BWV 33 »Allein zu dir, Herr Jesu Christ«

Allein zu dir, Herr Jesu Christ bygger på Konrad Huberts salme af samme navn fra 1540. Kantaten er skrevet til 13. søndag efter Trinitatis til opførelse 3. september 1724 som del af Bachs koralkantatecyklus. Både stemmematerialet og det originale partitur er overleveret til i dag. Stemmematerialet som del af Thomasskolens bibliotek, mens partituret sandsynligvis er gået gennem først Bachs ældste søn Wilhelm Friedemanns og sidenhen Felix Mendelsohn Bartholdys varetægt før det kom i en amerikansk privatsamling. 

Søndagens evangelielæsning er Lignelsen om den barmhjertige samaritaner fra Lukasevangeliet 10, 25-37:

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: ”Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?” Manden svarede: ”Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.” Jesus sagde: ”Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.” Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: ”Hvem er så min næste?” Jesus svarede og sagde: ”En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?” Den lovkyndige svarede: ”Han, som viste ham barmhjertighed.” Og Jesus sagde: ”Gå du hen og gør ligeså!”

På grund af sin bøn om trøst, hjælp, tilgivelse og frem for alt om næstekærlighed, var Huberts salme almindelig brugt på denne søndag i kirkeåret, om end forbindelsen til evangelielæsningen er symbolsk snarere end konkret. Den ukendte librettist følger koralkantateårgangens mest almindelige form, og beholder de to ydre vers, mens de to mellemliggende vers bliver frit parafraseret i to sæt af recitativer og arier.

Kantaten åbner med en udadvendt koralfantasi, drevet frem af den friske og højst charmerende orkestersats. Cantus firmus er tildelt sopranstemmen, mens de tre underliggende stemmer varierer mellem imitation og homofoni, og til teksten ”Ich ruf dich an” (Jeg kalder på dig) bryder ud i accentuerede råb.

I bassens recitativ indleder librettisten med en reference til Jobs Bog 9, 3 om mennesket, som vil føre sag mod Gud men ikke kan gendrive én ud af tusind anklager. Han erkender sin synd med ord gengivet fra Huberts salme ”Und meine Sünd ist schwer und übergroß” (og min synd er svær og kæmpestor) men ved dog, at når han angrer i hjertet vil Gud tilgive: ”Durch ein Vergebungswort mich wiederum erfreuen” (gennem et tilgivelsens ord gøre mig glad igen), hvortil musikken liver op i den afsluttende arioso.

Den følgende arie for alt-sangeren er kantatens bankende hjerte. De indledende ord ”Wie furchtsam wanken meine Schritte” (Hvor frygtsom vakler mine skridt) har inspireret Bach til orkestreringen for dæmpet førsteviolin med pizzikerende akkompagnement, som et billede på de frygtsomme vaklende skridt, som alt-sangeren bevæger sig frem med. Satsen danner en intim ramme om altens inderlige taknemmelighed for Jesus’ tilgivelse. John Elliot Gardiner kalder arien ”en af Bachs smukkeste arier for alt-stemmen”, hvilket er ubestrideligt! Med dens melodik, akkompagnement og udtryk lægger den sig desuden tæt op ad den smukke alt-arie Ach, bleibe doch, mein liebstes Leben fra Bachs Himmelfartsoratorium (BWV 11) fra 1735. Den arie, der senere blev parodieret til Agnus Dei i h-mol messen, som Bach færdiggjorde i løbet af sit sidste leveår i 1749.

Også tenorens recitativ indleder librettisten med en bibelreference, nu fra Salmernes Bog 51, 13: ”Kast mig ikke bort fra dig.” Tenoren ved, at han dagligt overtræder Herrens bud og håber på Guds barmhjertighed, hvilket leder tankerne tilbage til evangelielæsningen om samaritaneren: ”Gib mir nur aus Barmherzigkeit den wahren Christenglauben“ (Giv mig blot af barmhjertighed den sande kristne tro!)

”Gott, der du der Liebe heißt” (Gud, Du som er kærlighed) indleder den konkluderende duet mellem tenor og bas. Bach benytter ofte duetten som symbol på samhørigheden mellem menneske og Gud, men i dette tilfælde er det oplagt at se den som symbol på den mellemmenneskelige samhørighed som næstekærligheden er udtryk for. I næstekærligheden ligger den sande kristentro som tenoren efterspurgte i sit recitativ, og tenor og bas beder om at blive opflammet af en ren oprigtig kærlighed til deres næste: ”Gib, daß ich aus reinem Triebe als mich selbst den Nächsten liebe” (Giv, at jeg drives imod at elske min Næste som mig selv.)

Det afsluttende koralvers er Konrad Huberts poetiske gengivelse af doxologien, og Bach harmoniserer den med en klarhed, som blev den gennemstrålet af Guds kærlighed.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering