Kantaten Nun komm, der Heiden Heiland er skrevet til Første søndag i Advent. Bach har selv noteret kompositionsåret 1714 forrest i partituret, hvilket er samme år, han tiltrådte stillingen som Hofkapelmester i Weimar med forpligtelse til at skrive en månedlig kantate til opførelse i hoffets kapel. Kantaten hører altså til Bachs relativt tidlige kantateproduktion og er på flere måder typisk for denne periode i Bachs kompositoriske udvikling, hvilket bl.a. viser sig i det femstemmige strygerensemble, bestående af to violiner, to violaer og cello/fagot, foruden det obligatoriske continuo. En tekstur, som peger bagud til den tidlige baroks femstemmige gambe-consort, ligesom også den franske stil, som Bach blev introduceret til i netop disse år, er en tydelig musikalsk inspiration.

Bach har noteret Leipzigs advent-liturgi på første side i partituret. Det har tidligere ført til den misforståelse, at kantaten skulle være skrevet til Leipzig allerede i 1714 – altså 9 år før han fik ansættelse som Thomaskantor i byen. Dette er dog ikke tilfældet. Bach inddrog kantaten i sin første kantateårgang i Leipzig, hvor den blev genopført 28. november 1723 og havde i den forbindelse brug for at notere liturgien til Første søndag i Advent.

Søndagens læsning er beretningen om Indtoget i Jerusalem, Matthæusevangeliet 21, 1-9:

“Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.«  Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.

Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”

Indtoget i Jerusalem er ligesom Jesu fødsel opfyldelse af gamle profetier som fortæller om en frelser der skal komme til verdenen. Når vi hører om indtoget i Jerusalem, som finder sted Palmesøndag – ugen før Jesu død og opstandelse – er det netop for at minde os om, at det lille barn, der bliver født 25. december, kom til verdenen for at blive ofret på korset, for derved at frelse verdenen.

Librettoen til Nun komm, der Heiden Heiland er hentet fra Erdmann Neumeisters samling Geistlichen Poesien mit untermischten Biblischen Sprungen und Choralen, udgivet i Frankfurt 1714. Neumeisters libretti blev banebrydende for den protestantiske kirkekantatens udvikling i starten af 1700-tallet og nåede stor udbredelse i samtiden. Formmæssigt er Neumeisters tekster inspireret fra tidens moderne italienske operaer med secco-recitativer og dacapo-arier, ligesom også teksternes indhold er en dramatiserende udlægning af evangelielæsningerne – ofte med tendens til en moraliserende teologisk tolkning, hvilket dog delvis kan tilskrives tidsånden. Flere af periodens fremmeste komponister benyttede Neumeisters tekster, heriblandt Johann Philipp Krieger, Georg Philipp Telemann og altså J.S Bach.

Advent markerer begyndelsen på kirkeåret, hvilket både understreges i Neumeisters tekst og i Bachs komposition. Bach fejrer kirkens nytår med pomp og pragt. Datidens franske operaer og balletter indledtes altid med en storladen ourverture, mens kongen entrerede sin loge. Symbolikken er åbenlyst den, at Adventen indvarsler himlens konges ankomst til jorden. Den franske ouverture er formmæssigt inddelt i tre dele: Den åbner med et langsomt afsnit i enten 2 eller 4 med et distinkt punkteret rytmisk motiv. Dette bliver fulgt af et hurtigere tredelt afsnit, der som regel er udformet som en fuga, hvorefter den langsomme del gentages, så man opnår en symmetrisk A-B-A-form.

Åbningssatsen følger til punkt og prikke den franske ouvertures opbygning, hvortil Bach tilføjer yderligere fire sangere, der på skift udblæser første strofe af den traditionelle latinske adventshymne Veni redemptor genitum i Martin Luthers tyske oversættelse fra 1524 med påkaldelsen af Frelseren: ”Nun komm, der Heiden Heiland” (Kom nu, hedningers frelser). De fire stemmer mødes endelig i slutningen af A-delen i firstemmig samklang til salmens anden strofe, førend B-delen tager over. Her skifter taktarten til 3/4 med den franske tempobetegnelse Gai (frisk/munter) mens salmens tredje strofe udspilles i en legende fuga afbrudt af vederkvægende sekvenser. Slutteligt vender A-delens majestætiske rytme tilbage med en homofon udsættelse af den afsluttende strofe.

I et secco-recitativ annoncerer tenoren, at Guds søn er ankommet i menneskeskikkelse: ”Der Heiland ist gekommen, Hat unser armes Fleisch und Blut an sich genommen.” (Frelseren er kommet, har taget vores ringe kød og blod på sig.) Som det er kutyme særligt i Bachs tidligere recitativer, afrundes det med en imiterende arioso, her i beskrivelsen af velsignelsens lys: ”Du kömmst und lässt dein Licht mit vollem Segen scheinen.” (Du er kommet og lader dit lys skinne til stor velsignelse.)

