Dialog-kantaten Liebster Jesu, mein Verlangen er skrevet til Første søndag efter Helligtrekonger 1726 med opførelse 13. januar i Leipzig. Tekstforfatteren til kantaten er hentet fra Darmstadt-poeten Georg Christian Lehms’ udgivelse Gottgefälliges Kirchen-Opffer (1711). Bach benyttede allerede i Wiemar-årene Lehms tekster til mindst to kantater i sommeren 1714: Widerstehe doch der Sünde (BWV 54) og Mein Herze schwimmt im Blut (BWV 199) samt yderligere en gruppe på 8 kantater i sin tredje kantateårgang i Leipzig 1725-26, hvori denne kantate indgår.

Søndagens evangelielæsning er Lukasevangeliets fortælling om Den tolvårige Jesus i templet (2, 41-52) – der kan læses under noterne til Kantate 124.

Lehms udlægger sin tolkning af evangelielæsningen som en dialog mellem Sjælen og Jesus. Moderens ængstelse over sin bortkomne søn benyttes af Lehms som afsæt for en allegori, hvor den troende sjæl længselsfuldt søger sin frelser. Sjælen er, som så ofte i Bachs kantater, repræsenteret ved sopranstemmen, mens Jesus (trods sine blot tolv år) gestaltes af bassen, som den traditionelle Vox Christi.

Den ængstelige sjæl portrætteres i kantatens åbningsarie. Over korte akkordbrydninger i strygerne udfolder oboen en melankolsk melodilinje. Typisk for Bach skal det vise sig, at alle satsernes motiviske elementer er at finde i det 8-takters forspil. Det indledende forsirede motiv bliver hos sopranen til ”Liebster Jesu” (Kæreste Jesus), de kromatiske opadgående seufzer til ”mein Verlangen” (min længsel) og toogtredivtedelsmotivet til ”erfreue mich” (giv mig glæde). Det gennemgående pulserende motiv i continuostemmen høres hos sopranen til teksten ”Wo, wo?” (Hvor, hvor?), som dermed understreger Sjælens søgen efter Jesus: ”Sig mig, hvor finder jeg dig?”

Bassen svarer Sjælen i et kort recitativ med Jesus’ ord fra dagens læsning: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”. I den følgende arie fører Lehms os tilbage til allegorien om Sjælen og Jesus: ”Her, i min Faders bolig finder den bedrøvede sjæl mig” synger bassen, ledsaget af en krævende soloviolinstemme, der kan tolkes som den søgende Sjæl i en vokal-instrumental dialog.

Kantatens vendepunkt kommer i det store dialog-recitativ med strygerledsagelse. Sjælen har fundet Jesus og stiller sig klar til at overgive sig til ham. Jesus svarer, at det vil kræve en forsagelse af den jordiske tant at træde ind i Guds bolig, hvorefter Sjælen bryder ud i lovsangen fra Salmernes Bog 84, 1-2: ”Hvor liflig er dog Din bolig Herre, stærke Zebaoth; Min ånd længes efter hvad der kun stråler i Din bolig”. I beskrivelsen af Herrens bolig og Sjælens lidenskabelige kærlighed til Jesus, lader Bach strygerne ledsage sopranen med pulserende ottendedele i dette klimaks af himmelsk eksaltation.

Kantatens to soloinstrumenter – oboen i første sats og violinen i tredje sats – forenes nu i den afsluttende duet for sopran og bas. Selvom det ikke udtrykkes eksplicit i teksten, antyder Bach med satsens dansante karakter, at vi er til bryllupsfest med Sjælen som brud og Jesus som gom. Musik og tekst er let og forløst: ”Nun verschwinden alle Plagen, nun verschwindet Ach und Schmerz” (Nu forsvinder alle plager, nu forsvinder ak og ve). Violinen spiller op til dans, i en nærmest folkloristisk stil, som vi ved, det skete ved bryllupsfester i Bach-familien. Et eksempel på dette kan høres i grandonklen Johann Christoph Bachs (1642 – 1703) mesterværk af en bryllupskantate Meine Freundin, du bist schön, som Bach selv gemte i sit Alt-Bachische Archiv i sin fars Ambrosius’ håndskrevne kopi. Den blev muligvis spillet til Bachs forældres bryllup.

Lehms’ tekst slutter ved duetten, så den afsluttende koral er en tilføjelse af Bach selv. I perfekt forlængelse af kantatens tematik om Herrens boliger og Sjælen og Jesus uløseligt forbundet i omfavnelse, er valget faldet på tolvte vers af Paul Gerhards salme Weg, mein Herz, mit den Gedanken (1647):

Min Gud, åbn Dine porte for mig
af sådan nåde og godhed.
Lad mig alle steder og til alle tider
smage Din sødme!
Elsk mig og tilskynd mig,
så jeg, så godt jeg kan,
til gengæld omfavner og elsker Dig
og ikke mere bedrøver Dig.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Der er overleveret tre kantater til 1. søndag efter Trinitatis fra Bachs tre første år i Leipzig, som alle bygger på samme evangelielæsning: fortælling om Den tolvårige Jesus i templet (Lukas 2, 41-52).

Mein Liebster Jesus ist verloren (BWV 154) blev opført som del af Bachs første årgang, dialog-kantaten Liebster Jesu, mein Verlangen (BWV 32) i tredje årgang, og nærværende kantate skrev Bach til sin koralkantateårgang 1724-25.

Meinen Jesum laß ich nicht havde sin første opførelse 7. januar 1725. Kantaten bygger, som nævnt på søndagens evangelielæsning fra Lukasevangeliet om Den tolvårige Jesus i templet (2, 41-52):

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem.

Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Valget af Christian Keymanns salme Meinen Jesum laß ich nicht (1658) som grundlag for koralkantaten er umiddelbart ikke oplagt. Men i valget ligger implicit en tolkning af læsningen, hvor forældrenes adskillelse og genforening med deres søn ses som et billede på sjælens fastholdte tro og forening med Jesus i døden.

Kantaten er bygget op efter den typiske model for koralkantate-årgangen, hvor første og sidste vers er bibeholdt i deres oprindelige form, mens de mellemliggende vers er omskrevet til recitativ og arie-poesi. Den ukendte librettist (som muligvis er den forhenværende vice-forstander for Thomasskolen Andreas Stübel) skaber ingen yderligere referencer til evangelielæsningen i sin gendigtning, men fokuserer på længslen mod døden og mødet med Jesus.

Åbningskoralen er i tredelt takt, og det indledende tutti-tema har karakter af menuet. Men snart efter bryder oboen ud i koncertant solo af lange melismer med strygerne i en akkompagnerende rolle. Vokalsatsen er holdt i en relativ homofon struktur som enkelte stemmer indimellem bryder ud af, som til teksten ”so erfordert meine Pflicht” (det fordrer min pligt), som bassen synger på det skarpt punkterede motiv, og på ordet ”kleben” (klæbe/ hænge fast ved) som Bach illustrer ved at lade de tre nederste stemmer ”hænge” på samme tone i tre takter.

Tenoren erklærer i sit recitativ sin troskab til Jesus så længe han lever: ”Så længe blot en dråbe blod rinder i hjerte og årer, skal alene Jesus være mit liv, mit et og alt.” Mens recitativet behandler trosforholdet i livet, behandler den følgende arie troen i døden: ”Und wenn der harte Todesschlag die Sinnen schächt, die Glieder rühret” (Og når dødens hårde slag svækker sanserne, berører lemmerne). Til denne beskrivelse af selve dødsøjeblikket skaber Bach en dramatisk arie i italiensk opera-stil, hvor dødsslaget illustreres med et skæbnesvangert motiv i strygerne, som vedholdes satsen igennem. Satsen kan opleves som en kamp, som udkæmpes mellem døden, repræsenteret ved strygerne, og troen på Jesus, repræsenteret ved oboen og tenoren, som trodsigt slutter sine fraser med et oktavspring til versets sidste linje: ”Min Jesus slipper jeg ikke”.

Bassens recitativ udgør kantatens vendepunkt. Først udtrykker han medynk med sjælens modgang og pinsler, men husker så på, at mødet med Jesus venter i døden: ”Kun min ånd ser i tro op mod stedet, hvor tro og håb stråler, hvor jeg efter fuldført livsløb evigt skal omfavne Dig, Jesus.”

Ligesom i dialogkantaten BWV 32 over samme evangelielæsning, slutter denne kantate også i en omfavnelse, symboliseret ved en duet i tredelt takt med continuoledsagelse. Hvor det i BWV 32 er Sjælen og Jesus, som mødes i bryllupsdans, er det her sopran og alt, som trøstende og opkvikkende henvender til Hjertet med henblik på, hvad som venter i himlen: ”Når du i fremtiden skal skue Frelseren, da først bliver dit længselsfulde hjerte oplivet, da bliver det stillet tilfreds i Jesus.”

Kantaten slutter med en enkel firestemmig koraludsættelse over 6. og sidste vers: ”Salig er den, der siger dette til mig: Min Jesus slipper jeg ikke.”

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering

Bach skrev kantaten Mein liebster Jesus ist verloren (BWV 154) til Første søndag efter Helligtrekonger 9. januar 1724, som del af sin første kantateårgang i Leipzig. I denne første årgang benyttede Bachs sig i nogen udstrækning af materiale komponeret i løbet af de tidligere ansættelser i Weimar og Cöthen. En separat cembalostemme til kantatens fjerde sats – alt-arien for alt, to obo d’amore og unisone strygere – er skrevet på den type papir, som Bach benyttede i Weimar, og det indikerer, at i hvert fald denne sats (og sandsynligvis flere) er genbrug fra en verdslig eller gejstlig kantate fra denne periode. Sidenhen i 1736/37 opførte Bach kantaten atter en gang, og ved denne lejlighed lavede han yderligere en række rettelser og ændringer i nodematerialet. Der tegner sig dermed et billede af, at denne kantate gennem godt 20 år blev opført i tre forskellige versioner, hvoraf kun den sidste er overleveret til vor tid.

Søndagens evangelielæsning er fortællingen om den tolvårige Jesus i templet fra Lukasevangeliet 2 41-52:

”Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.”

Kantatens ukendte librettist tolker evangelielæsningen om den bortkomne tolvårige Jesus som et billede på den vildfarne kristne sjæl, som har mistet troen og søger at finde sin frelser. Bach lader tenoren spille en gennemgående rolle i kantatens dramaturgi som en personificering af den kristne sjæl. Kantatens vendepunkt finder sted i den centrale sats, hvor bassen i en arioso gestalter Jesus med ordene fra dagens læsning: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?”. Sluttelig finder sjælen endelig Jesus, og med åbenlys symbolik forenes de to i en forløsende duet mellem alt og tenor.

Åbningssatsen er udformet som en lamentation i dramatisk fransk operastil. Continuo-bassen falder kromatisk igennem en ottetakters periode, for derefter at repeteres som gennemgående ostinat, hvilket er kendetegnende for barokkens lamentationer. Herover høres karakteristisk fransk ornamentik og punkterede rytmik i førsteviolinen – en stil, som Bach netop stiftede bekendtskab med i løbet af sine formative år i Weimar. Tenoren beklager sin fortvivlelse over, at Jesus er blevet væk: ”Mein liebster Jesus ist verloren, o Wort, das mir Verzweiflung bringt” (Min kære jesus er forsvundet, o ord, som bringer mig fortvivlelse). I et kort midterafsnit intensiveres dramatikken: ”O schwert, das durch die Seele dringt, o Donnerwort in meinen Ohren” (O sværd, som trænger gennem sjælen, o tordenord i mit øre), hvilket billedligt gengives i strygernes hamrende sekstendedele, førend ariens A-del repeteres.

Tenoren fortsætter i det følgende secco-recitativ med at spørge: ”Wo treff ich meinen Jesum an, wer zeiget mir die Bahn?” (Hvor finder jeg min Jesus, hvem viser mig vejen?) Hvor den første sats tog udgangspunkt i fraværet af Jesus, introduceres Jesus nu som vejviser, uden hvis tilstedeværelse, vi troende sjæle er vildfarne.

Tanken videreføres i det firestemmige koralvers, som følger, nemlig anden vers af Martin Jahns salme Jesu meiner Seelen Wonne: ”Jesu, mein Hort und Eretter, Jesu, meine Zuversicht…” (Jesus, mit tilflugtssted og redningsmand, Jesus, min fortrøstning).

Således er det også oplagt at den følgende arie for alt, to obo d’amore og unisone strygere er udformet som en mild pastorale, og trækker dermed på billedet af Jesus som sjælens hyrde. Jesus er dog fortsat ikke at finde, og derfor kalder alten som et uskyldigt får på afveje: ”Jesu, laß dich finden … wo du dich zum Schrecken willst für mich verstecken, stelle dich bald wieder ein!” (Jesus, lad dig blive fundet … hvor du til min skræk er gemt for mig, vis dig for mig igen!) Bemærkelsesværdigt er det, at Bach her fuldstændig udelader continuostemme og erstatter den med en såkaldte basset-stemme hos de unisone strygere. Denne sjældent benyttede effekt gør Bach også brug af hele to gange i sin Matthæuspassion: først i umiddelbar forlængelse af tilfangetagelsen af Jesus i duetten So ist mein Jesus nun gefangen og siden i sopranarien Aus Liebe will mein Heiland sterben i forbindelse med Pilatus’ domsfældelse af Jesus. I begge tilfælde synes udeladelsen af continuobassen altså at være symbol på Jesus’ uskyld, ligesom den her understreger den troende sjæls uskyld og hjælpeløshed i fraværet af Jesus.

Endelig viser frelseren sig i en af de for Bach så typiske Vox Christi-ariosoer. Bassen citerer vers 49 fra dagens læsning: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” i en retorisk sats, kun ledsaget af continuoet. Satsen bliver et vendepunkt i kantaten, og lægger således op til tenorens følgende recitativ:

”Dies ist die Stimme meine Freundes” (Dette er min vens stemme) udbryder tenoren, og citerer dermed Højsangen 2,8, og binder derefter sløjfe tilbage til dagens læsning om Jesus i templet: Auf, Seele, macht dich bereit! Du musst zu ihm in seines Vaters Haus, hin in den Tempel ziehn.” (Op Sjæl, gør dig beredt! Du skal gå hen til ham i hans faders hus, i templet.)

Det dramaturgiske forløb kulminerer i den festlige og forløsende duet for alt og tenor, ledsaget af hele det instrumentale ensemble. Den opløftende følelse understøttes af et opadgående tema, mens hele satsen er holdt i en homofon struktur præget af parallelle tertser og sekster. I ariens korte B-del skifter takten til 3/8 og en frisk fugetta mellem de to sangere og continuostemmen, hvorefter A-delens gavotte-lignende dans vender tilbage.

Kantaten afsluttes passende med 1. vers af Christian Keymanns salme Meinen Jesum laß ich nicht i en enkel firestemmig udsættelse.

© Enghave Barok og Jakob Bloch Jespersen – gengivelse tilladt med tydelig kreditering