Fra første takt er scenen sat for et drama om synd, straf, bod og frelse.

Som modsætning til den livlige åbningssats udgræder tenoren i sin arie det syndige menneskes håbløse situation: ”Wo wird in diesem Jammertale vor meinen Geist die Zuflucht sein?” (Hvor i denne jammerdal skal min sjæl finde tilflugt?) Bach fremmaner et smerteligt portræt af den plagede sjæl i en hypnotisk lamentation. Fløjten åbner ensomt, kun ledsaget af svagt pulserende d’er i continuostemmen, som siden udvikler sig til seufzer (suk). Med fløjtens gestikulerende figurer udtrykkes sjælens kvaler og rastløshed, for hvor skal den hjemløse sjæl finde fred i dette golde landskab? Til tekstens b-del skifter satsen komplet karakter: ”Allein zu Jesu Vaterhänden will ich mich in der Schwachheit wenden” (Alene til Jesus’ faderlige hænder vil jeg vende mig i min svaghed). Taktarten skifter til 12/8 med tempobetegnelsen vivace – livlig. Sjælen vederkvæges nu i en frisk gigue ved tanken om at finde tilflugt i Jesus. Men ak… Glæden er kort, og snart går satsen dacapo og vi befinder os atter i den trøstesløse tilstand af håbløshed. Hvor i musikhistorien finder vi kontrasten mellem håb og håbløshed udtrykt klarere og mere fængende, før sangen Frühlingstraum i Schuberts Winterreise godt 100 år senere?

I bassens recitativ udfolder librettisten sine evner som teolog, og sammenstiller først læsningens fortælling om Manden med vand i kroppen med Arvesynden, for derefter at binde hovmodet, som afstedkom Adams fald i Edens have, sammen med Jesus’ ord fra Lignelsen om pladserne ved bordet: ”For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes”. Således knyttes evangelielæsningens to fortællinger behændigt sammen med Johannes Gigas’ bodssalme i et elegant teologisk-poetisk fletværk.

Med dette på det rene lægges op til kantatens vendepunkt; løsningen på vores teologiske problem: ”Wohlan, bereite deine Brust, daß sie den Tod und Grab nicht scheut, so kömmst du durch ein selig Sterben aus diesem sündlichen Verderben zur Unschuld und zur Herlichkeit ” .

I døden kan vi transendere den menneskelige synd og vil i Guds herlighed komme rene og uskyldige ud på den anden side.

Dermed når vi kantatens midterakse; koralen for sopran og continuo, som udgør 3. vers af Gigas’ salme. Continuostemmen har et markant gennemgående motiv satsen igennem, som først bevæger sig nedad, for derefter at skyde i vejret – en musikalsk fremstilling af Gigas’ billede på, hvordan vores jordiske krop bliver til støv og aske, og vi derefter vil opstå i døden. I versets sidste linjer kommer den endelige pointe: Det er Kristus, som med sin død og opstandelse har frelst os fra vore synder og har genoprettet den pagt med Gud, som blev brudt med syndefaldet i Edens have.

Med denne erkendelse kan alten trygt se døden i øjenen: ”Du machst, o Tod, mir nun nicht bange, wenn ich durch dich die Freiheit nur erlange.” (BM) Gennem mødet med Kristus i døden frigøres vi fra vores jordiske levned. Bachs gestalter denne frigørelse i en let og elegant dans i stil med en bourée, ariens B-del melder alten sig klar til at fare med Simeon i fred, og forklaret og ren møde Frelseren når han kalder.

Tenoren henvender sig i det afrundende recitativ direkte til lytteren med en opfordring til at klargøre krop og sjæl til mødet med Frelseren. Og med slutkoralens sidste linjer afrundes salmens tema om frigørelsen fra synden i Kristus: ”Durch Adam auf uns kömmt der Tod, Christus hilft uns aus aller Not. Drum loben wir den Herren”.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Teksten til Kantate 148 ”Bringet dem Herrn Ehre seines Namens”, er en meget fri version af digtet til 17. søndag efter Trinitatis fra Picanders (Christian Friedrich Henrici 1700-1764) første samling af kirkelige tekster Erbauliche Gedanken fra 1725. Det er ikke muligt med sikkerhed at fastslå året for kantatens tilblivelse. Kantaten kan være skrevet omkring udgivelsen af teksten i 1725; men der er dog indikationer af, at kantaten stammer fra 1723, så det er også muligt, at kantatens tekst er Picanders oprindelige digt, som han har ændret inden udgivelsen i 1725. Teksten tager udgangspunkt i første del af dagens evangelietekst fra Lukasevangeliet 14, 1-11, hvor Jesus får stillet spørgsmålet om, hvorvidt det er tilladt at helbrede på en helligdag. Kantaten forholder sig ikke til dilemmaet om, hvorvidt det at gøre gode gerninger på en helligdag er i modstrid med buddet om at hvile på helligdagen. Det er i stedet helligdagens ukrænkelighed, og menneskets pligt til at ære Gud på denne dag, som er omdrejningspunktet i kantaten.

Bemærk i fjerde sats, hvordan basgruppen ofte holder pause, når solisten sætter ind. Der er ingen tvivl om, at Bach her symboliserer, at hjertet er fri af jordens tyngde, når solisten synger ”Mund og hjerte står åbne for dig, du højeste; stig ind!” Teksten mangler desværre i det originale materiale til den afsluttende koral i sjette sats. Verset, som vi bruger her, er sidste vers af Auf meinen lieben Gott, som er den salmemelodi, Bach har benyttet. Et andet godt forslag er sidste vers af Johann Heermanns Wo soll ich fliehen hin fra 1630, som blev sunget på samme melodi i Leipzig, hvor åbningslinjen siger Führ auch mein Herz und Sinn/Led også mit hjerte og sind.

© Enghave Barok - gengivelse tilladt med tydelig kildehenvisning