I den følgende arie ledsager hele strygergruppen tenoren i unison, som symbol på den kristne menigheds samhørighed: ”Komm, Jesu, komm zu deiner Kirche und gib ein selig neues Jahr!” (Kom, Jesus, kom til din kirke og giv os et saligt Nytår!) Satsen er udformet som en pastorale i en roligt bevægende 9/8 takt, hvilket igen refererer til billedet af Jesus som den gode hyrde for kirkens menighed.

Bassens accompagnato-recitativ er på trods sine blot 10 takters varighed kantatens egentlige musikalske højdepunkt og en lille perle blandt Bachs tidlige kreationer. Neumeister har på dette sted valgt at inddrage et vers fra Johannes åbenbaring 3, 20 som en påmindelse om, at adventen med Jesus’ komme er en mulighed for mennesket for at opnå frelse og forening med Gud: ”Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig.” I Bachs geniale tonesætning banker Jesus forsigtigt på sjælens dør, illustreret ved ensemblets stille pizzicato.

Og sjælen åbner naturligvis op for Jesus i sopranens følgende arie: ”Öffne dich, mein ganzes Herze, Jesus kömmt und ziehet ein.” (Åbn dig, hele mit hjerte, Jesus kommer og drager ind.) Hvor tenorens arie udtrykte den kristne samhørighed, ledsaget af unisone strygere, står sopranen i sin arie helt alene, kun akkompagneret af continuoet. Perspektivet er nu helt igennem subjektivt og udtrykket rørende enkelt og sandfærdigt.

Helt usædvanligt rundes kantaten ikke af med et fuldt koralvers. Neumeister har valgt kun at benytte det afsluttende ”Amen” fra 7. vers af Phillip Nicolais salme Wie Schön leuchtet der Morgenstern (1597). Bach kvitterer med en sprudlende fanfare af en koralfantasi, hvor de to violiner danner en glorie omkring satsen og slutter med en opstigende bevægelse, som når sit klimaks i sidste takt på det høje G: ”Komm, du schöne Freudenkrone, bleib nicht lange! Deiner wart ich mit Verlangen.” (Kom Du skønne glædens krone, vent ikke længe, jeg venter Dig med længsel.)

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Kantate 62 ”Nun komm, der Heiden Heiland” er skrevet til 1. søndag i advent 1724, og hører dermed til Bachs anden Leipzig-cyklus, som han helligede de såkaldte koral-kantater. Året inden, advent 1723, opførte Bach en anden kantate med åbningskor over koralen Nun komm, der Heiden Heiland. Den bærer værkfortegnelsesnummeret BWV 61 og indgik i Bachs første Leipzig-cyklus. Udover koralmelodien har de to kantater dog intet form- eller stilmæssigt slægtskab. Mens Kantate 61 stammer helt tilbage fra 1714, da Bach var koncertmester ved hoffet i Weimar, og er skrevet i frühbarok stil, deler Kantate 62 karakteristika med de øvrige koralkantater fra årgangen 1724/25. I disse bringes salmen typisk i sin helhed i åbningskor og slutkoral, mens de øvrige vers bliver sammenfattet og gendigtet til brug for de mellemliggende satser. Teksten til Kantate 62 bygger på Martin Luthers salme fra 1524, som igen bygger på den latinske adventshymne Veni redemptor gentium. En ukendt tekstforfatter har stået for bearbejdelsen af teksten til recitativer og arier.

Det brillante åbningskor starter helt udsædvanlig uden basso continuo, men så meget desto stærkere er det da continuogruppen i tredje takt sætter ind med cantus firmus. Orkestersatsen opbygges til en koncertant sats mellem instrumentgrupperne, båret af oboernes opadgående fanfare-motiv. Oboerne akkompagneres hovedsageligt af 2. violin og viola, mens 1. violinen næsten hele satsen igennem er sendt afsted på et selvstændigt sekstendedelsløb. Orkestersatsen opbygges gradvis og kulminerer med cantus firmus i oboerne, førend kontratenoren indleder en fuga mellem de tre nederste stemmer, som forimitation, før sopranens cantus firmus sætter ind. Denne vekslen mellem den koncerterende orkestersats på den ene side og de polyfone imiterende stemmer under den langstrakte cantus firmus på den anden side gennemføres satsen ud.

I tenorens arie fortsættes den koncertante stil. Satsen er båret af strygerensemblet med tutti afsnit forstærket af oboerne. Ariens tekst fokuserer på underet ved Kristi ankomst på jorden, hvilket Bach understreger med en renfærdig og næsten naiv tredelt dansesats med siciliano lignende rytme.

Efter et overledende recitativ kontrasteres denne stemning i kantates anden arie. En basarie hvor tekstforfatteren ikke længere fokuserer på underet, men på Kristus som en sejrherre i os kødelige. Bach understreger denne karakteristik af Kristus med et militant og tumultarisk continuo-tema, som oven i købet spilles unisont af de øvrige strygere en oktav over. En sjælden, men ikke ukendt effekt hos Bach og hans samtidige.

Sopran og kontratenor udtrykker i et blidt og velklingende accompagnato-recitativ kristenhedens taksigelse over Kristi ankomst. Dette leder stemningen tilbage til tenorens milde arie, inden den afsluttende firestemmige koraludsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering