BWV 42 »Am Abend aber desselbigen Sabbats«

Bach åbner kantaten til 1. søndag efter påske, 8. april 1725, med en Sinfonia. Satsen er bygget op som en galant Concerto a Due Cori mellem blæserne (to oboer og fagot) og strygerensemblet. Satsens lethed og elegance kan tolkes som en boblende glæde over Jesu opstandelse påskedag. Trods denne åbenlyse tolkning er satsen ikke komponeret til lejligheden. Den stammer sandsynligvis fra en nu tabt fødselsdagskantate (BWV 66a) til Prince Leopold von Anhalt Cöthen – Bachs tidligere arbejdsgiver. Genbrug er guld!

Efter Sinfoniaen lægger tenoren, som evangelist, ud med at recitere fra evangeliet til 1. søndag efter påske, Johannesevangeliet 20,19-31. Med et langt orgelpunkt og gentagne sekstendedele i celloen, skaber Bach en tremoloeffekt, der understreger disciplenes natlige frygt for jøderne, nu da de tror at Jesus ikke længere er iblandt dem. De har hørt at Jesu grav var fundet tom Påskemorgen, men han har endnu ikke vist sig for dem. Som kontrast hertil hersker ro og fred i den følgende pastorale arie for alt, oboer og strygere. Også denne sats stammer fra føromtalte fødselsdagskantate, men nu med et gendigtet citat fra Matthæusevangeliet 18,20: ”Hvor to eller tre er samlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem”. Et billede på trygheden i det kristne fællesskab som modsætning til disciplenes angst.

Som den centrale sats i kantaten bringer Bach, i form af en duet for sopran og tenor, første vers af Jacob Fabricius’ salme ”Verzage nicht, o Heüflein klein” (Tab ikke modet, du lille flok) – igen med reference til de ængstelige disciple fra evangelielæsningen. Det er en sats som er omgærdet af mystik, for der er ikke umiddelbart nogen koralmelodi at høre – hverken i sangstemmerne eller i den mærkværdige fagotstemme. Det er blevet foreslået af Bach-kenderen C. H. Terry, at hele satsen kunne være et akkompagnement til en koralmelodi der ikke høres, som et billede på de tidlige kristne menigheder, der måtte dyrke deres tro i det skjulte. En interessant teori, som falder godt i tråd med Bachs øvrige brug af symbolik, til at fremhæve konteksten, men som i sagens natur er vanskelig at bevise.

Ikke desto mindre stemmer det godt overens med bassens udsagn i det følgende recitativ, hvor Jesus viser sig for disciplene: ”So trat mein Heiland mitten ein; zum Zeugnis, dass er seiner Kirche Schutz will sein” (da trådte min frelser ind midt iblandt dem som vidnesbyrd om, at Han vil værne sin kirke). Recitativet afsluttes med en advarsel til kirkens fjender som oplæg til bassens forsikrende arie i den lyse toneart A-dur. ”Jesus er et skjold” itonesætter Bach her med fjerde- og ottendedele i treklange, der danner skjold mod ”forfølgelsen”, som bliver dramatiseret med hastige sekstendedelsløb hos både sanger og instrumenter.

Den afsluttende koral er en udsættelse af Luthers oversættelse af den latinske hymne Da pacem, Domine (Bring fred i vor tid, Herre) på Johann Walthers reformatoriske melodi.

I perioden mellem Påskedag og Trinitatis søndag var der på Bachs tid tretten helligdage, hvoraf der i dag kendes kantater til de 12. De tolv kantater er følgende, nævnt i kirkeårets rækkefølge: BWV 6, 42, 85, 103, 108, 87, 128, 183, 74, 68, 175 og 176. Af disse tolv bygger de ti på læsninger fra Johannesevangeliet. Kun BWV 6 til 2. påskedag og BWV 128 til Kristi Himmelfart bygger på andre tekstgrundlag, da evangelielæsningerne til pågældende dage er af hhv. Lukas og Markus. Man kan læse mere om dette emne i Eric Shafes bog J. S. Bach’s Johannine Theology: The St. John Passion and the Cantatas for Spring 1725.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen - gengivelse tilladt med tydelig kreditering